En tysk Journalist, Udsending fra et af de mest udbredte Berlinerblade, besøgte mig forleden, og Talen faldt paa Mulighederne for danske Skuespil i Tyskland.
.
“Ach Gott, nein,” indvendte han, “den er dog ikke som den kjøbenhavnske. Nu har jeg studeret de Forhold i mange Byer, men aldrig har jeg set en saa ubehagelig Kritik som i Kjøbenhavn. Og det løjerlige er, at den er særlig bidsk mod danske Stykker.”
“Ja, de Unges.”
“Eben so. Naar de er skrevet af en fastslaaet Berømthed, saa er Tonen etwas anders.”
George Brandes, som jo heller ikke kan siges at staa uden literær Verdenserfaring, sagde for nyligt det samme i Politiken i en pragtfuld Artikel om vore National-Egenskaber, saa det kan jo være, at der er noget om det, som bringer En til at tænke lidt over sagen. Den kan maaske sige at være af ringe almen Betydning undtagen for d’Herrer Forfattere, som trods alt kun er et lille Lav. Det er sandt, og da de oven i Købet er vante til at døje onde kaar i dette Land men Sprogets snævre Grænser, skal vi ikke dvæle ved den Skade, de formentlig lider, men et Øjeblik betragte de mere omfattende Interesser, der staar paa Spil, nemlig Teatrenes.
Privatteatrene er foruden at være Kunst-Institutioner jo tillige Forretninger, der helt eller delvis brødføder mange flere Mennesker, Kunstnere, Funktionærer og Leverandører, end Udenforstaaende aner, og skal forrente en saa og saa stor Kapital, hvis ikke de skal gaa Fallit. Som alle andre har de i disse aar en Periode af Pengeknaphed at kæmpe med, men tilligemed denne har de – hvad enhver anden Forretning skulde have sig betakket for – i Anmelderne en Samling Mennesker, der har Lov til offentligt at raabe ud over de Tusinder af eventuelle Kunder: “Tag Jer i Agt! Jeg raader Jer – gaa endelig ikke derhen”. Det vil vist indrømmes, at denne Ret benyttes rigeligt.
Hvorfor! Man forstaar det ikke rigtigt. Kritikerne er Mænd, der også for en stor Del lever af og for Teatret, saa man skulde tro, at de vilde føle det som en Opgave at hjælpe netop det danske Teater i den haarde Kamp mod Varietéen og Biografen, og at holde det oppe som en Tiltrækning for Byens Tilrejsende fra Provinsen og Broderlandene, og ikke – kun altfor ofte – at skræmme Publikum bort derfra. De behøver jo ikke derfor at være idel Ros. I Fald de ikke vil forholde sig passivt refererende, hvilket maaske vilde være heldigst, kan de jo godt dadle et Stykkes Svagheder og Fejl, hvis de blot gør det i en Tone, som ikke berøver Læserne Interessen for det selv og Scenen hvor det spilles, eller for dets Løfter for kommende Arbejder. Naturligvis er der nogle, der tager det paa denne kønne og venligt raadgivende Maade, men en Samling Anmeldelser af Stykker fra de sidste Aar, skrevne af Forfattere, som endnu ikke har faaet Fastslaaethedens blaa Stempel, vil bedst vise, hvordan de Nytilkomne modtages. Det er, som om Kritiken ikke forstaar at omvurdere Værdierne. Og det er jo for saa vidt godt – lad os blot have Værdier, men lad os ogsaa skabe nye.
Teaterdirektøren vil maaske gerne spille det nationale Repertoire, gerne hæge om de unge Spirer, der vokser frem, ja, allerhelst, for den Slags Stykker er billige at sætte op. Godt, han forsøger. Det er ganske vist ikke noget Mesterværk, der foreligger – de er jo overhovedet ikke saa hyppige som Anmelderne kræver – dog, trods alle Fejl hviler det lille Arbejde paa Repliken, paa Ordet, paa Virkeligheden. Men vips er Pressen der, og efter at den – paa Kunstens Vegne – har slaaet løs paa Stykket med Køller, ynder den at slutte af med den Bemærkning, at det næppe vil faa nogen lang Levetid. Det er ikke mindst denne Forhaandsudtalelse, som Teatrene opfatter som Indgriben i deres Næring, idet de med en vis Føje mener, at det kan man dog i det mindste lade Publikum om.
Nu vel, saa streng er altsaa Bedømmelsen af al dramatisk Virksomhed, skulde man tro, men forunderligt nok ser man samtidig den samme Presse kun have Lovord baade i Anmeldekser og daglige Notitser, naar det gælder de importerede Operetter, hvis Tiltrækning bestaar i Stepning, Valsen, Trikot-Ben, Damekor og elektrisk-straalende féagtie Saloner, mens deres menneskelige Tale oftest er det rene Galimathias, som ingen hører paa. “Stormende Sukces” – “man tør trygt spaa en Række røde Lygter” – “indsmigrende Valsetoner, der vil vugge sig ind i alle Kjøbenhavnernes Hjerter” – og hvad man nu ellers ser anført af den Art. Man kender det jo. –
“Meget vel,” siger Direktøren, “det er altsaa det, de vil have, det samlede Publikum, ledet af Pressen. Jeg har ærligt Gang paa Gang forsøgt med noget Dansk – noget Ungt, men da jeg har erfaret, at man paa Forhaand er tilbøjelig til at slaa det ned, holder jeg mig klogelig til Operetterne og rejser til Wien til Hr. Lehár og gør et Bud paa den nye klinkevals, der er at faa paa Pladsen. Med den er jeg sikker paa Pressens Bistand. Jeg har Gager og Husleje at betale og store Forpligtelser at udrede.” Og han rejser altsaa til Smagens Apostel, Hr. Lehár.
Men derved sænkes lidt efter lidt vore Teatres kunstneriske Niveau, og det er som Helhed taget Kritikens Skyld, at det sker. I sin Iver for at holde Kunstens Fane højt og i Skræk for at yde en Smule Opmuntring eller blot Overbærenhed overfor noget Dansk, der ikke var fuldkomment, ender den med at tvinge Direktørerne ind i den tyske Operette og fordrive det danske Lystspil fra de faa Scener, vi har, det Lystspil, der her i Holbergs By har den i vore Dage utilgivelige literære fejl at være muntert. Ingen Egenskab foragtes dybere af vor allerfineste Kritik, men hvad skal man sige, Munterhed er jo nu en Gang en Fejl, som Ungdommen har at trækkes med. Og den gaar over.
Spørg samtlige Teaterdirektører om alt dette, og paa Geled vil de sige, at intet kan være mere sandt. Og det komiske ved Sagen er, at de kjøbenhavnske Teatre, gennem hvilke der aarligt skal passere Millioner ind og ud, og deres sammenlagte arbejdende Stab, der tæller Tusinder – disse Teatre, der staar med det store Ansvar og den store Risiko, de lader sig roligt terrorisere af de seks á otte Mennesker, der formenes at repræsentere den literære Sagkundskab.
Men det næste Spørgsmaal er: Kan Teatrene vedblive med at lade det være saaledes? Vi faar at se. For nyligt kom der er fingerpeg i en ny Retning, idet Fru Betty Hennings tog offentligt til Genmæle mod en efter hendes Mening vrang og uberettiget Kritik af hendes Spil i et nyt Stykke. Det var pudsigt og lærerigt at se, hvorledes dette ganske overrumplede den velvillige Sagkyndige. “Aldeles ikke hans Mening – havde tværtimod fremhævet at -” osv.
Dog, en Svale gør ingen Sommer. Vore Forfatteres og Skuespilleres Standpunkt har jo hidtil været det, at det er mest fornemt som sagtmodige Faar at lade sig klippe til Skindet af Kritiken, hvor blodig Saksen end skar, og dette standpunkt er det maaske ikke let at få dem fra.
Men sæt nu, at Direktørerne, misfornøjede som de er, og opildnede ved det modige Eksempel, tog Kampen op og bl. a. fik deres Kunstnere og Forfatteres altid ulmende Nag til at bryde ud, saa de hist og her forsvarede sig for Alles Øjne, forsvarede sig mod ubillige Synspunkter, fornærmelige Udtryk, personligt Nid. Man vil indvende, at Bladene vil ikke optage Modkritik. Dertil kan man kun svare, saa er Bladene godt dumme. Modkritiken vilde nemlig give glimrende Læsestof, og det er dog til syvende og sidst det vigtigste for et Blad. Hvad kan være morsommere at læse om, end modstridende Anskuelser om kunstnerisk og scenisk Virken, især naar den ene af Parterne føler sig forurettet i de stærke og inderlige Følelser, der knytter hans Arbejde til hans Personlighed. I hvert Fald vilde det bevirke, at Publikum kom til at se lidt mere frisk paa det hele, hvis det viste sig, at der ogsaa kan være en anden Opfattelse end den, der skjuler sig bag uansvarlige Forbogstaver, der ikke løber den mindste Risiko.
Emma Gad.
En fortsættelse af forholdet mellem Teaterdirektørerne og Teateranmelderne kan følges i Dagspressen 1910.