Klods Hans
1903.
(Forfatterforeningens Mødelokale, stilfuld, ærefrygtindgydende Sal med Prinsesse Maries Rosentapet paa Væggene, samt Portræter af Goethe, Schiller, Henrik Ibsen, I.P. Jacobsen og Karl Larsen. Marmorbuster i Hjørnerne af Ernst Bojesen, Jacob Hegel og Peter Nansen. Talrig Forsamling af Forfattere af begge Køn, som udelukkende lever af ovennævnte Marmorbuster, deriblandt Pastor Blaumüller, Skoledirektør Sophus Bauditz, forhv. Telefoninspektør, Baron Palle Rosenkrantz, Udskrivningsassistent Edvard Søderberg, Bogtrykker Axel Hanriques o. fl. Professionals.)
Formanden (for Enden af det lange Bord, soigneret og elskværdig smilende): Ja, mine Damer og Herrer, det lader næsten til, at vor ansete, eksklusive Fagforeningsklub skal komme i den ene latterlige Situation efter den anden. Affæren med Tandfatter – om Forladelse – Forlæge – ha ha, jeg er tit saa vittig – jeg mener Tandlæge, Forfatter Matthisson Kjær – ha ha – Vorslund Hansen, mener jeg – nej, jeg vilde sige, Vorslund Kjær – ja, undskyld, jeg kan virkelig ikke gøre for, at jeg er saa vittig – altsaa, denne Affære er ikke engang afsluttet, før en endnu latterligere Indmeldelse i Foreningen foreligger. Bestyrelsen har nemlig lige modtaget en Skrivelse fra – ja – ha ha, vi maa jo tilsyneladende behandle Sagen med Alvor, mine Damer og Herrer, en Skrivelse fra Kakkelovnsmand og Medarbejder ved Klods-Hans, Hr. Hans Jensen – (Indignation, Fnisen) – ja, jeg maa virkelig bede om lidt Alvor, haha! (Betvinger sin Latter med en klædelig Kraftanstrengelse.) Skrivelsen lyder saaledes – med en ikke ganske dadelfri Ortografi:
“Haastæreje Her Bestyrelse!
Foranlediet ve Fostaaelse af en haajstens nøvendi Sammensludtning a alle vos væringsdrivende Forfattere fo a bæskøtte vos saavæl mo Forliggerne som mo Bærnerkonfeksjonens Ingflyelse, teller Unnertajneje sig med Aktelse a øndske sig obtaen i Forfatterforæningen.
Me umærket Ærbødihe
Hans Jensen,
Kakkelonsman aa Fofatter”.
(Almindelig Forbavselse.)
Pastor Blaumüller (hvidslipset og englefed, slaar Hænderne sammen i himmelsk Fortørnelse): Herre Jesus -!
Admiralinde Emma Gad (skyder i Vejret med frisindet Fornemhed og ladylike Overlegenhed, 2den Rangklasse, Nr. 8): Hr. Professor, som Aandsaristokratrice og Lystspilforfatterinde af la haute volëe finder jeg dette at være en mislykket Spøg –
Formanden: Deres Naade, Fru Admiralinde, det er virkelig Mandens Alvor –
Admiralinden: Ja, men Gud – vi kan da virkelig ikke – der maa dog være en Grænse – en Person, der skriver i et saadant vulgært Sprog -! ja, forstaa mig, Professorens egne Arbejder – hentede fra samme Niveau – Hr. Christian Vesterbro – finder jeg naturligvis fortræffelige – det er jo Literatur – men en Kakkelovnsmand! hvor glider vi hen?
Formanden (med beskeden Selvbevidsthed): Jeg takker den naadige Admiralinde. Men lad os dog tage Situationen med Intelligensens Overlegenhed. Jeg forsikrer Deres Naade, at jeg kender Hr. Jensen som en yderst skikkelig Mand – han renser hos mig – er ikke helt blottet for en vis – en vis – selvfølgelig ubevidst – humoristisk Nerve – hvis man overhovedet i Forbindelse med en – haha – Kakkelovnsmand kan tale om Nerver. Jeg forsikrer Dem, mine Damer og Herrer, der er virkelig ikke en ond Blodsdraabe i Hr. Jensen. Men – selvfølgelig – han vilde jo ikke pynte særligt i vor Medlemsliste. –
Hr. Alfred Ipsen (brav, upartisk og konfus, springer op): Hvorfor skulde vi ikke kunne optage Hr. Jensen i Foreningen?
Antor Melbye (i Revyhumør): Nej, hvorfor? Det er jo oven i Købet praktisk at have en Renser til Professorens Kakkelovnsrør. (Munterhed.)
Formanden (ler højest): Hahaha! Den maa vi endelig have ind i Blæksprutten, kære Mel. Bojesen vil finde den Vits bedaarende. Men – et Spøg, et andet Alvor – jeg maa – uden iøvrigt oftere at komme ind paa Hr. Jensens literære Pretentioner – fastholde, at vi ikke kan optage Forfattere i borgerlige Livsstillinger –
Oberstløjtnant Rist (schneidig vikset): Absolut ikke!
Formanden: – da vi tilhører et udpræget Kulturland, hvor man udmærket godt – med lidt gode Forbindelser og et vindende Væsen – sorgfrit kan leve udelukkende af sin Pen. Gudskelov! Naturligvis bør vi affatte vort Afslag til Hr. Jensen i største Høflighed –
Aage Matthissen Hansen (i undselig Langhaarethed og med kinesisk Faarekyllingerøst): Hr. Jensen forfatter maaske heller ikke Værker selv – –
Formanden (purrer lidt nervøst op i Haaret, med en lille Smule usikker Røst): Jo, det tror jeg dog. Skøndt – af og til – jeg har nemlig en gang kastet et flygtigt Blik i Klods-Hans – af og til – skulde man næsten synes – at der bagved – hm – stod –
Madam Jensen (viser sig i Salens anden Ende, besjalet, bebrillet og bestemt): Det gør der vist ossensaa, Hr. Praaæsser!
Formanden (konsterneret): Madam Jensen –
(Almindelig Overraskelse.)
Madam Jensen (under mange Kniks og Hilsener): Ja, je har den Ærre at være Bemæltes Kone. Ja, onskyl, a je saadan trænger maj ing i detteherre prevate Forsamlingsmøje. Men je e natyrlit umaali bespendt paa Fatters Obtaelse. Men hva nu den Ting angaanes, aa i Henhol te Praafæssorens sidstnævnte Utalelse – saa erret møjet riktit, at der staar en annen En bag – aa det æ saamæn Praafæsseren sæl, a Di ve’et!
(Uro, Bevægelse.)
Formanden (maa drikke et Glas Vand.)
Madam Jensen: Nu ska Sandheen fræm, ska’en. Praafæssoren kommer en Gang aam Uen i Mørkningen te min Man aa jælper ham me Bokstaværingen, aa det faar han a Fatter sinne rielie 1 Krone aa 50 fo Timmen.
(Voldsom Bevægelse.)
Alfred Ipsen (triumferende): Bravo! Haha! nu De, Hr. Professor! Nu er det Deres Tur at rense Dem.
Formanden (fattet og behersket lige til Neglerødderne): Mine Damer og Herrer, jeg elsker Sandheden som jeg elsker Modet og den blanke Klinge. Jeg give maa den gode Kone Ret. (Uheldspaaende Tavshed.) Jeg har i al Godmodighed givet Hr. Jensen en Haandsrækning. Det vil sige, Indholdet og Tankerne er Hr. Jensens, Formen er jeg Mester for. Hvad Timebetalingen angaar, har jeg modtaget den, fordi en Forfatter maa tage alle Indtægter med, da vi jo alle ved, hvor vanskeligt det er, udelukkende at leve af sin Pen i et lille Land som vort. Med andre Ord, jeg har handlet for at værne om Forfatterstandens Uafhængighed!
(Bravoraab, Haandklap. Madam Jensen bliver læmpeligt hældt ud.)
Sophus Michaëlis: Mine Damer og Herrer, vi bør med Akklamation give vor udmærkede Formand et ubetinget Tillidsvotum!
(Stormende Jubel. Alle Hænder – undtagen Hr Alfred Ipsens, som forbliver i Bukselommerne, rækker i Vejret, hvorefter man med Begejstring afsynger Professorens stilfunde Rusvise fra Hans Højhed):
“Det vat et gammelt Bænkelæ’renseBi, ba, bænkelær” o.s.v.
(Ernst Bojesens Marmorbuste smiler tilfreds.)
Skælm
GADENS BØRN