Eva Lous 2004

Kvindernes Udstilling 1895.

Det begynder med verdensudstillingen i Chicago i 1893. Kommer med danske kvindesamfund og andre kvindegrupperinger videre til en fælles opgave omkring en dansk kvindeudstilling.
Penge, placering og indsamling af genstande er enhver udstillings drejebog – for ikke at tale om tid.
Der var især problemer med penge og placering, så inholdet trådte lidt i baggrunden i begyndelsen, men da tiden ikke stod stille, blev det snart besluttet at udsætte udstillingen, der ellers var sat til 1894, med et år.
Imidlertid kunne det ikke løse det største problem for kvinderne; arbejdsform og kemi. Selv uden mænd klarede de fint at lade konflikter gå til det yderste.

	Titel: Kvindernes Udstilling 1895 Forfatter: Eva Lous Udgiver: Statsbiblioteket Tryk: Statsbiblioteket Sider: 59, Illustreret År: August 2004 ISBN 87-7507-279-3 Har tidligere været udgivet i Tidsskriftet Rotunden Nr. 12 1999 (Kvindernes Udstilling fra Fortid til Nutid); ISSN 0908-6781

Kammerherreinde Oxholm, der havde været med den danske delegation ved verdensudstillingen, havde arbejdet på at lave den dansk udstilling for kvinder. Men hendes arbejdsform, der nærmest var enerådende, kunne ikke forenes med så mange beslutninger der konstant skulle træffes. Det resulterede i et mistillidsvotum (eller en krigserklæring!), der førte til Præsidentskifte. Eller som refereret fra Socialdemokraten: “En Strid blandt Damer. Kvindernes Udstilling. Hoffet og Socialdemokratiet.”
Med Oxholms fald, blev udstillingens emblem også udskifter fra Valdemarsrosen til Løvetanden.

Der følger en fin gennemgang af Kvindernes Udstilling som findes i flere afskygninger i gamle tidsskrifter og samleværker. Men ét sted er denne udgivelse suveræn: der er farvefotos af flere af de kendte billeder. Bl. a. sølvbryllupsgaven til kronprins og kronprinsessen; en Gobelin.

Derefter en god tekst omkring Festskriftet der, som et levn fra Oxholm tiden, igen kunne skabe splid og undren. Avisernes anmeldelser kan ofte give det en drejning der får alt til at falde på rette plads. Politiken: “Som et uskadeligt, uskyldigt og noget tilfældigt Sammenpluk af en Del skrivende Damers Smaating kan Festskriftet være godt nok. Men det savner alle repræsentative Egenskaber. Udgiverne har ikke haft nogen som helst Plan.”

Eva Lous nævner kort musikprogrammet, som blev meget vel modtaget af tilhørerne; måske lidt mere spredning i de positive kommentarer fra anmelderne.
Der var foredrag var om sygepleje, filantropi, sygdomme hos planter, en pigeskole i Paris, Byrons forfatterskab mv.
Det dramatiske program bliver også nævnt med eksempel på diverse anmeldelser. Flere af disse stykker var Emma Gads tekster og især: “Hos Dameskrædderinden”, vakte stor jubel, stod der i Politiken.

Efter udstillingsgennemgangen følger en formidabel gennemgang af avisernes anmeldelser og kommentarer dertil fra ikke mindst Emma Gad, der var usædvanlig flittig i alle udstillingens forhold fra bestyrelsesarbejde til produktion af flere dramatiske arbejder.
Følgende afsnit viser med tydelighed, at selv om ‘krigen’ var slut, var der stadig mulighed for at komme af med gamle frustrationer i medierne.

…
I “Udstillingstidende” fik de dramatiske forestillinger et efterspil. Redaktøren Anne Bruun skrev en længere artikel, hvori hun omtalte de forskellige stykker. De havde været underholdende, selv om der ikke blev budt på stor dramatik med undtagelse af Selma Lagerlöfs stykke. Opsætningen havde været flot, og den musikalske ledsagelse var kvalificeret indtil det sidste stykke – Emma Gads – “Hos Dameskrædderinden”. Sin følelse for stykket udtrykte hun med en historie om tjenestepigen, der blev sendt i teateret for belæring og nydelse, men kom hjem efter kort tid. Da hun blev spurgt om, hvorfor hun kom så tidligt, svarede hun: “Der kom To ind i Stuen, hvoraf den ene vilde betro den anden en Hemmelighed og det vilde da have været yderligere flovt, om jeg var bleven og hørt paa den”. Noget lignende følte man her, mente Anne Bruun.
“I de forløbne Dage havde Pressen nu gennem sine Referenter udtalt sig med større eller ringere Galanteri om disse dramatiske Forestillinger, men ingen havde taget dem au serieux eller kritiseret dem med Kvindernes Udstilling som Baggrund og Aarsag. Naar man … undtager Prologen og St.Anna Kloster, … kunde de øvrige dramatiske Præstationer været skrevne og opført i hvilken som helst Salon eller Privatteater. … Nej! det burde have været Komiteens Opgave at sørge for et Nutidsarbejde, der som et Bindeled absolut maatte fordres, for ogsaa fra Scenen at kunne virke for det Program, vor Udstilling har slaaet fast. Ikke Politik, ikke Emancipation, men endnu mindre Troløshed, Pyntesyge og Koketteri!” Anne Bruun efterlyste dernæst nye stykker skrevet til udstillingen, der havde et indhold, hvor den moderne kvindes liv, håb og muligheder blev skildret. Og hun sluttede: “Forsaavidt havde altsaa de dramatiske Forestillinger ikke givet noget resultat for Kvindernes Udstilling!”
Dagen efter kunne man i Politiken læse artiklen i sin helhed.
Dette angreb kunne Emma Gad ikke sidde overhørigt. Hun sendte sit svar til både Politiken og Udstillingstidende. Emma Gad var skuffet over, at netop Udstillingstidende bragte en så hård kritik af hendes stykke. Der var ikke med ét ord nævnt noget om det store arbejde, hun havde udført med at sætte de to dramatiske aftner i scene. Bl.a. havde det været næsten uoverstigeligt at give mandsrollerne – som jo skulle spilles af kvinder – kunstnerisk liv. Det dramatiske udvalg havde opfordret nordiske forfatterinder til at skrive skuespil om den moderne kvindes liv, håb og muligheder, men ingen havde åbenbart fundet opgaven fristende. At Anne Bruun kun omtalte Emma Gads ballet “I Rosentiden”, der fik en god kritik i dagbladene – sporadisk, fandt hun uretfærdigt.
Afslutningsvis kommenterede Emma Gad sit stykke “Hos Dameskrædderinden” som en lille spøg, der først og fremmest havde til formål at indramme den populære Petterson-Norrie, som udvalget vidste ville gøre lykke. Anne Bruuns kritik:”..forekommer mig ærligt talt en Smule ubetimeligt, især, da jeg troede, det passede ret godt ind i Kvindesagens Program, at en unge Pige, ved at se lidt af Livet og dets forskellige Sider, det være sig med eller uden “PYNT”, bedre udvikler sig til et forstandigt Menneske end ved som syttenaarig at løbe bus ind i en ubetænksom Forlovelse. Dog – maaske tager jeg heri Fejl, som i saa meget andet. Men een Ting er sikker, De maa være forvisset om, Frøken, at der i disse to Forestillinger fra alle Sider er blevet nedlagt et saa møjsomt Arbejde, at det fra Deres Blads Side havde fortjent en mere forstaaende Dom, ihvorvel dette Arbejde vel egentlig kun lader sig bedømme af dem, der af egen dyrekøbt Erfaring ved, hvor saare vanskelig og uberegnelig Scenens Kunst er og vil vedblive at være.”

I det følgende nr. af Udstillingstidende var der et indlæg fra “En Landbokvinde” – der jævnligt havde kommentarer i bladet – hvor hun tilsluttede sig Anne Bruuns kritik. Hun skrev: “..ved at bejle til Publikums Gunst har Fru Gad mere set paa Tilskuernes Tarv end paa Udstillingens og Kvindernes. Ved sin lille “Spøg”, “Hos Dameskrædderinden”, har hun udfordret Provinspressen og derved stødt Landet og Provindserne fra sig, en Tankeløshed, der ikke burde have fundet Sted, og en lignende Overfladiskhed har gjort sig gældende lige over for Kvinderne, hvis Interesser hun havde paataget sig at varetage.” Landbokvinden tvivlede ikke på, at det havde været et stort arbejde at sætte forestillingerne op, men det var jo præstationerne på scenen, der skulle bedømmes.

I det sidste nr. af Udstillingstidende, der udkom d. 4 oktober – altså efter at udstillingen var lukket – havde Anne Bruun valgt at bringe det svar, hun havde skrevet til Emma Gad. Oprindelig var det ikke hendes hensigt at offentliggøre brevet, men “af forskellige Grunde” gjorde hun det alligevel. Grundene var vel hovedsagelig, at Politiken havde optrykt både Anne Bruuns første kritik og Landbokonens samt Emma Gads svar i deres fulde ordlyd.
Første del af Anne Bruuns brev handlede om et af Emma Gads tidligere skuespil “Et Sølvbryllup”, hvori der blev gjort grin med de kvinder, der arbejdede for afskaffelsen af den offentlige prostitution. Anne Bruun var en af dem, og blev vred over, at en anden kvinde i den grad latterliggjorde sine medsøstres alvorligt mente arbejde.
Dernæst tog hun fat på “Hos Dameskrædderinden” og medgav Emma Gad, at det ville være godt, hvis de unge piger så lidt af livet, før de indgik ægteskab: “.. og her laa altsaa Deres Alvor – set fra “Kvindesagens Program”s Side at udtrykke det centrale deri paa, at “nogle Mennesker er skabte til Gulvklud og andre til Brokade, og at derfor gælder det om, at Brokaden ikke bliver brugt til Gulvklud”, – Kæreste Fru Gad! hvor kunde De spørge saa frygteligt!”
“.. den Tanke, at een er født til at gøre den ringeste Gerning i Livet, og en anden til at være Ziir og intet andet, det er rigtig nok saa langt fra “Kvindesagens Program” som sort fra hvidt.” Derefter foreslog Anne Bruun en anden slutning på stykket, der ikke ville have fremstillet pigen som den rene pyntedukke.
Hun sluttede sit brev: “Kære Fru Gad. Udstillingen repræsenterer jo ikke blot Københavneriet, men det hele Lands selvstændigt arbejdende Kvinders Interesser. Mit Blad ligeledes. “Kvinden og Samfundet” kunde ikke tie stille med dette, dermed vilde jeg have dødsdømt Bladets Berettigelse til at hævde “Kvindesagens Program.”
Til slut takkede hun Emma Gad for hendes store indsats i forbindelse med udstillingen.100
…

Emma Gad var ikke interesseret i kvindesagen overhovedet før hun fik ‘fingrene i mulden’, hvilket udstillingsforløbet medførte. Hun fik som sidste afsnit viser, ‘forandret sit syn på mange ting’, og det er vel det der viser et forstandigt menneske.

…
Der er ingen tvivl om, at Emma Gad må tilskrives en stor del af æren for, at Kvindernes Udstilling overhovedet blev realiseret, ligesom hun i de følgende års arbejde var promotor i planerne for opførelsen af “Kvindernes Bygning”.
Før udstillingen havde kvindesagen ikke optaget hende specielt, hvilket udstillingen også kom til at bære præg af. De kvindesaglige aktiviteter, der fandt sted under udstillingen – jordemodermødet og et par af foredragene – blev arrangeret efter udstillingens åbning.
Emma Gad var ganske vist medlem af Dansk Kvindesamfund, ligesom flere af udstillingens øvrige arrangører, men det var ikke kvindesagen, forstået som kvinders kamp for borgerlige og juridiske rettigheder, der optog hende.
I et interview til avisen Dannebrog udtalte Emma Gad – en uge før udstillingen åbnede – på spørgsmålet om hun var interesseret i kvindesagen at: “Det vil jeg slet ikke sige, at jeg er. Naar Kvindesagsdamer optræder som Armé, er de ganske horrible, og Damer, der holder Foredrag, kan jeg ikke for min Død fordrage. Men at Kvinden, der føler Evner i sig, rent personligt søger at vinde frem, finder jeg ganske i sin Orden. Naar over Halvdelen af Kvinderne ikke kan blive gifte, saa maa De jo ernære sig paa anden Maade.” På spørgsmålet om hun ønskede, at kvinderne skulle have stemmeret, svarede hun: “Nej, Vorherre bevares. Det vilde jo være det rene Pjank.”
To år senere skrev samme Emma Gad en artikel i Tilskueren, hvor hun agiterede for Kvindernes Bygning. I afslutningen beskrev hun, hvad udstillingen havde betydet for hendes selv. Tilfældet ville: “..at jeg, ikke helt med min gode Vilje, blev draget ind i den Hvirvel af Vanskeligheder og stridende Standpunkter, som hed “Kvindernes Udstilling”, og dermed var mit forhold til Omverdenen blevet et ganske andet. Ikke alene traf jeg de Autoriteter, som jeg ellers kun havde kendt som konverserende Bordfæller ved Middagsselskaber, paa en helt anden Maade, midt i deres Virkefelter, og talte med dem om reelle Ting, men jeg blev pludselig stillet mellem Kvinder fra vidt forskellige Samfundslag, og jeg lærte, hvad Livskamp vil sige, og hvad Dygtighed formaar. Dag for Dag kom jeg hjem,beriget ved at have lært en eller anden fremragende og intelligent Kvinde at kende, og lidt efter lidt forandrede det mit Syn paa mange Ting.”
…

En pragtfuld udgivelse fra Statsbiblioteket.
Tonny Hald