Tro ikke, at De har gjort Deres pligt overfor deres medmennesker, når De lægger kvitteringen fra en velgørende forening ned til de andre bilag i Deres kassebog.
Glæd undertiden Deres kære med en gave helt uden ydre anledning, når De ved, den er ønsket.
Overdreven hyldest skader mere end den gavner. Andre gaver end blomster, fx smykker, kan ikke sendes anonymt.
“Hjertelig lykønskning” må siges at være så banal og udbrugt, at man ikke kan være bekendt at benytte den. Lad være at komme med de gaver, for gaver, det er blot et lån.
Vær nøjeregnende som afsender, men ikke som modtager.
HENSYNSFORHOLD OG GAVER
Menneskene føler en stadig om sig gribende trang til at hædre hverandre, og deres evne til at pålægge sig selv skat og told, er utrolig. Den, der har en del forbindelser af forskellig art, står næppe mere op nogen morgen, hvor der ikke er et jubilæum, en familiefest, en fødselsdag eller anden hædersdag, som skal ihukommes med håndgribeligt vidnesbyrd om deltagelse i begivenheden.
LYKØNSKNING
Er derfor et stort besvær og en betydelig bekostning. Men det klogeste er at bøje sig for udviklingen og gøre det til en daglig pligt at passe på, og at afsende det behørige brev, telegram eller blomster-arrangement, og at være glad, hvis der kun er een anledning den dag. En forsømmelse kan blive lagt mærke til, ja, der er lejligheder, hvor den kan have mere vidtrækkende følger.
Har man glemt en formuende hædersgubbes 70årige fødselsdag, kan man være sikker på, at man kort derefter mindes derom ved at måtte henvende sig til ham i anledning af et legat til tante Mine eller en lignende sag af længere rækkevidde.
Ikke at den formuende vilde have haft spor af fornøjelse af den lykønskning mere! I enhver avis ser man daglig, hvordan jubilarer og sølvbrudepar overvældes af blomster, så de må stilles ned ad trapperne, og hvordan telegrammer, breve og takadresser bunker sig op til uhyre hobe, mens deputationer og gratulanter fylder huset fra den tidlige morgen. Vi kender alle taksigelsen pr. avis: “Da det vilde være uoverkommeligt at takke hver enkelt” osv. så man kan i sandhed sige, at verden er fyldt med fortjenstfulde mennesker.
Nej, sandheden turde snarere være den, at den ene hånd vasker den anden, og at denne uhyre masse af sympati-tilkendegivelser er en slags gensidig forsikring til gen-hensyn, når dagen og timen kommer for en selv.
Den udebliver sjælden. Det var en klog gammel dame, der sagde: “Lad være at komme med de gaver, for gaver, det er blot et lån.”
Forsøm ikke at passe på dagens festligheder, og antegn datoerne på en almanak, De daglig har for øje.
Vær nøjeregnende som afsender, men ikke som modtager. Livet er så mangelunde, og pligterne så hurtigt vekslende, at en forglemmelse af den art er undskyldelig.
Tro ikke straks, at en ven nærer ligegyldighed for Dem eller for Deres sorger og glæder, selv om vedkommende i et øjeblik, der var betydningsfuldt for Dem, forsømte at sende dem en hilsen. Det kan hænde den bedste.
Men når De selv ikke forsømmer det, pas da at sende hilsenen lige i det rette øjeblik. Jo hurtigere det sker, jo kortere behøver den at være.
At sakke agterud med en lykønskning, er at tage dens halve værdi fra den.
Stræk kun Deres interessesfære i retning af lykønskninger og deltagelse ud i en ret vid periferi. Lykønsk ikke alene slægtninge og venner, men alle, de har stået i forbindelse med i forretninger eller samfundsarbejde.
GRATULATIONSBREVE
Skriv helst et personligt håndskrevet brev. Det er kønnest og billigst. Bryd Dem ikke om vanskeligheden ved affattelsen. Anstreng Dem fremfor alt ikke for at være åndrig eller vittig, hvis ikke de er det fra naturens hånd, men udtryk blot i nogle få venlige ord den sympati, de føler. Undgå vers, hvis de ikke er lyriker af fag.
Telegrammer spiller i tidens hastige tempo en større rolle end lykønskningsbreve. Ikke alle gider skrive, og de der gider, gør det ikke, fordi de ikke har husket datoen i tide, men mindes om den i bladene samme dag. Det skal hertil bemærkes, at det er ulige vanskeligere at affatte et telegram lidt originalt og virkningsfuldt end et brev.
Den sædvanlige formel: “Hjertelig lykønskning” må siges at være så banal og udbrugt, at man ikke kan være bekendt at benytte den, og den berettiger ganske hin afsender til at drive spøg dermed, som nøjedes med at telegrafere: “Fra mig også” i tillid til, at mindst tyve depecher med “Hjertelig lykønskning” lige var blevet oplæst.
Hvis man ikke selv er opfindsom, kan det være praktisk i bladene at studere ordlyden af telegramforsendelsen ved celebre lejligheder og deraf uddrage lærdom, til senere anvendelse.
Lad aldrig et telegram være langt og vrøvlet. Jo kortere jo bedre. kortfattethed og fyndighed er telegrammets væsen.
NØDTVUNGNE BIDRAG OG GAVER
Er der noget forhold i det borgerlige liv, hvor det geniale ord: “at være tvungen til at gå frivillig med” står skrevet på en stentavle, så er det ved de utallige anmodninger, ethvert nogenlunde velstillet menneske modtager om at bidrage til formål eller hædring af personer. Hvem får dem ikke, disse mange trykte opfordringer med fortroligt for oven til venstre, fulgt af en udvikling af, at den 20de marts fylder digteren X. 50 år, og at en kreds af beundrende medborgere er trådt sammen for at tilvejebringe midler til et rekreationsophold i Norge for digteren, eller andre er trådt sammen for at fejre kvindevalgrets-forkæmperinden fru P. med en kunstnerisk udstyret adresse; “Gobelinsagens fremme” trænger til penge, eller en sangerinde skal uddannes i Dresden, eller en filantrop skal males, eller en udstilling skal garanteres eller en bygning skal bevares! Alt mellem himmel og jord trænger til penge – hele samfundet strækker bedende eller halvt truende hænder ud imod det meget eller det lidet den enkelte besidder, og i de allerfleste tilfælde er der et eller andet hensyn, en ven, en forbindelse blandt underskriverne, måske en lige modtaget tjeneste e. l. som bevirker, at man ikke har mod til at lade opfordringen gå i papirkurven, men tegner sig til festmiddagen, bidrager til adressen, er med til at sende digteren til Norge, kort sagt er en slave af alle de påfund, som fødes i hjernen på foretagsomme medborgere, der ligeså meget bevæges af lyst til at gøre sig bemærkede, som af interesse for det foretagende, de gør sig til tolk for, og vi er alle lige gode.
Følgen af dette stærkt udviklede prelleri fra samfundets side er, at de notorisk rige flås forskrækkeligt, og at de mindre rige næsten ingenting beholder til eget brug. Hvis den, der har mange forbindelser, men få penge, fører regnskab over sine udgifter, vil det uundgåeligt vise sig ved månedens udgang, at den slags repræsentative udgifter, lagt til de almindelige gaver ved fødselsdage o. l. omtrent har slugt det beløb, der var til rådighed ud over det nødvendige husførelsesforbrug.
Da alle sådanne udgifter spares, når man er bortrejst, er det i grunden ikke dyrere at rejse til et sted, hvor man er ukendt, end at blive hjemme, hvilket trygt kan tages med i beregningen, når man planlægger et længere rejseophold;
og selv om man bliver kort tid borte, er det med en vis lettelse, at man ved sin hjemkomst i den bunke tryksager, der venter en, bortkaster opfordringer til sølvbægre indeholdende en sum, der er afleveret, eller til en buste, der er modelleret, eller et gravsted, der er restaureret. Så vidt slap man.
Hvis De er knebet udenom en opfordring til bidrag til et eller andet, da undskyld dem ikke til nogen af komiteen, men omtal det aldeles ikke og lad som ingenting.
Hvis de selv af samfundsinteresse er med på den aktive side, husk da fremfor alt, at man aldrig må benytte det private selskabsliv til pengeindsamling af nogen art, ikke heller til afsætning af veldædige koncertbilletter, lodsedler eller bidrag til de såkaldte snebolde o. l. Selskabslivet bør være fredhelligt.
BLOMSTERGAVER
På intet punkt viser den stigende velstand sig mere afgørende end i den luksus, der mere og mere udfolder sig i blomstergaver. For en menneskealder siden var det så sparsomt med blomster om vinteren, som det vel nu er på Island, men nu er her om vinteren ligesom om sommeren en sådan rigdom af blomster ved alle lejligheder, at der snarere er for mange end for få, hvad skønhedsvirkning angår.
I alle anledninger og i alle samfundsklasser ødsles der med blomster.
Den ene vaskekone kan ikke besøge den anden på hospitalet uden at medbringe et bundt tulipaner, og en ung frøken kan ikke foretage en ferierejse, uden at hendes beundrere møder på stationen med en violbuket.
Dog, det er jo godt, ikke alene fordi det viser, at folk har rigeligt med penge, men også fordi det er en luksus, som giver fortjeneste til et smukt erhverv, hvad gartneriet må siges at være.
Herrers gaver til damer. En herre kan sende blomster til en dame, så kostbare de end monne være, når han vil vise hende en opmærksomhed, i tilfælde, hvor andre gaver vilde være ilde anbragte.
En herre kan ikke så godt forære en fjernerestående dame noget, der i sig selv har værdi. Men emballagen kan nok være kostbar. fx kan konfekt anbringes i en værdifuld metaldåse eller porcellænskrukke.
Herrer kan ligeledes sende blomster anonymt til den dame, han tilbeder, men vanskeligt kan komme i berøring med.
Hun vil blive henrykt, og i de ni af ti tilfælde gætte, fra hvem de kommer.
Andre gaver end blomster, fx smykker, kan ikke sendes anonymt, eller rettere sagt ikke modtages af en dame. Hun bør derfor aldrig omtale det, bl. a. fordi det ikke bliver troet.
Hvis en herre vil sende blomster til en fejret kunstnerinde, vil det være klogt at vælge en laurbærkrans. Der er jo noget ved laurbær, som fanger kunstneres sind. Og det er billigere.
Når man besøger en syg, der ikke er særlig ombejlet, fx en gammel svag patient, er det kønt at medbringe lidt blomster. Et sygeværelse uden en blomst er så trist.
Spørg ikke efter gaver, de har givet folk. De kan nemlig være gået videre.
Søg at finde på andre gaver end blomster, noget der kan blive til varigere glæde og nytte for modtageren.
Glæd undertiden Deres kære med en gave helt uden ydre anledning, når de ved, den er ønsket.
Men vær i øvrigt klar over, at en gave kan være taktløs, også ved sin kostbarhed. Fintfølende mennesker, der ikke er så velstående, vil nemt føle sig lidt ydmygede ved at modtage gaver, som de ikke er i stand til at yde gengæld for.
FORENINGER
Hvem er ikke medlem af en snes foreninger eller noget der omkring? Lige fra hestens værn til fædrelandets vel, kammermusikforeningen og kvindernes nationalråd – hvad ikke?
Når det står allerværst til med ens finanser, og man ikke aner, hvordan man skal klare den måneden ud, bringes der en uvægerligt en af de små kulørte papirlapper, der betyder så og så mange kr. til en af alle disse foreninger og institutioner, som har den djævelske tendens tilfælles altid at opkræve kontingentet på de sidste dage i måneden, med særlig forkærlighed for kvartalsmånederne, hvor man er værst udpint. Så lover man sig selv, at man hurtigst muligt vil melde sig ud. Det glemmer man naturligvis for andre bekymringer, og ad åre bringes den samme lille papirlap ind til en uden barmhjertighed. Indtil man engang i et anfald af finansiel desperation gør en razzia og melder sig ud af foreninger en masse. Så går der en tid, og på een gang opdager man atter sig selv som medlem af en ny serie. Eller er det de gamle, der går igen? Eet står fast – “Vort fædreland var altid rigt” på foreninger af den forskelligste art.
Hvis udgifter ikke er dem ligegyldige, meld dem da ud af de foreninger, til hvilke de ikke er fastere knyttet enten gennem deres fag eller ved en virkelig interesse, af hvilken art den end er.
Tro ikke, at de i længden får udbytte eller fornøjelse af en forening, som kun har et rent selskabeligt formål. De venner for hvis skyld, de indmeldte dem, går ud, og de tilfredsstilles mindre og mindre, ikke mindst derved, at man så godt som altid er forhindret på foreningens mødeaftener.
HENSYN VED JUBILÆER
I et af ti tilfælde kan man se bort fra den mulighed, at jubilaren ønsker at tilbringe dagen i stilhed.
Nej. Han ønsker at få denne hyldest. Kun, hvis han virkelig rejser bort, kan man gå ud fra, at han ikke ønsker nogen ståhej, og man bør i så fald afholde sig fra at fylde hans eksil eller hans hjem med telegrammer og blomstersendinger.
Venskab og hyldest må aldrig blive påtrængende. I og for sig er det dog en privat sag, om en mand fylder så og så mange år, eller om det er et kvart århundrede siden han åbnede sin butik.
Man må have følehorn ude for at få færten af, hvordan vedkommende ønsker mærkedagen fejret. Hvis man får indtrykket af, at han absolut ønsker stilhed, skal man lade ham have fred, og især ikke foranstalte nogen venskabelig invasion i hans hjem som en velment overraskelse.
Det gælder om ved et jubilæum at tænke lidt over, hvad en jubilar kan ønske sig. Er det en kunstner, vil han som oftest helst have reklame. Man bør da, hvis man har adgang dertil, skrive eller foranledige skrevet artikler, der kan glæde ham og støtte hans position, og ikke indeholder kritik. Pågældende har kritik nok i de 5 á 10 år, der ligger mellem hvert af hans jubilæer.
Men stræb dog efter, at al den hyldest, der vederfares ham, står i noget forhold til hans position.
Overdreven hyldest skader mere end den gavner.
Så er der de jubilarer, der trænger til pekuniær støtte. Denne bør da gives dem i en sådan form, at den ikke blot støtter men også glæder, og ikke borttager den tilsigtede karakter af hæder. Enten bør en sådan pengegave være beregnet til en rejse eller endnu bedre tage sigte på et område indenfor vedkommendes fag, fx en udmærket violin til en musiker.
Den almindelige jubilar er dog en reusseret borger, for hvem ingen af disse synspunkter passer. Står man ham nærmere, vil følgende faser gøre sig gældende: indsamling til en sølvopsats eller til et malet portræt eller en buste, eller – mindst – en adresse udgået fra et eller andet kunstetablissement, hvorfra der da fremkommer et håndmalet produkt, som det senere er umuligt for jubilaren at få anbragt i en boghylde; dernæst kommer pengebidrag til et fond eller rekreationshjem bærende jubilarens navn. Selve festdagen indledes med et personligt brev fuldt af hyldest og til damer blomster, der er en tribut, som erlægges uden hensyn til andre ydelser. Derpå en chokoladevisit, hvis man ikke er medlem af en deputation og som slutningseffekt en festmiddag á så og så mange kr. pr. kuvert. Som vederlag for alt dette får man nogle dage efter et trykt kort, hvorpå der står: “Hjertelig tak for udvist opmærksomhed ved mit jubilæum”, en måde at takke på, der lader noget tilbage i retning af venlighed.
Har De været vist hyldest og har sat Deres venner i bekostning og besvær, bør de i det mindste sende et par personlige og påskønnende ord til tak.
En art af jubilæer forekommer noget ubeføjede. Det er, når en mand tiltræder en forretning, der er 23 år gammel, og da 2 år derefter ombølges af virak. Dog har et sådant jubilæum den gode side, at det giver den nye chef en sikkert velkommen lejlighed til at vise et veltjent personale sin erkendtlighed og påskønnelse.
VELDÆDIGHEDSFESTER
Når den fashionable ungdom trænger til at more sig, og et formål trænger til penge, hvad jo gemenlig formål gør, træder en komité af kendte og fornemme damer sammen og arrangerer under stor reklame en fest med tableauer og koncerter i et offentligt lokale, hvor de selv står i boder og sælger genstande, de først har brandskattet de handlende for, eller sælger champagne i glas til fordel for pjaltede børn.
Hvis enkelte medborgere trænger til yderligere stimulans til at gnide sig op ad folk, der er fornemmere end de selv, burde der laves endnu flere af sådanne fester, der er sande mistbænke for snobberi, og som sikkert afsætter nogen uvilje hos de ulykkeligt stillede, der agerer reklamestof for den mondæne forlystelse.
Disse festers virkelige formål er at bane vej for selskabelige opkomlinge, der i og for sig godt kan høre til fine kredse, men ønsker at albue sig ind i endnu finere selskab.
Hvis De altså synes, at Deres kreds og selskabelige niveau ikke er fint nok for Dem, kan De, ved at arbejde Dem ind i komiteen for sådanne markeder, ved flothed tilkøbe dem en omgang med de efterstræbte notabiliteter, hvilken dog ikke må forveksles med de pågældendes venskab.
Har De derimod trang til at forme Deres kreds som en naturlig udvikling af deres tilbøjeligheder og deres liv, da hold dem fjernt fra sådanne foretagender.
GODGØRENHED
Den godgørenhed som bør vises, er den, hvori stavelsen god er det afgørende, den bør helst gavne og glæde i direkte samkvem mellem den ydende og modtagende. Disse store upersonligt velgørende foreninger, for hvem de, der skal have hjælp, bliver til løbenumre i en protokol, de gør vel nok deres nytte, men andet gør de heller ikke. De fremkalder ikke hos giveren glæden ved at kunne hjælpe den, der er ulykkeligere stillet, og hos modtageren ikke den direkte menneskelige taknemlighed, der bringer ham til at føle, at han står overfor et medmenneske med et varmt hjerte.
Tro ikke, at de har gjort deres pligt overfor deres medmennesker, når de lægger kvitteringen fra en velgørende forening ned til de andre bilag i deres kassebog; søg at komme i et personligt forhold til de trængende, som de vil hjælpe. Giv dem ikke blot materielle gaver, men også deltagelse i livskampen igennem samtale og råd. og hjælp helst ved at give arbejde, så let og lille det være vil; de penge, som føles fortjente, er altid til større gavn end den blotte almisse.
Eller giv hjælp til selvhjælp, helst manglende redskaber til at udføre arbejdet, en symaskine til syersken, en høvlebænk til håndværkeren, og sky intet besvær for at skaffe ansættelse for dygtige folk, som De kender og ved om, at de fortjener støtte.
De kan på den måde bidrage til at sikre og betrygge mange af samfundets beskedne eksistenser.
Men gør dem hård overfor den professionelle plattenslager, og søg at bibringe deres husassistent evnen til at sigte mellem deres besøgende. Henvis de trængende, som de ikke kender personligt, til de velgørende foreninger, som her har deres store mission.
Vær altid rede til at hjælpe dem af deres eget erhverv, som det kniber for, enten unge, der skal frem, eller gamle, som det kun altfor ofte går tilbage for.
Lad de helt unge og de meget gamle søge Dem med tillid. Det vil i reglen være dem, der trænger mest både til opmuntring og til hjælp.
Vent ikke taknemlighed og vær ikke krænket, når de ikke får den. Det er nemlig en kun altfor menneskelig egenskab at glemme velgerninger.
Vær så rundhåndet, de kan, med at yde hjælp, både med pekuniær støtte og med opmuntring, om ikke andet, fordi det bærer en løn i sig selv. Man får det man fortjener, og den sum af kærlighed og taknemlighed, som et menneske sanker sig livet igennem, er det bedste værn mod følelsen af kold ensomhed, – alderens nagende følelse af at have levet et goldt liv til glæde for ingen.
