Klods Hans
1902.
Vi hade ellers inte tængt vos at gøre saadan noet særdelis lukretift u’ a Daen mællem hinannen ingbørdes, paa som det nær, a Motter bæstemte se te a gi mig ræn Sjorte paa om Maarningen aa forøvrit vinefast Tesagn om, at je te Medda sku faa minne Livverætter, bestaanes af Krasseeoppe aa Ferskefriggedæller, saa man ka ju tænge se vaareses ingtænsive Ovverraskælse ved saadan ve Sækstien a bie vækken i Ædderdunerne a en dusje Mosek neenfor i Bavgaaren. “Ih, Du Alstyrenes!” raaver saa Motter, aa faar hinners Bummesidsesklokke om Haafteskaalen, hvaarætter hun titter haajstens blufærdit u a Vinnerværet. “Je ve inte va Du søns, Fatter, det e hværken mær eller minder end Jokaim Annersen mæ fresseret Lannevej, saam staar dernere foran Retterajerne aa maasesere me et stork Orsjæster te Ærre faade,” sier hun aa tefaajer: “Det er “Nye Tier, nye Tanker” De spiller, Fatter.” Je u a Baalsterne aa hen te de aavne Vinnevær, hvaar je aajeblækkeli faar en saadan Tus a Orsjæstret, a Tællefaantraane ovver Huset bevreje som Bærrefest. Je hælser ju bevæget og Motter smir i hinners obløste Sinsstæmning en Fæmøre ner te Joakim aa lugger Vinneværet. “Du ska bare se, Fatter,” sir hun, “a der i Da bier Fest faade som fo en a Aarhunredes største Lysbrengere. Bare vi dov saa hade taen ner te Jokumsens i Søsum.” Aa lisom hun har utalt disseherne Or, saa kimmer Postbuet, aa saa vælter de ing me Bræve aa Tællegramer fra alle Stær paa Jorkloen. Je aavneje de føsde aa bæveje i Onnerbokserne, da je læsde:
“Hans Jensen, Køvenhavn.
En Helsen te min modie Kampfælde! Vi har bække kæmbet for a brenge ræn Loft ing i vorres fælles Færeland, og gørret fræmdeles.
Georg Brandes”
Taarerne flø me ner a Kinbakkerne, hva der ga Motter Anledning te a utale: “Nu maa Du Vegu manne Dig ob, Fatter, fo der kommer natyrligvis ossensaa Dippetasjoner.” “Tror DU?” sier je. “Je maa aajeblækkeli ner te Ordrekræmmeren aa ha en Flaske a hanser Paartvin te 1 Krone aa 25,” sier hun aa tefaajer bønlit: “I Da, Fatter, maa Du værkli vaske Din Hals me Svamben.” De e næmlien den æneste a hinners Livsformaal, saam hun inte har kunnet faat hitil gæmmelført. Næbbe e hun imilerti uje a Kykkendørren, aam inte a saa den føste Dippetasjon andkommer i Draasje aa Speskjole. De e Fofatterfaareningen me Karl Larsen i Spessen og Blaamøller i Enden, som me none vælvalte Or ovverrægger me en nyli uført gravitætis Adræsse, ingbonden i Aaleskin me Arrabasker i Akvavitfarver a Binnesbøll aa stellesereje Hosbetalslæmner a Ejnar Nielsen, onnertajnet a alle Danmars Dektere liefra Drakmand te Luis de Mulæng. Lie ovvenpaa denneherne Oversjaskelse aan inte a saa Ingdustriforeningen arreverer me Likiste aa Skuespellerfabbrekant Rostrub aa Bavermæster Gætsje som Orføre. De begeiner maj me en Skitskraver a Søl me dannebrosfarveje Klue paa Enden i hæle Haandværkets aa Husfliens Navn. Je sto aldælis døvstom a Bætuttelse saa de va en Gusløkke a Motter iddesame arreværeje me Paartvinen aa ingveterte di Testæjeværrenne paa en Fofreskning onner mange Gumpenasjer me Tornyren. Mæn da vi nunte ejeje mer end som træ Ølglas aa et Snabseglas uen Fod, va vi nøsagedes te a ingdele Dippetasjonernes Mælemmer i Hol, nær der sku klinkes, me Avtørrelse af Glassene i et Hanklæje mællem hvær Omgang.
De gek nu møjet gomodit a lie te a Teadersjæfen Græv Danneskjold-Samson aa Martinnijus aavenbarede se, den første mæbringendes paa den dramatiske Konsts Vejne en bronsjeret Asgeskoffe mæ Setater a Holbær aa Ødenslær, mæns a Martinnijus foæreje me Valget mællem hanses Fotegrafi i Trikko aa en livsvari Pensjon paa ottehunreje Kroner. Mæn nu bleen gal med Glassene, fo Græven saa ju lit amalgemeret ner i Snabseglasset, han hade faat, aa som Gætsje a Vandvare hade sovset lit te, hvorimo a Martinnejus betænksom som alti trægger to mebringennes vindetianske Paakaler aa en Flaske Skum ob a Bavskøderne te egenhændi Bru aa prevat Helsen mællem ham aa mej. De ku nu alsammen være spændt særdelis kordialt a, hves a der inte var arreværen en støre Damekometæ me Æmma Gad aa Ædit Næbelong i Spessen med en broderen Kelledække, faa nu veste hværken Motter eller jai levennes Raad fo, hvor vi sku amblegere alle Gratulanterne formedels Pladsmangel, men ved Jælp af Ærnst Boysen, som va kommen med et Ægsemplar a Troltøj, aa Derektør Tranne fra Tiveli, som beklageje inte a ha Raa ye a gi noen Præsang, saa fik vi ænneli noenlonne Orden i Arrensemanget. Græven blev sat op i Vindueskarmen aa Blaamøller ner paa Gullet, Rostrub ovvenpaa Kakkelonen aa Herman Bang paa Spøttebakken. Martinnijus fik Æmma Gad paa Skøddet, aa Carl Eval Ædith Næbelong. De to se helt høggelit u, aa de va med obrigti Fornaajelse aa Anderkennelsesværdihe a je grev Oret aa utalte me ongefær saaledes i jærtelie Or: “Haastæreje Samtidie. Inte uen en ves indre Bæskeenhe telajer je maj a hænregne med te Gæmmelbrusmænnene fra Halfjærserne, fomedels a min Obgave immer har vaaren denneherne, a skaffe Loft i Knækrørene aa Møjet u a Kumfyrene i Aansfriheens aa Dæmokratismens lysennes Navn. Der er tebut mai et Praafæssorat i Rængøring ve Onniværsitætet, men je har abslaaen same. Je ve staa frit i vort ælskeje Færelan aa fodele Sod aa Kalk lie mællem Partierne saam en trofast Vokter fo Kolturens store Varmelening. Tak, jærteli Tak!” Da je hade utalt disseherne Or, va der inte et tørt Øje mer i Krukkedillegade 14, 4. Sal te haajre
Jargon.