Danske Dramatikeres Forbund
Faste retningslinier til Dramatikernes Værker
Efter Albert Gnutzmann fra stiftelsen (1906) var formand, og Hjalmar Bergstrøm efterfulgte fra 1912-1914, blev Emma Gad valgt til formand for den forening hun havde været en del af, siden det var en tanke som Albert Gnudtzmann fremførte i Dansk Forfatterforening i begyndelsen af 1900.
*
Danske Dramatikeres Forbund, nu kaldet Danske Dramatikere, blev dannet 9. marts 1906 af Emma Gad og forfatterne omkring hende, der som dramatikere mente der burde fastlægges nogle regler i det gensidige afhængighedsforhold mellem dramatikeren og forbrugeren (teatret/teaterdirektøren).
Ikke kun skulle der fastlægges spilleregler, men forbundet kunne også repræsentere dramatikeren i forhandlingerne, hvilket kombinerede forening/agentur til et bæredygtigt projekt, under Emma Gads ledelse.
*
Det der var den bærende kraft ved stiftelsen var Emma Gads følelse af et misforhold i vederlaget for sit eget teaterstykke “Et sølvbryllup”, som hun havde ladet gå for et engangsbeløb på kr. 500. Emma Gad syntes, på grund af stykkets indbringende succes, at der skulle være lidt sikrere rammer for uerfarne dramatikere når de skulle sælge deres stykker til teatrene.
*
Der manglede regler og retningslinier med hensyn til ophavsret Forbundet skulle virke som kunstnernes forhandler, så forfatteren fik sin løn og royalty efter de regler der internationalt var nedfældet i Bernerkonventionen i 1886, og som var blevet tiltrådt af Danmark i 1903. Konventionen forlanger at udenlandske værker skal mindst behandles (det vil først og fremmest siges betales) på samme måde som nationale. Den fulde tekst kan læses her i Retsinformation .
*
Først og fremmest var Emma Gads interesse indenfor eget felt, hvor dramatikerne leverede til den tids formidlere; teaterverdenen. Senere har udviklingen med film, radio og fjernsyn medførst flere foreninger på specialområderne, og senest hele den store it-relaterede virkelighed vi lever med i dag, bragt ophavsretsreglerne på dagsordenen gang på gang og øget den værdi der ligger i royaltibegrabet – som i bund og grund er fortsat betaling af en gammel nyhed. Ganske rimeligt naturligvis; det eneste spørgsmål må vel være hvor længe der skal betales efter premieren, opførelsen eller udgivelsen.
T.H.
Nationaltidende, 28. januar 1900.
Dansk Forfatterforening afholdt iaftes et Møde, ved hvilket Forfatteren A. Gnudzmann indledede en Diskussion om Forfatterne og Teatret. Han skildrede udførlig Forholdene saavel ved de kjøbenhavnske Theatre som ved Provinsscenerne og fremhævede stærkt Manglen af faste Regler. For at fremkalde en større Betryggelse for Forfatterne foreslog han Oprettelsen af et Bureau, der under Forfatterforeningens Tilsyn skulde kunne optræde paa Forfatternes Vegne overfor Theatrene og sørge for Indførelsen af et fast Reglement. Tillige skulde det kunne være Mellemmand mellem udenlandske Forfattere og danske Teatre.
I den efterfølgende Diskussion deltog bl. a. Fru Emma Gad og Forfatterne Edgar Høyer, Axel Stenbuk, L. C. Nielsen og Professorerne Vilh. Østergaard og Wiltens samt Formanden Professor Torp, der paa Bestyrelsens Vegne lovede at tage Sagen under velvillig Overvejelse.