Gadens Børn – 4. tableau

Afsnit

4. OPTRIN: OFRENE

Et Lokale bag Tribunen paa et Forlystelsessted med Sangerinder. Et Par Trappetrin, der afbryder et Rækværk, gaar i Baggrunden op til en Gang til Brug for Sangerinderne, førende fra deres Værelser ind til Tribunen, til hvilken der er en Dør i Baggrunden. Af og til ser man Sangerinder passere. I den forreste Del af Rummet er der til højre en Buffet med Smørrebrødsskæring og Afvadskning af Glas. Desuden enkelte Borde og Stole. Til venstre Dør ind til Salen, til højre til Køkkenet. Af og til passerer en Opvarter.

3 AAR EFTER 3. OPTRIN
6 AAR EFTER 2. OPTRIN.
9 AAR EFTER 1. OPTRIN

Personer:

FERNANDA PETERSEN HEMMING HANSEN
EN OPVADSKEMADAMME EN UNGE PIGE
EN ENKEFRUEN EN SANGERINDEN
EN SMØRREBRØDSJOMFRUE EN MERKANTIL HERRE
EN PELSKLÆDS HERRE EN KUNSTNERKVARTET
EN OPVARTER
■ GADENS BØRN INTRO ■ 1. HERRERNE ■ 2. FRUERNE ■ 3. BORGERINDERNE ■ 4. OFRENE ■ ANMELDELSER ■
4. TABLEAU
Smørrebrødsjomfruen staar ivrigt beskæftiget ved Buffetten. Den unge Pige aftørrer Ølglas. Opvadskemadamen
kommer ind fra højre. Man hører Slutningen af en Sang med Akkompagnement. Derpaa Bifald.
OPVADSKEMADAMMEN (med sødlig Stemmeklang)
Værsaagod, Frøken Clemmensen, der har De Surbrødet.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Tak, Madam Bisserup. Tag og lang mig Ansjoserne, hvad!
DEN UNGE PIGE (da Sangen slutter)
Saa, nu har vi den halve Times Pavse.
OPVADSKEMADAMMEN Men saa er det jo, Stella skal synge.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN (haaniig)
Og saa er det, Folk kommer trækkende i Stimer, de Fjolser.
DEN UNGE PIGE Hun er da ogsaa morsom at høre paa.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Da forstaar jeg ikke, hvad Folk ser i hende.
OPVARTEREN (kommer pilende)
Lad det gaa lidt villig, hvad! De begynder at komme! Flere Bajerglasl
OPVADSKEMADAMMEN Fanny, skynd Dig!
OPVARTEREN (lægger Bestillingssedler fra sig)
Fire med Laks, to Surbrød med Sardiner, fire Rugbrød med hollandsk Ost.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN (gnaven)
Ja — ja — jeg kan da ikke hekse.
OPVARTEREN Hvor er anden Smørrebrødsjomfru Petersen, vor Fernanda?
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Derude. Hun sagde, at hun ikke var rask.
OPVARTEREN Det siger hun altid, naar hun ikke gider.
DEN UNGE PIGE Hun var virkelig ikke rask.
OPVARTEREN (raaber ud ad Døren)
Frøken Petersen, De maa tage og komme og være rask. Der bliver morderligt Bid der inde i Aften. Naa — straks — ja vel!
(Vender sig og tager Bakken med Glas)
OPVARTEREN Frøken Clemmensen, han med Laksen og den hollandske Ost han holder et farligt Kvidder. Hæng nu bare i.
(Han piler atter ud til venstre, idet Fernanda kommer ind fra højre med et stort hvidt halvrent Forklæde paa. Hun har mørke Ringe om Øjnene og er stærkere sminket og friseret.)
FERNANDA PETERSEN Undskyld, her er jeg.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN (mut)
Tag saa og skær Surbrød, værsaagod!
OPVADSKEMADAMMEN (bittersød)
Hvordan gaar det, Frøken Petersen?
FERNANDA PETERSEN Jo Tak, en Kende bedre, men det er jo det, at man aldrig kan komme til at pleje sig.
OPVADSKEMADAMMEN Hm!
FERNANDA PETERSEN Doktoren han siger, at jeg skal spise raa Æggeblommer rørt ud i Vin for at styrkne mig. Hvor faar jeg det fra?
OPVADSKEMADAMMEN Det er kanske dertil, at De har brugt de ti Kroner, som jeg var saa dum at laane Dem forrige Maaned blot til næste Morgen.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Eller til Slør med Guldprikker i.
OPVADSKEMADAMMEN Eller til en Hat med Silketulipaner.
FERNANDA PETERSEN Maa jeg ikke være fri for alletider at høre om de elendige ti Kroner. Har jeg sagt eller har jeg ikke sagt, at jeg nok skal betale dem.
OPVADSKEMADAMMEN Jo mange Tak, De har nok sagt det, men ikke gjort det.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Det er nok heller ikke saa nemt, naar man vil være pyntet og ovenpaa og ikke gider hænge i.
DEN UNGE PIGE Jeg kan ikke lide, at I er saa ækle og ubarmhjertige mod Fernanda.
FERNANDA PETERSEN (klapper hende paa Hovedet.)
OPVADSKEMADAMMEN Ingen skal saamænd beskylde mig for at være ækel. Men man har da øjne at se med.
DEN UNGE PIGE I véd jo slet ikke, hvordan hun har haft det, men hun har fortalt mig saa meget.
FERNANDA PETERSEN Og naar man altid lever i Skidtet og hører om Skidtet, saa er det, man bliver til det, I kalder saadan En! Og hvem hjælper En saa? Jo Godmorgen!
OPVADSKEMADAMMEN er er Ingen, der kan hjælpe En med at gøre Enses Pligt. Den kommer indenifra. Og til Enses Pligt hører det at betale, hvad man er skyldig.
FERNANDA PETERSEN (utaalmodig)
Det skal jeg ogsaa til den første, naar jeg faar min Løn.
OPVADSKEMADAMMEN (blidt)
Naa paa det Lag! Saa nu er det Lønnen, vi lever af. Saa agtværdigt og saa nydeligt, hvad? Vi snakker slet ikke om nogen Handelsrejsende eller Musikker eller Kunstdrejersvendl
FERNANDA PETERSEN Ti stille!
OPVADSKEMADAMMEN Det gør jeg ogsaa — helst!
(synger)
»En dejlig ung Ridder i Lunden mon gaa«.
(Hemming Hansen kommer ind fra venstre med fire glade Kunstnervenner, Medlemmer af en Kvartet. Han har faaet et betydeligere og mere selvsikkert Ydre og er elegant klædt i en lang lys Overfrakke, der staar aaben over Selskabsdragten).
OPVADSKEMADAMMEN Undskyld, men her er ikke for Publikummere.
HEMMING HANSEN (giver hende Drikkepenge)
Nej, men jeg er kommen for at tegne Frøken Stella til »Folkeviljen«. Disse Herrer er mine Venner.
OPVADSKEMADAMMEN (forekommende)
Aa, saa har Direktøren vist ikke noget imod det. Værsaaartig, tag Plads. Frøken Stella er paa sit Værelse endnu.
HEMMING HANSEN Her er mit Kort.
FØRSTE TENOR Maleren Hr. Carl Hemming Hansen! Første Spalte, Dagens Nyt.
OPVADSKEMADAMMEN (giver Kortet til den unge Pige)
Fanny, tag og stik op til Stella med det Kort.
DEN UNGE PIGE Ja, det er morsomt!
(Løber op ad Trinene og ud til højre. Herrerne sætter sig ved et Bord.)
HEMMING HANSEN Hej, kom med noget Pilsner.
(Opvadskemadamen bringer dem Øl.)
FØRSTE TENOR Hvorfor iskænkes ikke Gudedrikken af den rødhaarede Hebbe derhenne?
OPVADSKEMADAMMEN Hun hedder ikke Hebbe, kun Petersen. Hun er anden Smørrebrødsjomfru og Opvadskepige.
FØRSTE TENOR Og jeg er første Tenor og Billedhugger.
FØRSTE BAS Hør Du, Hemming Hansen, det er s’gu ikke noget synderlig muntert Sted, Du fører os hen for at fejre din blanke Guldmedalje.
ANDEN TENOR Nej, Luften er mig lidt kompromitteret her, hvad?
ANDEN BAS Skal vi sige giftiggrøn.
HEMMING HANSEN Her er jo udmærket. Det er den Slags Steder, man skal søge Interiører og Modeller. Men stik I bare af. Gaa ind i Salen saa længe, jeg kommer om et Kvarters Tid.
ANDEN BAS Nej, vi svigter Dig ikke. Jeg foreslaar, at vi liver os lidt op med en lille Kvartet.
(De sætter i med et Par Takter Sammensang.)
HEMMING HANSEN (tysser paa dem)
Jeg tror, I er gale.
FØRSTE TENOR Hvor bliver de lovede Østers af?
ANDEN TENOR Og Kaskaderne af Champagne?
HEMMING HANSEN Vær rolige, alt er bestilt hos Wiwel! Blot et Kvarter til at tegne Stella, et Kvarter til at høre hende og saa en glad Aften. Alt paa denne Aften, hvad I vil — jeg spenderer.
FØRSTE TENOR Det manglede ogsaa blot. Alting regner ned over den Rad, Medaljer og Bestillinger og Stipendier og Avisros. Og Kvindehjerter.
ANDEN BAS Det er dem, der har vist ham Vejen.
ALLE FIRE Det er hørt
HEMMING HANSEN (tørt)
Og lidt Viljekraft, hvad — og Talent.
FØRSTE TENOR Hemming Hansen, din Skaal, Du ideelle Stræber!
ANDEN TENOR Gudernes Yndling!
FØRSTE TENOR Eller Publikums!
FØRSTE BAS Ja, skal vi være enige om, hans sidste Billeder er udvendige.
ANDEN BAS Udvendigt er et storartet Ord, saa anvendeligt!
FØRSTE TENOR Hvad saa! Han trækker sig blot tilbage til sin pæne lille Million.
HEMMING HANSEN Dril bare væk, men lad mig være fri for at høre om min Svigerfaders Penge.
ANDEN BAS De er da sgu dejlige.
HEMMING HANSEN Hvad kommer de mig ved — foreløbig.
FØRSTE TENOR Du foretrækker din Fæstemøs smukke øjne – foreløbig.
ANDEN TENOR Frøken Asta Reimers Skaal.
HEMMING HANSEN (kort)
Den drikkes ikke i Øl, og ikke her.
FØRSTE BAS Godt. Gemmes til Champagnen.
HEMMING HANSEN Heller ikke i Champagne. I en dybtrød Vin, der nærer og styrker, skal den drikkes, Astas Skaal.
ANDEN BAS Skønne Asta, stakkels Asta!
FØRSTE TENOR Hvis hun er skinsyg — ja!
ANDEN TENOR (vender sig)
Der er Stella!
(Sangerinden kommer, fulgt af den unge Pige, ind fra Baggrundsforhøjningen. Hun er klædt i en lidt udfordrende Afiendragt af elegant Snit. Herrerne rejser sig og hilser.)
SANGERINDEN Ih se Godaften, mine Herrer Kunstnere — i Flok og Følge.
(Blødere til Hemming Hansen.)
Vel mødt — De!
FØRSTE TENOR Hil Stella, Apollos Udkaarne!
SANGERINDEN Apollo – ja, ham synes jeg om, for jeg har hørt, at han flaaede dem, der sang bedre end han.
HEMMING HANSEN Evige Sandhed! Jeg er lige bleven flaaet af disse elskelige Kunstfæller, fordi jeg har faaet en stakkels Guldmedalje.
ANDEN TENOR Han ikke havde fortjent.
HEMMING HANSEN Mere end I.
FØRSTE TENOR Tak.
HEMMING HANSEN Frøken, maa jeg saa tegne Dem?
SANGERINDER For megen Ære. Vil De have mig vemodig, flot eller skelmsk?
HEMMING HANSEN Alt under eet!
(Begynder at tegne.)
Ved De hvad — jeg vil heller have Dem syngende. Stil Dem der og syng en af Deres Gadeviser, helst den — Du grønne Jord —
SANGERINDER Ja vel, efter Forestillingen.
ANDEN TENOR Saa længe kan vi ikke vente.
SANGERINDER Ikke vente — paa mig — naa!
HEMMING HANSEN Saa tegner jeg Dem under Forestillingen.
SANGERINDER Her er jo desuden ingen Klaver.
FØRSTE TENOR Vi kan jo være Klaver, vi fire Knaster.
SANGERINDER (ler)
Tak, det blev vist kønt. Det gad jeg høre. Hej, Petersen, kom her! Vil De ikke lade Dem høre til det Akkompagnement?
FERNANDA PETERSEN (kommer derhen)
Hvad skal jeg!
SANGERINDER (sætter sig paa Bordet)
Petersen har nemlig ageret Kantatrice i Gadefaget, men har tabt Stemmen ved et Vaadeskud. Nu skærer hun Rullepølse.
FERNANDA PETERSEN (med et sæt)
Hvor tør De sige det! Den kan jo komme igen.
SANGERINDER (tænder en Cigaret)
Tror De, Mamsel Fertig!
FERNANDA PETERSEN Det ved De jo ikke! Man har hørt saa galt før.
SANGERINDER (venlig)
Syng saa! Visen om den grønne Jord! Gør os den Ære!
FERNANDA PETERSEN (med lidt Trods)
Lad gaal For nu skal jeg sige Dem noget, jeg ved, hvordan den skal synges — bedre end De.
SANGERINDER (haanlig)
Ja saa — Petersen! Lad os da høre!
(Fernanda synger til Akkompagnement af Kvartetten, halvt nynnende, med svigtende Røst, halvt fremsigende Ordene :
FERNANDA PETERSEN [DU GRØNNE JORD]

Du grønne Jord, hvor jeg har henrykt jublet,
Hvor jeg har sværmet glad — højlovet Du!
Din gyldne Skønhed lokker mig og blænder,
Din hede Vin beruser mig endnu.

Din Fryd, din Lyst, Tusmørkets tavse Skygger
Og Vaarens Ranker, Vinterstormens Brus,
Højlovet Himlens Sol og Nattens Stjerner
De stærke Drømme og det fyldte Krus.

Højlovet disse Gyder, disse Rønner,
Hvor Godtfolk larmer i et ivrigt Kor,
Her klinger Sang, her lyder Graad og Latter,
Og højt til Huse Eventyret bor.

Det kalder, lokker, smiler mig i Møde
Fra Ruder smaa, hvert Portrum, hver en Krog,
Endnu som før det hvisker smukt fortroligt
Og mumler dæmpet paa et sælsomt Sprog.

Aa, jeg vil leve, elske, jeg vil juble!
Vil eje, før jeg dør, al Verdens Lyst:
Længsel og Fryd og Haab og alle Drømme,
Sol i min Tanke, Himlen i mit Bryst.

Kom, Vaar, som pynter op med grønne Kranse
Kom, lyse Sommer, med din stærke Ild,
Du, gyldne Høst og Du, den dunkle Vinter:
Syng for mig Eders Sange — syng og spil.

Hvad fattes mig! End rinder Sol paa Himlen
End blomstrer herlig Skoven frisk og stor;
End klinger i mit Øre Livets Røster
Og Glædens Bæger skummer paa mit Bord.

Højlovet hver en Stund, som jeg har levet,
Og hver en Stund, der skænkes mig endnu!
Du grønne Jord, hvor jeg har henrykt jublet:
Aa — ja, højlovet og velsignet Du!

(Da hun kommer til Slutningen, brister Stemmen og hun bryder af med en graadfyldt Dissonans).
DEN UNGE PIGE (der bekymret har hørt til)
Aa, Fernanda — !
FERNANDA PETERSEN Jeg kan ikke — det er forbi, Fanny — forbi.
SANGERINDER (kaster Cigarretten)
Det var nok, hvad man kalder en Svanesang!
(Hun rejser sig og lader sig kurtisere af en ældre pelsklædt Herre, der med en stor Rosenbuket er kommen ind fra venstre).
FØRSTE TENOR Lad os saa gaa ind i Salen.
HEMMING HANSEN Vent lidt! Jeg er begyndt at tegne hende med Svanesangen der henne. Fortræffelig, hvad — som Kontrast til Stjernen. Forresten kender hende. Og den Lille der — ved Begyndelsen af Glidebanen.
DE ANDRE (utaalmodige)
Tør vi spørge —
ANDEN TENOR Bliver det ved?
HEMMING HANSEN Gaa I blot ind og hold Plads til mig.
FØRSTE TENOR Det gør vi! Nu er vi kede af det.
FØRSTE BAS Frøken Stella —
(Hun vender sig, de fire stiller sig op, gør Front, synger Strofen ‘Nu menar jag, att det år tid, att tänka på refrånen«, gør saa omkring som paa Kommando og gaar ud til venstre til Forbavselse for en merkantil Herre i Rejsefaget, der i det samme kommer ind. Sangerinden bøjer sig over Hemming Hansen og siger Farvel, tager den pelsklædte Herre under Armen, svinger ham og gaar hen til Baggrundsforhøjningen, hvor hun giver ham Afsked, idet hun vidsker ham om Næsen med Roserne, som hun derpaa kaster ned til Hemming Hansen. Hun løber op ad Trappen, en Tjener rækker hende flere Buketter og aabner Døren til Tribunen. Hun vender sig i Døren, kysser paa Fingeren ned mod Hemming Hansen og gaar.
En ældre Enkefrue er under dette kommen ind fra højre og har taget Plads ved Midterbordet, hvor hun lader sig opvarte med Kaffe af Opvadskemadamen, der alt imens holder Udkig med Fernanda, som gaar frem og tilbage i sagte Samtale med den merkantile Herre. Hemming Hansen ordner sine Tegnesager).
ENKEFRUEN Mange Tak, lille Madam Bisserup, men jeg maa da have en Kognak til Kaffen. Fortæl mig nu først, hvordan det gaar herude. Falder der noget af?
OPVADSKEMADAMMEN Ork nej, Fru Reiersen, det er sløje Tider, vi lever i.
ENKEFRUEN De har da ellers kuns Deres Fanny. Jeg ser, De har hende herude.
OPVADSKEMADAMMEN Ja, man vil jo nødig slippe hende for meget af Syne, og det kan jo ogsaa adsprede Barnet lidt. Hun er jo saadan noget ængstelig af sig. Bedst som det er, giver hun sig til at ryste og græde.
ENKEFRUEN Det er Alderen. Hun bliver nok kry. Og hun bliver net.
OPVADSKEMADAMMEN Naa —
ENKEFRUEN Jeg tør vel nok rose mig af at have Blik.
OPVADSKEMADAMMEN Bevares, en Dame som De med den Erfaring.
FERNANDA PETERSEN (standser med den merkantile Herre)
Aa jo, søde Mollerup, Du maa give mig tyve Kr. hvad!
DEN MERKANTIL HERRE Nej hør, min Smørblomst, i Dag gaar den ikke, nej Pinedød om den gør.
(Tager en Notebog frem.)
Hvor meget fik Du Lørdag den 22. ds.?
FERNANDA PETERSEN Det ved jeg ikke.
DEN MERKANTIL HERRE Saa ved jeg det, for her staar det opført mellem en skindforet Rejsevest og seks Par Sokker.
Og hvad fik Du Tirsdag den 18. ds? Hvad min Kænguru, mit lille Pungdyr?
FERNANDA PETERSEN Saa femten — blot femten Krus!
DEN MERKANTIL HERRE (knipser i Luften)
Paa din Konto nichts mer! Ser Du, de faste Byer har deres Konti. Din er gjort op.
FERNANDA PETERSEN Jeg har ikke en Øre.
Jeg kan nu engang ikke holde paa Penge. Hvad skal man saa gøre!
DEN MERKANTIL HERRE Man skal lade være at give Dig dem. Simplement, Mamsel!
FERNANDA PETERSEN (indsmigrende)
Aa hvad Mollerup, Du er saa forfærdelig sød — og køn — med det Jakkesæt, det ved Gud Du er! Derfor maa Du ogsaa give mig femten Kroner.
DEN MERKANTIL HERRE (lidt smigret)
Fortræffeligt Ræsonnement! Til Blonder og Stads —
FERNANDA PETERSEN Nej, jeg forsikrer —
(De gaar videre.)
ENKEFRUEN Jo, jeg har faaet nye Fløjls Møbler paa Afbetalning. Voldsom elegante med Dupfrynser. Og naar nu blot Vorherre vil lægge sin Velsignelse til, saa kan de snart blive betalte.
OPVADSKEMADAMMEN Det gør han nok.
ENKEFRUEN Der erjo saa meget, som ødelægger nuomstunder. Disse mange Hjem og Anstalter!
OPVADSKEMADAMMEN Saadan er jo Folk! Den Ene tænker aldrig paa, hvad der skader den Anden. Det var den Kognak!
(Paa Vejen fra Buffetten gaar hun bagom Fernanda og lytter, mens Enkefruen drikker Kaffe.)
FERNANDA PETERSEN (standser)
Jo, det ved Gud, Mollerup, det er til noget meget vigtigt. Jeg har laant ti Kr. af den ækle sledske Madam Bisserup, og jeg tror, hun kommer Skedevand i min Kaffe, hvis ikke jeg betaler dem tilbage.
DEN MERKANTIL HERRE Saa hold dig forsigtig til en Bajer, min Snut.
FERNANDA PETERSEN (bønlig)
Aa jo, aa jo, søde Mollemand —
DEN MERKANTIL HERRE Naa ja ja — lad gaa —
(giver hende en Seddel med en flot Bevægelse.)
Der har Du ti Kr.
FERNANDA PETERSEN (putter dem til sig)
Aa, tusind Tak — Du er sød —
DEN MERKANTIL HERRE Men jeg noterer dem Pinedød.
FERNANDA PETERSEN Værsaagod.
DEN MERKANTIL HERRE (skriver)
En Togplan 25 øre — Fernanda 10 Kr. Saadan er jeg, altfor gentil.
(De gaar videre.)
OPVADSKEMADAMMEN Værsaagod — Kognaken !
ENKEFRUEN (skænker)
Hende Fernanda, hun er her endnu, ser jeg.
OPVADSKEMADAMMEN Ja, endnu er hun jo i Salveten.
ENKEFRUEN Tror De, at det varer?
OPVADSKEMADAMMEN Naa —! En Melding, saa er hun den.
ENKEFRUEN Jeg siger alletider, hvad kan det saa hjælpe at stritte imod. Saadan en ung Dame som hun har det jo meget mere sikkert og behageligt under rolige Forhold —
OPVADSKEMADAMMEN Ork ja, det ved Gud!
ENKEFRUEN Hun har nu ligegodt noget ved sig, som de synes om.
OPVADSKEMADAMMEN Ja, er det nu ikke ubegriveligt.
(Den merkantile Herre nikker til Fernanda, hilser paa Enkefruen og gaar ud til venstre.)
ENKEFRUEN Det var da et nydeligt Menneske! Ja ja, Madam Bisserup, De har altid saadan en pæn Interesse for mine Sager, og jeg skal ogsaa være parat til Gentjeneste. Nu vil jeg gaa lidt op til Adelgunde, men jeg ser nok ned til Dem igen.
OPVADSKEMADAMMEN Mange Tak!
ENKEFRUEN (venlig)
Her er saa hyggeligt!
(Hun gaar op paa Baggrundsforhøjningen og ud til højre.
Fernanda er gaaet hen til Buffetten.)
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Naa omsider! Skær saa lidt Steg. Madam Bisserup, gaa ud efter Tallerkener og Knive, hvad!
OPVADSKEMADAMMEN Jo, saa gærne!
(Hun gaar ud til højre. Den unge Pige farer hen til Fernanda og drager hende lidt til Side.)
DEN UNGE PIGE Fernanda, tag Dig i Agt for Moder.
FERNANDA PETERSEN Aa hvad — hvorfor?
DEN UNGE PIGE Jeg hørte hende staa og tale om Dig med den ækle Fru Reiersem
FERNANDA PETERSEN Naa — hvad saa?
DEN UNGE PIGE Saa — ja — saa blev jeg saa underlig beklemt. Jeg ved ikke selv hvorfor.
FERNANDA PETERSEN Aa, Du er en lille opskræmt Hareunge, er Du, angst for alting. Vær ikke bange, jeg skal nok stoppe Munden paa hende.
(Kysser hende)
Tuttemor! Aa, havde jeg bare altid haft Dig saa —
(Sukker)
Ak jal Men Du skal værsaagod se at faa lidt mere Sul paa Dig, hvad !
DEN UNGE PIGE Mine Arme ere blevne tykkere i den sidste Tid, jo de er — og længere! Jeg er vokset helt fra min Jaket — jeg kan slet ikke faa den paa.
FERNANDA PETERSEN Det var da slemt.
DEN UNGE PIGE Men Moder vil slet ikke vide af det. Hun siger, jeg faar ingen anden.
FERNANDA PETERSEN Hvad skal vi gøre ved det?
DEN UNGE PIGE Og det allerkedeligste er, at jeg kunde købe et storartet langt Overstykke af Camilla Lorentzen, hende med Papirsposerne – næsten nyt – olivengrønt med Bærekrave – saa nydeligt – for ti Kr. Og saa kunde jeg faa det syt om for de tre Kr. jeg kunde faa for Jaketten. Naar man dog blot havde ti Kr.
FERNANDA PETERSEN (vaklende)
Maaske senere. Det haster vel ikke saa stærkt.
DEN UNGE PIGE Jo, det er akkurat det, det gør. For hvis jeg ikke kan skaffe Pengene til i Morgen tidlig, saa sælger hun det til Petra Hansen.
FERNANDA PETERSEN Gør hun? Ja ja, Fanny!
(giver hende Tikronesedlen efter en lille Kamp)
Jeg vil give Dig de ti Kr. til Overstykket, siden det er Dig. Se der!
DEN UNGE PIGE (næsten maalløs af Glæde)
Aa, det var da forfærdelig pænt af Dig, Fernanda, tusinde Tak — Tak!
FERNANDA PETERSEN Saa skidt med det andet. Det gaar nok.
(Kærligt)
Kan Du da lide mig?
DEN UNGE PIGE Ja, det kan jeg da rigtignok, Du, der alletider er saa god imod mig.
FERNANDA PETERSEN Det skal Du ogsaa blive ved med. Jeg skal sige Dig, jeg er saa gal efter, at Folk kan lide mig.
DEN UNGE PIGE Det kan de da allesammen, naar Du er saa god af Hjerte.
FERNANDA PETERSEN Naa! Det er da Synd at sige, at jeg mærker det.
DEN UNGE PIGE Men Du maa ikke sige til Moder, at Du har givet mig Pengene. Ikke før bagefter. Ellers tager hun dem straks fra mig. Hører Du?
FERNANDA PETERSEN Jeg skal ikke mæle et Muk. Stol Du paa det.
DEN UNGE PIGE Tak, Du er sød. Der er hun.
(Hun fjerner sig hurtig som en Pil, idet Opvadskemadamen kommer ind fra højre med en Stabel Tallerkener.)
OPVADSKEMADAMMEN Værsaagod, der er Tallerkenerne.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Er der ingen Knive?
OPVADSKEMADAMMEN Fanny, løb ud efter Knive.
DEN UNGE PIGE Ja – ja
(Hun gaar ud til højre)
OPVADSKEMADAMMEN Skal De ikke hen og skære, lille Petersen?
FERNANDA PETERSEN Jo, jeg skal.
OPVADSKEMADAMMEN Maa jeg blot snakke et Ord med Dem først.
FERNANDA PETERSEN Jo –
OPVADSKEMADAMMEN Det træffer sig lige saa uheldigt, at Enkefru Nielsen, som jeg har køft en Dyne af for femten Kroner, hun er derude og beder om sine Penge.
FERNANDA PETERSEN Saa — !
OPVADSKEMADAMMEN (sukkersød, men bestemt)
Jo, hun er saamænd. Og derfor vil jeg gærne bede Dem, hvis at ikke det generer Dem, om De vil give mig de ti Kroner, som De skylder mig. Saa kan jeg lige betale hende.
FERNANDA PETERSEN I Aften kan jeg ikke.
OPVADSKEMADAMMEN Ikke det – saa — !
FERNANDA PETERSEN Jeg har jo sagt Dem, Madam Bisserup, at De skal faa dem til den første.
OPVADSKEMADAMMEN Hvorfor ikke nu, lille Petersen?
FERNANDA PETERSEN Af den gode Grund, at jeg ikke har dem.
OPVADSKEMADAMMEN (pludselig arrig)
Det er Løgn i Deres Hals.
FERNANDA PETERSEN Nej, det saagu det ikke er, Hvor tør De sige, at det er Løgn?
OPVADSKEMADAMMEN Fordi jeg i dette selvsamme Øjeblik saa Deres Handelsrejsende give Dem en Ti-Ka’l. Har De maaske spist den?
FERNANDA PETERSEN Nej.
OPVADSKEMADAMMEN Hvor er den da henne?
FERNANDA PETERSEN (kæmper et øjeblik)
Det kommer ikke Dem ved.
OPVADSKEMADAMMEN (hvæsende)
Naa, saa det gør det ikke, din forbandede Tøs, naar at Du skylder mig Penge og vil snyde mig.
FERNANDA PETERSEN (hidsig)
Nu kan det være nok. Vil De se til, at De kan skruppe af og lade mig i Fred.
OPVADSKEMADAMMEN (atter venlig)
Akkurat, det vil jeg saa gærne. Nu gaar jeg, lille Petersen! Jeg gaar ind i Salen for at tale med et Par Herrer, som jeg ved er der inde, to af Deres Bekendtere, som saa nok kommer pænt her ind for at hilse paa Dem.
FERNANDA PETERSEN (med et sæt)
Madam Bisserup, vil De melde mig? Nej, det vil De ikke.
OPVADSKEMADAMMEN Jo, jeg vil saamænd. Af lutter Omsorg for Dem, lille Petersen. Deres Helsen trænger nok til at plejes.
FERNANDA PETERSEN Det er ikke sandt — det er ikke sandt er kuns den daarlige Kost.
OPVADSKEMADAMMEN Naa saadan!
FERNANDA PETERSEN (med forfærdede øjne)
Aa nej, De maa ikke, hører De! Lille rare Madam Bisserup, jeg fortryder, hvad jeg sagde, De skal faa Deres Penge i Morgen — i Aften — De skal faa dem straks. De maa ikke — jeg tør ikke —
OPVADSKEMADAMMEN Selv om jeg fik dem, saa er det Bal forbi. . Nu skal Rigtigheden og Retfærdigheden ske Fyldest, saadan som det er et Menneskes Skyldighed at handle.
(Arrig og halvsagte)
Tøjte!
(Den unge Pige er under den sidste Replik kommen ind fra højre. Hun kaster i sin Forfærdelse Knivene paa Gulvet og farer hen til Moderen.)
DEN UNGE PIGE (tager fat i hende)
Moder, hvad er det, Du vil! Du maa ikke, hører Du!
OPVADSKEMADAMMEN Slip mig, Pigebarn, hvad kommer det Dig ved! Gaa Du hen til dine Bajerglas.
(Venligt til Fernanda)
Farvel saa længe, lille Petersen, vi ses om lidt!
(Hun gaar ud til venstre. Fernanda synker om paa en Stol med en Lyd som et saaret Dyr og stirrer frem for sig, følesløs for den unge Piges Kærtegn og trøstende Smaarepliker. Hemming Hansen betragter Fernanda med deltagende Hovedrysten.)
SMØRREBRØDSJOMFRUEN (skarpt)
Fanny, kom og tør af!
DEN UNGE PIGE (gaar modstræbende)
Jo — jo -— jeg kommer!
(Fernanda rejser sig, gaar ligesom i Søvne hen og skænker et Glas Kognak og tømmer det i eet Drag til Smørrebrødsjomfruens synlige Forargelse. Hun sætter Glasset fra sig, staar et Øjeblik i Tanker, stryger sig over Panden; tager saa sit Forklæde af og lægger det sammen. Hun gaar derpaa hen og tager sit Overtøj der hænger paa et Søm, lægger det tilrette og sætter sig ned med et Udtryk, som om hun er færdig med alt og kun venter.)
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Frøken Petersen, kommer De ikke og hjælper til ?
FERNANDA PETERSEN (rolig, ryster paa Hovedet)
Nej, jeg kommer ikke mere.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN (slaar med Nakken)
Det er dog noget af det stiveste!
HEMMING HANSEN (gaar hen til Fernanda)
Undskyld Frøken, at jeg forstyrrer Dem.
FERNANDA PETERSEN Aa, alt forladt! Jeg sidder blot og venter!
HEMMING HANSEN Jeg vilde blot bede om at maatte tegne Dem.
FERNANDA PETERSEN Mig? Ja, for mig gærne, hvis det kan more Dem!
HEMMING HANSEN Og maaske den anden lille Frøken —?
FERNANDA PETERSEN Fanny, kom herhen, den Herre vil tegne Dig.
DEN UNGE PIGE (fornøjet)
Mig ogsaa! Aa, jeg vil gærne.
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Paa ingen Maade!
HEMMING HANSEN (gaar hen og giver hende et Pengestykke)
Aa hvad — Frøken —?
SMØRREBRØDSJOMFRUEN Naa ja et Øjeblik kan det nok gaa.
DEN UNGE PIGE Hvordan skal vi sidde?
HEMMING HANSEN Her henne — saadan Tak!
(Sætter sig selv i nogen Afstand)
Lidt tættere — saadan!
(begynder at tegne.)
DEN UNGE PIGE Hvortil skal det være?
HEMMING HANSEN Maaske til et Billede.
DEN UNGE PIGE For jeg vilde rigtignok umaadelig gærne have Tegningen, hvis den kommer til at ligne.
FERNANDA PETERSEN Jeg vil ogsaa gærne.
HEMMING HANSEN Vi faar at se.
FERNANDA PETERSEN For det vilde være saadan en pæn Erindring om Dig, Du Lille.
DEN UNGE PIGE Erindring — vi ses jo hver Dag.
FERNANDA PETERSEN Nej, Fanny, ikke mere.
DEN UNGE PIGE (urolig)
Hvorfor — ?
FERNANDA PETERSEN Der hvor jeg skal være, der vil jeg ikke have, at Du maa komme.
HEMMING HANSEN (for sig selv)
Stakkels Pige! Et af Samfundets Ofre!
FERNANDA PETERSEN Det kan gaa Dig galt endda!
DEN UNGE PIGE Aa nej, aa nej, Du skal se, hun mente det ikke — hun gør det ikke.
FERNANDA PETERSEN (rolig)
Jo, Fanny, hun gør det. Jeg føler med mig selv, at nu er min Time kommen.
HEMMING HANSEN (lukker sin Skitsebog)
Nej — Jeg kan ikke tegne nu.
FERNANDA PETERSEN Som De vil.
HEMMING HANSEN Vi har kendt hinanden, vi To.
FERNANDA PETERSEN Ja, det har vi — længe. Og hver Gang jeg har set Dem — har det været saa underligt — saa er jeg kommen til at tænke paa En som — paa noget Godt og Kønt, der var nær ved mig — nej langt borte.
(Tager sig til Panden)
Ogsaa nu — jeg ved ikke hvorfor.
HEMMING HANSEN Kan jeg slet ikke hjælpe Dem?
FERNANDA PETERSEN (ryster paa Hovedet)
Nej, mig kan Ingen hjælpe mere.
HEMMING HANSEN Vil De række mig Deres Haand?
FERNANDA PETERSEN (trykker hans Haand)
Tak og Farvel!
(Hemming Hansen gaar ud til venstre. Fernanda ser efter ham).
DEN UNGE PIGE Aa — Jeg er saa angst — saa angst!
FERNANDA PETERSEN (kærlig)
Saa — saa, Du lille Kære —
DEN UNGE PIGE Hvis det nu kunde undgaas —
FERNANDA PETERSEN Ja, hvis det var muligt, at det kunde gaa mig forbi, men det kan det ikke. Og det er vel min egen Skyld, at det blev, som det blev.
DEN UNGE PIGE Kan Du ikke løbe — løb rend skynd Dig!
FERNANDA PETERSEN (stille)
Til hvad Nytte! Jeg løber dog ikke fra min Skæbne.
DEN UNGE PIGE Aa nej, aa Gud aa Gud —
FERNANDA PETERSEN Men der er nu alligevel noget underligt ved det, for selv en Morder og en Tyv, for ham er der dog noget bestemt, der skal overholdes, tror Jeg — ja, Regler, men for saadan en Pige som mig, kuns en Slags Forgodtbefindende. Og hvem kan saa rejse sig efter det! Jeg kan ikke.
DEN UNGE PIGE Og Du, der har været saa god
FERNANDA PETERSEN Men det maa vel være rigtigt, siden det er indrettet saadan.
(Farer op med et sæt)
Nej, det var ikke dem endnu.
DEN UNGE PIGE Aa — hvis de nu kommer —
FERNANDA PETERSEN Og det er saa svært at vide, hvad der er rigtigt og hvad der er galt, naar man lever i saa meget. Derfor er jeg saa bange for Dig, Fanny,
DEN UNGE PIGE Tænk ikke paa mig — ikke nu — ikke nu!
FERNANDA PETERSEN Det gør jeg netop. Det gør jeg. Og lad mig sige Dig paa denne sidste Aften, at det i Grunden er Synd for mig, at det er gaaet mig, som det er, for jeg har aldrig gjort noget Menneske Fortræd med min gode Vilje.
DEN UNGE PIGE Aa nej, det ved jeg, nej!
FERNANDA PETERSEN Og naar jeg nu herefterdags skal være et Udskud, som Alle har Lov at tale til med de værste og styggeste Ord, saa vil jeg have, Du skal vide, at det er kommet saa underlig af sig selv. Ligesom Alle havde villet det.
DEN UNGE PIGE Du har vel sagtens været svag —
FERNANDA PETERSEN Ja, jeg har været doven og svag af Vilje, det er det hele. Aa, det gaar saa let, Fanny, at gaa tilbunds. Lov mig, at Du vil tage Dig i Vare, for saa forfærdelig forladt, som jeg er i denne Time, det maa Du aldrig blive, hører Du!
DEN UNGE PIGE Aa nej — aa nej —
(Farer sammen)
Er de der — nej —
FERNANDA PETERSEN Lad mig se paa Digt! Aa, de smaa missende øjne, der allerede har set saa meget stygt.
(Ser kærligt paa hende)
Da jeg var i din Alder, da var der engang et ungt Menneske, der saa mig saadan ind i Øjnene og varede mig ad. Det er underligt, hvorfor jeg husker det saa tydeligt netop i Aften — nu!
DEN UNGE PIGE Hvorfor — hvordan — ?
FERNANDA PETERSEN Gudved, hvad der er blevet af ham. Han forærede mig et lille Spejl og sagde, at jeg skulde se mig flittigt i det og passe paa mig selv, fordi at saadan som man ser ud, saadan er man, sagde han.
DEN UNGE PIGE Aa hvad ved man selv —
FERNANDA PETERSEN Mig hjalp det jo ikke. Men nu er det, jeg siger det samme til Dig, Du Lille, som jeg holder saa meget af saa meget. Og jeg siger det til Dig paa denne Aften, som ogsaa Du vil huske, fordi det er den værste af alle for mig. Fanny, tag Dig i Agt.
DEN UNGE PIGE (roligere)
Jeg skal ikke glemme det. Jeg skal ikke.
FERNANDA PETERSEN (tager hende om Hovedet)
Du lover mig det?
DEN UNGE PIGE Jeg lover det.
FERNANDA PETERSEN (kysser hende)
Tak, det var Ret. Og tag Dig det ikke saa nær Barn. Saadan vil de jo have, at det skal være!
(Man har under de sidste Repliker hørt den samme Gadevise fra Tribunen, som Fernanda sang. Opvadskemadamen kommer ind fra venstre og vinker ud ad Døren til Nogen, man ikke ser. Enkefruen og et Par nysgerrige Sangerinder kommer til.)
DEN UNGE PIGE (springer op)
Aa Gud — det er dem!
(Fernanda rejser sig for at gaa dem i Møde, men løber i pludselig Angst nogle Skridt tilbage som for at flygte og synker sammen med et svagt Skrig.)
TÆPPE Tæppet falder mens Musiken stadig høres.
■ GADENS BØRN INTRO ■ 1. HERRERNE ■ 2. FRUERNE ■ 3. BORGERINDERNE ■ 4. OFRENE ■ ANMELDELSER ■

Ifald den Skuespillerinde, som udfører Fernanda Petersens Rolle, maatte foretrække ikke at synge Gadeviserne i andet og tredje Optrin, kan Replikerne ændres saaledes:

Andet Optrin.
FLERE
Aa jo —
SKUESPILLERINDEN
Naa, lad gaa, siden De ønsker det. Fru Birnbaum, vil De være saa venlig at akkompagnere.
BALLETDANSERINDEN
Gærne.
(Mens Damernes Miner stadig bliver strammere, synger Skuespillerinden med Humør og Skelmeri.)
*

ETATSRAADINDEN
Det er et rædsomt Slid med Tableauer.
LÆRERINDEN
synes jeg min Sandten, De skulde spare det, mine Damer, og gøre noget for de uden det omtalte Slid.
(Ser sig om)
Hvor er Fernanda!
FERNANDA
(kommer fra Baggrunden)
Her!
LÆRERINDEN
Værsaagod, her har De En at begynde med – til Deling – o. s. v.

Tredje Optrin.
FERNANDA
Ja, jeg kan den nok — jeg kan næsten alle Sange. Men jeg kan ikke synge i Øjeblikket, for det lader næstendels til, at min Stemme er bleven til Mavekatarrh.
MALERSVENDEN
Frøkenen skulde prøve, det gaar nok.
FØRSTE VASKEDAME
Jeg kan den vist ogsaa.
(Tager nogle Toner, straks kommer nogle Malersvende ud.)
FERNANDA
(lidt mut)
Ja, saa syng De den.
(Hun ordner det følgende noget Tøj i sin Kuffert.)
MALERSVÉNDEN
Spil saa, Lirekasse&).
FØRSTE VADSKEDAME
(synger)
Halløj, der skinner den klare Sol o. s. v.

*) Om ønskes, kan Lirekassen erstattes af et Par andre Instrumenters der bruges som Gademusik, f. Eks. Fløjte og Violin.
Ved Opførelsen paa Folketeatret er Visen »Halløj, der skinner den klare Sole bleven sunget i andet Optrin og »Anna Therese« -i tredje Optrin.