De store dage i familielivet, såsom sølvbryllup, guldbryllup og jubilæer, fejres på så forskellig måde, snart i stille samvær med de nærmeste, snart i den størst mulige udfoldelse af ydre pomp, at det er umuligt at angive regler for sådanne dage. Sølvbrudepar begynde at hylde den skik at foretage en rejse for at unddrage sig festligholdelsen af højtidsdagen. Lad være, at denne festligholdelse let får et banalt tilsnit, takket være de uundgåelige sølvopsatser m.m., de smagløse sange og dårlige men velmente bordtaler, flagdekoration på trappen og ikke at forglemme formiddagsmodtagelsen med portvin og kransekage. Man skal alligevel betænke sig vel, før man bestemmer sig til at være borte på denne mærkedag, der ligesom betegner ægteskabets højdepunkt. hvor tiltalende det end kan være at rejse bort, vil man dog som regel få et rigere udbytte og smukkere minde om denne dag ved at være omgivet af dem, der have stået en nær i livet, end ved at tilbringe den på et hotel med ligegyldige table-d’hôtel-gæster som bordfæller.
FØDSELSDAGE
Nogle mennesker gøre et stort nummer ud af deres fødselsdag, andre holder ikke engang af at høre den omtalt; der bliver således stor forskel på den rolle, de spille i hjemmene. Som regel kan det dog vel siges, at børn og unge mennesker sætte betydelig pris på festligholdelsen af denne dag, hvis vigtighed gerne forekommer dem ret betydelig. Ældre er ikke utilbøjelige til at se på fødselsdage som milepæle, det ikke er synderlig behageligt at dvæle ved; men enten man nu holder af det eller ej, er det vanskeligt for damer at undgå den gængse formiddagsgratulation med gaver og blomster. Der servers chokolade og kager og et glas vin og i mere moderne huse the. Børns fødselsdage fejres gerne med mere eller mindre talrige børneselskaber.
BARNEFØDSEL
Jordemoderen er pligtig at melde et barns fødsel hos præsten. Fader skal melde det på kæmnerkontoret i det sogn, hvortil han hører. På landet melder man det hos degnen.
BARNEDÅB
Dåben tilsiges af faderen hos præsten i det sogn, hvortil han hører, og på kæmnerkontoret. Ønskes dåben foretagen af en præst ved en anden kirke, fås en fødselsanmeldelsesseddel på kæmnerkontoret. Denne leveres vedkommende præst, og man erlægger dernæst et passende offer til sin egen kirke. I regelen foregår dåben i kirken 6 uger eller 2 måneder efter fødslen. Giver barnets helbredstilstand anledning til bekymring, døbes det tidligere og i hjemmet. Er der fare på færde, kan en af forældrene eller en anden tilstedeværende døbe det.
Fadderne meldes hos præst og klokker, hvor de indskrives. Der må ikke være færre end tre, hvoraf mindst den ene skal være mandlig. Fadderne påtager sig den forpligtelse, hvis barnets forældre skulle falde fra, da at sørge for, at det får en kristelig opdragelse. Til det første barn er det ofte brug, at den fædrene bedstefader er gudfadder og den mødrene bedstemoder gudmoder; næste gang er ordenen omvendt. I det hele taget er det ens nære slægt og intime venner, som man henvender sig til i denne anledning. En ung pige er gerne blandt dem; hun skal ‘holde huen’. Det er skik, at gudmoderen, der skal bære eller holde barnet over dåben, afhenter den lille i hjemmet, de øvrige faddere møder i kirken; moderen bliver ofte hjemme. For øvrigt er det ikke nødvendigt, fordi man indskrives som fadder, at være til stede ved dåben. Faddergaver er som oftest de traditionelle sølvbæger og etuier med ske og gaffel, for pigebørn koralhalsbånd og lign. Det bruges for øvrigt nu ret jævnligt at give en sparekassebog med et efter omstændighederne større eller mindre beløb indsat. I alt fald er det tilrådeligt at indskrive barnet i en børneforsørgelseskasse, hvor det, hvis det lever ved tyveårsalderen, vil have udsigt til at få den indbetalte kapital udbetalt adskillige gange fordoblet. Desuden er det skik, at fadderne give barnets amme eller barnepige en dusør ‘på vuggen’. Denne dusør varierer sædvanlig efter forholdene fra 4 til 20 kroner, hvilket jo, hvis der er mange fadder, kan blive en god indtægt for vedkommende.
Dåbsdagen fejres som regel med en middag, hvor gæsterne er i deres bedste skrud og huset så festligt som muligt. Dersom man står i venskabsforhold til præsten, er det passende at indbyde ham. Ved bordet bliver den lille, mens dens skål drikkes, bragt ind iført dåbskjolen, drenge med blå sløjfer på skuldrene, piger med lyserøde. I nogle familier opretholdes den skik, at den samme dåbskjole benyttes til alle slægtens børn, og en sådan kjole kan opbevares gennem århundreder. I mindre velstillede hjem begynder det at blive brugt at give en frokost i stedet for middagen.
KONFIRMATION
Konfirmation og altergang kan finde sted hos hvilken som helst præst uden noget som helst hensyn til egen kirke eller sogn. Konfirmationsalderen er fra 14 til 16 år. For drenges vedkommende retter det sig efter deres skolegang eller den praktiske virksomhed, hvori de skulle anbringes; gælder det en ung pige, tager man nærmest hensyn til hendes modenhed og legemlige udvikling, idet stadigt den mening holdes i hævd, at hun er voksen, når hun er konfirmeret. – Dagen fejres med en middag for nærmeste slægt og venner, hvis man ikke foretrækker at gøre en aftenmodtagelse for hele sin kreds. Alle, der blot stå i nogenlunde nært forhold til familien, sender gaver, til drengene bøger, mapper, etuier og lign., til pigerne guldsager, vifter, modestads og sligt; om ikke andet, da blomster. Dette turde være et godt bevis på, hvor svært det er at få skik og brug forandret, selv om alle er enige om det forkastelige deri. Underligt er det, at gejstligheden ikke tager til genmæle mod denne i så godt som alle bedre hjem meget verdslige højtideligholdelse af konfirmationen, der jo dog kun har religiøs betydning. Den unge pige, på hvis modtagelige sind konfirmationen i reglen gør stærkt indtryk, kommer hjem fra kirke, og i stedet for at tilbringe den højtidelige dag i ro med forældre og søskende, hvilket fx er i brug i England, står huset på den anden ende med gratulanter og festtilberedelser. Hendes sind måtte være mer befæstet, end det kan fordres af hendes femten år, om det ikke blev helt bortvendt fra det hinsides ved at fordybe sig i den guldsmedebutik af armbånd, brocher osv., som under kirketjenesten er bleven sendt hende. Det var synd at formene hende brocherne, men det vilde vist være heldigt, om man skred til den sociale revolution at give hende dem fx på hendes sekstenårige fødselsdag.
FORLOVELSE
Ved en sådan familiebegivenhed udsendes, så snart den foreligger officielt, trykte meddelelser til hele bekendtskabskredsen og breve til de nære slægtninge. Der aflægges dernæst visitter, som sener vil blive omtalte. En forlovelse fejres som regel med festlige middagsselskaber i de to pågældende familier, idet den unge piges forældre begynder, derefter den unge mands, og så følge onkler og tanter og nære venner. Tale holdes for det unge par, der obligatorisk har hinanden til bords under hele forlovelsestiden.
BRYLLUP
Til alle tider og i alle lande har bryllup været en glædesfest, der fejres så pragtfuldt og muntert, som forholdene tillade, formodentlig fordi det er den, der indeholder det rigeste håb for fremtiden. Som regel er det brudens forældre, der gøre bryllupsfest (og give udstyret), i byerne ofte på et hotel, hvis kredsen er meget stor, ellers i hjemmet, hvilket ubetinget giver festen et smukkere præg. En fjorten dages tid før brylluppet udgår indbydelserne. Hver af brudeparret har sin forlover, helst faderen, ellers en værge eller den nærmeste i slægten. Noget før den angivne tid møder brudgommen med sin forlover i kirken for at tage imod gæsterne, der helst må møde i god tid, for at alle kunne være samlede, når bruden kommer. Der tages plads ved alteret; herrerne til højre, damerne til venstre. Når bruden med sin forlover træder ind i kirken, intoneres der på orgelet, og hvor mange bryllupper man end har overværet, vedbliver det dog altid at være et smukt og gribende øjeblik, når den hvidklædte brud kommer gående op ad kirkegulvet. Brudedragten er som bekendt hvid højhalset slæbekjole med myrtekrans og langt slør. I tarvelige forhold består den af sort kjole og hvidt slør med myrtekrans. Ved store bryllupper er bruden undertiden ledsaget af fire eller seks ensklædte brudepiger, hvem brudgommen sender buketter eller smykker. Denne skik begynder dog at gå noget af brug.
Efter endt vielse forlader brudeparret først kirken og modtager gæsternes lykønskninger ved ankomsten til hjemmet eller det sted, hvor festen skal stå. Den kirkelige handling er gerne klokken 4 eller 5 og efterfølges af en middag, hvor der gerne er mere end nok af sange og taler. Efter skålen for brudeparret skal brudgommen holde tale for sine svigerforældre. Man skulde tro, at det ikke var vanskeligt ved denne lejlighed at sige nogle hjertelige ord, men det er ikke desto mindre en kendsgerning, at denne tale for de fleste er en slem skærsild at komme igennem. Det bedste råd turde i så fald være at gøre den kort og ikke fortabe sig i vidtsvævende betragtninger. Brudefølget består som regel af de selvskrevne venner og de to respektive familier, og da disse ofte ikke kende hverandre, kan det være ret vanskeligt at få stemning bragt til veje. Som oftest indbydes præsten og hans frue.
Efter bordet danses der, og de gamle skikke som fx at danse bruden ud af pigernes laug og ind i konernes, holdes vedlige. Brudeparret forsvinder uden at tage afsked. Alle indbudte gæster og mange andre sende brudegaver, og hvis gaver nogensinde er på deres plads, må det siges at være til udsmykningen af et brudepars nye hjem.
BEGRAVELSE
Et dødsfald anmeldes straks for skifteretten. Lægen udsteder en dødsattest, der skal påtegnes af klokkeren i den afdødes sogn, undtagen i militære forhold i København, hvor det skal ske henholdsvis i garnisons eller holmens kirkes sogn. Begravelsen kan man lade foretage, hvor man måtte ønske det, men der er så mange formaliteter at iagttage, at man gør bedst i at henvende sig til en autoriseret bedemand eller en anden, der har gjort sig den slags forretninger til specialitet. Ønsker nogen at blive brændt, må vedkommende i levende live afgive en erklæring derom; denne skal være attesteret af to vederhæftige mænd.
I almindelighed foregår den afdødes bortbringelse fra sørgehuset med en vis højtidelighed. Familiens mandlige pårørende ledsage gerne rustvognen og overvære kistens anbringelse i kapellet.
Ved selve begravelsen, der finder sted en uges tid efter dødsfaldet, anvises der familiens damer plads i en lukket stol tæt ved alteret, og de mandlige pårørende i stolene på gulvet til højre nærmest katafalken. Når kisten er bragt ud af kirken, stille de nærmeste sig ved indgangen og trykke de tilstedeværende i hånden, efter som de passer forbi, – en skik, der er ret pinlig for dem, der virkelig er bedrøvede.
Er der kongelige personer (eller repræsentanter for dem) til stede, modtages de ved indgangen af en eller flere af den afdødes nærmeste, som ledsage dem til deres pladser. De ledsages på samme måde tilbage.
Kun de, der have stået den afdøde nær, følge i vogne med til kirkegården; men det er nu ofte brug i København, at begravelserne foregå fra kapellerne på kirkegårdene, og de tilstedeværende følge da med til graven og overvære jordpåkastelsen.
Jævnligt afholdes der på begravelsesdagen i sørgehuset en middag for de allernærmeste pårørende, og af alle arter af selskabelighed turde denne være den vanskeligste, hvad angår tone og stemning. Selv bedrøvede mennesker have ondt ved, når de er talrigt forsamlede, at opretholde den sorgfulde stemning under nydelsen af adskillige retter god mad med tilhørende vine, og selv om de efterlevende er så nedbøjede, at de virkelig formå det, får en sådan gravstemning let et lidt komisk anstrøg sammen med klirrende tallerkener og et veldækket bord. Det må derfor anbefales at indskrænke sådanne sørgesammenkomster til det mindst mulige. På landet, hvor følget ofte kommer langvejsfra, er det imidlertid en nødvendighed at byde de tilstedeværende en forfriskning. Følget spiser derfor som oftest en solid frokost i sørgehuset før eller efter begravelsen.
De efterlevendes sørgetøj må selvfølgelig være i fuld stand til begravelsen. Det kvindelige tyende får udleveret en sørgekjole, det mandlige personale undertiden sort livré, i hvert tilfælde sort bind om venstre arm. I rige huse overtrækkes vognlygter og seletøj med sørgeflor.