Selskabslivet

Hvis de er så lykkelig at besidde en talrig kreds af slægt og venner og ikke en tilsvarende velforsynet pengepung, er selskabelighed noget af et dilemma.

Hvis deres kreds er nøje indbyrdes forbunden, og de indser, at de langtfra formår at få alle indbudt, bør de tage under overvejelse, om det ikke er klogest helt at undlade at gøre selskaber.

Dette vækker ikke anstød, hvorimod de, ved at indbyde nogle og udelade andre, risikerer at opvække mere fornærmelse end påskønnelse.

Gensidighed i selskabelige forpligtelser forudsættes i alt for høj grad som en ufravigelig regel, og mange, især yngre, går ofte og piner sig ved ikke at have fået indbudt familier, i hvis hus de har nydt gæstfrihed, og hvor det ikke falder de pågældende ind med en tanke at vente eller ønske noget gengæld.
Det er ofte, at mænd i store stillinger og med meget arbejde nok ynder at se folk hos sig, “Føre hus”, som det hedder og samle en vennekreds om sig uden derfor at have lyst til de 5 aftener om ugen at styrte tidlig fra kontoret hjem og klæde sig om og afsted til kedelige selskaber, hvorfra man træt og anstrengt kommer hjem ud på natten.
Når man ved et par høflige afslag har fået indtrykket af, at dette er tilfældet, er det mest passende at ophøre at indbyde de pågældende; men såfremt man ved gentagne indbydelser får tilkendegivet, at de alligevel ønsker at se en hos sig, bør man rolig gå der og omsætte sin trang til gengældelse i små opmærksomheder mod husets damer og hjertelig tagen del i familiens festlige anledninger.

En af selskabslivets hovedvanskeligheder er overskuddet af damer, ikke mindst de ældre tanter, enkefruer m. m. Hvorfor har vorherre skabt så få mandfolk og tilmed indrettet det således, at disse nødig vil i selskab, hvorimod alle damer intet heller vil. Til en vis grad kan man nok give herrerne to damer, men de fleste mænd føler sig dog lidt fortrykte ved at være i for stor minoritet.
Det kan derfor foreslås, at man i huse, hvor spindesiden er særlig voldsomt repræsenteret i vennekredsen, foranstalter en damemiddag i ny og næ i lighed med herremiddage. De kan falde overraskende fornøjelige ud, men forhindrer måske ikke, at enkefruerne og frøknerne føler sig brøstholdne, når de hører om middage i samme hus, hvor lykkeligere medsøstre har været hedt sammen med rigtige mandfolk.
Omtal ikke for meget til deres bekendte selskaber, hvori de ikke har deltaget eller skal deltage. De vil let blive fornærmede, idet de, ofte med grund, vil antage, at det selskab, de er bedt med til, er det mindre fine sæt. Det drejer sig nemlig for de fleste ikke om, hvorvidt de har moret sig, men om, hvorvidt de har været sammen med “de fineste”. Det kan her bemærkes, at der endnu findes nogen uvilje mod den udenlandske skik at indbyde nogle få standspersoner til middag og et stort antal gæster om aftenen, men at formen selvfølgelig har sine praktiske fordele og ikke indeholder nogen klassificering af gæsterne, særlig hvor disse er unge. Men selvfølgelig kan man ikke indbyde ældre standspersoner til aften, hvor andre har været hos en til middag.
Dette gælder dog ikke særlig festlige lejligheder, hvor fx en berømt udlænding fejres.

En slagskygge over enhver selskabsliste er pligtkontingentet til familien. iI et hus, hvor begge ægtefæller er rigeligt forsynet med søstre, svigerinder, kusiner o. l. for ikke at tale om gifte børn, og disse pligtskyldigst skal med ved alle lejligheder, nås der praktisk talt meget lidt ved hvert enkelt selskab. Man kan skride til at afholde familieselskaber, men de betragtes mindre, skønt de tilvisse koster værten det samme.
Under sæsonens selskabelige højtryk er det så godt som umuligt at få samlet de mennesker, man ved listens affattelse mente ville passe sammen. Derfor er den kreds, som vært og værtinde vil komme til at modtage ved indgangsdøren med et affabelt smil, som oftest ganske forskellig fra den, de havde påtænkt.
Naturligvis bør man så vidt muligt undgå at bede de mennesker sammen, som man ved lever i uvenskab, især i små selskaber. I øvrigt kan det undertiden gå overraskende godt, og et sådant tilfældigt samvær kan lægge spiren til en forsoning.
Meddelelsen til betjeningen fordrer i ikke få tilfælde lidt mod. I meget gæstfrie huse trættes husassistenterne let af de mange selskaber og det stærkt forøgede arbejde, de medfører, og modtager meddelelsen om et nyt foretagende med lidt sure miner.
Det kan foreslås at give dem et ekstra vederlag, hver gang der er selskab i huset, ansat i forhold til den lejede hjælp.

Betaling er altid et godt middel til at klare humøret.

 

---

PLADSFORHOLD
Man bør ikke indbyde flere end det antal, der virkelig er plads til ved bordet. Som regel sidder folk ikke bekvemt nok ved et middagsselskab. Man hører, hvordan værtinden ved et middagsbord, hvor der ikke er plads til så meget som et knivsblad mellem gæsterne, i en beklagende tone siger: “Vi havde bedt professor n. n. med døtre, men desværre kunne de ikke komme.” Hvorpå man ser sig om og tænker med undren på, hvor familien n. n. da skulde have været placeret. Sagen er, at i stedet for at have været lettet ved at være sluppet for n. n. har værtinden ilet med at indbyde andre til at sidde på deres knapt tilmålte pladser. Det er undskyldeligt, fordi maden, vinene, cigarerne, opvartningen, blomsterregningen, belysningen, hele det særdeles kostbare og besværlige apparat må udnyttes til det yderste i en almindelig husholdning, når man engang er ved det. Altså, det er forståeligt, men ikke helt behageligt for de indbudte.

Når man ved en afvejning af alle disse forhold skrider til affattelse af en indbydelsesliste, må man sørge for at få selskabet så underholdende som muligt.
Man bør tage et ligeligt hensyn til at indbyde folk, der passer sammen, og som man ved gerne vil træffes, og dertil forstår at bringe nye og muntre emner ind i samtalen. Desuden nogle udenforstående, der formår at medbringe et frisks pust.

Indbydelser udstedes på et bestandig tidligere tidspunkt, undertiden ca. 14 dage før datoen. Det er på den måde efterhånden blevet et rent bogholderi at holde rede på dagenes anvendelse, og forglemmelser kan meget let indtræffe.
Hvis man kommer meget ud, bør man på sit skrivebord have en liste over dagene i ugen på samme måde som teatrenes repertoirelister.
I de fleste tilfælde udstedes trykte indbydelseskort, som, om man vil, kan købes færdige til udfyldning.
En skriftlig indbydelse er i de fleste tilfælde at foretrække for telefonering. Dels undgås enhver misforståelse, når man har sort på hvidt at holde sig til, dels er det nemmere at finde et påskud til at svare nej i et sirligt, beklagende brev end når man uventet angribes i flanken ved en opringning. Det er ikke alle givet at have det lynsnare lyvetalent – man har tværtimod som regel det barnlige blik på forholdet, at man forlanger, folk skal tro det, man siger. At lyve skriftligt er lettere, hvis man overhovedet kan bruge så tungt et ord om de høflige og af alle vedtagne påskud, der lyder bedre end det ligefremme: jeg vil ikke.
Men enten de vil eller ikke, opsæt ikke at lade folk det vide. Hurtighed med svar er en betydelig lettelse i selskabelighedens besvær.

Svar altid omgående.

Siger de nej, da giv ikke mere end een grund dertil. Flere årsager indgyder mistillid.
Har de først sagt ja, da svigt ikke uden tvingende nødvendighed.
Når det ikke gælder et meget stort selskab, undgå da helst at benytte trykte kort, men indbyd hellere gode venner i en personligt skrevet billet med et par venlige ord til hver især. Dette lille udtryk for venskab giver de indbudte lyst til at komme og kan bevirke, at der på forhånd skabes den hjertelige stemning, som er mere værd end al ydre luksus.
At give tilbords er den opgave, der foreligger, når man omsider efter afslag, afbud og erstatningsindbydelser er nået til en forhåbentlig definitiv liste. Det er ved en stor liste eller en, der er belemret med uvenskaber, et rent generalstabsarbejde, der må udføres med overlegen kløgt for at disponere over de forskellige enheder, der ofte er stærkt uensartede.

Som hovedregel gælder, at værten skal have den fornemste dame tilbords, eller, hvis ikke noget påbydende i den retning gør sig gældende, eventuelt en dame, der besøger huset for første gang. Værtinden føres helst ikke ind af den herre, hvis frue har værten tilbords, men hun har ham, hvis også han er en gæst, man ønsker at hædre, siddende ved sin højre side ved bordet. Såfremt selskabets pragtfigur er uden hustru, har værtinden selvfølgelig ham tilbords. Eventuelle døtre anbringes helst med husets sønner eller omvendt.

Hvis der i selskabet findes en minister eller gesandt, har værtinden ham tilbords.

Hvor sådanne formelle forhold ikke foreligger, må værtinden ofte trække af med den mindst omstridte herre, som ellers er vanskelig at anbringe hos de andre damer, da der lægges en overraskende vægt på, hvem man får tilbords.
Ved tilbordsgivning bør man prøve at bringe afveksling og ikke give en herre den dame, som oftere har haft den glæde. Det sker så let, når man synes de passer sammen, men man hører ofte den klage fremsat: jeg skal altid have n. n. tilbords her i huset. Dette er en klage, der ikke kan rejses af forlovede par, der ifølge en mærkværdig skik altid skal have hinanden tilbords. Livet kan såmænd blive langt nok for dem endda.
Ved fordelingen af damer og herrer bør man have for øje, at de to pågældende har let ved at finde samtalestof gennem fælles interesser.
Ved placeringen af parrene omkring bordet, gælder det som oftest, at vært og værtinde sidder vis á vis, enten for enden af bordet eller på midten af langsiden.

Det er praktisk på indbydelserne at angive, hvilken påklædning der skal anvendes for herrernes vedkommende, da deres selskabsdragt jo er en art uniformering.
Når dragten ikke er angivet i indbydelsen, kan man forespørge telefonisk.
I hvert tilfælde gælder det, at husets herrer er mindst festligt påklædte. Det sker endda, at en vært skifter dragt fra det mere til det mindre elegante, for at berolige gæster, der underligt nok kan være forpinte over ikke at være i det rette antræk.
Er man imidlertid kommen i et selskab i en ukorrekt dragt, bør man ved dette som ved alle andre selskabelige små-uheld tale så lidt om det som muligt.
For damer gælder det, at man ikke altid ved, om en indbydelse gælder et større eller et lille selskab. Man bør derfor bestandig have en kjole, der i al tarvelighed er syet således, at den – blot ikke helt højhalset eller med ærmer til håndleddet – kan gå til begge dele. En god kniplingskrave og et par lange handsker gør udslaget.

Vær hellere for enkelt end for elegant klædt til anledningen. malplaceret pragt virker tarveligst af alt.

Spar så lidt som muligt på handsker og fodbeklædning. Når disse ting er i orden, gør det hele ens ydre soigneret.
En smuk frisure gør også underværker.
Når de har klædt dem på til selskab, efterlad da ikke et uordentligt og sjusket værelse med brugt vaskestel, klædningsstykker, der flyder. Ingenting bidrager mere til at give ens husassistent ringe tanker om ens huslige værd.
Er det dem, der har selskab, hav da altid et værelse, der er hyggeligt i stand til eventuelt brug for gæster.

Ved et almindeligt middagsselskab bruges det så godt som ikke mere at bære ordener, ikke engang i småt format. Det forbeholdes til større festlige lejligheder. Kun en roset i knaphullet angiver, at den pågældende medborger er i besiddelse af det af så mange eftertragtede kendetegn på samfundets anerkendelse.
For hofmænd og officerer foreligger der et indviklet ceremoniel ang. inden- og udenlandske ordensdekorationer, fx om, hvorvidt en udenlandsk orden skal bæres ved nærværelsen af en potentat fra det rige, hvorfra dekorationen er tildelt, o. s. v. Som en hovedregel kan det kun angives, at man helst skal være tilbageholdende med at pynte sig med ordener, og at disse i hvert fald tager sig meget lidt smagfulde ud for civile herrer om formiddagen i forbindelse med kjole og hvidt, som man kun altfor ofte kan se det på vore hjemlige breddegrader.
Der bæres kun ordensroset i knaphullet, når man er iført civil formiddagsdragt.

Titler er noget af det vanskeligste at lære at benytte rigtigt, når man er udlænding eller forlægger sin personlighed fra eet samfundslag over i et andet. Der er så mange snurrigheder. Kammerjunker er fx en fin titel og jægermester ligeså, hvorimod benævnelsen “Kammerjæger” ikke just forbinder tanken med en hofmæssig levevej. Og hvem kan forstå, hvorfor man i tiltale ikke gerne siger hr. minister, men bør sige ministeren, hvorimod man godt kan sige: hr. general, og om man vil hr. professor. Man kan sige både deres excellence og exellencen, men man kan ikke benævne fx general G. F. Jensen som hr. Jensen.
Det samme gælder kvindelige titler. Man kan ikke kalde grevinde n. n. for fru n. n. men man skal ikke benytte titlen meget i en samtale. Dog bruges den uheldigvis mere her end fx i Frankrig, hvor en grevinde kun tiltales som sådan af betjeningen, men af sin omgangskreds kaldes madame. I England kan endog dronningen og prinsesserne tiltales som madam.
Hvis man mener at have en god ven i en betitlet dame, skal man kun benytte hendes titel i omtale eller udenpå breve. I tiltaleform vil den give hende et indtryk af fjernhed, som vil gøre hende ondt og let kan forrykke forholdet.
Hvert land har sine egenheder. I England kan fx en baronet ikke benævnes uden sit fornavn, og dette bruges i tiltale uden efternavn sammen med titlen sir, fx sir Arthur, sir Karles.

Afbud kan være noget af en hensynsløshed mod huset, der har udstedt indbydelsen og bør derfor kun anvendes, når der er tvingende grund dertil såsom virkelig forhindrende sygdom, pludselig sorg o. l.

Et afbud kan især virke som en katastrofe, når man ligger og krydser omkring tallet 13, da den protestantiske guddom af sine tilbedere menes at ville ihjelslå en af dem, der har siddet tilbords med 12 andre, et forhold der ikke virker så irriterende på katolikkernes skaber, heldigvis for dem.
Undgå derfor på vore hjemlige enemærker at blive 13 tilbords, da de risikerer at føle dem skyldbevidst, hvis en af dem måtte vandre heden i årets løb.
Det kan være fortvivlende, når telefonen i en influenzaperiode kimer gang på gang for samme dag at melde afbud. Man kan nemlig være sikker på, at det træffer så uheldigt som muligt. Er der for mange damer, er det herrer, der sender afbud, og er det knapt med damer, er det dem, der får et feberanfald. Og allerværst er det, når enten hædersgæsterne, for hvem det hele var lavet, melder forfald, eller når det er det forbindende element, det selskabelige kit, der skulde holde sammen på de hinanden ubekendte gæster.
I sin nedstemthed begår man da som oftest den dumhed at forsøge på at få hullet udfyldt ved i sidste øjeblik at telefonere til nære venner. De første man henvender sig til, kan naturligvis aldrig, eller er ikke indrettede på det, og mere og mere febrilsk kimer man videre, og får tilsidst nogle mennesker til at give møde, der er den øvrige kreds ganske uvedkommende og nærmest er til besvær. Oven i købet skal man takke dem varmt for deres elskværdighed.
Derfor – hvis uheldet sker, at de får afbud samme dag, gør da ikke fortvivlede forsøg på at få det oprindeligt fastsatte tal af gæster udfyldt, men indskrænk roligt antallet og gør det bedste ud af situationen.

Ankomst. Søg at anbringe deres overtøj, så det ikke er for vanskeligt at finde, ifald de måtte mene det ønskeligt at forsvinde i god tid.
At komme ind i en selskabssal er for generte mennesker en sand gru, en følelse af ubehag, som nogle dækker med en friskfyragtig frejdighed, mens andre kommer ind med en sky og kejtet mine. Vært og værtinde bør helst holde sig i nærheden af døren og ikke fordybe sig så stærkt i samtalende grupper, at de ikke straks kan modtage de indtrædende med venlighed, så de straks befinder sig vel. Den nyankomne hilser først på husets frue og dernæst på de tilstedeværende efter deres placering i rummet, dog med noget hensyn til at hilse først på særlig fremragende tilstedeværende.

Præsentation. Vært og værtinde sørger for – eventuelt bistået af deres voksne børn – at alle gæsterne bliver forestillede for hverandre, når de ikke før har truffet hinanden.
Er der tale om præsentation mellem en ældre og en yngre, nævnes den yngres eller mindre betydelige persons navn først, for ligesom at antyde, at man forestiller den pågældende for den ældre.
Det samme er tilfældet ved præsentation mellem en dame og en herre.
Hvis præsentationen forsømmes, må gæsterne enten anmode derom eller eventuelt selv nævne deres navn.
I meget store selskaber, baller, fester o. i. er det selvfølgelig ugørligt at gøre alle bekendte med hinanden.
Da må de tilstedeværende selv sørge for af fælles, bekendte at blive forestillede for dem, de ønsker at underholde sig med.
Ved sådanne lejligheder er det, at en herre kan gå hen til en anden herre og nævne sit navn, hvorpå den anden rækker ham hånden og ligeledes nævner, hvem han er. Når en yngre tiltaler en ældre, siger han: “Hr. n. n. tillad mig at forestille mig for dem.”
Denne fremgangsmåde anvendes af herrer kun i nødstilfælde overfor damer. man får hellere en anden til at forestille sig.
Har man ved en præsentation ikke opfattet navnet, spørger man ikke om det, men erkyndiger sig hos en anden.
Det er heldigst at være forestillet for alle, da enhver gæst i et selskab af almindelig størrelse helst må have talt med alle tilstedeværende, selv om det kun er nogle ord i en fælles samtale.
Tiden før man går tilbords er det mindst tiltalende tidspunkt ved et selskab. Det er vanskeligt for værtinden, trods alle anmodninger, at få gæsterne til at sprede sig og sætte sig ned, og man bør derfor søge at gøre denne afventende stund så kort som muligt.

Det vil altid glæde en værtinde, hvis nogen blandt gæsterne udtaler en ros over bordets smagfulde ordning. Der er her grund til at lægge vægt på at gøre denne ordning nogenlunde enkel og dog festlig uden alle de kruseduller af små glas med violer, håndmalede menuer, båndsløjfer, blomster plantede på knappenåle, samt servietter som langhalsede svaner, der er betegnende for den næstbedste smag.

Lys og blomster, krystal, og – hvis man har det – sølv er tilstrækkeligt til at gøre selv den enkleste borddækning elegant.

Det må anbefales ikke at pryde bordet med blomster, der har en bedøvende duft som fx hyacinter og liljer, da mange får hovedpine deraf. Er det imidlertid sket, bør man som gæst ikke volde forstyrrelse ved at udbede sig blomsterne fjernede.
Tro ikke at de frembringer virkning af elegance ved en overvældende masse af retter eller geledder af vinglas. De opnår det stik modsatte, nemlig at komme til at virke som en nyopdukkende rigmand, der ved hjælp af håndgribelige og let påviselige udgifter forsøger at dække over manglen på virkelig kultur. Dette bliver særlig grelt, når nogen som helst art af priser bliver omtalt, selv om det blot sker i form af, at gæsterne underrettes om, at rødvinen er fra 1868, for så ved man, at den er dyr. I virkelig fine huse serveres kun få men udsøgte retter og enkelte gode vine.

God og smuk frugt er altid måltidets bedste prydelse så vel dekorativt som gastronomisk set.

Ingen bør tale om maden, især ikke vært og værtinde.
Det må tilrådes at anbringe rigeligt med vand og selters på spisebordet, da mange ønsker det enten som fortynding af vinen eller som særlig drik. På de fleste spiseborde savnes der vand, og man må skaffe sig det gennem de opvartende, ofte efter længere venten. Dette er ikke heldigt.
Tonen ved bordet bør være munter uden at udvikle sig til at blive larmende. Mens det i udlandet, særlig i England, helst undgås at tale over bordet, er man her mindre formfuld, men det bør dog holdes indenfor rimelige grænser og helst indskrænkes til kortere bemærkninger.
Læg vægt på altid at tale med deres sidemand, ikke alene den de har tilbords, men også den, der sidder ved deres anden side, hvilket er et nødvendigt hensyn til vært og værtinde, og hvis de kommer i samtale med den, der sidder på plads nr. 2 fra dem, søg da at inddrage den mellemsiddende i samtalen, som ellers vil sidde med en knugende følelse af forladthed.
Hvis begge deres naboer ved bordet er optagne af samtale, er der ikke andet for dem at gøre end med muntert udseende at passe deres fortæring og søge den første anledning til at komme ind i en af samtalerne, hvilket ikke vil vare længe, hvis det er velopdragne mennesker, de har ved deres side.

Herren hælder, første gang han skænker, et par dråber vin først i sit eget glas, hvilken skik skriver sig fra den tid, hvor man kunde frygte et stykke prop i vinen, dernæst fylder han sin dames glas, indtil hun siger stop. han kan da forsyne sig selv, hvis ikke damen på hans anden side også er vansmæglende. En dame kan ikke godt skænke vin for sig selv, men må, som den svage kvinde, søge mandens beskyttelse, i hvilket tilfælde han gør det med en undskyldning for sin uagtsomhed.

Værten hilser på sine mandlige gæster ved at drikke et glas med dem. undertiden også med damerne, i det mindste nogle af dem, med mindre han overlader denne høflighedsakt til værtinden.
En herre drikker som oftest med sin borddame og ligeledes med sin hustrus bordkavaler.
Den mindre fornemme eller yngre kan ikke godt være den opfordrende.
Når kongen gør en bordfælle den ære at drikke med sig, rejser vedkommende sig og drikker stående. Dette bruges også, omend i aftagende grad, under mindre hofmæssige forhold, når det er en ældre, højt værdsat bordfælle, særlig en ældre dame, der opfordrer en yngre til at drikke med sig. Især gøres det blandt officerer. I andre kredse rejser man sig som oftest kun halvvejs eller lægger en vis ærbødighed i sit udtryk og blik, måske afpasset efter det, man har at vente af den pågældende.
Efter dansk skik returneres opfordringen ikke.
Den gamle vedtægt, at glasset skulde tømmes, er heldigvis gået af brug, hvorved mange blussende ansigter efter bordet undgås.
I øvrigt er hele skikken ikke ueffen. Den giver stemning ved et festbord og kan undertiden udjævne et mellemværende ved at vise den, der opfordres, at det hele var ikke så slemt ment. Og den gamle skik opretholder stadig sin popularitet, fordi det er en opmærksomhed, der er nem – og billig. I det mindste for gæsterne.
Tøm ikke gerne deres karaffel helt, således at der må hældes mere vin på den.
Vis ikke nogen iøjnefaldende interesse for maden. Forsyn dem tilsyneladende ligegyldigt, selv om de er sulten, hvilket ikke vil klæde dem at tale om, hverken før eller under måltidet.
Forsyn dem ikke flere gange af samme ret, medmindre det er nogenlunde almindeligt ved bordet, således at de så at sige rives med af stemningen, idet det er heldigt, at samtlige tilstedeværende er færdige nogenlunde samtidigt. Undgå så vidt muligt at levne og gør deres bedste for, at deres tallerken ikke har et utiltalende udseende, når de er færdig.