Sygdom, død og begravelse

Takt og Tone
Begravelse
Begravelse (LensGo)

 

Når De bærer på en svaghed eller blot befrygter det, opsæt da ikke af angst eller af slendrian at gå til lægen.

Vær ikke altfor bange for besøg hos tandlægen.
De er en tåbe, hvis De holder dem tilbage af manglende mod.
Gør ikke en dødsannonce i bladene svulstig og højtravende
I gamle dage gik damer ikke til begravelser. Denne skik er forsvundet som så mange andre urimeligheder.
Officielt betragtes døden altid som en sørgelig overraskelse.
Arv er unægtelig den nemmeste måde, hvorpå man kommer til penge.

SYGDOM, DØD OG BEGRAVELSE

Det er i livets alvorlige timer, at man ikke alene skal lære venners sindelag at kende, men også helt forstå værdien af de følelser, der besjæler dem, som man har levet livet sammen med. Der er nogle, der passer bedst for de glade dage og de lyse indtryk, og som i samlivet spreder solskin over det daglige livs ensformighed, men ikke forstår at give nogen som helst trøst i de mørke stunder. Der er andre, som kan være lidt tunge og træge, når tilværelsen ligger i solskin, men som så til gengæld blot ved et håndtryk, et smil, et par ord kan virke med en sådan følelsens inderlighed, når det står galt til, at deres blotte nærværelse er som en lægedom for den, der er angst og sorgfuld. Det er disse, blandt ens nærmeste, man helst vil have hos sig, når man er syg eller ved at dø – de eneste, de bedste.

FORSIGTIGHEDSREGLER
Når De bærer på en svaghed eller blot befrygter det, opsæt da ikke af angst eller af slendrian at gå til lægen og lade dem undersøge. Man vil altid gerne opsætte det, men det kan have de alvorligste følger, og man kender kun altfor godt de ord: “Var det blot blevet taget i tide!”
Forsøm ikke en gang imellem at lade Deres øjne undersøge, når De kommer en smule til års, eller hvis de bruger briller, at lade en øjenlæge bestemme nummeret. Dårligt syn, overanstrengelse og hovedpine skriver sig ofte kun fra urigtige briller.
Vær ikke altfor bange for besøg hos tandlægen. Selv om det er lidt pinligt – eller meget – i øjeblikket, har en kyndig tandbehandling eller vel anbragte kunstige tænder en så afgørende betydning for befindende og udseende, at De er en tåbe, hvis de holder dem tilbage af manglende mod.
Drag omsorg for, at de andre medlemmer af husstanden iagttager samme forsigtighedsregler.

SYGDOM
Når der kommer en alvorlig sygdom i ens hus, er det passende, at familiens pårørende underrettes derom, idet det ikke kan gå an, at man pludselig på gaden erfarer, at en af ens nærmeste er døende, uden at man har anet det mindste derom.

På den anden side bør der vises en vis takt i forholdet til et hus, hvor en ligger livsfarlig syg. Den kærlige deltagelse bør afvejes med hensynet til den ro, som sygdommen kræver, så vel patienten som de ængstelige pårørende.
En invasion af deltagende tanter og pligtmæssigt ængstelige svigerinder tjener tilvisse ikke til at formindske situationens uhygge, ligesom de idelig gentagne bulletiner om temperaturens stigen og fald virker opslidende og enerverende.
End mindre bør telefonen anvendes til forespørgsel. Denne snerrende metalklokke går direkte på nerverne af dem, der omgiver den syge og har brug for hele deres sindsligevægt. Det heldigste vil sikkert være, at et andet hus af familiens nærmeste udvælges til central, hvorfra alle oplysninger kan indhentes, og som så bagefter må håbes at afgive ærlig beretning om udvist deltagelse og ikke glemme nogen.
Ved enhver alvorlig sygdom bør man, hvis det er muligt at udrede omkostningerne, at tilkalde en udlært sygeplejerske. Hun vil, mens krisen står på, bedre end familiens medlemmer, kunne tage et tørn med døden med udsigt til at vinde, og det vil altid være en beroligelse at vide den syge i kyndige hænder. I de fleste tilfælde vil lægen også forlange det.
Den vanskeligste tid kommer, hvis krisen overstås heldigt, når deltagende og velvillige nærtstående strømmer til med buketter og vingelé og beder om at måtte se patienten “Blot et øjeblik”. Det klogeste vil da være at lægge helt i plejerskens hånd, hvor mange besøg den syge kan tåle, selv om det opvækker lidt misstemning.
De omværende er nemlig selv så lettede og glade ved en vending til det bedre i en kær patients befindende, at de nemt glemmer den fornødne forsigtighed.
Langvarig sygdom er en af de største prøvelser i et hjem både for patienten og omgivelserne. Der er ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed.
Patienten må ikke kræve mere end det højst nødvendige af pasning og underholdning, idet han eller hun må forstå, at livet trods alt må gå sin gang for de andre.
På den anden side må de raske i hjemmet være så opofrende som muligt overfor den syge og gøre, hvad De kan, for at holde modet oppe uden nogensinde at vise, hvor trættende, anstrengende og bekostelig tilstanden er.
Hvis sygdommen ikke har anden udgang end døden, bør dette ikke siges til den syge, medmindre vigtige bestemmelser skal træffes.
Patienten bør også selv afholde sig fra at tale om sin mulige forestående død af hensyn til de andre, for hvem det er vanskeligt at drøfte emnet i den lyse tone, som man helst vil anslå.

DØDSFALD
Når ingen redning har været mulig, og døden er indtrådt, da træder, sammen med sorgen og den aldrig udeblivende nerveslappelse hos de efterlevende, en lang række ydre formaliteter til, ganske fraregnet bladannoncerne og forberedelserne til begravelsen, som sædvanligvis overlades til en bedemand. De nærmeste skal underrettes om dødsfaldet, de nærtboende pr. telefon, de fraværende pr. telegram eller brev. Sørgeklæder skal skaffes, deltagende besøgende strømmer ind, alle lidt agtpågivende overfor “Hvordan man tager det”, og i mange tilfælde ringer pressen op for at få meddelelser. Alt sammen ret besværligt og angribende, men måske dette udenoms hjælper de virkelig bedrøvede over den første sørgetids frygtelige chok og gør den til sorgens festdage, mens savnet først egentlig tager fat efter begravelsen sammen med det grå dagligliv.

BEKENDTGØRELSE
Gør ikke en dødsannonce i bladene svulstig og højtravende og sæt ikke en lang række navne under den, hvis slægtskabsforhold til den henfarne ikke er til at hitte rede i. Når disse er særlig indviklede, vil “De efterladte” være at foretrække.
Så snart man erfarer, at en, man holdt meget af, er død, bør man straks gå hen til de efterlevende, hvis man står dem meget nær, eller også sende et brev.
Det er et kønt og som oftest velkomment bevis på deltagelse straks at sende blomster til den dødes leje og på den måde komme begravelsesdagens uhyre blomstermængde i forkøbet.
Alle vil gerne smykke et dødsleje med al den skønhed, der kan tilvejebringes.
Når den afdøde føres bort er vel nok den stund, der er den sværeste at komme over for de efterladte.
Det bliver mere og mere brug at gøre det til en lille privat sørgefest i hjemmet ved at underrette nære slægtninge og venner om tidspunktet. De fleste giver da møde, hvis det er dem muligt. Den afdødes ægtefælle, fader eller søn siger da som regel nogle afskedsord og undertiden synges en salme.
De allernærmeste følger da efter rustvognen til kapellet tilfods eller tilvogns.

BEGRAVELSE
I gamle dage gik damer ikke med til begravelser, men denne skik er forsvundet sammen med så mange andre urimeligheder.
Når damer har kendt og skattet den afdøde, er det naturligt at vise ham eller hende den sidste ære, men det må stærkt fordømmes at betragte en begravelse som et gratis skuespil, som det kun altfor ofte sker ved celebre dødsfald, der drager en stor jordefærd efter sig med kirkemusik, faneopstilling o. l. Fremmede og uvedkommende burde have så megen agtelse for døden, at de holder sig borte. Trængsel af nysgerrige uvedkommende ved en begravelse er noget af det mest uskønne i samfundslivet og en forhånelse mod de efterlevendes sorg.
Det bruges så godt som altid, at de nærmeste mandlige slægtninge står opstillet ved kirkedøren og bringer alle de udgående en tak for tilstedeværelsen ved et håndtryk.
Det kunde måske tilrådes for dem, der ikke holder af denne skik, at lade fremlægge en liste, på hvilken man kan skrive sit navn.

KRANSE
Spørgsmålet er, hvor nær man skal have stået den afdøde, eller hvor nøje man skal kende de efterladte for at have pligt eller adkomst til at sende krans til en begravelse. At dømme efter antallet af kranse ved de fleste begravelser, spørges der overhovedet ikke. Man har indtryk af, at blot man har set et menneske og været i en smule ordveksling med vedkommende, sender man en krans, som knap ses på, smides på kirkegulvet og læsses på en arbejdsvogn ud til kirkegården sammen med de hundreder andre.
Man kan ikke sige: Lad være, for skikken at forskønne dødens gru med blomster er smuk, men den har vel nok antaget for vidtstrakt et omfang.
Når man er kommen i et hus, bør man sende en krans, selv om det ligger længere tid tilbage.
Når man slet ikke har kendt den afdøde, men kender de efterladte nøje, kan man naturligvis for deres skyld sende en krans, men det er ikke nødvendigt, og man kan nøjes med at vise sig ved begravelsen.
Man bør ved at sende en krans til sin fraskilte ægtefælles båre give et vidnesbyrd om, at døden udsletter alle tvistemål.
Man bør være særlig nøjeregnende med at sende krans, når det gælder et dødsfald blandt de små og glemte i samfundet. Denne opmærksomhed vil altid blive modtaget med erkendtlighed af deres efterlevende.

KAPELBEGRAVELSE
Ved begravelser i kirkegårdenes kapeller, som jo nu er de almindeligste, er det skik, at det hele ofte talrige følge går med hen til graven for at være vidne til jordpåkastelsen. Dette burde ikke finde sted, særlig i den kolde og våde vinterårstid. Man kan meget vel ønske at hædre den afdøde og de efterladte ved at komme til stede ved sørgehøjtiden uden at finde det nødvendigt at følge med ud til graven, hvilket i virkeligheden kun kan påhvile de nærmeste.

Det må tilrådes, at disse, ligesom ved en kirkebegravelse, hilser på de tilstedeværende ved udgangen af kapellet og lader enhver afgøre, hvorvidt han ønsker at udstrække høfligheden videre.
En smuk skik er det, at en kreds af dem, der har stået i taknemligheds- eller arbejdsforhold til den afdøde, på forhånd samler sig om at ville bære kisten ud af kirken eller kapellet. En af de pågældende angiver da dette på forhånd organiserede forehavende for de nærmeste, som da overlader til graveren at ordne det fornødne.
Hvis man står på en lidt usikker fod med den sørgende familie, fx som ikke rigtig accepteret frier, er det et godt middel til at fastslå sin position, ved en sådan udbæring at ile til og bemægtige sig en plads ved kisten. Situationen synes dermed givet for alle tilstedeværende.

GRAVØL
Endnu opretholdes i mange kredse den skik, at der af de efterladte indtages et stort måltid i fællesskab på begravelsesdagen. På landet kan det måske på grund af de lange distancer have sin begrundelse, men i byforhold virker det ikke tiltalende.
Sorg passer ikke til en duftende steg og klirrende glas. Det er under et sådant sørgemåltid vanskeligt at opretholde den til anledningen passende alvorlige stemning, der bedre kommer til sin ret, når de forskellige grene af familien går hver til sit.
En helt folkelig skik er det, at ligfølget trøster sig, så godt det lader sig gøre, med, efter begravelsen at samles i de omkring kirkegården beliggende beværtninger. Det er da heldigt, når stemningen ikke stiger til at stå i misforhold til det sørgeskrud, der bæres.

SØRGEDRAGT

For enhver, der bivåner en begravelse, er det brug at møde sortklædt. Da der altid vil forefalde begravelser i ens slægt eller interessesfære, som man er nødt til at bivåne, bør man til stadighed have en sort dragt hængende til dette brug, herrer i hvert fald et par sorte handsker og en høj hat.
De nærmeste forventes først fra begravelsesdagen at være i dyb sørgedragt, men selvfølgelig ifører man sig i dagene forud for denne ikke gerne spraglede klædningsstykker.
Det er uheldigt selv ved et ventet dødsfald allerede dagen efter at udfolde en altfor flunkende sørgepragt, som klart viser, at man har truffet sine dispositioner i tide.
Officielt betragtes døden altid som en sørgelig overraskelse.
Herrer anlægger gerne om den høje hat et såkaldt flor, hvis bredde afpasses efter den nærhed, hvori man har stået til den afdøde og testamentet. Hattemageren ved besked herom.
Dyb sørgedragt kræver en vis højtidsfuld fremtræden og egner sig dårligt til munter idræt som karrusel, rutschebane, skøjter o. l., som det ofte ses.

Sørgetiden for en enke regnes sædvanligvis til et år, for forældre, svigerforældre og søskende til et halvt år. dog må det siges, at det kun er i begyndelsen af sørgetiden, at folk lægger særlig mærke til denne besværlige skik, som i grunden er en levning fra fortiden, men vanskelig at udrydde som alle skikke, fordi ingen har mod til at gøre det første skridt, særlig på dette område.
Dog er der gjort en slags begyndelse ved den stærkt stigende brug af et flor om armen sat på den almindelige dragt. Dette bruges dog mindre af damer end af herrer.
Om sommeren, under et landliv, overholdes sørgedragten dog sjælden med videre strenghed, da sort crépeflor og uldstof næsten er uforeneligt med støvede landeveje.

TAKKEKORT

Efter en begravelse sender de efterladte kort med sørgerand til alle, der har vist opmærksomhed i anledning af dødsfaldet. Der vil som oftest stå: For udvist deltagelse i anledning af fru n. n.s jordefærd bringes en hjertelig tak fra de efterladte.

KONDOLENCEBESØG
Ved dødsfald aflægges besøg tidligst en uges tid efter begravelsen, hvor det kun drejer sig om almindelig omgang, men i meget nære forhold indfinder man sig selvfølgelig straks. Hvor hurtigt disse besøg returneres, om de overhovedet bliver det, må bero på omstændighederne. Ved kondolencebesøg bør man helst være sortklædt.

FORHOLDET TIL OMVERDENEN
Vis ved et dødsfald i deres familie den yderste forsigtighed med deres optræden, selv om de ikke tager dem det synderlig nær, eller deres sorg dulmes af en længe påregnet og stærkt tiltrængt arv. Intet ægger nemlig i højere grad deres medborgere eller rettere sagt medborgerinder til en hvas kritik end mangel på hensyn til skik og brug lige omkring et dødsfald. Allerede en måned efter er man for længst gået over til andre ting på dagsordenen, men mens den afdøde endnu hører ind under de levendes interessesfære, bør man give nøje agt på sin optræden, hvis man ikke vil have skyld for hjerteløshed.
Undlad ikke at gå i sorg, især ikke i den første tid, selv om den afdøde ikke stod Deres hjerte nær – ja, spar da især ikke på sørgefloret.
Vis Dem ikke i selskaber og især ikke ved nogen art af offentlige forlystelser i et tidsrum nogenlunde svarende til deres slægtskab med den kære afdøde.
Send resolut afbud til alle, De selv måtte have indbudt. Besvar straks – eventuelt på sortrandet papir – de deltagende breve, der indløber. Jo, længere de udsætter det, jo længere må også brevene blive. Det er drøjt, men De må igennem det.

Hvis De synes, det er mere end De kan stå for, at tage imod kondolence-visitterne og sige det samme om og om igen, da rejs bort lige efter begravelsen, om ikke andet til et stille sted på landet. man kan altid motivere det med nedbrudte nerver og ens læges påbud.

SØRGETID OG LIVSERHVERV
Den skarpe kritik over efterladte, der går i teater, koncert o. l. kort efter et dødsfald, er ikke på sin plads overfor dem, hvis erhverv eller kald ligger indenfor kunstens område. Det er da ikke alene en fornøjelse, men en del af en livsgerning at besøge teatre og koncertsale.
Testamentets åbning sker lige efter begravelsen, sædvanligvis dagen efter, hos den juridiske rådgiver, hvis det overhovedet forefindes; en akt, der i velhavende forhold ofte imødeses med spænding og indeholder stof til tilfredshed og misfornøjelse, forventninger og skuffelser. At det opfylder sindene kan ikke undre, da arv unægtelig er den nemmeste måde, hvorpå man kommer til penge. Mange forlader et sådant møde med sindet fyldt af bitre følelser, andre med taknemlighed.
Smukkest er det dog, når det er minderne om et godt og kært samliv, der danner grundlaget for den pietet, hvormed slægtninge, man har mistet, bevares i erindringen.
Ligbrænding vinder mere og mere indpas, men kan, efter de nu gældende vedtægter, kun finde sted, når man, mens man var i live, har indmeldt sig i ligbrændingsforeningen.
Man bør, for man gør dette, nøje betænke, hvad det vil betyde for ens efterlevende. Hvis man står isoleret med sin mening på dette punkt, er det smukkest at se bort fra den personlige opfattelse og bøje sig for de synspunkter, der er rådende hos ens nærmeste.
En ligbrændingsfærd i et krematorium har efterhånden antaget en tiltalende form og forrettes nu som oftest af en præst, men det må dog siges, at en kirkelig jordefærd har lettere ved at antage et højtidsfuldt præg.
De samme hensynsforhold mellem de efterlevende og følget gør sig gældende ved begge arter af begravelse.

Omhu med gravsteder. Det er smukt, når de levende ikke forsømmer de dødes hvilesteder, men finder tid og råd til at værne om dem med pietet og omhu som et talende vidnesbyrd om, at kærlighed når ud over selve døden.

I de store træk er nu hensynsforholdet mellem mennesker fulgt fra vuggen til døden. Kun ved den er man den ene, der ingen pligt har, ellers må man altid helt igennem regne sig selv som den, der har alle pligter, den, som altid skal yde uden at kræve. Kun på den vis når man til lykke.

Man høster, hvad man sår.
Jo mere man kræver,
jo fattigere bliver man.
Og jo mere man giver,
jo rigere bliver ens liv.
*********************