Man skal aldrig spytte på fortovet.
Man skal aldrig lade hånt om fortovsretten. Man skal altid vige ud til højre side for at undgå sammenstød og forvirring, og det, hvad enten man går, kører eller rider.
Man skal aldrig rende på andre, støde dem på albuerne eller på lignende måde vise dem ringeagt.
Man skal aldrig træde andre på tæerne, løbe imod dem eller i øvrigt genere dem uden at undskylde sig. Man må være både forsigtig og høflig.
Man skal aldrig se stift (»glo«) på nogen eller le ad en mulig ejendommelighed i en andens bevægelser og dragt. Man skal aldrig pege på noget menneske eller nogen genstand. Man skal aldrig vende sig om for at se efter en.
Man skal aldrig bære sin stok eller sin paraply vandret, når man går på et stærkt befærdet strøg. Thi en sådan vane kan blive højst ubehagelig for forbigående.
Man skal aldrig genere andre med en opslået paraply eller solskærm. Både damer og herrer bør gøre hverandre færdslen på gaden så let som muligt ved at bøje af med skærmene.
Man skal aldrig ryge i en lukket vogn, der også benyttes af damer, selv om rygningen ikke er forbudt. Ja selv på gaden bør man ganske naturligt tage visse hensyn; man må fx aldrig blæse røgen i ansigtet på de forbigående. Man skal aldrig ryge på noget som helst sted, hvor det muligvis kunne vække anstød.
Man skal aldrig spytte på fortovet. De mandfolk, der dekorere et fortov eller gulvet i en vogn med hele strømme af tobakssaft, burde udstødes af alle dannede kredse.
Man skal aldrig spise frugt eller overhovedet spise på gaden. En herre, som viser sig på gaden i færd med at fortære et æble eller en pære, frembyder et mere underholdende end egenlig opbyggeligt skue.
Man skal aldrig stå og spærre indgangsdøren til kirker, teatre eller andre offentlige bygninger. Man skal aldrig stille sig op udenfor et hotel eller et andet hus og »glo« på de forbigående. Den vane er karakteristisk for alle frække dagdrivere.
Man skal aldrig standse bekendte og blive stående med dem midt på gaden, når man derved tvinger en masse mennesker til at gå til side. Ved sådanne lejligheder må man stille sig på et sted, hvor man ikke kan genere nogen.
Man skal aldrig placere sig på platformen af en sporvogn således, at man hindrer passagererne i at stige ud eller ind. Man må huske på, at andre kunne fordre samme rettigheder og bekvemmeligheder som en selv.
Man skal aldrig glemme at hilse. Man må tage hatten af for enhver dame, man kender. Møder man en bekendt herre, der er i følge med en dame, må man også hilse på denne, hvad enten man kender hende eller ej. Går man med en bekendt, må man tage hatten af, når han hilser, selv om man derved kommer til at hilse på en ubekendt dame.
Man skal aldrig standse en dame, man kender, for at samtale med hende på gaden; man må vende om og følge hende videre, indtil man har sagt, hvad man ville. Så fjerner man sig hilsende.
Man skal aldrig slutte sig til et spadserende »par«, selv om man kender begge rigtig godt. Man kan nemlig ikke vide, om man ikke kunne blive en ubehagelig tredjemand.
Man skal aldrig tage handskerne af, når man vil række en hånden. Det eneste rigtige er nemlig at have handske på, når man tager en i hånden.
Man skal aldrig tiltale en fremmed dame uden at tage hatten af for hende. Taber en dame sit lommetørklæde, må man hilse, idet man rækker hende det. Det samme er tilfældet, når man i en sporvogn hjælper en dame at række pengene til konduktøren. Alle lignende småtjenester bør ledsages af en ærbødig om end reserveret hilsen.
Man skal aldrig være for ivrig med at præsentere. Man må først være vis på, at vedkommende begge ønsker at blive præsenterede.
Man skal aldrig præsentere en ledsager for alle de bekendte, man muligvis træffer på gaden. Den slags præsentationer er sjældent efterspurgte, og i almindelighed har de, der sålunde lyksaliggøres, ingen nytte deraf.
Man skal aldrig sinke en forretningsven i selve forretningstiden, medmindre man har særlig grund dertil. For praktiske forretningsmænd har tiden som bekendt pengeværdi, som ikke bør bortødsles på uproduktiv passiar.
Man skal aldrig pludselig forlade en ven på gaden uden at angive grunden dertil.
Man skal aldrig henvende spørgsmål til en fremmed. Unge piger risikere en del derved og burde helst undgå at spørge. Er man på rejse, kan man spørge togføreren eller andre af tjenestepersonalet; på gaden må man helst vente, til man kan træffe en politibetjent.
Man skal aldrig besvære nogen ved altfor stor høflighed. Man må ganske vist ikke være for stiv og kantet, men man må heller ikke overdrive høfligheden, hvilket er en ligeså stor fejl. Man skal aldrig komme styrtende frem, fordi en herre taber sin hat; man skal ikke uden særlig grund tage noget op, som en fremmed eller ens ledsager taber. Hvis en dame taber noget, må man i en fart være ved hånden og tage det op, og samme høflighed bør man ubetinget vise ældre og svagelige herrer. Men at stå på pinde for jævnaldrende er overdreven høflighed med et anstrøg af hæsligt kryberi.
Man skal aldrig søge at sikre sig en plads i en vogn eller ved en offentlig forlystelse på den måde, at man styrter frem uden at tage hensyn til andre, trænger kvinder og børn til side, skubber ældre og mindre stærke mænd frem og i det hele tilsidesætter høflighedens love. Rimeligvis vil man ved en sådan lejlighed gå glip af en god plads netop på grund af høflig hensyntagen, men alligevel bør man udvise en sådan og trøste sig med, at man kommer til at stå højere i sin egen agtelse – hvilket uimodsigelig har sit værd.
Man skal aldrig brede sig over en større plads, end man behøver, i en omnibus eller en waggon. I den retning har kvindekønnet flere synder på sin samvittighed end mandkønnet. En mand, der har kørt meget i nævnte slags køretøjer, beretter, at han har bestemt det i så henseende gældende nøjagtige matematiske forhold, og at det er 5:6; – et sæde, der kunne rumme seks mænd, rummer aldrig mere end fem kvinder.
Man skal aldrig benytte sig af den lille løgn: »her er optaget«, når det alligevel ikke er tilfældet, blot for at skaffe bedre rum for sin egen bekvemmelighed.
Man skal aldrig gøre forsøg på at trænge ind i en fyldt offentlig vogn, selv om et sådant forsøg kunne lykkes. Den, der således trænger sig ind, har ingen rettigheder, som han kan gøre fordring på, at andre skulle anerkende.
Man skal aldrig træde støjende ind i teatret eller koncertsalen, når forestillingen er begyndt; man kan ikke forstyrre andre på nogen værre måde. Man bør være tilstede og indtage sin plads i rette tid. Den opsynsmand, der konsekvent ville nægte enhver adgang, efter at tæppet er gået op, burde have fortjenstmedaljen i guld.
Man skal aldrig tale i teatret, mens tæppet er oppe. Det er og bliver en grov uopdragenhed at forstyrre andre tilhørere på denne måde; men desværre forekommer den kun alt for ofte i den samfundsklasse, der anser sig for at sidde inde med en særdeles god opdragelse.
Man skal aldrig støjende forlade sin plads midt under en offentlig forestilling. De mennesker, der nok så ubekymrede og hensynsløst forstyrre en forsamling på denne måde, handler ifølge et vildmands-instinkt, ikke som dannede mennesker.
Man skal aldrig i et billedgalleri plante sig foran et maleri, der er i besiddelse af særlig tiltrækningskraft. Man skal aldrig mere end højst nødvendig krydse en beskuers synslinje ved at gå frem og tilbage.
Man skal aldrig hykle kunstforstand eller teknisk kundskab. Og er man virkelig i besiddelse heraf, skal man aldrig være påtrængende med sin viden.