Gadens Børn – 2. tableau

Afsnit

2. OPTRIN: FRUERNE

Et hyggeligt Lokale i en kvindelig Forening. I Baggrunden Udgang til en Forstue gennem hvilken man af og til ser Damer passere. Paa Siderne Døre. Midt i Stuen et Bord med Tidsskrifter og Aviser omgiven af Lænestole. Væggene dækkes af Boghylder og Dameportræter. Til venstre et Klaver, til højre en Pult, ved hvilken Kontoristinden fører Bøger. Et Par korrekte, i sort og hvidt klædte Opvartersker gaar af og til gennem Stuen med Thetøj.
Nogle besøgende Damer, de fleste i elegante Visitdragter, er ved at ankomme. Generalinden, Foreningens Præces, tager imod dem, assisteret af Bestyrelsesdamerne Konsulinden og Etatsraadinden. Kontoristinden hjælper Damerne til Rette og sætter sig bag sin Pult.

3 AAR EFTER 1. OPTRIN.

PERSONERNE:

FERNANDA PETERSEN HEMMING HANSEN
EN GENERALINDE EN KONSULINDE
EN KAMMERHERREINDE EN ETATSRAADINDE
EN HOFBAGERINDE EN LÆRERINDE
EN SKUESPILLERINDE EN KONTORISTINDE
EN UNG PIGE OPVARTERSKER
■ GADENS BØRN INTRO ■ 1. HERRERNE ■ 2. FRUERNE ■ 3. BORGERINDERNE ■ 4. OFRENE ■ ANMELDELSER ■
2. TABLEAU
GENERALINDEN (forekommende)
Goddag, kære Kammerherreinde, Goddag Fru Birnbaum
KONSULINDEN (overstrømmende)
Der har vi jo Fru Olavia! Ja, De kender jo alle vor Bys Kælebarn, Skuespillerinden Olavia Olsen.
SKUESPILLERINDEN (ser i Stanglorgnet og hilser huldsaligt)
Mine Damer — særdeles kært —
(Man sætter sig under Samtale).
GENERALINDEN (ringer)
Ja, mine Damer, jeg vil altsaa tillade mig at lægge lidt Beslag paa Deres Opmærksomhed. Det er for at drøfte en ret storstilet Plan. De ved vist alle, at fraset det selskabelige Element, har vor Institution det alvorlige Formaal at være til Støtte for vor Bys unge Piger og beskytte dem i den Alder, hvor Fristelserne er saa mange.
ETATSRAADINDEN (med lidt sprukken Stemme)
Ja, hvor Fristelserne er mange Kønne!
GENERALINDEN Vi har hidtil virket i det Smaa, men det forslaar ikke mere.
ETATSRAADINDEN Nej, ikke med det Smaa.
GENERALINDEN Demoralisationen er jo i stadig Stigen i vor By, og der maa værnes om den opvoksende Ungdom. Vi har derfor fattet den Plan at oprette et stort anlagt Hjem til forsømte unge Pigers Frelse.
ETATSRAADINDEN Forsømte Piger med Rengøring og Kogning.
Ah!
(Almindelig Talen, hvori der skelnes Ord som »Strømpestopning« – »Kagebagning« – »Skræddersyning«. Skuespillerinden iagttager ivrigt gennem sin Lorgnet).
GENERALINDEN (ringer og smiler indtagende)
Men Hovedsagen er selvfølgelig mine Damer, at vi ikke har Pengene.
(Tavshed. En enkelt Rømning).
GENERALINDEN Det er i den Anledning, at vi har henvendt os til denne fremragende Damekreds om at komme os til Hjælp.
(Isnende Tavshed. Alle stirrer ud i Luften).
GENERALINDEN Vi har nemlig tænkt os at rejse en Del af Kapitalen ved at arrangere en Velgørenhedsfest i stor Stil.
ETATSRAADINDEN I stor Stil med Tingeltangel og Tableauer.
(Almindelig Lettelse. Bifaldsytringer).
GENERALINDEN Altsaa — Damerne er saa elskværdige at tage Sæde i Festkomiteen?
FLERE Tableauer — Tombola — Restaurant —
GENERALINDEN De forskellige Hverv —
KONSULINDEN Hør, skal vi ikke drikke Chokolade for Hvervene?
GENERALINDEN Som Damerne vil!
BESTYRELSESDAMERNE Værsaagod — her inde —
(De gaar alle med Undtagelse af Kontoristinden og Hofbagerinden ud til venstre).
HOFBAGERINDEN (til Kontoristinden)
Kan De give mig Naal og Traad, Frøken, min Handske er løben op.
KONTORISTINDEN — vær saa god her inde –
HOFBAGERINDEN Tak, jeg kan selv — tak!
(Fernanda Petersen kommer ind fra Baggrunden. Hun er fuldvoksen og er klædt tarveligt, men ikke uden Skønhedssans).
FERNANDA PETERSEN (gaar hen til Pulten)
Goddag Frøken!
KONTORISTINDEN (mønstrende)
Goddag, De ønsker — ?
FERNANDA PETERSEN Jeg vilde gerne tale med den Dame, der har at gøre med denne Forening.
KONTORISTINDEN De mener Generalinden. Hun er ikke at faa i Tale nu. Her er Møde.
FERNANDA PETERSEN Naa, saa maa jeg jo vente.
KONTORISTINDEN Kan jeg ikke tage imod Besked?
FERNANDA PETERSEN Det var om en Plads ved Opvartningen.
KONTORISTINDEN Naa! — En anden Dame er saa godt som antaget, men Frøkenen kar jo give mig Deres Anbefalinger.
FERNANDA PETERSEN Jeg havde ellers et Brev med fra Folketingsmand I. P. Bruun. Han sagde, jeg skulde give
det til den Dame selv og tale med hende.
KONTORISTINDEN Saa er det maaske dog bedst, De venter. Værsaagod, tag Plads.
FERNANDA PETERSEN Tak, maa jeg tage min Hat lidt af?
KONTORISTINDEN Værsaagod.
(Fernanda gaar hen for at sætte sig, men standser ved at genkende Hofbagerinden).
FERNANDA PETERSEN Undskyld, er det ikke Frøken Malvina? Ja nu er Frøkenen jo gift med Bager Mikkelsen.
HOFBAGERINDEN Hofbager Mikkelsen.
FERNANDA PETERSEN Aa — Undskyld!
HOFBAGERINDEN Det er jo den smaa Camilla, Børstepigen.
FERNANDA PETERSEN Fernanda hed jeg, og det hedder jeg da endnu.
HOFBAGERINDEN Naa — ja undskyld – De var der jo saa kort.
FERNANDA PETERSEN Ja, fordi Frøken Malvina gik hen og sladrede paa mig, saa jeg kom væk fra min Plads. Herregud, jeg var jo kuns et Barn, og hvad var det saa!
(Ler lidt)
Men man kan jo ikke blive ved med at gaa og være gal i Hovedet, og det paa en Hofbagerinde!
HOFBAGERINDEN (rømmer sig og ser stram ud).
FERNANDA PETERSEN Jeg tog mig den Frihed at tiltale Fruen, jeg vilde have været oppe hos Dem.
HOFBAGERINDEN (afvisende)
Hos mig — !
FERNANDA PETERSEN (fornøjet)
Ja — med noget!
(Leder i en slidt Pung)
Se, saagod !
HOFBAGERINDEN (henrykt)
Nej dog — min ægyptiske Lykkeskilling? Hvor har De faaet den fra?
FERNANDA PETERSEN Jo, var det nu ikke morsomt! Jeg fandt den hos en Marskandiser, hvor jeg var inde og sælge min Brystnaal, og kendte den straks. Og saa købte jeg den, fordi det er saa rart at gøre en Fornøjelse. Og her er den!
HOFBAGERINDEN Det var overordentligt pænt af Dem.
(vil give hende et Pengestykke)
Maa jeg ikke —
FERNANDA PETERSEN Nej mange Tak, det var kuns nogle øre. Jeg vil ikke have Penge, Ikke for den. Saa gik vist Lykken af den.
HOFBAGERINDEN Saa maa jeg da sige Dem Tak for Deres Opmærksomhed.
FERNANDA PETERSEN Jo Tak! Rigtig skidt.
HOFBAGERINDEN (emsig for at komme bort)
Det gør mig ondt at høre.
FERNANDA PETERSEN Jeg vil nemlig saa forfærdelig gærne lære at synge, men jeg har ikke Raad.
HOFBAGERINDEN Ah — maa jeg saa ønske Dem det bedste Held.
(Vender sig)
Frøken, kan jeg faa lidt Sodavand ?
KONTORISTINDEN Ja, Frue, i Spisesalen.
(Hofbagerinden gaar med en Hilsen ud til højre, idet Lærerinden kommer ind fra Baggrunden. Energisk Væsen. Klædedragt egnet til al Slags Vejr. Lille strammet Haarknude i Nakken).
LÆRERINDEN (ser sig om)
Goddag! Er her ikke Møde, jeg kunde ikke komme før fra Skolen.
KONTORISTINDEN Det er blot en lille Sammenkomst. Damerne er derinde at drikke Chokolade.
LÆRERINDEN Naa Chokolademødel Tak, saa bliver jeg her saa længe.
(Venlig)
Men det er jo Fernanda Petersen — Goddag.
FERNANDA PETERSEN Goddag, Frøken Møffelmann.
LÆRERINDEN Sæt Dem ned. Hvad skal De her – ogsaa drikke Chokolade?
FERNANDA PETERSEN Nej, jeg søger Plads.
LÆRERINDEN Er De da ked af at naadle?
FERNANDA PETERSEN Doktoren siger, at jeg ikke kan taale det.
LÆRERINDEN Jeg synes, at det siger Doktoren om alt det, De begynder paa. Skulde det ikke ligge i, at De mangler Vilje, lille Ven.
FERNANDA PETERSEN Det ligger maaske ogsaa i, at jeg kuns har Lyst til at lære at synge.
LÆRERINDEN Synge — Gud fri os — det var da det allerværste.
FERNANDA PETERSEN Ikke for mig, tror jeg.
LÆRERINDEN Passiar, De maa se at tage Dem sammen — ja, tag Deres Stolthed fangen. De havde som Skoleelev noget medfødt fint i Deres Natur, og jeg lovede mig selv at bevare Dem i min Interesse, men er der noget, der er egnet til at fortabe den, saa er det Sløjhed.
FERNANDA PETERSEN Ja, Frøkenen er jo selv saa dygtig.
LÆRERINDEN Hvorfor er De nu ikke kommen til vore Foredragsaftener for unge Arbejdersker?
FERNANDA PETERSEN Jeg har ikke haft Tid.
LÆRERINDEN Kl. halvni om Aftenen. Passiar,
FERNANDA PETERSEN Og mit Tøj, det —
(Slaar om)
De er saa kedelige de Aftener.
LÆRERINDEN Kedeligel Forstaar De slet ikke, hvad Oplysning vil sige?
FERNANDA PETERSEN Ork jo, det er jo saa mageløst med den Slags, og Frøkenen er jo saa offervillig, men det er Frøkenen jo mod Alle — saadan mere for Sagens Skyld.
LÆRERINDEN Selvfølgelig! Sagen fremfor alt — de Mange og derigennem de Enkelte.
FERNANDA PETERSEN Det er jo saa kønt, men det er jo nu saadan, at man kuns tager Notits af det, der bliver sagt til En fra Hjertet af og til En selv alene, naar at det, man trænger til, er et godt Ord og en Haandsrækning
(Kæmper med Taarerne)
naar man ikke — kan —- begaa sig
LÆRERINDEN Hvad er det, lille Fernanda?
FERNANDA PETERSEN Det er — ja, til Frøken Møffelmann kan jeg jo nok sige det – jeg har en lille Dreng, og det er saa svært for mig.
LÆRERINDEN (ryster paa Hovedet)
Det sædvanlige! Og knap nitten Aar.
FERNANDA PETERSEN Han er fire Maaneder og noget af det yndigstel! Vil Frøkenen se ham —
(tager et Fotografi frem)
er han ikke dejlig — og næsten helt buttet, ikke?
LÆRERINDEN Har De ham hjemme?
FERNANDA PETERSEN Nej, han er i Pleje paa Nørrebro for tyve Kr. Men jeg ved jo ikke, hvor længe jeg kan holde ham der, fordi jeg har det saa daarligt. Og det er jo saa kedeligt at tænke paa.
LÆRERINDEN Men Faderen?
FERNANDA PETERSEN Ork — han stak jo af. Vi var jo nok ringforlovede, men man skulde jo have betænkt, at han var Sømand, for dem er der jo slet ingen Hold paa.
LÆRERINDEN De skulde vist i det hele taget have betænkt Dem lidt, hvad!
FERNANDA PETERSEN Tja — men det gør man jo ikke i Øjeblikket.
LÆRERINDEN Nej, desværre!
FERNANDA PETERSEN Det er let nok at sige, at man burde tænke sig om, men hvordan er det, det gaar! Man vokser op i det, der er det bare Juks, og man bliver knap voksen, før man kommer af den ene daarlige Plads i den anden, fordi man aldrig har lært Orden og Omsigt, der man var. Og knubbede Ord og haard Medfart er der jo nok af. Og saa er det, at der kommer et Menneske, som ser mildt paa En og spenderer lidt godt paa En, saadant noget som man aldrig før har kendt. Og saa — ja, saa er der jo noget inde i En, som tøer, for der er jo da Lykke til for Alle, der er unge, ikkesandt! Og i den Tid, saa tror man jo paa det alt sammen og ved ikke ud eller ind, før man staar der, helt ude af sig selv. Indtil man har den i sine Arme, saadan en lille Pusling, som man kunde elske over alt paa Jorden, naar man kunde have den hos sig.
LÆRERINDEN Ja, Livet er jo lidt strengt paa det Punkt. De lider vel ikke Nød, Fernanda! De ser lidt blegnæbbet ud?
FERNANDA PETERSEN (lidt tøvende)
Naa — jeg har faaet saa lidt at spise de sidste Dage.
LÆRERINDEN Vorherre bevares! Kom saa med herind og faa Dem et godt Maaltid Mad.
FERNANDA PETERSEN Tak, det var pænt af Frøkenen. Men jeg skal jo tale med den Dame — Generalinde er hun jo.
LÆRERINDEN Naa, Saa tal med Generalinden og Etatsraadinden og de andre -indere. Jeg bestiller Maden saa længe og siger – god Appetit.
(Hun nikker venligt og gaar ud til højre, idet Hemming Hansen kommer ind fra Baggrunden. Han er bedre klædt og har tilegnet sig Overklassemanerer).
HEMMING HANSEN Goddag!
KONTORISTINDEN (elskværdig)
Ih Goddag, Hr. Hemming Hansen! Kommer De her op til alle Damerne?
HEMMING HANSEN Ja, som den rette Kaldede. Men hvor er de?
KONTORISTINDEN Der inde. Ved en Forfriskning.
(Vil aabne Døren)
Værsaagod.
HEMMING HANSEN Maa jeg heller vente her – i Ly af Deres Elskværdighed.
KONTORISTINDEN Tak. Hvem skal De tale med?
HEMMING HANSEN Der skal nok laves en Fest, og jeg er af Professor Eilertsen bleven anbefalet til den kunstneriske Ordning.
KONTORISTINDEN Gud, saa bliver det da overordentlig smagfuldt.
HEMMING HANSEN Det er ikke sagt.
KONTORISTINDEN Jo, De er jo saa energisk og dygtig, siger Alle.
HEMMING HANSEN Tiden vil vise det.
OPVARTERSKER (i Døren til højre)
Frøken, Vadsken er kommen.
KONTORISTINDEN Tak Skæbne, saa skal jeg ud og tælle Rulletøj.
HEMMING HANSEN Hvilket Slag — for mig.
KONTORISTINDEN (nikker koket)
Jeg skal skynde mig.
(Hun gaar ud. Han sætter sig, tager en Avis lægger igen og ser paa Fernanda).
HEMMING HANSEN Vi venter nok, vi To!
FERNANDA PETERSEN Søger De ogsaa Plads?
HEMMING HANSEN Nej, jeg har faaet den. Jeg skal hænge gardiner op — ved en Fest.
FERNANDA PETERSEN Er De Tapetserer?
HEMMING HANSEN Nej, jeg er Kunstner.
FERNANDA PETERSEN Er De? Jeg traf engang En, der vilde være Kunstner, og som var det rareste, jeg —
(seer paa ham)
men er De ikke — var det ikke Dem
HEMMING HANSEN (venlig uforstaaende)
Hvordan –?
FERNANDA PETERSEN (kaster et Blik paa hans Dragt)
Aa — jeg —jeg beder — jeg tog nok fejl. Det kom af — De ved nok, der er Mennesker, man kuns har set et Øjeblik, og man dog saa tidt maa tænke paa — saadan
(Ser frem for sig)
i Ens gode Stunder.
HEMMING HANSEN Det er sandt.
FERNANDA PETERSEN (livligere)
Det maa være Sjov saadan at male Tingene livagtige.
HEMMING HANSEN Ikke bare Fornøjelse. Det er et slemt Slid at lære det.
FERNANDA PETERSEN Er det Slid at sidde og strege med en Pensel og en Blyant — naa!
HEMMING HANSEN Ja, De kan tro —
(ler)
naa, det tror Folk som De nu dog ikke. Nej, det kommer af sig selv.
FERNANDA PETERSEN Hvad maler De?
HEMMING HANSEN Huse og Træer og Mennesker. Men jeg tegner ogsaa. Jeg tegner for at leve og lever for at male. Indtil videre.
FERNANDA PETERSEN Hvad tegner De saa?
HEMMING HANSEN Alt muligt — Lysekroner og Samfundsspidser.
FERNANDA PETERSEN Hvad er det?
HEMMING HANSEN Det er grinagtige gamle skaldede Mænd i Aviserne.
FERNANDA PETERSEN Gid man kunde saadant noget. Jeg søger Plads her til Opvartning.
HEMMING HANSEN Ja saa!
FERNANDA PETERSEN Men jeg bryder mig ikke om det.
HEMMING HANSEN Hvorfor søger De den da?
FERNANDA PETERSEN Jo, jeg bryder mig nok om det, fordi jeg ikke har noget andet. Men det eneste jeg bryder mig om, det er at komme til at synge.
HEMMING HANSEN (smiler)
Synge ?
FERNANDA PETERSEN Ja, jeg synes det maatte være det dejligste at synge for mange, mange Mennesker og mærke, at de synes om det og bliver glade, f. Ex. ved Operaen. Og jeg er vis paa, at jeg kunde, naar blot Nogen vilde koste at lade mig lære det rigtig. Tror De, Nogen vil?
HEMMING HANSEN Lad os haabe det.
FERNANDA PETERSEN Jeg kan alle målige Sange ved det at jeg har Gehør. Men man maa jo lære alting.
HEMMING HANSEN Har Ingen taget sig af Dem?
FERNANDA PETERSEN Jo — saadan! Baade Frøken Møffelmann og Hr. I. P. Bruun.
HEMMING HANSEN Hvad har han gjort for Dem?
FERNANDA PETERSEN Han har talt pænt med mig og saa har han bekostet at lade mig lære paa den frie Aftenundervisning.
HEMMING HANSEN Naada !
FERNANDA PETERSEN Jo, der var jo Bøgerne, han købte. Og saa skrev han i Avisen om min Skæbne med mit Portræt og et Digt.
(Stolt)
Det er nu noget, ikke Alle har oplevet.
HEMMING HANSEN Har De ingen Slægt?
FERNANDA PETERSEN Jeg ved ikke. Jeg er uægte.
HEMMING HANSEN De skal se, det gaar nok tilsidst, naar De blot bestiller noget.
FERNANDA PETERSEN Tja — men der er ogsaa det andet.
HEMMING HANSEN Hvad da?
FERNANDA PETERSEN Om man faar Lov til at gaa i Fred for Mandfolk. Det er noget, jeg har saa ondt ved. Og det bliver man jo saa haardt bedømt for.
HEMMING HANSEN Ikke af mig.
FERNANDA PETERSEN (ser paa ham)
Nej, De ser ogsaa ud til at være af den Slags.
HEMMING HANSEN (smiler og trækker paa Skulderen)
FERNANDA PETERSEN Men det er jo det løjerlige, at det slet ikke er til Skade for Mandfolk, det! Den Slags Herrer kommer tidt allerbedst an, men Kvindfolk — ork ja! Naa, jeg sidder her og snakker om alting, fordi De ligner — naa ja — jeg holder nu ogsaa saa meget af at tale om min Skæbne, for jeg synes selv, den er saa sørgelig.
HEMMING HANSEN Hvor har De faaet fat i det pæne Ord – Skæbne ?
FERNANDA PETERSEN Det har jeg læst om. Og der er nu noget ved det Ord — Skæbne — ikkesandt — man ser saa meget.
HEMMING HANSEN Hør, De er i Grunden en sød lille En.
FERNANDA PETERSEN FERNANDA
(smiler lidt)
Synes De?
(Konsulinden kommer rask ind fra højre).
KONSULINDEN Frøken Nielsen, mere Flødeskum — hvor er hun. Ih Goddag unge Rafael, vi har ventet Dem.
HEMMING HANSEN HEMMING HANSEN
(lidt ilde berørt ved at se hende)
Goddag, Frue, er De her?
KONSULINDEN Jeg er jo i Bestyrelsen.
HEMMING HANSEN Det havde jeg glemt. Denne unge Dame –
FERNANDA PETERSEN Det var om en Plads og mine Anbefalinger —
KONSULINDEN Det maa De tale med Generalinden om. Sæt Dem ned der henne.
FERNANDA PETERSEN Mange Tak.
(Hun fjerner sig lidt og sætter sig paa Kanten af en Stol).
KONSULINDEN Naa, endelig faar jeg fat i Dem. Hvor er De bleven af saa længe?
HEMMING HANSEN Jeg har ikke haft Tid.
KONSULINDEN Snik Snak, Middagsmad skal De da have. Nej, De har ikke turdet vise Dem, Mosjø! Lad os heller tale ud af Posen med det samme, saa er det gjort. Naturligvis, det var kedeligt for Dem, at Franciskas Moder just var Stoppekone hos mig, saa jeg fik Geschichten at vide. Naa, Ungdom er Ungdom — jeg dømmer Dem saamænd ikke strengt.
HEMMING HANSEN (forbeholden)
Baade De, Frue, og Konsulen har jo gjort saa meget for mig —
KONSULINDEN Det er jo kun en Glæde at være til Støtte for en lovende ung Kunstner. Det vilde ogsaa være Synd, om De skulde have en Lænke om Benet.
HEMMING HANSEN (ser hurtigt paa hende)
Hvorledes —
KONSULINDEN Jeg har faaet den nyfødte lille Pige udmærket anbragt og Franciska — naa — et lille Pengeoffer — enfin, vi taler sammen om det, vi to alene, ikkesandt!
HEMMING HANSEN (med et Befrielsens suk)
Hvordan skal jeg takke Dem —
KONSULINDEN Blot ved at være lidt mere fornuftig.
(Truer ad ham)
Jo, De er en slem Strik, hvad Kvinder angaar.
HEMMING HANSEN (varmt)
Bebrejd mig det ikke, netop ikke De, Frue, der har ødslet alle Kvindernes bedste Egenskaber paa mig unge frændeløse Vagabond. De har givet mig lidt af Moderen — nej meget, og noget af Søsteren, der opdrager og driller. Og Veninden da – Verdensdamen med den fine Forstaaelse og et lille bitte fjerlet Fnug af —
(smiler og hvisker)
af Forelskelse, den beskyttende Sympati, som ganske besejrer os svage Mandfolk
(kysser hendes Haand)
Fru Theodora — Tak!
KONSULINDEN (med et ømt smil)
Smigrer, som De er! Men lige meget jeg kan jo lide Dem. Kom saa i Dag til Middag og betro mig alt.
HEMMING HANSEN Jeg kommer.
(Generalinden og Etatsraadinden kommer ind fra venstre)
KONSULINDEN Maa jeg forestille den unge Maler, Hr. Hemming Hansen.
GENERALINDEN (forekommende)
Ah, vor kunstneriske Hjælper, De er velkommen.
ETATSRAADINDEN Umaadelig velkommen. Hvad har De tænkt Dem ?
HEMMING HANSEN Undskyld, maa jeg blot først gøre Generalinden opmærksom paa, at denne unge Dame har ventet længere end jeg.
FERNANDA PETERSEN (kommer nærmere)
Jeg kommer med et Brev fra Hr. I. P. Bruun og jég vilde gerne tale med Fru Generalinden om den ledige Plads.
(Damerne ser mønstrende paa hende).
KONSULINDEN Kom, unge Kunstner, vi gaar her hen saa længe.
(De gaar samtalende hen i Baggrunden. Generalinden sætter sig og læser Brevet).
GENERALINDEN De søger Plads ved Betjeningen?
FERNANDA PETERSEN Ja, jeg vilde saa umaadelig gerne —
GENERALINDEN Har De før været ved finere Opvartning?
FERNANDA PETERSEN Jeg var forrige Sommer paa Landet fra en Plejeforening, og saa hjalp jeg til om Søndagen hos Skovløberen – saadan — hvor der stod paa et Træ -: »Her er Vejen til The paa Maskine.«
GENERALINDEN Her maa vi have øvede Folk, saa jeg tror næppe — —
FERNANDA PETERSEN Men jeg har godt Haandelag! Og jeg vil bede om at have Lov til at sige Fruen, hvorfor jeg saa gærne vil have Pladsen! Det er fordi det er mit højeste Ønske at lære at synge.
GENERALINDEN (forbavset)
Synge ?
FERNANDA PETERSEN Ja, jeg tror, at jeg kunde komme frem, hvis blot Nogen vilde bekoste det, og saa tænkte jeg, at her kommer jo saa mange rige Damer, saa hvis En engang kom til at høre min Stemme —
GENERALINDEN Det kommer Ingen til.
FERNANDA PETERSEN Men maaske Generalinden vilde —
GENERALINDEN (tørt)
Det vedkommer jo ikke dette.
FERNANDA PETERSEN (skuffet)
Nej — naa —
GENERALINDEN I hvad Forhold staar De til Hr. I. P. Bruun? Er De i Slægt med ham?
FERNANDA PETERSEN Næ — han har blot Interesse for min Skæbne.
GENERALINDEN Han skriver, at De har et Barn.
FERNANDA PETERSEN (med et sæt)
Gør han! Naa ja, det er ogsaa bedre at være ærlig fra først af. Saadan en yndig lille Dreng.
GENERALINDEN Men de Vilkaar, der bydes her, er vist ikke fyldestgørende, naar De har den Slags Byrder.
FERNANDA PETERSEN (bønlig)
Ja men jeg tænkte, at naar det nu er en Forening, som tager sig af unge Kvinder, saa kunde man bedre komme an her. For hvis jeg blev hjulpet nu, saa tror jeg, at det endnu kunde gaa.
Og jeg vilde saa gærne holde mig pæn ogsaa for min lille Drengs Skyld. Han har jo kuns mig.
GENERALINDEN Jeg skal tale med de andre Damer. Værsaagod at vente et Øjeblik ude i Forstuen.
FERNANDA PETERSEN Jeg siger saa mange Tak.
GENERALINDEN Ingen Aarsag.
FERNANDA PETERSEN Alt forladt. Jeg siger saa mange Tak.
(Hun gaar ud i Forstuen og sitter sig. Hofbagerinden kommer ind fra højre og tager sit Overstykke paa).
GENERALINDEN (vender sig)
Aa, mine Damer, kom lidt! Det var om den ledige Plads. Pigen ser jo godt ud, og Humlen er, at hun er varmt anbefalet af I. P. Bruun, formaaende Medlem af Finansudvalget — De indser — vort Ønske om Tilskud — enfin — Skulde vi prøve at dressere hende?
ETATSRAADINDEN Lad os dressere hende og kæmme hende glat.
HOFBAGERINDEN (nærmer sig)
Undskyld — er Talen ikke om at antage denne Person? Jeg raader Dem til dog at indhente lidt Oplysninger
GENERALINDEN Kender De hende?
HOFBAGERINDEN Ja, hun er godhjertet nok, men
(trækker paa Skulderen).
KONSULINDEN Tak — Moralen!
HOFBAGERINDEN Hun børstede for os, og hvad sker! En skøn Morgen overraskes hun med vor Logerende, en Rigsdagsmand i en øm téte-å-téte.
DAMERNE Av!
HOFBAGERINDEN Hun kom jo straks bort, men da var hun knap seksten Aar, saa De kan jo tænke Dem at – ja, ikkesandt — man kan jo dog ikke — vel?
DAMERNE Nej, man kan ikke —
GENERALINDEN Saa maa det andet ogsaa frem — hun har et Barn.
HOFBAGERINDEN Der ser De!
GENERALINDEN (smiler)
Og hun tænker kun paa at lære at synge.
DAMERNE (ler)
Synge — Kære — tak
KONSULINDEN Hemming Hansen — kom lidt!
HEMMING HANSEN (kommer derhen)
Damerne ønsker —
KONSULINDEN Lagde De Mærke til den Person? Jeg spørger nu Dem som Mand — hvad Indtryk fik De? Er hun tvivlsom eller ikke?
HEMMING HANSEN Hun er i hvert Fald vist farligt stillet.
HOFBAGERINDEN Tag hende ikke.
HEMMING HANSEN Saa skulde De netop tage hende.
DAMERNE Hvadbehager?
HEMMING HANSEN Tilgiv — det vedkommer jo ikke mig.
GENERALINDEN Jo, sig os Deres Mening.
HEMMING HANSEN Godt, min Mening er, at for Usædeligheden, maa man først Dyden tillivs.
DAMERNE Dyden ?
HEMMING HANSEN Ja, den megen paapasselige kvindelige Dyd, der i Form af Snerperi eller Sladder støder de farligt stillede fra sig, der netop trænger til en fremrakt Haand.
KONSULINDEN Vi skal altsaa foretrække de løsagtige?
HEMMING HANSEN Ingenlunde. Jeg siger blot, at de dydige Kvinder —
(bukker)
de skære og fornemme Liljer, de gør for stort et Nummer ud af Dyden. De trækker en tyk sort Streg og anbringer de ulastelige paa den ene Side og de vederstyggelige paa den anden. Dermed Basta. Og sandheden er dog, at en Mængde Kvinder, de søde og indtagende, de ægte feminine og derfor tidt de mest værdifulde, hele Ungdommen igennem vandrer paa selve Stregen eller lidt i Zigzag, snart paa den ene Side af den, og snart paa den anden.
HOFBAGERINDEN Mandfolkestandpunkt!
HEMMING HANSEN Netop! Prøv engang imellem mine Damer, ligesom Mandfolk overfor Mandfolk at sige om andre Kvinder: Pyt med Moralen og at tage lidt efter andre menneskelige Egenskaber — Dygtighed — Retskaffenhed — Energi —
HOFBAGERINDEN Man skal da vel foragte de Kvinder, der fører usædelig Vandel.
HEMMING HANSEN Hvad er Usædelighed og hvad ikke —?
DAMERNE Det ved man da nok, og vi maa bede —
GENERALINDEN Der har vi Damerne.
(De øvrige Damer kommer ind i livlig Samtale).
ETATSRAADINDEN (forestillende en ung Pige)
Hr. Hemming Hansen, min Datter Asta Reimers! Med samt sine sytten Aar sværmer hun allerede for Kunst og Kunstnere.
HEMMING HANSEN Saa haaber jeg Frøkenen vil være min Hjælper ved Festen.
UNG PIGE (glad forlegen)
Tak, det vil jeg umaadelig gærne.
SKUESPILLERINDEN (til Konsulinden)
Hvem er den unge Maler? Han er en af de farlige, det ser man straks.
KONSULINDEN Naar blot ikke det ødelægger hans Talent.
SKUESPILLERINDEN Aa pyt, Mandfolk forstaar at passe begge Dele. Vil De ikke forestille —
KONSULINDEN Hemming Hansen
(han vender sig)
maa jeg gøre Dem bekendt med vor Berømthed Fru Olavia Olsen.
HEMMING HANSEN (med et varmt Blik)
Endelig har jeg den Lykke, Frue!
SKUESPILLERINDEN (imødekommendc)
Ogsaa mig en Glæde —
GENERALINDEN (afbryder)
Fru Olavia, hvad har De tænkt paa til forestillingen ?
FLERE Ja fortæl —
SKUESPILLERINDEN (vender sig)
Jeg skal nok finde paa noget fikst.
KONSULINDEN Men nu De selv?
SKUESPILLERINDEN Jeg agter at synge Gadeviser.
GENERALINDEN Gadeviser
— er det ikke lidt vel folkeligt?
KAMMERHERREINDEN Jeg finder, at et mere seriøst Program var at foretrække.
SKUESPILLERINDEN Virkelig!
HEMMING HANSEN De skulde lade Damerne selv dømme, Frue. Syng en af dem, den om Anna Therese!
GENERALINDEN Her — nu?
FLERE Aa jo —
SKUESPILLERINDEN Beklager meget — jeg tør ikke anstrenge min Stemme før i Aften.
(Fernanda har ubemærket nærmet sig og staaet og stirret paa Skuespillerinden bag de Andre).
FERNANDA PETERSEN (tager pludselig Mod til sig)
Aa, — maa jeg! Jeg kan den – maa jeg!
KAMMERHERREINDEN Hvem er det?
GENERALINDEN (strengt)
Hvor kommer De herind? Jeg sagde jo, De skulde vente derude.
FERNANDA PETERSEN (flov)
Ja, om Forladelse. Men de sagde derude, at Fru Olavia var her og jeg vilde saa forfærdelig gærne se hende.
SKUESPILLERINDEN (halvt smigret)
Ah!
(til de Andre)
Jeg beder undskylde! De synger, mit Barn?
FERNANDA PETERSEN Ja lidt, men jeg vilde saa umaadelig gærne lære rigtig – og jeg tænkte, at nu – her – hvis De hørte –
SKUESPILLERINDEN Godt, syng den Vise for os.
ETATSRAADINDEN (afværgende)
Men kære Frue — det gaar ikke an —
SKUESPILLERINDEN (uden at ændse hende)
Vil De ikke akkompagnere hende Fru Birnbaum !
BALLETDANSERINDEN (sætter sig til Klaveret).
Gærne.
FERNANDA PETERSEN (spagfærdig til Generalinden)
Maa jeg?
GENERALINDEN (som Marmor)
Naar Fru Olavia ønsker det.
(Mens Damernes Miner stadig bliver strammere, synger Fernanda med Humør og Skælmeri).
FERNANDA PETERSEN Anna Therese er hvid og skær
Primadonna, min Ven, i Kvarteret.
Bare Du ser hendes Kjolesnip
Saa er Du paa Timen leveret.

Hilst og beundret af hver en Laps
Feteret af Godtfolk i Sjappen,
Er Anna Therese et Tidens Tegn
For alle Madammer paa Trappen.

Fordi hendes Hat er berlinerblaa,
Fordi hendes Smil er som Solen,
Fordi hendes Hjerte er altfor stort,
Og banker saa ømt under Kjolen.

Kort sagt fordi hun er glad og god
Og aldrig ser surt eller snærrer,
Saa paastaar bagtalerske Tunger at
Hun sværmer for meget for Herrer.

Ja, Verden er lumpen, Verden er dum,
Den snerper Moral og er spydig,
Hvor svært, naar Ens Hjerte er lidt for stort,
At være saa himmelblaa dydig.

Hjertet har Ret og Moralen har Ret,
Men Moralen er altid rigtig.
Aa, man maa passe saa voldsomt paa
Og være saa yderst forsigtig.

Anna Therese, pas paa, pas paa
Letsindige, lyt til Fornuften,
Blot for et Ja — saa gaar Ære og Dyd
Og den hele Forgyldning i Luften.

Maanen er oppe og Aftenen er klar
Og Skyerne blaaner bag Tage,
Anna Therese er gaaet en Tur,
Gudved naar hun kommer tilbage!

KAMMERHERREINDEN (da hun slutter)
Jeg holder stadig paa det seriøse Program.
SKUESPILLERINDEN (venlig)
Det forstaar jeg saa godt.
FERNANDA PETERSEN (bønlig til Skuespillerinden)
Men min Stemme — ?
SKUESPILLERINDEN (kølig)
Ret net; men lidt tør, mit Barn.
(Fernanda trækker sig lidt sammenkrøben hen til Væggen. Hemming Hansen fjaser sagte med et Par unge Piger).
GENERALINDEN (sagte til Konsulinden)
Hun maa jo afvises! Men Hr. I. P. Bruun?
KONSULINDEN Skriv venligt, at hun ikke var egnet — uden direkte at nævne Barnet —
GENERALINDEN Godt, saa lader vi hende gaa videre til Smaabørns Vel.
(Lærerinden kommer ind fra højre).
GENERALINDEN (forekommende)
Aa, Goddag, Frøken Møffelmann, velkommen.
LÆRERINDEN (hilser)
Undskyld, at jeg først kommer nul Ja, det vil sige, jeg har rigtignok ventet derinde i tyve Minutter paa en Bøf.
KONSULINDEN Tag dog Plads — vi er ved at drøfte Programmet.
LÆRERINDEN Til hvad, tør jeg spørge?
BALLETDANSERINDEN (der har grundet)
Jeg tænker paa en ny amerikansk Dans, men jeg vil gærne vise Dem Ideen i den — her er netop nogle af mine Elever.
FLERE Ja — maa vi se —
(Balletdanserinden opstiller og instruerer under det følgende geskæftigt fire unge Piger og faar en Dame anbragt ved Klaveret).
LÆRERINDEN Hvad er Meningen?
KONSULINDEN Vi har bestemt at arrangere en Fest til Fordel for et Hjem for forvildede unge Pigers Frelse.
GENERALINDEN Og Kammerherreinde Levetzau har lovet at staa i Spidsen.
KAMMERHERREINDEN Jeg har intet lovet. Det er særdeles smigrende, men —
FLERE Intet men — Deres Naade —
KAMMERHERREINDEN Lad mig saa idetmindste slaa mit Standpunkt fast. Oprigtig talt kan jeg ikke rose mig af at have overvældende Interesse for forvildede unge Piger, som jeg ikke kender, og jeg tror ikke synderlig paa, at vi redder mange af dem med Hjem og den Slags Anstalter. Men enfin, jeg har Døtre, der gærne vil danse, det har de andre Damer ogsaa, og derfor vil jeg opofre mig, ifald der arrangeres en Fest, som er virkelig elegant. Jeg indrømmer — et Paaskud skal, og det vi har, er jo upaaklageligt.
LÆRERINDEN Maa det være mig tilladt i Anledning af denne paaskønnelsesværdigt ærlige Udtalelse at fastslaa et andet lille Standpunkt, som jeg sikkert er ene om her. Fru Kammerjunkerinden —
KONSULINDEN Herre —
LÆRERINDEN Hvadbehager?
GENERALINDEN Kammer — herre — inden!
LÆRERINDEN Jeg beder meget undskylde, jeg er slet og ret Kommunelærerinde og ikke inde i Rangforordningen, men maaske netop derfor kender jeg lidt til de Forhold, her drøftes. Og naar Fru Kammerherreinden bemærker, at hun aldeles ikke tænker paa de forsømte unge Piger, men gærne vil have et flot Bal, saa gaar det vist de fleste Tilstedeværende som Hendes Naade. Derfor synes jeg, De skulde lade Paaskuddet fare og danse ohne weiter.
ETATSRAADINDEN Ohne weiter, det kan man ikke.
GENERALINDEN (pompøs)
Nej, kære Frøken Møffelmann! Bestyrelsen agter sandelig ikke at vige tilbage for det alvorsfulde Arbejde, men Penge skal der jo nu engang til alt.
LÆRERINDEN Og dem vil De danse Dem til.
KAMMERHERREINDEN Der er jo Fester og Tableauer for al Slags Ulykke, som Ingen tænker paa — af dem der danser.
LÆRERINDEN Akkurat, og derfor mener jeg, at Dansen og Champagnen og Flirten ved den Slags Ballader giver mere Forargelse mellem Smaafolk end de indvundne Skillinger gør Gavn.
KONSULINDEN (sagte)
Den Slags Samfundsdamer er altid saa iltre!
SKUESPILLERINDEN (med Lorgnet)
Kære, hun var storartet at spille. Jeg elsker den Slags Roller.
GENERALINDEN De taler som om det var lutter Pjank. Saadan en Fest er et forfærdeligt Slid.
ETATSRAADINDEN Det er et rædsomt Slid med Tableauer.
LÆRERINDEN Saa synes jeg min Sandten De skulde spare Dem det. mine Damer, og gøre noget for de unge Piger — uden Slid!
(Trækker Fernanda lidt frem)
Værsaagod, her har De En at begynde med — til Deling! Jeg kan svare for, at har Nogen været forsømt fra sin første Dag, saa har det været hende.
KONSULINDEN Det har vi saamænd mærket.
LÆRERINDEN Saa meget mere er der at gøre godt igen. Men hvad hjælper det at diskutere. Naar De ikke af Dem selv forstaar, at Samfundsfølelsen paa det Punkt, er saa isnende kold, at Varmen fra al Verdens Kvindehjerter skulde til for at tø den op — ja, saa dans, mine Damer, saa dans Polka og Galop og mor Dem godt. Jeg siger blot paa Forhaand, at jeg danser ikke med. God Fornøjelse!
FERNANDA PETERSEN Farvel og mange Tak!
(De gaar ud til højre under sagte Latter af Damerne).
BALLETDANSERINDEN (drager de unge Piger hen mod Midten)
Hvis nu Damerne vil se — den har gjort uhyre Lykke.
(Damen spiller, de danser).
LÆRERINDEN (kommer tilbage)
Faar jeg mon overhovedet den Bøf!
TÆPPE TÆPPE EFTER 2. OPTRIN
■ GADENS BØRN INTRO ■ 1. HERRERNE ■ 2. FRUERNE ■ 3. BORGERINDERNE ■ 4. OFRENE ■ ANMELDELSER ■