Man skal aldrig føre profan tale.
Man skal aldrig synde mod grammatikalske regler. Man må sætte sig ind i sit sprogs grammatik og læse de bedste forfatteres værker.
Man skal aldrig udtale ord galt. Om fornødent kan man høre efter dannede folks tale og rådføre sig med ordbøger.
Man skal aldrig sammenblande ord, radbrække dem, sluge dem halvt eller »snakke bagvendt«. Man må udtrykke sig klart og kortfattet.
Man skal aldrig tale med høj, skingrende stemme og heller ikke tale gennem næsen. Man bør uddanne brysttonerne og se at moderere stemmen. Man må altid tale med dyb stemme, dog ikke altfor dybt.
Man skal aldrig bruge altfor hverdagsagtige udtryk.
Man skal aldrig føre profan tale. Man skal ikke anvende biord og tilnavne for ofte; man skal undgå en for hyppig brug af superlativer. Sin begejstring bør man altid moderere.
Man skal aldrig komme med intetsigende eller meningsløse udtryk og talemåder såsom; »ih du store osv. !« – »ok ja såmænd!« – »nej, tænk!« – »sikken verden!«
Man skal aldrig sløjfe medlyde og fx Sige »osse« for »også«, »re’nok« for »rigtignok«, »g’da« for »goddag«, »væ’s’a’ti’«, »væ’s’go’«, »hva’b’a’r«; »æ« for »er«, »å« for »og« og »ve« for »ved«.
Man skal aldrig sige »gorde« og »gort« i stedet for »gjorde« og »gjort«.
Man skal aldrig udtale »g« som »j«, undtagen hvor sprogbrugen aldeles afgjort fordrer det som i »nøgle«, »regn« og tildels »gøgl«, »søgnedag«; navnlig må man undgå denne udtale, hvor den frembringer så rædsomme fremtoninger som »nejer«, »ej« og »bøj« i stedet for »neger«, »eg« og »bøg«, »søje« for »søge«, »lampevejen« for »lampevægen«, »vej« for »væg«, »bøjer« for »bøger«, »lejerne« for »legeme«.
Man skal aldrig udtale selvlyde galt. Man skal da navnlig undgå at sige æ for i, fx »bærk« for »birk«, »værkelig« for »virkelig.« Det er også særdeles ufint at sige »sønnes« for »synes«, »sømetri« for »symmetri«, »fysek« for »fysik«, »velje« for »vilje«, »bæve« i stedet for »bane«, »sond« for »sund«.
Man skal aldrig benytte sig af hjemmelavede og navnlig specielt københavnske ord og udtryksmåder. Man skal således aldrig sige »desse« for »denne« og »dette«, »våren« for »været«, »inte« for »ikke«; heller ikke skal man sige »det var han« i stedet for »det var ham« o.l. Fremfor alt må man undgå al forveksling af ordene »ligge« og »lægge«, »sidde« og »sætte«; men der er desværre mange såkaldte »dannede«, der tale om at »sidde sig« og om ting, der »have lagt« der og der.
Man skal aldrig bruge urigtige egenskabsord. Mange af disse er blevne i den grad misbrugte, at der næsten ikke er andet at gøre end slet ikke at anvende dem. Et sådant ord er »elegant«. Ligeledes »morsomt«: alt, hvad der forekommer en usædvanligt eller fremmed eller nyt, skal straks være »morsomt«, selv om det ikke morer en det allerr ingeste
Man skal aldrig sige »gyselig«, »græsselig«, »grusom«, »forfærdelig« eller endog »morderlig« undtagen om det, der er i besiddelse af de egenskaber, som disse ord betegner. Derfor skal man aldrig gøre regning på sympatetisk forståelse, når man fortæller om noget »gyselig smukt,« »forfærdelig dejligt« eller »grusomt yndigt.«
Man skal aldrig sigte et hæderligt medmenneske, end mindre sig selv for galskab. Altså skal man aldrig sige om en, at han blev »gal« eller »gal i hovedet«, når han dog blot blev vred.
Man skal aldrig anvende overdrevne udtryk. Man skal ikke kalde noget »pragtfuldt«, der blot er »kønt«; eller bruge ordet »storartet,« hvor »smuk« var fyldestgørende. Ødselhed på dette område fordrer en god smag ikke.
Man skal aldrig sige »hade« og »foragte«, fordi der er noget, man helst undgår eller finder uappetitligt. Når en ung dame »hader gule bånd« eller »foragter gulerødder«, kan det gerne være, at hun har helt sunde grundsætninger; i valget af udtryk er hun dog just ikke kræsen.
Man skal aldrig benytte udtryk som »at hælde på krukken« i stedet for »at drikke«. En udlænding vil vanskelig forstå det, og de fleste landsmænd måske endnu vanskeligere. Masser af udtryk høre sammesteds hen; sådanne som »at være blød« eller »revnende ligegyldigt« bør man aldrig tage i sin mund.
Man skal aldrig udenfor forretningslivet benytte sig af udtryk, der specielt tilhører forretningssproget. Der er forretningsmænd, som højligen forarges, når fx i et selskab en tilstedeværende videnskabsmand bruger et teknisk udtryk, uden at de betænker, i hvor høj grad de selv gør sig skyldige i ganske den samme synd. Det omvendte finder også tit sted. Men man kan aldeles ikke forlange, at nogen skal forstå eller blot tålmodig høre på en samtale, hvor der benyttes andre ord end dem, der er fælles for alle danske.
Man skal aldrig i omtale af andre personer bruge ordene »han« og »hun«, såvidt man da på nogen måde kan undgå det. Der er ægtemænd, som aldrig kalder deres hustru andet end »hun«, og fruer, der ikke har andet navn til deres mand end »han.« Det er afskyeligt.
Man skal aldrig misbruge ordene »dame« og »herre«. Man skal fx ikke sige: »hvem er den herre?«, Men »hvem er den mand?«, Ikke tale om »en huslig dame«, men »en huslig kvinde« eller »kone«.
Man skal aldrig tiltale en ung dame med »frøken« alene. Heller ikke skal man foruden dette ord nævne fornavnet, thi sådan taler man kun til tjenestetyendet. Man må tiltale unge damer med »frøken« efterfulgt af familienavnet. Hvis flere har samme familienavn, og det er nødvendigt at gøre forskel, nævner man hele navnet.
Man skal aldrig bruge fremmede ord, når man uden at være affekteret kan anvende danske. Skrækkeligt lyder det, når en gør brug af et fremmed ord og umiddelbart derpå nævner det tilsvarende danske.
Man skal aldrig bruge forældede ordsprog og talemåder eller vandede og fortærskede citater. Det virker oftest højst irriterende, når en stadigvæk kommer med »bevingede ord« eller dumme talemåder bare for at få dem anbragt på rette eller urette sted.
Man skal aldrig lægge for dagen, at man hører, og end mindre gøre opmærksom på, at der begås sproglige fejl, hvorved man kan beskæmme eller fornærme en anden. Hvis man vil gøre vedkommende opmærksom på hans fejltagelse, må man gøre det høflig og således, at ingen andre hører det.