Fornuftigt – og altid velment.
25.01.1920.
Spørg ikke, hvad Folk betaler i Skat, og hvor stor deres Indtægt har været.
Kom ikke med for mange Spørgsmaal. Unddrag Dem denne nationale af Englændere afskyede Ligefremhed som ikke mere er paa sin Plads.
Spørg ikke, hvad Folk betaler i Skat, og hvor stor deres Indtægt har været. Spørg ikke hvad de handler med.
Spørg ikke i en Familie, hvordan det gaar med en Søns Eksamen, naar der efterhaanden er blevet stille om den.
Spørg ikke en Ven, De i længere Tid ikke har set, hvordan hans Kone har det, medmindre De har Mod til, med en forbeholden Mine at tilføje: At sige, hvis du endnu har den samme.
Spørg ikke Damer af hvem de har faaet deres Diamantring eller Zobelpels.
Vov Dem ikke i det hele taget i selskabelig Samtale ikke ud paa tynd Is, hvor De har al Udsigt til at plumpe i, men hold Dem til de sikre Gebeter.
22.02.1920.
Undgaa saa vidt muligt paa offentlige Steder, i Sporvogn, Teater, Jernbane eller lign. at føre en Passiar med en højttalende Bekendt.
Undgaa saa vidt muligt paa offentlige Steder, i Sporvogn, Teater, Jernbane eller lign. at føre en Passiar med en højttalende Bekendt, der viser sig at være uforsigtig i sine Udtalelser om navngivne Personer eller Forhold. Afbryd Samtalen saa hurtigt og høfligt, De kan, for der er altid nogen, der hører det og kender Dem. Selv om De udtaler Dem nok saa forsigtigt, vil De uvægerligt saa Skyld for det, den Anden har sagt, idet de tavse og kritiske Tilhørere ikke husker, hvem der har sagt hvad, men blot bevarer et Indtryk af det sagte, som ikke vil blive regnet Dem til gode.
29.02.1920.
Vend Dem ikke om paa Gaden for at se efter nogen De lige har passeret.
Vend Dem ikke om paa Gaden for at se efter nogen De lige har passeret, selv om De har nok saa megen Lyst til at tage et Vue af Vedkommende.
Naar Personer, De møder, henleder hinandens Opmærksomhed paa Dem ved Hvisken og et Puf i Siden, se da ikke interesseret paa de Paagældende, men gaa forbi dem, som om de var den tomme Luft.
07.03.1920.
Husk, at Begyndelsen og Afslutningen paa en afgørende Samtale, er det vigtigste.
Tag Dem ikke nær, hvis De i et Forretningsanliggende eller anden vigtig Samtale ikke rigtig forstaar, hvad der bliver sagt til Dem, i Fald De blot nøjagtig ved, hvad De selv vil sige.
Kom præcis til den fastsatte Tid, hvis De i en bestemt Anledning har anmodet om en Samtale. Det gør et ugunstigt Indtryk paa den anden Part muligvis at maatte forsømme noget og i en Køre se paa Uret.
Hvis De aflægger Besøg hos et meget optaget Menneske i et bestemt Anliggende, fat Dem da i Korthed. Kom med det, De har paa Hjertet, klart og tydeligt og velovervejet. De har da bedst Udsigt til ikke at være gaaet forgæves.
Husk, at Begyndelsen og Afslutningen paa en afgørende Samtale, er det vigtigste. Slutningen maa bestemmes af Samtalens Forløb, men De bør overveje paa Forhaand hvordan De vil begynde.
25.04.1920.
Stræb at undgaa den kun altfor almindelige Fejl at spare paa Skillingen og lade Daleren rulle.
Hvis De faar mindre i Indtægt, alt mens Livet bliver dyrere, tag da resolut Tyren ved Hornene og gør Deres almindelige Levefod mindre kostbar, saa De ikke behøver at pine Dem med Smaaudgifter og nægte Dem de smaa, personlige Behageligheder, De sætter pris paa. Indret fremfor alt Deres Økonomi paa at være forsigtig med de Poster, hvorved Pengene gives ud til Ting som Restaurantliv, Udflugter, Bilture, offentlige Forlystelser m. m., men vær mindre nøjeregnende med de Udgifter, der bringer varig Nytte og Glæde.
Stræb at undgaa den kun altfor almindelige Fejl at spare paa Skillingen og lade Daleren rulle.
02.05.1920.
Hvis Snedkersvenden virkelig viser sig, koster Reparationen lige saa meget som en helt ny Stol.
Det er nemt nok at sige, at man skal holde sit Indbo i god Stand, men Tidernes demokratiske Tendenser har gjort det meget vanskeligt overhovedet at faa Haandværkeren i Tale, endsige faa ham til at komme og lime et Ben paa en havareret Stol; og hvis Snedkersvenden virkelig viser sig, koster Reparationen lige saa meget som en helt ny Stol. Lykkelig er den, der har hemmelige Kilder i Form af Bekendtskab med ældre Smaamestre, som arbejder uden Svende og som man ved et personligt venskabeligt Forhold kan paavirke med Medlidenhed med Ens lidelser. En Husstand bør derfor helst have Forbindelse af en lidt venskabelig Art med de Haandværkere, den har brug for.
09.05.1920.
Man skal bo i alle sine Rum, ellers stivner de og bliver til døde Partier i Hjemmets levende Organisme.
Rigdommens Forbandelse er et yndet Mundheld, omtrent lige saa yndet som det med Rønnebærrene. Men i én Henseende er dettt sikkert paa sin Plads – det er over for Begrebet “et Suite af Saloner”. Der gives intet mere øde og trist end et Værelse, hvori der ikke leves, virkes og arbejdes – ganske ligegyldig, om det er opfyldt med Luksus og Silkeportierer eller blot er en “Stadsstue”, som jævne Folk ynder at have den med Betræk over Stolene og Flor om Hængelampen. Man skal bo i alle sine Rum, ellers stivner de og bliver til døde Partier i Hjemmets levende Organisme.
16.05.1920.
Lad Gemalen – af og til – ikke ofte – have det sidste Ord og vide bedre Besked end De.
Vær forsgtig, unge Frue, med altid at foreholde Deres Mand de store Udgifter og de høje Priser. Tal saa lidt som muligt derom, skønt det formodentlig udgør Deres Livs Pine. Prøv at klare Dem med de faste Maaneds- eller Ugepenge.
Vogt Dem for den første lille Strid, og gør alt for at afværge den. Men er den uundgaaelig, da kæmp den tappert til Ende. Har De en Gang sejret er Deres Stilling stærk.
Vær altid, selv under en Strid, høflig og udadtil venlig imod ham. De stærke Udtryk fortrydes saa godt som altid og er vanskelige at udslette i Erindringen.
Lad Gemalen – af og til – ikke ofte – have det sidste Ord og vide bedre Besked end De. Det styrker hans Selvbevidsthed og skader ikke Dem.
30.05.1920.
Hvis De er kommen for at opnaa noget, da fremsæt det hurtigt, knapt og klart uden Omsvøb og Sidespring.
Pas paa ikke at blive siddende for længe hos stærkt optagne Mennesker. Glem ikke, at selv om Samtalen føres paa behagelig Vis, har den, De har søgt i en bestemt Anledning andre og sikkert vigtigere Gøremaal.
Tro ikke, at den sædvanlige Afskedssætning: “Nu har jeg taget altfor meget af Deres optagne Tid”, gør det ud – denne Tid kan ligefuldt saa udmærket af den anden Part betragtes som spildt.
Hvid De er kommen for at opnaa noget, da fremsæt det hurtigt, knapt og klart uden Omsvøb og Sidespring. De har derved den bedste Chanse for at gøre et godt indtryk og faa Deres Ønske opfyldt.
Overlæg i Forvejen, hvordan De vil begyndte. Er man først kommen i Gang, gaar det lettere.
20.06.1920.
Til et Hjem, stort eller lille, hører altid en Kres af Halvgamle og Halvfattige – eller begge Dele.
Til et Hjem, stort eller lille, hører altid en Kres af Halvgamle og Halvfattige – eller begge Dele, med hvem Husstanden i Tidens Løb har haft at gøre. Disse “Klienter” er ofte Familiens bedste Venner, naar de kommer for at faa en lille Behagelighed, er det baade menneskeligt og klogt at byde dem venligt Velkommen ved sin Tærskel. For i de gode Dage er de en forsvindende lille Byrde, men er der Brug for en Villighed i vanskelige Forhold, véd man, hvem man kan bede derom, lige fra at vande Kaktus’erne under Bortrejse og til den sidste Vaagen over en kær Afdød.
27.06.1920.
Byd venligt den trætte Fodgænger en Plads i Deres Vogn eller Bil, luk Deres Have op for dem, der maatte ønske at spasere i den, nægt ikke Folk at passere Deres Badehus.
Hvis De hører til de Lykkelige, der ejer et Landsted, en Lystgaard, en Bil, en Vogn, en Baad eller hvad som helst, der bringer En i umiddelbar Berøring med Naturlivet, vis da Elskværdighed og Imødekommenhed dermed og luk ikke Deres Medmennesker ude fra det. Byd venligt den trætte Fodgænger en Plads i Deres Vogn eller Bil, luk Deres Have op for dem, der maatte ønske at spasere i den, nægt ikke Folk at passere Deres Badehus, anlæg Gangstier for de Vejfarende og anbring Bænke under skyggefulde Træer for dem, der vil hvile sig.
Tag med velvillig Sindsro og et Skuldertræk, hvis der stjæles nogle Blomster eller af Drenge røves et Par Pærer fra Deres Have.
Glem aldrig, at de kun er Forvalter af en lille Smule af Naturens Skønhed, som er skabt for alle Menneskenes Børn.
08.08.1920.
Hvor det gælder noget virkeligt, kan muligvis et kraftigt Sprog undertiden have en velgørende Virkning, men ved at blive heftig over Smaating faar man kun Ord for at være en Skændegæst.
Hvis De er hidsig af Naturen, gør da i Klogskabens Interesse alt for at bekæmpe denne Egenskab. Den vil saa godt som altid faa Dem til at trække det korteste Straa ved at nøde Dem til at maatte bede om Forladelse.
Tag Dem i hvert Fald i Agt for at vise Dem heftig i Anledning af en Bagatel. Hvor det gælder noget virkeligt, kan muligvis et kraftigt Sprog undertiden have en velgørende Virkning, men ved at blive heftig over Smaating faar man kun Ord for at være en Skændegæst.
15.08.1920.
Vær ikke nysgerrig angaaende andre Folks Forhold, der ikke vedkommer Dem.
Vær ikke nysgerrig angaaende andre Folks Forhold, der ikke vedkommer Dem. Hvis denne leveregel blev benyttet lidt rigeligere, vilde det giftige Begreb Sladder ikke florere slet saa stærkt.
Fortab Dem ikke i for mange Ord om Bagateller. Ved en Talestrøm om ligegyldige og personlige Ting indordnes man uundgaaeligt i Kategorien: Kedelig.
Sig overhovedet hellere for lidt end for meget. Tænk paa den Verdensmand, der havde stor Sukces paa at tie paa syv Sprog.
Væn Dem ikke til at overdrive i Deres Beretninger eller Sammenligninger. Vær i det hele taget varsom med Sammenligninger. Man kommer som oftest tilkort med dem.
05.09.1920.
Størstedelen af Livets Kunst og Livets Held bestaar i at gribe Øjeblikket.
Den, der ikke nøler og vakler, men uden Betænkning ved, hvad der bør gøres og siges, sidder inde med Chancerne.
Lad det staa Dem klart, at Størstedelen af Livets Kunst og Livets Held bestaar i at gribe Øjeblikket, naar det er der. Er det først gledet forbi, er det som oftest uigenkaldelig tabt.
19.09.1920.
Har Deres Hund bidt, selv om det er med Rette, giv den saa hele Skylden og betal.
Lad Dem ikke forlede til uden Nødvendighed at gribe ind i Gadetumulter og Stridigheder ved at tage Parti eller tilbyde Hjælp. Sandsynligvis faar De kun Ulejlighed derved og Utak til Løn.
Har Deres Hund bidt, selv om det er med Rette, giv den saa hele Skylden og betal, hvis De vil undgaa at komme i Vanry.
26.09.1920.
Hvis ikke det i for høj Grad modvirkes af Deres medfødte hjælpsomme Gemyt, vær da varsom med at anbefale Nogen ellere være Mellemmand ved Besættelsen af en Plads.
Hvis ikke det i for høj Grad modvirkes af Deres medfødte hjælpsomme Gemyt, vær da varsom med at anbefale Nogen ellere være Mellemmand ved Besættelsen af en Plads, det være sig af hvilken Art den vil. Enten bliver det ikke til noget, og De har da en pinlig Forklaring til en af Siderne, eller det bliver til noget og falder mindre heldigt ud, Hvem faar da Skylden? Det gør De. Den tredje Udvej, at det bliver til gensidig Tilfredshed, forekommer sjældent.
Naar De agter Dem paa en Rejse, omtal det da ikke paa Forhaand vidt og bredt. De risikerer let at faa paanødt en Rejseledsagelse, der maaske vil ødelægge Dem hele Fornøjelsen.
Paatag Dem heller ikke at besørge Indkøb for Slægt og Venner i Udlandet. Sæt i hvert Fald som en Betingelse, at De faar Penge med dertil. Det er ikke morsomt at anvende sine Rejsepenge til Udlæg, og det er endnu mindre morsomt at staa som Kreditor for Beløb, naar man kommer Hjem.
24.10.1920.
Vært og værtinde bør altid være parate til at rykke ud som Redningskorps for Situationen, naar Samtalen er ved at dreje ind paa farlige Gebeter.
Værtinden i et Selskab bør ikke, selv om hun har nok saa megen Lyst dertil, anbringe sig i en Krog med en af sine Gæster for at føre en lang, stille Samtale paa Tomandshaand. Det virker ikke oplivende paa Stemningen. Hun bør tværtimod gaa fra Gruppe til Gruppe, hvis Selskabet er talrigt, og hvis det er faatalligt da søge at samle dem til én Kres og se at faa Samtalen almindelig.
Vært og værtinde bør altid være parate til at rykke ud som Redningskorps for Situationen, naar Samtalen er ved at dreje ind paa farlige Gebeter.
Ved et Aftenselskab eller en Eftermiddagste, Anledninger hvor Gæsterne ikke skal placeres fast ved et Bord, skal man ikke være ængstelig for at indbyde lidt rigeligt. Der maa hellere komme for Mange end for Faa.
31.10.1920.
Hvis man er meget kendt og ikke er haardhudet nok til resolut at hænge Røret paa, maa man, for at undgaa denne Plage, hellere have hemmeligt Nummer, hvilket for saa vidt ogsaa er en Plage.
Den ganske hensynsløse Maade, hvorpaa Folk, særlig Damer, ugenert ringer op til dem ubekendte Mennesker for at faa Oplysninger eller Raad om, hvordan de skal gribe Tingene an i deres Privatliv, opnaa Erhverv eller Forbindelse med med formaaende Personer, er ved at gøre Telefonen til en af Livets Plager. Man maa dog kunne indse, at ad denne Vej opnaas der intet som helst, og at Tiden, det tager for begge Parter, er fuldstændig spildt, naar der i en Telefon, som er beregnet paa praktiske Meddelelser, begynder med følgende Passus: “Ja, De kender mig ikke, mit Navn er” – osv.
Hvis man er meget kendt og ikke er haardhudet nok til resolut at hænge Røret paa, maa man, for at undgaa denne Plage, hellere have hemmeligt Nummer, hvilket for saa vidt ogsaa er en Plage.
Naar Telefonen afbrydes under Samtalen, er det den, der ringede op, hvem det paahviler at ringe op paa ny.
Hvis man var omtrent udtømt, og der ringes op igen blot for at sige: “Ja, vi blev nok afbrudt”, osv., ligesom man igen havde taget fat paa sin Beskæftigelse, maa det betragtes som heldigt for begge Parter at lade den fornyede Opringning fare. Hvor mange Gange daglig bliver der ikke i den Anledning sagt eller tænkt: Aa – gid Pokker havde N.N.
14.11.1920.
Straf aldrig et Barn i Heftighed. En Ørefigen, tildelt fordi man selv er blevet ærgerlig oven en itutraadt Kjole eller et ved Uagtsomhed sønderslaaet Vase, opfattes af et Barn som den Uretfærdighed den er.
Hvis et Barn har gjort sig fortjent til en alvorlig Røffel, og De er i Færd med at tildele den, pas da godt paa Deres Ansigt. Blot den svageste Antydning af et Smil vil blive opfanget om det saa blot er i Øjnene, og Deres Rolle som Retfærdighedens Haandhæver vil blive en Fiasko. Børns Forstaaelse er i saa Henseende meget fin.
En Ørefigen, tildelt fordi man selv er blevet ærgerlig oven en itutraadt Kjole eller et ved Uagtsomhed sønderslaaet Vase, opfattes af et Barn som den Uretfærdighed den er, og huskes længe, længe derefter.