Hjemmets tone

*

Den vigtigste betingelse for, at der skabes en god tone i hjemmet, er naturligvis indbyrdes kærlighed og godt humør til at tåle livets ærgrelser og skuffelser. Men næst efter det er husfruens forhold til sit hjem det mest afgørende.
Husfruen bør være selve hjemmets varme hjerte, med i alle dets hændelser, glæder og sorger, og i de familier, hvor hun det meste af dagen er på farten, i selskab og visiter, til møder og udsalg, får det daglige liv ikke den samlivshygge over sig, som hvor hun næsten altid er at finde, rede til at råde og trøste sine børn, når noget er gået dem på tværs, og endnu mere redebon til at anspore deres initiativ og stræben imod nye mål.

Men hvor meget en moder end er for sine børn, må hun vogte sig for at lade sin mand føle, at hun altid er på deres parti imod ham i de små tvistigheder, som uundgåeligt opstår indenfor familielivet.

Mangt et ægteskab er faldet sammen, fordi manden følte hustruen og børnene som en kompakt majoritet. Han blev isoleret og søgte andetsteds hen med sit krav til hyggefølelse og lykke.

At finde lige den rette plads imellem mand og opvoksende eller voksne børn er en ikke helt let, men betydningsfuld opgave for husmoderen.
Opstår der ordstrid mellem husfaderen og de voksne børn, som truer med at antage en lidt bitter karakter, må moderen gøre, hvad hun formår for at dreje samtalen i en anden retning.

Husmoderen bør være den første til at påse, at hendes mands arbejde holdes i ære, og at der gives ham ro og tid i at udøve det. Det samme hensyn til hustruens livsgerning bør udvises af hendes mand, når hun har et eget erhverv.

Intet bidrager i højere grad til at berøve dagliglivet dets kærlige fortrolighed og gode humør.
I hjem, hvor en sådan gnavenhed er en tyngende plage, må naturligvis hustruen gøre, hvad hun formår, for at udviske den og få børnene til at forstå, at gnavenhed i hjemmet er en såre almindelig egenskab hos ældre mænd. At tale til manden om det, vil næppe føre til noget resultat.

Når mænd først er blevne gnavne, er der ingen vej tilbage.

Men for dem, der endnu ikke er blevet det, kan der være grund til et advarende ord, for gnavenhed er som oftest kun en dårlig vane, som har ødelagt mangt et samliv og måske er en af de hyppigste årsager til ægteskabets ruin.
En moder bør gøre sine unge sønner indlysende, hvilken plage denne almindelige egenskab er for omgivelserne og bede dem indtrængende om at bekæmpe den, når deres tid kommer.
En af grundene til dens opståen er vistnok, at manden isolerer sit arbejde og dets bekymringer for meget fra sin hustrus verden. Han må da bære dem alene, hvad der gør ham indesluttet og trist.
En mand bør søge at gøre sin hustru delagtig i sine vanskeligheder. Han bør have beroligelsen og fornyelsen ved at kunne komme til hende og dele dem med hende. Og der kan indtræffe det øjeblik, hvor han bittert angrer ikke at have gjort det, fx når en forværrelse af deres fælles stilling kan komme til at stå for hende som en pludselig katastrofe.
Hvis hun på forhånd havde kendt dens årsager, vilde hun snarere kunne forstå sammenhængen, ligesom der da havde været givet hende lejlighed til at komme med et råd til mulig afværgelse.

Når imidlertid hustruen må forlange en sådan tillid af sin mand, har han også ret til at vente, at han til gengæld kan have den samme tillid til hende især på det punkt, der sædvanligvis er kvindernes allersvageste, nemlig deres mangel på diskretion. Ethvert menneske har trang til at kunne tale med nogen, hvis ikke han skal blive indesluttet, og naturligst og bedst er det jo, når han kan tale helt ud til den, der inderst inde skulle være hans forbundsfælle i livets kamp. Desværre er der mangen en mand, som kommer træt og forpint fra striden for det fælles bedste, og som så lige overfor sin hustru er nødt til at skjule og dække og nøje at overveje sine ord, fordi han ved, at de som “fortrolig samtale” vil gå videre fra hende til andre, måske i overdreven og fejlagtig form.
Man må derfor råde hustruen til den størst mulige diskretion med det, hendes mand har betroet hende. Kan hun ikke se noget højere mål med at holde inde med snakkelysten, bør hun kunne indse, at hun dermed skærer i sit eget kød, i hvert tilfælde ved at gøre ham til en ensom og gnaven mand og således undergrave hjemmets daglige liv.

Skinsyge er et af de træk, der har den mest ødelæggende virkning på lykken i et ægteskabeligt samliv. Hos manden bunder den gerne i et erotisk moment, men for en kvinde kan det godt ske, at den ikke indskrænker sig til personer, hvad der jo er den værste form, men kan omfatte alt, hvad der optager manden, og hvad han holder af, selv hans arbejde, som hun dog i reglen lever af. Denne art af skinsyge, ikke mindst den uberettigede, udøver et stadigt slid på følelsen og virker til sidst ødelæggende på forholdet.

Man kan bringe en kærlighed til at visne, når man af modvilje eller uforstand undlader at sige de ord, der kunne have klaret et misforhold eller bilagt en uret.
Det kan lige så fuldt virke ødelæggende på et samliv, hvis der med håndfaste ord gribes ind i noget, der måske kunde forflygtige ved helt at lades uberørt.
Frem for alt – selv om hun pines – må hun ikke tale gentagende om noget, der er sikkert på at opvække ubehag, ikke atter og atter bringe det samme omme punkt på bane. Plagsomhed virker dræbende på en mand, samlivet glider ofte ud i disharmoni ved hustruens mangel på instinkt i denne henseende. Manden forstår bedre, når han ikke skal spørge og ikke tale om en ting.
Hvis de ved en tvistighed med deres ægtemage inderst inde i sjælens stilhed føler, at de har haft uret, vær da ikke bange for at indrømme det med nogle kærlige ord. De kan være sikker på, at den ikke alene vil blive dem tilgivet, men at denne deres indrømmelse vil trænge helt ind i hjertet på den, de var uretfærdig imod.

*

At hustruen har valgt en mand, der står på et lavere dannelsestrin end hun selv, er meget sjældent, da kvinder ønsker at se opad i kærlighed og helst vil nære beundring for den mand, de gifter sig med. Så meget des oftere er hustruen af ringere byrd og kulturelt standpunkt end manden, ifølge det urinstinkt hos mændene, at de vil være de beskyttende overfor de mere hjælpeløse og svage. Dette bevirker, at en mand ofte selv bliver den svage overfor en energisk kvinde af folket, der lægger an på at blive gift med ham, og sætter det igennem, hvorved han “bliver hængende”, som det hedder i det folkelige sprog.
Men er hun først bleven hans hustru og bærer hans navn, bliver han i høj grad påvirket af hende og lydhør overfor den behandling, der bliver hende til del i hans vennekreds. Hvis man sætter pris på ham som ven, bør man derfor med dobbelt venlighed og hensynsfuldhed komme hans hustru i møde og lette hende overgangen til de nye kredse, af hvilke hun fremtidig bliver medlem ved sin mands side.
Det er en mærkelighed, man daglig er vidne til, at mænd ynder at vanskeliggøre deres liv ved at hjemføre en hustru fra fremmede lande i stedet for at vælge en af sine egne, der er inde i forholdene og fra barnsben har lyttet til den samme sprogets og hjertets melodi som de selv. De foretrækker åbenbart udlændinge.
En sådan fremmed fugl, der skal sætte sig ind i alt, lige fra det første ord, hun skal tale, til forståelsen af de ukendte og for hende ravgale skikke og sæder, er at beklage. Hvis hendes mand og hans familie er en kær, bør man hjælpe hende over denne første vanskelige del af den vej, hun har at gå, særlig, hvis hun lider af hjemlængsel, hvad udlændinge jo som oftest gør.
Der er for manden to veje at gå, enten at gøre hende til sin landsmand og få hende til at smelte sammen med det samfund, hvori hun skal leve, eller at gøre hjemmet til en erstatning i det lille for det fædreland, hun har mistet, ved at indføre dets sprog og dets skikke i det fælles hjem.
Det er fremfor alt valget af sprog, der vil blive det afgørende. Hvis den unge hustru til omgangssprog vælger sin mands modersmål, og derigennem glider ind i hans slægt og hans kreds som en af deres, har hun et større arbejde at yde til at begynde med, men i det lange løb bedre udsigt til at slå rod i hans fædreland, end hvis hun fastholder brugen af sit eget modersmål og derved tvinger valget af husets omgang til hovedsagelig at bestå af dem, der bedst behersker hendes sprog.
En udenlandsk hustru bør afholde sig fra kritik til fremmede af sit nye fædrelands levevis. Vi ynder alle at kritisere vort eget, men ikke at høre det kritiseret af en udlænding, hvad hun altså har valgt vedblivende at være.

Er der noget sted, hvor det er sandt, at man høster, som man sår, så er det tilvisse i det daglige liv. Den lykke, man formår at sprede om sig ved at give kærligheden til sine nærmeste et udtryk, den kommer tifold tilbage, ikke alene i form af ens kæres glæde og taknemlighed men også i selve den tilfredsstillelse, der ligger i at yde den.
Gør det derfor til en regel at være til så megen glæde og adspredelse som muligt. Man skal ikke være bange for at påtage sig et lille arbejde, gå et ærinde, give en håndsrækning, påtage sig en ubehagelig samtale for at hjælpe dem, man lever sammen med.
Men især skal man tale med dem. Ikke alene om det, der står i bladene, eller om det, der foregår i huset eller i den snævreste kreds, men søge at bringe nye interesser ind gennem drøftelser af kulturelle emner og spørgsmål. enhver af dem, der bor under tag sammen, bør bidrage sit til, at husets ånd og tone er højtliggende, uden at spøg derfor tilsidesættes.

Det hus, der bandlyser spøgen og satiren fra sine enemærker, har dermed givet afkald på de spillende solstråler i sin livsførelse.

Når samtalen i familielivet stiger til diskussion, må den nødig blive til hvas disput, der blot forbitrer og aldrig fører til noget resultat.
Foreligger der indenfor familiens medlemmer stærkt afvigende politiske anskuelser, bør man frit kunne tale derom og hver især fremsætte sine meninger uden forbitrelse eller anmasselse. de emner, man ikke tør berøre, men forsigtigt lader ligge dybt nede i lasten, bliver tilsidst farlige at drage op for dagens lys.
Familielivet bør jo ikke heller være en sukkersød åndens næring, men tværtimod indeholde det livets salt, der skal styrke en overfor de ydre omgivelsers knubs.

Et menneske med meget udprægede interesser bør ikke tale for meget om dem. På den anden side bør de, der lever sammen med ham eller hende, ikke vise ligegyldighed eller foragt for denne hovedinteresse, selv om den drejer sig om frimærker.

Ethvert medlem af husstanden bør føle sig solidarisk med de andre og tage del i de andres lykke og sorg. Der er øjeblikke, hvor enhver, ikke mindst de unge, føler trang til at søge ly i hjemmet som i en nødhavn. Alle husstandens andre medlemmer bør i sådanne dage stå på sin unge husfælles side på den måde, der passer til hans temperament og til hans skuffelses natur. Nogle trænger til at tale sig bort fra bitterheden, andre tier, men føler trang til trøst og opmuntring, og andre igen er sky og ømskindede og trænger til tavshed. Dem skal man ikke spørge men behandle med kærlig nænsomhed.

På eet punkt er fuld eftergivenhed og overbærenhed nødvendig, og det er, hvor en husstand rummer meget gamle medlemmer. De yngre bør ikke der glemme, at mange gamle føler alderdommen hvile på sig som et stadigt tryk, der gør dem bitre og ofte uretfærdige.
Der er derfor des mere grund til at møde dem med den største hjertelighed for at mildne dem denne indre sorg og til aldrig at røbe, at der lægges mærke til deres småsvagheder:
Tal højere, når en gammel er døv, uden at blive demonstrativ. Søg efter brillerne, hør på de gamle historier. Stræb altid at drage den pågældende ind i samtalen og ind i livet. Gør det også af den grund, at det bærer en løn i sig selv, for de gamle kan være så rørende taknemlige over den hengivenhed, som vises dem af de unge. Vinder man et gammelt menneskes hengivenhed kan dette ofte være et af de smukkeste forhold, livet giver en.
Men de gamle må heller aldrig glemme, at det er dem, der skal række hånden ud. Det er nu engang således, at livet tilhører ungdommen og det er den, der med kongelig gavmildhed kan skænke lys og lykke.
De gamle må derfor vise deltagelse for den generation, der har arvet livet og med kærlig årvågenhed våge over dens færd. Hvis de i dette kan bekæmpe alderdommens særheder, vil de føle sig rigt belønnede.

Er et af de vanskeligste punkter. Man dumper ved sin forlovelse pludselig ned i en ofte vildfremmed familie med andre forudsætninger og synspunkter end de, der er rådende i ens egen slægt. Sandsynligheden taler for, at man har vanskeligt ved at finde sig tilrette deri, da venskab og sympati er noget, der må udgå indefra. Den lader sig sjælden overføre på påtvungne onkler, svogre og svigerinder.
Men man skylder sin ægtefælle at gøre alt, hvad man formår, for at komme til at holde af hans eller hendes nærmeste, og hvis det ikke lykkes, bør man gøre så gode miner som muligt og aldrig lægge en hindring i vejen for sin ægtefælles slægtsfølelse, endsige hakke på disse slægtninge. Det gør kun ondt værre.

Måske følelsen af at have venner er en af de største glæder, der bliver mennesker givet, men denne varme følelse kan ikke have noget som helst andet end hjertelaget – hengivenheden til grundlag. Det mindste gran af snobberi, af personlig interesse, af stræberformål – og det er forbi med den indre glæde. Der bliver køligt i ens indre, og man fortjener ikke bedre.
Det bedste ved det ægte venskab er næsten det, at det holder en moralsk oprejst. Står man overfor noget småligt og lavt, som man fristes til, noget, der kunde bringe en enten fordel eller hævn, og man så kommer til at tænke på sin bedste ven og hans eller hendes tiltro til ens tænkemåde, så gør man det ikke, dette lave – kan ikke gøre det. Så højt skal man sætte venskabet, og sådanne venner skal man have.

Det lykkeligste er at slutte sig så nær til sine barndoms- og ungdomsvenner, at man beholder dem livet langt. Men selvfølgelig kan man også senere hen i årene stifte bekendtskaber, der udvikler sig til varigt, ja uforgængeligt venskab, hvor forholdet er bygget på en ganske uvilkårlig sympati.

Et gammelt ord siger: ingen ven du har, der dadler, når du dadel har behov.
I rette øjeblik at gøre en ven opmærksom på en handlemåde, der almindelig vil blive opfattet som fejlagtig, er en virkelig tjeneste at gøre ham, så meget mere som den ikke er behagelig. Det må gøres med hjerte og takt, som alt, hvad der skal gøre til det gode.
Både i venskabs- og forretningsforhold skal man være varlig med at glide ind på et galt spor, lokket af et bestikkende væsen. Vi er alle tilbøjelige dertil. Hvis vi vil undgå livets værste knubs – de støre skuffelser – må vi lære at se durk igennem et vindende smil og en behagelig udtryksmåde ind til personlighedens mere forlorne egne. Det hænder jo, at vi i stedet for de roser, vi troede at holde i hånden, ser, at de er vejrede bort, og at vi kun har beholdt tornene, der stak.

Er det gået lidt skævt for en gammel ven, bør man i forstærket grad vise ham sit vennesind.
Man bør være særlig venlig mod dem, der ikke har haft en heldig hånd overfor livet.

En ung hustru bør ikke gennem en art af jalousi gøre sin mands nære ven til sin uven, endnu mindre til sin tilbeder, men til sin ven og kammerat, som han er det for manden.
Det er den unge hustru, der ved ægteskabets begyndelse bestemmer det fremtidige forholds natur. Sandsynligheden taler for, at hun da ikke vil se på mandens bedste ven med videre sympati, dels fordi man helst vil vælge sine venner selv, dels fordi hun, hvis hun er forelsket i sin mand og derfor er lidt ufornuftig, vil synes, at den følelse, han nærer for vennen, er noget, der tages fra hende. Men det er det ikke. Følelsen er så forskelligartet, at den godt kan leve side om side med kærligheden til hustruen. Hun bør lade sin mand beholde sine venner livet igennem og selv hjælpe ham dermed.

Vær lidt varsom med at se altfor lyst på venners sorg og modgang og at tale for trøstefuldt derom.
Tro ikke, at det altid trøster at få sagt i en munter tone: “Å, du skal se, det klarer sig nok” o. l. 

Forsvar altid fraværende venner, som i deres påhør bliver angrebet og kritiseret i en selskabskres. Lad ikke et sådant øjeblik, som knytter deres hjerte fastere til en ven, drage forbi, og husk på, at tavshed fra deres side er ikke nok. Man skal imødegå og bekæmpe usande rygter og smudsige hentydninger, der går ud over ens venner.
Selv om de i deres stille sind må indrømme berettigelsen af en kritik, de hører fremsat mod en ven, udtal da ikke dette, men forsøg at forsvare ham eller hende alligevel ved at gøre de årsager eller synspunkter gældende, der kan have bevirket vedkommendes handlemåde, eller fremdrag i hvert fald andre gode egenskaber.
Men vær taktfuld og besindig i Deres forsvar. Unødig iver og aggressiv tone mod de tilstedeværende virker snarere til skade end til gavn for den fraværende og for Dem selv.
Gentag ikke nedsættende omtale og kritik til den, det er gået ud over, med mindre en imødegåelse af usande rygter er nødvendig og betimelig for vedkommende. Vær i så fald klog nok til så vidt muligt at fortie navne.
Lad dem ikke påvirke af en følelse af ikke at kunne gengælde, hvad de modtager, når det kommer fra en ven. I et forhold, hvor det menneskeligt smukke er og bør være det afgørende, spiller det ikke nogen som helst rolle, hvem der yder og hvem der nyder. Ilde anbragt stolthedsfølelse har forårsaget megen misforståelse her i verden og derfor megen unødig sorg.

Husfæller bør ikke kritisere de andres venner, ikke bestandig hakke på dem, og selvfølgelig især ikke vise sig uvenlig imod dem, det være sig en seksårig skolekammerat eller en bedaget olding. Alle bør føle sig velkommen ved husets arne, når de står en af beboerne nær.

Der skal talent til alt her i verden, også til at være ven på rette måde. Det er nemlig ikke gjort alene med at pleje omgang, det vil sige veksle indbydelser med sine venner. Man skal leve med i deres glæder og sorger, tage del i deres ængstelse ved sygdomstilfælde, deres feber ved børns eksaminer, deres forhåbninger ved de unges giftermål o. l. man skal føle sammen med dem. Denne evne for venskab er undertiden medfødt, oftere ikke. Men man bør fremelske den hos sine børn, så vidt man formår det. Ingen indre glæde vil kunne være større for dem senere i livet end at kunne føle denne meddelagtighed i sine venners ve og vel.
Uvenskaber vil naturligvis indtræffe af og til, i særdeleshed hvor man holder meget af hinanden og tager sig små uvenligheder og hensynsløsheder nær, men man bør da ikke fæste sig for stærkt ved dem og ikke tage i betænkning at række hånden ud til forsoning.

Gå ikke letsindigt løs på vanskelige eksperimenter, der let kan føre til sammenstød, såsom at rejse sammen, føre hus sammen, leje en sommerbolig til venner, låne dem et sommerkøretøj, betro dem en elsket hund eller papegøje o. l. de vanskelige ting, der ikke kan undgås, som fx at arve sammen eller få en datter gift med en labanagtig søn af gode venner m. m. kan være mere end tilstrækkeligt som prøvesten.
Når imidlertid mennesker ikke er bedre, end at de bliver uvenner, da bør dette antage så lidet demonstrative former som muligt. Det er uklædeligt og latterligt, når et tidligere varmt venskab slår over til vildt had, og det gør et tarveligt indtryk, når det giver sig udslag i ikke at kunne komme sammen og den slags. Man bør kunne vedblive at opretholde den ydre form og være sammen med alle. Hvis man endelig møder den forhadte genstand, bør man ikke give vedkommende den lille sejrsfornemmelse, at man føler uimodståelig trang til at se ind ad et urtekræmmervindue.
Den forandring i følelserne, der har fundet sted, bør ikke give sig noget udslag, som udenforstående kan bemærke.

Kan de ikke, hvad de færreste formår, tvinge dem til denne overlegenhed, så undgå emnet med et par ligegyldige ord.