Lad Dem ikke helt beherske af Deres telefon, men sæt den ud af virksomhed under måltider.
Gå altid ind på Deres række i teatret med ansigtet vendt imod de der siddende.
Hvis man vil høre til de fine, så giver man sig ikke til at gnaske fyldte chokolader i teatret. Den første betingelse for velopdragenhed er overhovedet at kunne kede sig med anstand.
En ung dame bør være forsigtig med at lade sig følge hjem i en sen nattetime af en ubekendt herre. Store hatte med blomster og fjer tager sig ikke ud på en cykel.
Intet er tarveligere end at forsvinde fra åstedet, hvor man – uagtsomt eller uheldigt, har forvoldt ulykke.
LIVET UDENFOR HJEMMET
Det er efterhånden en forholdsvis ringe del af døgnet, at mennesker tilbringer i deres hjem. Restauranter og jernbanekupeer, teatre og koncertsale for ikke at tale om forlystelsesetablissementer og fortovskaféer spiller i vore dage en så uhyre rolle for folk, at det i mange henseender har forrykket omgangstonen fra den tid, hvor omtrent alt samkvem var baseret på hjemmenes selskabelighed. Det har udviklet sig således, at denne ikke tiltrækker det yngre slægtled nær så meget som sammenkomsterne ved dans og fuldt orkester i de store hotellers palmehaver eller det aftalte rendez-vous på en søgt kafé. Ligeledes færdes mennesker meget mere på gader og veje, i biler og sporvogne, end de gjorde før, så at en fælles høflighed mand og mand imellem er nødvendig, hvis den stigende færdsel skal foregå under behagelige former.
TELEFONERING
Hvor man i gamle dage sendte et bud med en skrivelse, telefonerer man nu, og selv den mest forbenede tilhænger af fortidens liv i modsætning til vor moderne tilværelse, undlader ikke at benytte sig af dette tyranniske men uundværlige hjælpemidlet i samkvemmet.
Sammen med en opfindelse, der breder sig hurtigt i befolkningen, opstår der former for dens brug, som først lidt efter lidt vinder indpas og derfor trænger til stadig at indskærpes. Blandt disse nyopståede former er telefonhøflighed noget af det vigtigste, men hvad der næsten er endnu vigtigere, er den telefonerendes opfattelse af pligterne mod andre tilstedeværende. Dette hensyn forsømmes som oftest slemt.
Lad Dem ikke helt beherske af Deres telefon, men sæt den ud af virksomhed under et måltid sammen med gæster og under en vigtig samtale.
Kun altfor ofte sker det, at man lader betydningsfulde forhandlinger afbryde, og deres tråd tabes, måske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig forespørgsel i telefonen.
Når De har besøg, og De under dette ringes op, forsøm da ikke at rette en undskyldning til deres besøgende.
Det er uhøfligt mod en besøgende, ikke, hvis man ringes op, at gøre den telefoniske samtale så kortfattet som muligt. I stedet for at drøfte bagateller i en ventendes påhør, bør de sige: “Undskyld, jeg har besøg. Ring venligst op senere.” Det sker sjældent.
En læge, tandlæge, præst el. lign. bør have en anden til at passe sin telefon under sin modtagelsestid. Det virker mere end stødende, når fx en patient hører lægen, under drøftelsen af lidelserne, i telefonen veksle repliker angående en påtænkt skovtur eller bridgeaften.
Vær høflig i en telefon. Først mod damen [telefonistinden, red.], dernæst mod den, De skal snakke med. Hvis De siger noget uvenligt til ham, så husk, at han ikke kan se på Deres ansigt, at De ikke mener det så slemt.
Når man telefonerer, begynder man med at spørge: “Er det hos grosserer n. n.?” Efter svaret nævner man sit navn og beder om at måtte tale med den person af husstanden, der ønskes. Det korrekte svar herpå er: “Et øjeblik, jeg skal se, om vedkommende er hjemme”, idet der således er lejlighed til at undgå samtalen.
Stol ikke på at kende stemmen. Mange er faldet frygteligt i vandet derpå.
Selv om en samtale er en nok, så er det højst uhøfligt at hænge røret på uden at have afsluttet eller sagt farvel.
Når der bliver ringet, og vedkommende ikke er hjemme, bør der skriftligt optages besked, helst med angivelse af nummer.
Hvis man bliver afbrudt, hvad kun altfor ofte sker, er det den, der har indledet samtalen, der må ringe op på ny.
Når samtalen praktisk talt er afsluttet, er det ganske urimeligt at ringe op igen blot for at sige: “Vi blev nok afbrudt – så er der nok ellers ikke mere”.
Stræb efter ikke at gøre telefonsamtaler for lange, da andre måske ønsker at ringe til et af de to apparater og ustandselig får det irriterende svar: “Optaget”.
Når den, man taler med, er bogstaveligt talt uafrystelig, kan man ved med små mellemrum at trykke let på gaflen, momentvis afbryde strømmen. Man siger så: “Er De der endnu! Hallo! Apparatet er nok i uorden! Nå, ja, vi var jo for resten færdige. Farvel og på gensyn”.
TEATRET
Vær klar over, at De er uhøflig, når De kommer for sent i teatret, især hvis De skal sidde midt på en bænk. Det skal indrømmes, at det er svært at nå det i rette tid kl. 7, men det må helst nås.
Gå altid ind på Deres række med ansigtet vendt imod de der siddende, som altså har den ulejlighed at rejse sig for Deres skyld.
Forhold dem tavs under forestillingen og bekæmp efter evne anfald af hoste og snue.
Hvis De besøger teatret på fribillet og altså er gæst, er det ikke høfligt at forføje Dem bort, før forestillingen er til ende, særlig hvis deres plads er stærkt synlig. Udtal heller ikke en højrøstet kritik over stykke eller udførelse. Hvis De ikke kan tilbageholde spøgefulde bemærkninger desangående til Deres ledsager, da lad dem fremkomme med en gravalvorlig mine.
Giv Deres bifald til kende, og del ikke den klamme kulde, folk tror er fin – den, som gør særlig de første parketrækker til ingen mands land og som derfor virker så deprimerende på skuespillerne.
Løb ikke ud, før stykket er sluttet, til skade for den kunstneriske virkning, blot for at nå først til tøjet.
Disse elementære grundsætninger om en almen teaterhøflighed er dybt indgroet hos alle teaterfolk, og den bør kendes og deles af andre.
Absolut forkasteligt kan det vel ikke kaldes at spise konfekt i teatret. Det kan jo gøres, i fald man virkelig ikke i den tid, en forestilling varer, kan undvære at spise.
Det kan kun betones, at hvis man lægger vægt på at høre til de fine, så trækker man ikke en pose med fyldte chokolader op af en taske og giver sig til at gnaske under en forestilling.
Hvis De trods alt vil nyde sådanne søde sager i teatret, mens de passiarer med en bekendt, kan de ikke gøre det uden at byde vedkommende af deres dyrebare beholdning.
Noget andet er, hvis De har hoste. at medføre en lille dåse med hostepastiller er ligefrem barmhjertigt mod de omsiddende.
Hvis de får et langvarigt anfald af hoste, som det er dem umuligt at undertrykke, gå da hellere ud med så lidt støj som muligt og vent med at komme ind igen, til det er fuldkommen overstået.
KONCERT
De samme høflighedsregler som gør sig gældende i teatret, anvendes ved koncerter. Man har ofte lejlighed til at iagttage, at koncerttilhørere gennemgående er af en modtageligere og taknemmeligere karakter end tilskuere i et teater. Måske kommer det af, at solisterne, især debutanterne ved en koncert, særlig de, der selv er koncertgivere, med påskønnelsesværdig energi trommer venner og velyndere sammen på en sådan aften, og disse betragter det da som en kær pligt at klappe, så handskerne springer, hver gang den unge kunstnerinde eller kunstner har afleveret en romance. Hvis skuespillere og forfattere kunde glæde sig ved en lignende begejstring i teatrene, vilde det afgive lysere kår, end det gør, at arbejde for scenen. Man bør altså henstille til publikum at overføre lidt af koncertbegejstringen til teatret.
I teatre og ved koncerter må man forholde sig absolut tavs og opmærksom under den kunstneriske udførelse, hvor meget man end keder sig. Det er ikke heldigt at antyde dette ved ostentativt at se sig om, studere programmet eller undersøge indholdet af lommer og tasker.
Den første betingelse for velopdragenhed er overhovedet at kunne kede sig med anstand. tænk på de kongelige!
RESTAURANTHØFLIGHED
I det øjeblik man kommer ind i en restaurant, står man i et vist høflighedsforhold både til de tilstedeværende gæster og til betjeningen.
En herre kan ikke beholde hatten på hovedet, når han går igennem en restaurantsal. En dame tager derimod ikke sin hat af under måltidet på en restaurant.
Det vidner ikke om god tone, når et selskab kommer larmende ind i en restaurant og vedbliver under måltidet at tale og le så højt, at det tildrager sig andre gæsters opmærksomhed.
Det er heller ikke heldigt under måltidet at beklage sig til den opvartende over madens tillavning. Er man ikke tilfreds, bør man blot næste gang vælge en anden restaurant.
Hvis det varer for længe inden maden serveres, den almindelige skavank ved spisning på offentlige steder – bør man ikke komme med højrøstede besværinger, men slå på sit glas og sagte beklage sig til betjeningen.
Hvis en herre er i følge med en dame, overlader han til hende at bestemme fortæringens art. Kun hvis han står hende nærmere, tager han plads i en sofa ved hendes side. Ellers sætter han sig på en stol ligeoverfor.
Man kan ikke godt gå hen og tiltale en herre og en dame, der spiser sammen. Kun når det er ganske nødvendigt kan man efter en undskyldning træffe en kort aftale, fx om en telefonopringning o. l.
Betaling. Hvis flere er sammen, især når der er damer med, virker diskussionen om, hvem der skal betale, pinlig. En kort bemærkning om, at det kan afgøres bagefter, er heldig, især når den efterfølges af gerning.
En dame betaler aldrig, når hun følges med en herre.
Hvorimod det selvfølgelig bliver et andet forhold, når det er arbejdskammerater, der spiser sammen, ligegyldigt om det er damer eller herrer.
Der kan da undertiden opstå en uheldig kappestrid om, hvem der først kan komme til at betale.
Det rimeligste er, at hver betaler for sig. Hvis man synes, at de detaillerede opregninger er kedelige, lader man en betale, og indskyder sin brøkdel, iberegnet drikkepenge. Det er derimod altid en uheldig ordning at sige: “Så kan De betale næste gang”, da man derved undertiden nødes til at være gæst hos mennesker, af hvem man ikke ynder at modtage noget, endda med en vis forpligtelse til ved en senere lejlighed at optræde som vært.
Er der nogen i selskabet, som er indbudt og altså ikke skal betale, bør regningens størrelse ikke komme til gæstens kundskab eller nogen art af priser omtales, hvorfor regningen også da som oftest bringes på en tallerken under en serviet, under hvilken pengene da ubemærket kan anbringes. Alle larmende sammenstød med en tjener bør undgås.
Har man nogen grund til at beklage sig over en tjeners adfærd, bør man henholde sig til etablissementets leder, helst under fire øjne, for ikke at have vidner til den ydmygelse det er, at værten altid giver sin tjener medhold. Det synes, som om det altid er en restaurantvært mere magtpåliggende at stå sig godt med sit personale end med sine gæster, der derfor helst bør tie og finde sig i hvad som helst.
KAFÉ- OG TESALON
De samme regler for høfligt samkvem, som gør sig gældende i en restaurant, må overholdes både i en kafé og i de såkaldte tesaloner, en ret ny form for traktørsteder, som for en stor del søges af damer, der har ondt ved på deres farten rundt i magasiner og udstillingssteder at undvære den obligate kop te. Da damer ikke ynder begrebet drikkepenge, er der mange tesaloner, hvor denne beskatning ikke bruges. Det er efter engelsk mønster.
VENTEVÆRELSER
Når de træder ind i en læges venteværelse, undlad da ikke at hilse på de tilstedeværende, for de tager plads.
Hvis, de selv er blandt de ventende, og en indtrædende person forsømmer at bøje hovedet, kan de betragte det som en blid irettesættelse selv at hilse på vedkommende.
Hvis de hos en læge eller tandlæge har tur lige før et meget stærkt optaget menneske, og de selv har nogenlunde god tid, vil det være et bevis på elskværdighed, der altid påskønnes, at lade vedkommende gå foran dem.
Hvis De tålmodigt har ventet i lang tid, og opdager, at den, de søgte, slet ikke har været til stede, eller har ladet hånt om sin konsultationstid ved at dyrke andre beskæftigelser helt udenfor sit fag, er de fuldt berettiget til at gå deres vej og søge en anden specialist.
Skræm ikke i et venteværelse en patient ved at fortælle nerveangribende beretninger fra deres egen eller andres sygdom af samme art, som fx hos en øjenlæge at berette om tilfælde af pludselig uhelbredelig blindhed o. l. det kan indvirke uheldigt på nervøse patienter.
HØFLIGHED PÅ GADEN
Alle ved vist, at man på et fortov eller en gangsti har at rette sig efter den på stedet gældende politiforordning for gadefærdsel.
Men alle synes ikke at vide, at den yngre altid bør passe at gå på venstre side af den ældre eller betydeligere, når man følges. Ligeledes går en herre til venstre for en dame.
Dette er en høflighedsregel, som alle forældre bør lære deres børn. når de unge kender den, er det et bevis på, at de kommer fra et kultiveret hjem.
HILSNER PÅ GADEN
Skikken at tage hatten af ved møder i fri luft, ikke alene for damer, men også for andre herrer, er så udbredt og indgroet i vore nordiske forhold, at det vækker forundring hos alle tilrejsende, som med forbavselse anfører i rejsebreve: “To kontorister mødes, og deres hatte ryger af.”
Det kan være urimeligt, men er dog udtryk for en befolkningen iboende høflighedstrang, og bliver næppe anderledes.
En herre tager hatten af med højre hånd, idet han, hvis han ryger, tager cigaren ud af munden med venstre hånd, men han tager hatten af med venstre hånd, hvis han i det samme udveksler håndtryk med en anden person, eller går med en dame under sin højre arm. Dog bør han helst slippe hende, idet han hilser.
Dette sker dog sjældent, da det er gået af mode for forlovede eller ægtepar at gå arm i arm på gaden.
En dames hilsen har mere at sige, end man tror – et mut nik til en beundrer, der ikke har udtalt sig, har ødelagt mere end én chance.
Læg derfor, for alle tilfældes skyld, et lille smil i deres hilsen, kære frøken, lige flygtigt nok til ikke at sige mere, end de selv vil, men så charmerende, at det dog giver plads for muligheder.
Som bekendt hilser en herre her til lands først på en dame. I England er det omvendt, idet man der, som udtryk for et måske endnu mere udviklet galanteri, er af den mening, at det er damen, der må hilse først, og derved angive, om herren overhovedet er værdig til at modtage hendes hilsen.
Den yngre dame hilser selvfølgelig først på den ældre.
Giv de mindre heldigt stillede samme venlige hilsen som potentaterne.
Det er ikke alene kønt og rigtigt men tillige klogt, da det giver en omdømme for ligefremhed og usnobbethed.
Hvis De kun har kendt et menneske flygtigt og er blevet hængende ved en hilsen, der plager dem lidt, lad da et par gange ved mødet, som De ikke ser vedkommende, og lad så hilsenen falde. Man kan ikke være forpligtet til et helt liv at hilse på et menneske, fordi man fx år tilbage i en tandlæges venteværelse er faldet i snak sammen. Der er grænser for høflighed.
Hvis en af deres bekendte har haft det ikke ualmindelige uheld at have et udestående med øvrigheden og er kommet galt af sted, hils da først på vedkommende og hils venligt, med mindre lovbruddet har været meget graverende. Denne venlighed vil aldrig blive glemt.
Når en dame hilser nogen på gaden, tager den herre, hun eventuelt følges med, hatten af, selv om han ikke kender den pågældende. Det samme gælder i øvrigt en herre.
Svar altid høfligt, når nogen beder Dem om en oplysning på gaden, selv om De har hastværk.
Er det en udlænding, vil en så fyldig besked som muligt, fremsat i en venlig form, være endnu vigtigere.
Bryd dem ikke om, at De måske ikke er spørgerens sprog helt mægtig, men svar vedkommende så godt, De kan, eller, hvis en gensidig forståelse viser sig umulig, hjælp da vedkommende til at få besked hos en anden.
Ved behagelig og imødekommende opførsel mod fremmede giver de et om end nok så lille bidrag til den forestilling om vort folks kulturstandpunkt, som er rådende mellem udlændinge.
Vend Dem ikke om på gaden efter en, de lige har passeret, for at studere vedkommende bagfra. En sådan interesse vidner ikke om god tone.
Puf ikke deres ledsager i siden eller hvisk og tisk ikke på mærkbar måde for at henlede opmærksomheden på en person, der kommer gående mod dem. hvis de ønsker at sige: Giv agt! Må det ske som i et åndepust, uhørligt og usynligt for dem eller den, der går dem forbi.
Hvis det er Dem selv, der er genstand for en sådan måske smigrende, men mindre taktfuld interesse, lad da ikke den mindste bevægelse røbe, at De har bemærket den, men lad de nysgerrige forbipasserende være som luft for Dem.
En herre kan ikke standse en dame på gaden, medmindre han står hende så nær, at dette sker ganske uvilkårligt og naturligt.
Det bliver en dames sag at standse og begynde en samtale med en herre. Hun bør ikke gøre det, hvis han er hende fremmed, medmindre hun har garanti for hans tænkemåde og optræden overfor kvinder, kort sagt fuld tillid til hans ridderlighed. Ubetænksomhed på det område har ofte ført unge piger ind på en farlig glidebane. Det ses ofte først, når det er for sent.
En ung dame bør også være forsigtig med at lade sig følge hjem fra selskab i en sen nattetime af en herre, der er hende ubekendt.
JERNBANER OG SPORVOGNE
Vær ikke højrøstet i tale og latter i en jernbanekupé, selv om De befinder Dem i et animeret selskab. Den art støjende munterhed gør ikke noget heldigt indtryk på ensomme og nøgterne medrejsende.
Vær forsigtig med under en jernbanetur at tale med andre passagerer om fælles bekendte. Samtalen kan blive påhørt med interesse af tilsyneladende fuldkommen ligegyldige medrejsende og derefter blive gengivet til vedkommende.
Hvis de derimod i en kupé kommer til at overhøre meningsytringer om dem selv eller nogen af deres nærmeste, bør de ikke sidde tavs og stille og høre på det. De har da den selskabelige pligt at give til kende, at De er nærværende, helst på en måde, der for alle parter glider let hen over det pinlige ved situationen.
Det gør et behageligt indtryk, når man under en jernbanerejse, efter at have læst sine aviser og ugeblade, tilbyder dem til sine medrejsende.
Når udlændinge, der på grund af deres ukendskab til sproget synes at være i forlegenhed under en jernbanetur, er det elskværdigt at træde hjælpende til med de sprogkundskaber, man har.
Selvfølgelig er det også velopdragent at lade en ældre dame eller herre få deres surt erhvervede plads i en overfyldt jernbanevogn, men måske er det mere, end man kan forlange af menneskelig godhed.
Det virker hensynsfuldt at hjælpe sine medrejsende med anbringelse af deres rejsetøj og pakker i nettet.
Vær ikke altfor ubeskeden med at tage bagage med ind i kupéen til gene for medrejsende. Man vil dog nødig gøre sig fortjent til den ironi, hvormed en rejsende, der hjalp et par damer med anbringelsen af et utal af store genstande, høfligt spurgte: “Men jeg ser ikke Deres klaver.”
Det er et stadigt stridsspørgsmål, om man kan belægge en siddeplads i en kupé ved at anbringe en rejsetaske e. l. på den, og derpå forføje sig bort. Det synes nu, som en nyankommen har berettigelse til at bemægtige sig den. Dog, hvis den første besidder kommer tilbage og er ubehagelig, må man hellere vige pladsen end begynde på en ordstrid.
Det forhold mellem rejsende, der giver mest anledning til meningsforskel, er lufttilførslen. Den ene vil have vinduet op, fordi luften er trykkende, den anden vil have det lukket, fordi det trækker. Efter reglementet må der ikke åbnes vinduer til vindsiden, så at den, der nægter dette, har ret.
I øvrigt er det også mest humant at give efter for den, der frygter træk, måske på grund af gigt. Beklumret luft fører ikke så slemme følger efter sig.
Ved den slags småkonflikter må man altid råde til at være den eftergivende. en rejse får før eller senere ende, og ved at skændes, opnår man som oftest kun at trække det korteste strå efter tilmed at have gjort et ubehageligt indtryk.
Det virker på en rejse, særlig når den er kortvarig, ikke tiltrækkende at se medrejsende trække konfektposer og frugt frem og give sig til at spise. En dame, der i en jernbanekupé gnaver på en pære og kaster kærnehuset ud ad vinduet, vil ikke hos medpassagererne bibringe indtryk af at have nøjere kendskab til god tone.
SPORVOGNE
Forholdet mellem passagererne indbyrdes bliver omtrent ens i sporvogne og jernbaner.
Det er altid høfligt og kønt, når herrer rejser sig for at afgive deres plads til en dame, særlig en ældre dame.
Men da damer og herrer efterhånden færdes på helt ligeberettiget fod, kan denne høflighed ikke mere kræves og forventes, men må modtages af en dame med en erkendtlig tak.
Har De vekslet nogle ord med en Dem ubekendt sidemand i en sporvogn, bør De hilse på vedkommende, idet De rejser dem.
Træng ikke på for at komme op i en sporvogn, så at De bidrager til det håndgemæng, der på søgte holdepladser uafladelig danner sig. Husk, at der straks kommer en ny vogn, og at sagen ikke er et slagsmål værd.
Når det ikke gælder lange distancer, vælg da at spadsere. Det er nærmest en vanesag, og intet er sundere end at bruge sine ben.
BILER OG VOGNE
Vær ligeså gæstfri med Deres køretøj eller bil, som de er det med deres hjem. Man ser ofte mangel på hensyn hos folk, der ejer egen befordring, og det er dog en så ringe ulejlighed og bekostning at vise venlighed på det punkt. Man bør huske at telefonere til nærboende venner, med hvem man skal sammen i selskab, om man ikke skal hente dem; man bør spørge, om naboer eller venner ikke har lyst til at følge med på en køretur.
Man bør, når et uvejr bryder løs, eller andet kommer på, være velvillig med at køre folk hjem eller låne dem vognen dertil.
Stands også Deres vogn på en støvet landevej, når De er på vej til stationen, og har plads nok, og tag en tilfældig tungtbelæsset og forhedet vejfarende op, der har samme mål.
Den venlige tanke vil blive modtaget med taknemlighed.
Enhver, man tager med i sin vogn, selv en vejfarende, man ikke kender, bliver med det samme ens gæst, som man byder den bedste plads.
Man kan, ved at vise lidt forekommenhed og omtanke med sin vogn eller sin bil, bibringe sine omgivelser et indtryk af elskværdighed, som langtfra står i forhold til den tjeneste, der udvises. Man handler således på en måde i egen interesse.
Den, der bør vises mest hensyn, sidder til højre i vognen. En dame, der kører sammen med en herre, har denne ved sin venstre side.
Ejeren af vognen eller den, der har lejet den og har gæster med, sætter sig på venstre side af den indbudte, eller, om der er to, på forsædet.
Men er vognens indehaver ældre, særlig en ældre dame, vil der ufejlbarlig udvikle sig en lille høflighedsstrid med afvekslende udfald.
CYKLER
Er der noget punkt, hvor mangel på god tone – eller for at sige det rent ud – uopdragenhed breder sig efter en stor målestok, så er det i cyklesporten.
Lære- og butiksdrenge er ligefrem livsfarlige, når de i snævre gader, omtrent liggende på maven, halser afsted med uartige tilråb til de ældre fodgængere, der passerer kørebanen eller vover at færdes på denne, som cyklisterne betragter sig som eneejere af. Det er som om der farer en djævel i ellers medgørlige ynglinge, når de bestiger en cykle.
Det var at ønske, at forældre vilde inddrage hensynsfuldhed på cykle i nutidens børneopdragelse, særlig overfor drenge.
Kør med moderat fart, hvor der færdes mange fodgængere.
Før ikke en højrøstet samtale fra den ene cykle tilbage til den næste.
Tag i Deres kørsel ikke alene hensyn til fodgængere, men også til andre cyklister.
Stil altid deres cykel på et sted, hvor den ikke generer.
Det er synd, hvis dette uvurderlige befordringsmiddel ved hensynsløs omgang skal blive til en landeplage for dem, der er til fods.
CYKELPÅKLÆDNING
Det er heldigt, når cyklisters påklædning er afpasset nogenledes efter befordringsmidlet. For damer egner flagrende slør og langsjaler sig dårligt til den hastige fart, cykelsporten medfører, og store hatte med blomster og fjer tager sig ikke ud på en cykel. En glat nederdel, en bluse og en lille klædelig fastsiddende sportshat eller hue er den mest passende påklædning til cykelbrug. Fastsiddende høje støvler egner sig bedre til cykelridt end sko.
For herrer må det ved cykelpåklædningen være afgørende, om cyklen betragtes som befordringsmiddel eller som sport. I første tilfælde må man selvfølgelig tage sin tilflugt til de små midler, der tillemper den daglige formiddagsdragt til cykelbrug, særlig for benklædernes vedkommende. Gælder det lange ture, vil en sportsmæssig påklædning med knæbenklæder m. m. være på sin plads.
En blød hat eller hue, der sidder godt fast på hovedet, vil vise sig mest praktisk.
ULYKKESTILFÆLDE
Lad det stå dem klart, at man med oprejst pande må tage konsekvenserne af de uheld, man har været årsag til.
Hvis De selv eller de, som De står til ansvar for, har foranlediget en hændelse, den være sig lille eller stor, der medfører tab eller molest, må De stå ved det og ikke unddrage Dem besværet eller omkostningerne derved, om det så er Deres sidste penge.
Et tilfældigt sammenspil af omstændigheder kan på den måde skaffe en byrder for livet, men det får ikke hjælpe. Intet er tarveligere end at forsvinde fra åstedet, hvor man – uagtsomt eller uheldigt, har forvoldt ulykke.
Hvis denne almenmenneskelige forpligtelse skræmmer Dem, vær da så forsigtig ikke at agere kusk eller chauffør, med mindre De er øvet, og hold ikke hund af en stor eller glubsk race. Risikoen vil da være mindre.
Forsøm ikke, hvis De tilfældigvis er bleven vidne til et uheld eller en ulykkelig hændelse eller indblandet deri, at sende bud for at erfare nærmere.
PENGE TIL SAMFÆRDSEL
Gør dem det til en fast regel aldrig at forlade deres hjem uden at være forsynet med penge.
Det kan naturligvis ske, særlig for damer, at man har glemt sin portemonnæ eller taske, og ikke har penge nok til at udrede en udgift til befordring o. lign. Da må manvære tilfreds ved at være i følge med nogen, der udreder betalingen.
Hvis beløbet er så ringe som fx en sporvognstakst, betaler man det ikke senere tilbage, men nøjes med straks at udtale sin tak.
Drejer det sig om et noget større beløb som fx en vogn til hjemmet, en jernbanebillet el. lign., og man selv anmoder om at låne pengene dertil, sender man straks ved hjemkomsten beløbet tilbage, ledsaget af et visitkort påskrevet: “Med tak for lån.”
Men hvis De selv er den, der anmodes om i givet tilfælde at træde hjælpende til i en sådan lille forlegenhed, gør det da med et så lidet bittert smil som muligt og gør ikke regning på at få pengene igen. Som oftest vil De blive skuffet.
Sørg så vidt muligt for at have småpenge med til brug ved alle befordringsmidler.
MEDBEBOERE
I en stor by er det mærkeligt, hvor lidt man kender til sine medbeboere. Hvad ved man om tredje sal, når man selv bor i stuen. Men i dette forhold som allevegne, hvor mennesker færdes, er der humane hensyn at tage. Når man har erfaret, at der er alvorlig sygdom eller dødsfald i etagen over eller under en, bor man om muligt undlade at spille og synge, indtil faren er forbi eller den døde bragt bort.
Man bør ikke udøve musik i en sen nattetime, hvor den kan tænkes at forstyrre medbeboere.
Man må ikke, når man kommer sent hjem, kaste støvlerne hårdt i gulvet lige over hovedet på dem, der sover nedenunder, ej heller gå larmende op ad trappen, smælde med entrédøren eller kime stærkt på en elektrisk klokke.
Hvis man har børn, bør man ikke lade dem uophørligt trampe på et ubedækket gulv lige over hovedet på medbeboere, der skal arbejde.
Man bør være diskret med musikøvelser og afholde sig fra at holde papegøje, grammofon og alt andet, der forårsager ubehagelig støj for husfæller.
Dog skal man, set fra den anden side, ikke være for nøjeregnende med støj og klage over, at den gør en nervøs.
Et meget stort antal mennesker, som jo er stuvede sammen i en by, vil altid lave en del støj med råben, ringen, raslen og klemten. Den, der ikke kan finde sig i det, må henleve sit liv på landet.
Trappen er ikke en blot og bar fortsættelse af gadefærdslen; det gør en vis forskel, at man har fået tag over hovedet.
Det gør således et velopdragent indtryk, når en herre løfter på hatten for den dame, han møder på trappen, og når to damer hilser flygtigt på hinanden.
Man er ligeledes høflig, når man holder en mellemdør åben for en ældre forbipasserende og først går ind efter denne.
Hundehold er en af de almindeligste anstødsstene mellem de fælles beboere af en ejendom, ligesom det overhovedet er et af de spørgsmål, der lettest bringer mennesker i fyr og flamme.
Hundehaderne er de få i forhold til hundeelskerne, men de skriver og taler så meget, at de fylder godt.
Ret forgæves. Det er nemlig svært at bekæmpe en befolknings karakterejendommeligheder.
Sørg for, at Deres hund generer så lidt som muligt ved urenlighed, gøen i gården og på trappen og smudsige poter på fælles gebeter.
Pas på, at den ikke i sølet vejr springer op ad folk.
Lad den i deres hjem ikke stå og savle på damers kjoler.
Luk den helst inde, mens De har gæster.
Hvis det er en hunhund, send den da helst på en klinik c. i. i perioder, hvor den generer omboende ved at tiltrække flokke af hanhunde.
Hvis Deres hund er bidsk, pas da nøje på den. Hvad den ødelægger, må De erstatte uden nølen og give rundelig skadeserstatning, hvis den tilføjer bid.
Hvis hunden overkøres, har de på den anden side ret til at fordre erstatning.
Vær overbærende og medgørlig overfor medbeboeres hunde. Giv dem et tiloversblevent kødben i ny og næ og tal lidt venligt til dem. Det er den bedste vej til et godt forhold.
TOBAKSRYGNING UDENFOR HJEMMET
Alle ryger for tiden tobak, kvinder omtrent ligeså meget som mænd, men alligevel – eller måske netop derfor har tobaksrygningen sine små faldgruber for begreberne om god tone.
Når en herre hilser en dame på gaden, må han, hvis han ryger, tage cigaren ud af munden først.
Det samme gælder, når han hilser på en ældre herre eller overhovedet en herre, han ikke kender nøje.
Man kan ikke komme ind i en stue med cigar i munden, i hvert fald kan man ikke rygende komme ind i en dames dagligstue, heller ikke en gang godt i kontorer eller andre mere offentlige lokaler, særlig ikke i sin chefs værelse.
Når man ryger l sit forretningslokale og får besøg, må man, hvis man ønsker at blive ved dermed, byde den besøgende en cigar eller cigaret og, hvis han afslår den, bede om tilladelse til fremdeles at ryge.
Man kan ikke ved et selskab, der afholdes på et offentligt sted, ved bordet begynde at ryge og byde sin dame en cigaret, uden først at have indhentet sanktion dertil af vært eller værtinde. Heldigst er det, når initiativet dertil udgår fra en af disse.
En herre må ikke gerne tænde en cigar i følge med en dame, med mindre det er om aftenen kommende fra selskab. Det vil altid være høfligt først at indhente hendes samtykke.
Damer ryger sjælden på offentlige steder – endnu.
Trængsel. Naturligvis bør man helst undgå at komme i trængsel, især ledsaget af damer og børn, men det er jo ikke altid, det lykkes.
Når man absolut skal frem i trængsel, fx for at komme til sit hjem eller nå et tog, bør man anlægge sit mest forekommende væsen og helst se at nå sit mål ved under mange undskyldninger at anslå en spøgefuld tone. med magt og krasbørstighed kommer man ingen vegne i en vrangvillig menneskemasse.
ARBEJDSSTEDET
Af hvad art arbejdsstedet end kan være, er det af største betydning, at der, som i al anden menneskelig omgang, overholdes en human og sømmelig tone.
FORHOLDET MELLEM CHEF OG PERSONALE
En chef bør sørge for, at hans undergivne betragter ham ikke alene som et nødvendigt onde, men som et menneske, ja, helst som en ven, hvem man i et givet øjeblik med glæde vil vise en tjeneste, hvis man kan det. Finder chefen ingen anden og højere liggende grund til at opnå dette, så bliver der altid hensynet til egen fordel tilbage. Et hengivent personale vil stå sin chef bi i en snæver vending med en uegennyttig iver, som utilfredse funktionærer ikke kan opvise magen til.
Prøv altså at blive afholdt af Deres folk, først og fremmest ved altid at behandle dem retfærdigt og ved ikke at gøre dem til afløb for eget dårligt lune. Vis dem tillid, uden selv at miste den indsigt i forretningens trivsel, der sikrer dem mod at blive skuffet. Vis også af og til interesse for deres undergivnes private liv, men gør det uden at blive kammeratlig eller familiær, da jagt efter popularitet hurtigt mærkes og virker frastødende.
Underordnede holder mest af den chef, der viser venlig myndighed.
Unge funktionærer skal man give sig tid og tålmodighed til at lære den tjeneste, man forlanger af dem. Det er nødvendigt og kløgt, hvis man vil forme vedkommende til det redskab, man har brug for.
En overordnet bør bidrage det, han formår til, at der er ro og orden blandt hans personale, søge at modarbejde intriger og klikevæsen og fremfor alt ikke fæste sig ved sladder.
En chef bør, når damer og herrer arbejder sammen under ham, have opmærksomheden henvendt på, at erotik ikke spiller nogen rolle ved kvindelige funktionærers ansættelse eller afskedigelse.
En overordnet bør sørge for, at de gamle i forretningen kan se alderdommen roligt i møde.
Chefen bør opdrage sit personale til at behandle publikum med høflighed og være lydhør overfor klager i den henseende.
Den underordnede bør optræde overfor sin chef med en velvillig høflighed, der samtidigt antyder hans forretningsmæssige forhold til chefen og hans personlige værdighed. Han skal stræbe efter at undgå de ansattes sædvanlige synspunkt – det, at få det mest mulige og yde det mindst mulige, men bør selvfølgelig i fællesskab med sine kammerater have ret til at søge at opnå rimelige ændringer i arbejdsvilkårene og lempelser i overensstemmelse med tidernes skiftende krav.
Også her bør det gælde, at de to fejl dovenskab og uredelighed aldrig bør beskyttes af kammeraterne.
