Selskabslivet 2

Værten bør, idet han rejser sig for at ønske velbekomme, undgå den klassiske bemærkning: “Nu har min kone ikke mere” hvilket var det, Gorm den gamle plejede at sige om sin hustru Thyra Danebod. Den skik at gå kredsen rundt og med et velbekomme trykke hinanden i hånden i alvorsfuld samdrægtighed, fordi man har spist et måltid sammen, er heldigvis ved at uddø og bruges kun i meget gammeldags huse eller meget langt fra hovedstaden.
Hvis man endelig vil give sin erkendtlighed udtryk, kan man nøjes med at sige tak for mad til værtinden, men også det er ukendt i mere kosmopolitiske forhold og forsvinder mere og mere. Værtinden går med sin bordherre under armen først ind i de tilstødende stuer, og selskabet følger parvis efter. Værten med sin dame sidst. Herrerne bukker let for deres borddamer, og selskabet spredes gruppevis.
En herre bør helst i aftenens løb tale lidt med den dame, han har haft tilbords, da hun ellers vil have en trykkende fornemmelse af, at han er glad ved at være bleven hende kvit.

Den stadig om sig gribende nydelse af tobak gør sig selvfølgelig ikke mindst gældende i selskabslivet, og ved et større selskab er luften ofte tyk og blå af røg, så snart måltidet er sluttet.
Man kan ikke i selskab ryge medbragte egne cigarer, med mindre man af sundhedshensyn beder om tilladelse dertil.
Kun i en mere fortrolig kreds bydes der cigaretter ved middagsbordet mellem retterne.
Ved bortgangen tænder man den dertil beregnede cigar. Når man er så uheldig at have en cigartyv til gæst, der ses at liste sig til at stikke sin værts cigarer i lommen, bør man tie dermed. Men man indbyder ham ikke gerne oftere.

Musik i selskab er af mange anset for at være en af selskabslivets værste plager. Det kommer af, at der er noget selvmodsigende i at kalde folk sammen og ved hjælp af mad og vin at bringe dem i en munter og animeret stemning og derpå pludselig at forlange af dem, at de skal sidde gravalvorlige og i andagtsfuld tavshed høre på en strygekvartet eller en duo med så og så mange satser. Der er naturligvis kredse, der er så udpræget musikalske, at eksperimentet altid vil lykkes, men hvor disse højere væsener er blandet med lavere ånder, bør der åbnes disse en nødhavn i form af et isoleret og tillukket værelse, hvor de kan dyrke samtalens lavere kunst, og hvor de plejer at more sig ypperligt, hvilket i parentes bemærket også vil indtræffe, hvor denne sikkerhedsventil ikke findes. Klangen af musik sammen med forbuddet mod at tale, virker nemlig altid yderlig animerende, og fristelsen bliver uimodståelig. dette er synd for de optrædende, der lægger hele deres sjæl i tonerne, for ikke at tale om deres pårørende, der forarges. Der opstår derved den splittelse i værtens sind, at han vilde ønske, hans gæster morede sig noget mindre. men selvfølgelig bør man kunne tie stille, mens der musiceres.
Heldigst er det dog, selskabeligt set, når en eller anden med godt humør sætter sig hen og spiller eller synger, uden at forlange tavshed om sig. det hæver stemningen og kaster et skær af festlighed over sammenkomsten.
Man kan ikke i et selskab tage afsked og bortfjerne sig midt under udførelsen af et musikstykke. Det kan være slemt nok, hvis det fx er en trio i tre lange satser eller Beethovens Adelaide, men velopdragenheden fordrer det afgjort.
Hvis man skal nå et tog, og de musikalske elementer er ved at udføre en endeløs kvartet, mens bilen tuder, og man sidder på nåle, må man så stille som muligt se at få fat i værtinden og efter en forklaring til hende bortfjerne sig lydløst uden at tage afsked med andre.
Når en fejret udøvende kunstner er til stede i et selskab, er det heldigst at betragte ham eller hende som en gæst som enhver anden og ikke presse ham til at optræde, medmindre en tilfældig vending i samtalen gør en henstilling ganske naturlig.
Hvis den pågældende derimod selv tilbyder det, tager man med taknemlighed derimod.

Kortspil er i nogle perioder et meget yndet tidsfordriv i selskabslivet, i andre er det mindre påagtet. Det er en adspredelse, der særlig egner sig for de ældre, for hvem det tit er meget kærkomment at kunne sætte sig til et spillebord.
I huse, hvor der spilles, må kort, bøger, jettons og alt andet tilbehør være i fuldstændig orden på forhånd. Værten byder ved et selskab kort rundt, men kan ikke selv spille med, såfremt der er gæster, som ikke spiller. Det samme gælder værtinden. Selv om hun med iver dyrker kortspil, må hun ofre sig for at underholde de underlig uensartede selskabelige elementer, der i stærkt kortspillende huse bliver tilbage i dagligstuen, hustruer, der har bridgedyrkende mænd, og herrer, hvis fruer ikke kan blive færdige med de uendelige rubbere – disse få usalige, der ser i illustrerede hæfter og albummer og synes, at timerne aldrig får ende.
Før man sætter sig til spillebordet, afgøres det, hvor højt man spiller. En af de spillende kan ikke godt foreslå en højere sats end den, der er stemning for, men altid en lavere.
Kortspillere føler sig ofte ilde berørte ved, at ikke spillende stiller sig bag deres stol for at betragte chancerne. Det må derfor tilrådes at lade de spillende i fred, og i hvert tilfælde må tilskuere afholde sig fra al art af rådgivning.
Når der spilles med damer, må deres samtykke indhentes til, at herrerne ryger, med mindre damerne også tænder cigaretter.
Hvis de spiller kort, forsøm da ikke at medbringe alle arter småmønt til byttepenge.
Selv om de ikke spiller synderlig godt bridge, og ikke føler stor lyst dertil i øjeblikket, vil det blive påskønnet af værtinden, at de tager et kort, hvis de dermed kan forhindre, at et parti går i vasken.
Så vidt muligt bør vært og værtinde forhindre, at der spilles højt i deres hus. Det er ikke åndsfornemt og kan være højst pinligt for enkelte af gæsterne.

Hvornår gæsterne forlader et selskab, beror på stemningen og husets traditioner.
Det er hensynsfuldest imod vært og værtinde, især når disse er ældre folk, ikke at trække det meget længe ud over almindelig sengetid. Er der voksne børn, kan disse dog overtage værtspligterne, især når det lykkes at få gennet de tilbageblivende gæster ind i de unges værelser.
Det vanskeligste spørgsmål ved afskedtagen er, hvem man bør give hånden og sige farvel til, når man forlader et selskab. Selvfølgelig må man altid med en tak tage afsked med vært og værtinde, eventuelt i stort selskab kun med den ene af dem med en tak og hilsen til den anden, samt med husets børn. Dernæst gerne med de gæster, man i aftenens løb er kommen i berøring med, såvel som dem, der tilfældigvis, ved at stå i nærheden, ser, at man forsvinder.
Man bør bestræbe sig for ikke at gøre afskeden langtrukken, men med et par korte venlige bemærkninger til hver enkelt hurtigt forføje sig bort.
Er det første gang man har været sammen med folk, i hvem man har fundet behag, er det venligt ved afskeden med et par ord at udtale, at det har glædet en at have gjort de pågældendes bekendtskab.
Man kan forsvinde uden nogen som helst afskedtagen, når det er en stor fest på et hotel eller andet offentligt sted, hvor der ikke er en personlig vært eller værtinde, og som regel kan man ved en sådan lejlighed ikke smigre sig med at ville blive savnet.
Er man gæst ved en større fest i et privat hjem, et bal e. lign., behøver man kun at tage afsked med vært og værtinde.
Med de kortspillende tager man ikke afsked. De ynder ikke at blive forstyrret midt i et spændende spil.

Støre soiréer har den fordel, at man kan se mange på een gang, og de gør et festligt indtryk, fordi damer ved et stort aftenselskab gør deres yderste i retning af toilette. Det må dog siges, at formen, for at falde heldig ud, forudsætter en vis selskabelig øvelse hos gæsterne, en evne til efter en kort samtale med den ene at vende sig til den næste. Denne evne kan desværre ikke siges at være udbredt. Gæsterne ved en sådan soirée vil i de fleste kredse vise sig at være mærkelig uøvede. De er lidet oprømte og viser deres generthed ved ikke at ville indlade sig med fremmede og ved at stille sig dels i kroge, dels, hvad der er værre, i døråbninger, hvorved de spærrer både for passage og udsigt.
Det må derfor tilrådes ved en stor aftensammenkomst at samle sine gæster om en idé, det være sig koncert, foredrag, tableauer, amatørkomedie etc., hvorved de for en tid forvandles til tilskuere, hvilket jo ikke er vanskeligt at klare.
Ved souper’en, der som oftest ved sådanne lejligheder er stående, bør enhver gæst bestræbe sig for med godt humør og elskværdighed at gå ind som et led i det store hele, at hjælpe ikke alene sin borddame, men også andre damer med serveringen og at betragte tilfredsstillelsen af sin egen appetit som et underordnet moment.
Vært og værtinde bør ved en stående souper ganske give afkald på at sidde ned og selv få noget at spise, men udelukkende hellige sig til at sørge for gæsternes velbefindende.
Det må betones, at megen mad og vin ikke er en nødvendighed ved en stor soirée, hvorimod der bør sørges for at være særdeles rigeligt med alle arter af forfriskende drikke.
Vigtigt er det også ved udflytning af møbler at skaffe gode pladsforhold og nem passage. Man bør således aftage døre, hvor de er i vejen, og garderobeforholdene bør behandles med omsigt. Lys, planter og blomster vil altid bidrage til at skabe fest.
Et bestilt musik-ensemble er ved en sådan lejlighed en udmærket hjælp, særlig fordi betalt musik ikke kræver tavshed.
Det kan ikke nægtes, at trods alle bestræbelser for at gøre en soirée festlig, er der lave sjæle, som ikke betragter en sådan indbydelse som et tilstrækkeligt vederlag for en ydet middag med mange retter mad og tilhørende vine. Store soiréer er som oftest mere yndede af damer end af herrer.

I saisonen bruges i store og gæstfrie huse, hvor det vilde være et kors for husfruen daglig at skulle tage imod visiter. Damer, der er fuldt up to date, lader deres modtagelsesdag trykke på deres visitkort. På sådanne dage er huset i så festligt antræk som muligt med blomsterarrangements og teservering i bedste orden.
Herrer, der kommer meget i huset, bør, selv om de nødig vil, et par gange i saisonens løb give møde ved sådanne modtagelsesdage. I hvert fald vil værtinden sætte pris på denne høflighed.
En fast modtagelsesdag hver uge bliver let vel meget. En værtinde vil stå sig ved at have en dag engang om måneden i hele saisonen eller engang om ugen i een eller to måneder. Det bruges i England.

Visiter. De selskabelige former har altid deres betydning, for stor for nogle, for ringe for andre. Det punkt, der trænger sig mest i forgrunden, er vel visitspørgsmålet. med al respekt for den ringeagt, hvormed denne formalitet betragtes som tidsspildende af dem, der står midt i livskampen for sig selv og sine, kan man ikke komme helt udenom visiter, og der er tilfælde, fx ved tilrejsendes ankomst, hvor det falder ganske af sig selv, at man aflægger dem en visit, og ved sygdomstilfælde og dødsfald ikke mindre. Visiter hører nu en gang uundgåeligt med til samfundslivet, men det er selvfølgelig umuligt at give vejledning for de utallige særlige tilfælde, hvor det er passende at aflægge et besøg, og hvor alene taktfølelsen kan vise en vej.

Når man ønsker at indlede et omgangsforhold med et hus, aflægger man en visit, og en genvisit må da finde sted, før den første indbydelse udstedes.
Når en ugift herre ønsker at blive indbudt i en familie, kan han udtrykke det ved at aflægge visit hos fruen, helst på hendes modtagelsesdag. Denne visit gengældes af husets herre, før den første indbydelse udstedes.
Er man blevet indbudt i et hus uden i forvejen at have gjort visit, aflægges en sådan, forinden man giver møde til selskabet. En forfærdelig straf, når man skal have bal, og en skare ungersvende, man næppe kender af navn, tropper op, en efter en, og tager ens tid.
Afslår man en første indbydelse og ikke derefter aflægger nogen visit, er det et ret talende udtryk for, at man ikke føler trang til at komme i vedkommende familie.
Hvis man lægger vægt på formerne, aflægges en visit en fjorten dages tid efter et selskab. Mellem gode venner overholdes dette dog heldigvis sjældent. Man nøjes med at gøre dem et besøg i ny og næ, helst på fruens modtagelsesdag.
Ved selskabssæsonens begyndelse og slutning aflægges i formfulde kredse visit, især af herrer, der ikke selv fører hus, men kommer meget i en familie.
Ved længere tids bortrejse aflægger man før afrejsen og ved tilbagekomsten besøg hos nære venner og slægtninge.
Alle familiebegivenheder medfører visiter.
Den formelle visittid regnes fra c. kl. 2-5, for middagsmåltidet, men hos slægt og nære venner kan man selvfølgelig aflægge besøg på, alle tider. En formel visit bør ikke vare ud over et kvarterstid.
De besøgende, særlig damer og ældre herrer, ledsages ved afskeden helst til entrédøren. I store huse, hvor en tjener opholder sig i forværelset, følges de kun til dagligstuens dør.

Visitdragt er vanskelig at angive, da den er afhængig ikke alene af de vekslende moder men af de økonomiske kår. Det kan kun for damers vedkommende siges, at man ved en visit beholder overtøjet på, i hvert fald hat og handsker, der helst må være hvide, og at man, da det er før middag, bør være ret enkelt klædt, Med et diskret farvevalg og så højhalset som moden tillader det. I dårligt føre lader man galocher og paraply blive i entréen.
For yngre herrer består for tiden den mest passende visitdragt i en sort jaket (også kaldet cut away) med mørkstribede benklæder, høj sort silkehat og kulørt slips i diskrete farver. For ældre herrer er en såkaldt diplomatfrakke det mest passende.
En herre affører sig ved en visit overfrakken i entréen og kommer ind med højre hånds handske i hånden, medmindre det gælder et forretningsbesøg. Dette angives ved, at overfrakken beholdes på. Spadserestok tages ikke med ind.

VISITKORT
Etiketten for visitkorts anvendelse er en indviklet videnskab, som vist kun diplomater trænger til bunds i. Men nogle hovedregler er der jo.
Herrer afgiver i en familie to kort, det ene til husets herre, det andet til fruen. Damer lægger derimod kun ét kort til fruen. En gift dame kan aflevere sin mands kort ved døren sammen med sit eget, selv om han ikke er med – hvad han jo nødig er. Fælles visitkort bruges en del, såsom hr. og fru n. n., etatsråd H. med frue o. s. v. når en dame aflægger visit med sin nylig voksne datter, kan der på kortet stå: fru Y. med datter.
Ved lykønskning sættes for neden på kortet p. f. (pour féliciter), ved bortrejse: p. p. c. (pour prendre congé), ved taksigelse: p. r. (pour remercier). ved dødsfald: p. c. (pour condoler).

Er man up to date, lader man sætte mandens fornavn og ikke sit eget. fx madame Viggo Jensen eller mrs. Viggo Jensen, hvorimod enhver kan sige sig selv, at madame Marie Jensen er umuligt. Man må da hellere holde sig til det hjemlige fru Marie Jensen.
Har fruen en modtagelsesdag, trykkes denne forneden på kortet såvel som adressen.
Når man personligt afleverer visitkort, bør hele den højre side af kortet ombøjes, og sender man en tjener op fra vognen, bøjes det højre hjørne, hvis ingen er hjemme. Sædvanligvis ombøjes dog kun hjørnet, også når man selv afgiver kortet, da folk sjældent er inde i disse indviklede regler. kun endnu et: forsøg at undertrykke en altfor tilfreds mine ved budskabet om, at ingen er hjemme. Det kan blive rapporteret derinde.
Det blotte ord visit er nok til at skramme mange, men man behøver blot at omskrive det med den hjemlige glose: besøg, for straks at føle, at det ikke altid er en tom formalitet at se til frænder og venner. Fører forholdene ikke med sig, at man på en eller anden måde træffer sammen, må man i ny og næ besøge hinanden, hvis ikke venskabet efterhånden skal dø ud. Og det vil man ofte bittert beklage siden hen.
Tilrejsende udgør en af selskabslivets største besværligheder. De vælger så godt som altid at indtræffe, når det er en allermest ubelejligt, fx ved en hovedrengøring eller storvask. Der er da ikke andet for end at afbøde vanskeligheden så godt man kan, for at kunne modtage de ankomne med elskværdighed og godt humør, idet man bør tænke på, hvor erkendtlig man har været for venlig gæstfrihed, når man selv opholdt sig på et fremmed sted.
Hvis rejsende ikke aflægger et besøg eller på. anden måde lader høre fra sig, er man ikke forpligtet til at søge dem eller indbyde dem, da man har lov at gå ud fra, at de helst er fri.
Hvis de selv er rejsende, vær da helst, hvis det ikke gælder nære forhold, så beskeden at vente med at søge bekendte til et par dage før afrejsen, for ikke at pålægge dem besvær.

Har sine egne vedtægter og former for samkvem, der ændres mærkværdig langsomt i sammenligning med det tempo, der ellers bevæger os fremad.

TILSIGELSE
Fra hoffet udstedes ikke indbydelser i almindelig forstand. Man modtager en såkaldt tilsigelse undertiden trykt men oftest mundtlig ved et højrødt bud om at give møde til angiven tid i den og den påklædning, det være sig til middagstaffel eller til soirée.
Man giver intet svar, hvis ikke man er forhindret ved sygdom, sorg eller fraværelse, da alle andre forhindringer bortfalder, også tidligere modtagne indbydelser.
Kongen og dronningen modtager ikke deres gæster som en almindelig vært og værtinde. De repræsenteres ved ankomsten af hofkavalerer, adjudanter og hofdamer, som modtager de indbudte og anviser dem plads, ved større festligheder efter rang, herrer og damer hver for sig.
Når alle er samlede, kommer de kongelige ind fra et indre gemak, først kongen og dronningen og efter dem hele kongefamilien. De taler med de fleste af forsamlingen, men nøjes undertiden overfor de mere fremmede med et venligt håndtryk, og når denne akt, som benævnes kur er overstået, begynder dansen eller koncerten ved en soirée. Ved et middagstaffel underholder de sig en kort tid med deres gæster efter bordet.
Et stort hofbal åbnes som regel med en vals, danset af kongelige damer og herrer og dem, der står dem nærmest.
De kongelige har hverandre tilbords, så længe det rækker til med tilsvarende damer og herrer. Ellers nyder nogle få særlig begunstigede æren.