Med hvad ret kan nogen mand tillade sig at sende mig sit spyt?
Man skal aldrig korrespondere på brevkort. En kort, forretningsmæssig meddelelse på et brevkort kan vel tilstedes, men en privatmeddelelse på et åbent kort kan tit være fornærmelig for modtageren. Det er et stort spørgsmål, om en meddelelse på et brevkort overhovedet kan gøre berettiget fordring på så megen høflighed som et svar.
Man skal aldrig skrive sine breve på dårligt eller på linieret papir.
Man skal aldrig til privatbreve anvende brevpapir med påtrykt firmamærke. Smagfuldt brevpapir er et kendetegn på fin dannelse; ved smagfuldt brevpapir forstår man papirark og konvolutter af bedste kvalitet; ganske simple initialer, et monogram eller adressen kan man lade trykke på papiret, når det blot tager sig net ud; men andre prydelser må kaldes utilstedelige.
Man skal aldrig – eller man skulle helst aldrig – fugte den gummierede rand på konvolutten med læberne eller tungen; imidlertid har denne fremgangsmåde vundet en så almindelig borgerret, at det næppe nytter at polemisere derimod. Dog kan ingen forsvare denne sædvane og kalde den heldig. Tidligere måtte en herre kun forsegle sine breve med voks, og mange egensindige mennesker holdt fast ved denne skik selv længe efter, at oblater var komne i mode. Der fortælles, at en franskmand engang udfordrede en englænder, fordi denne havde sendt ham et brev, der var lukket med en oblat. »Med hvad ret«, buldrede den fintfølende galler, »kan nogen mand tillade sig at sende mig sit spyt?«
Man skal aldrig kalligrafere sine breve.
Man skal aldrig eftergøre skrivelærersnirkler; man bør holde sig så fjernt som muligt fra en skrivekunstners metode. En dames såvel som en herres håndskrift må være ganske ligefrem og fri for forsiringer af alle slags.
Man skal aldrig indlægge et brev i et andet til videre befordring uden med det samme at forsyne det indlagte brev med frimærke.
Man skal aldrig undlade at besvare en indbydelse, hvad enten man tager imod den eller ikke.
Man skal aldrig lade et brev forblive ubesvaret. Man skal nemlig overhovedet aldrig putte en høflighed, en opmærksomhed eller en anden elskværdighed til sig uden at vise sin anerkendelse, om ikke erkendtlighed.
Man skal aldrig tiltale en ung dame, når man skriver til hende, med »Kære frøken!« At anvende ordet »frøken« uden tilføjelse af familienavnet er som før sagt uhøfligt, undtagen da når det er ligefrem uforskammet.
Man skal aldrig i et brev til en gift kone anvende dennes fornavn. Man skal fx ikke skrive »fru Anna Jespersen« men »fru Otto Jespersen«.
Man skal aldrig understrege ord.
Man skal aldrig skrive på tværs af det, man fra først af har skrevet.
Man skal aldrig – hverken i tale eller skrift rutte med sætninger i fremmede sprog; det er en højst affekteret vane, som man fremfor alt må skille sig af med, når adressaten ikke kender vedkommende sprog og derfor rimeligvis ikke forstår meningen. I modsat fald gør man sig skyldig i en foragtelig indbildskhed, idet man tror at være den overlegne uden at være det.
Man skal aldrig være altfor villig til at forsyne sådanne mennesker med anbefalingsskrivelser, som den, hvis høflighed man agter at lægge beslag på, muligvis ikke vil glæde sig ved at gøre bekendtskab med eller kan have fordel af at kende, eller som han ikke har tid til at underholde.
Man skal aldrig tillukke en anbefalingsskrivelse.