Fornuftigt – og altid velment.
07.01.1917.
Anvendelse af Telefon.
Naar man telefonere, begynder man med at spørge: “Er det hos f. Eks. Grosserer N. N.?” Man nævner derpaa sit Navn og beder om at maatte tale med den Person af Husstanden, der ønskes. Det korrekte Svar herpaa er: “Et Øjeblik, jeg skal se, om Vedkommende er hjemme”, idet der derved gives Lejlighed til at undgaa Samtalen.
Stol ikke paa at kende Stemmen. Man kan gaa frygteligt i Vandet derpaa.
Selv om en Samtale er En nok saa ubehagelig, er det højst uhøfligt at hænge Røret paa uden at have sluttet eller sagt Farvel.
Naar der bliver ringet, og Vedkommende ikke er hjemme, bør der skriftlig optages Besked, helst med Angivelse af Nummer.
Hvis man bliver afbrudt, hvad kun alt for ofte sker, er det den, der har indledet Samtalen, der maa ringe op paa ny. Naar Samtalen praktisk talt er afsluttet, er det ganske urimeligt at ringe op paa ny blot for at sige: “Vi blev nok afbrudt – saa er der nok ellers ikke mere”.
Stræb efter ikke at gøre Telefonsamtaler for lange, da andre maaske ønsker at ringe til et af de to Apparater og ustandselig faar det irriterende Svar: “Optaget”.
Naar den, man taler med, er bogstavelig talt uafrystelig, kan man ved med smaa Mellemrum at trykke let paa Gaflen momentvis afbryde Strømmen. Man siger saa: “Er De der endnu! Hallo! Apparatet er nok i Uorden! Naa, ja vi var jo for Resten færdig. Farvel og paa Gensyn.
21.01.1917.
Beklag Dem aldrig, hvis De har for faa Penge.
Tal saa lidt som muligt om Penge, hvis De ønsker at bevæge Dem indenfor det Omraade, hvor god Tone hersker.
Beklag Dem aldrig, hvis De har for faa Penge. Det er blot pinligt for andre at høre paa og pral ikke med, hvad De har Raad til, hvis De har mange Penge. Intet er mere umuligt indenfor det virkelig gode Selskab.
Lad Pengene blot være den usynlige Maskine, der driver Værket, uden at man nogen Sinde omtaler, hvor vidt det er med flere eller færre Hestes Kraft.
Læg ikke mindste Vægt paa, om Folk er rige eller ikke, ved Valget af Deres Omgang. Det er i dette Forhold kun Sympatien og de fælles Interesser, der bør føre Folk sammen. Tro ikke, at rige Folk, naar de er elskværdige, er mere fordringsfulde i selskabelig Omgang end de mindre velbeslaaede. Det modsatte er snarere Tilfældet. Rige Mennesker er saa forvænt med Hensyn til Luksus, at de som oftest, hvad det Selskabelige angaar, sætter langt mere Pris paa det Morsomme end det Kostbare. Her som alle Vegne er det, der kommer indefra, Hovedsagen.
28.01.1917.
Forsøm ikke om mulig at rette paa et Barns Hjulbenethed eller stærke Ansats til at blive kalveknæet.
Forsøm ikke at drage Omsorg for Deres Børns Udseende gennem hele Livet, mens de endnu er Børn, og det maaske endnu er Tid at rette paa Naturens Fejltagelser.
Sørg især for, at Tandstillingen ikke er vansirende, hvad enten det gælder udstaaende eller dobbeltvoksende Tænder. Tandlægekunsten er i vore Dage naaet højt nok til, at de allerfleste af den Slags skæmmende Ting kan afbødes, og Deres Børn vil som Voksne være Dem taknemmelige for, at De har været energisk nok til at lade det foretage i Tide. Gør ligeledes alt, hvad De formaar, for at fjerne Modermærker, Vorter o. l. fra Børnenes Ansigter.
Lad en Læge undersøge et Barn ved det mindste Tegn paa Skævhed.
Forsøm ikke om mulig at rette paa et Barns Hjulbenethed eller stærke Ansats til at blive kalveknæet. Gør alt, hvad De kan for at vænne et Barn af med nervøse Trækninger (hvad der paa Fransk kaldes un tic). Husk at saadanne Smaating ofte kan ødelægge et Livs Lykke.
25.02.1917.
Betragt Privatbreve som betroet Gods.
Man bør aldrig under en Fælles Samtale om et bestemt Emne give sig til at hviske med en enkelt af Deltagerne. Det vidner ikke om god Tone og leder uvilkaarlig Tanken hen paa Underhaandsaftaler.
Betragt Privatbreve som betroet Gods. Vær forsigtig med at vise et Brev, kun bestemt for Dem, til Andre. Gør det kun, hvor det er Deres Mening at vække Glæde dermed, aldrig, hvis det berører vanskelige Forhold eller indeholder nedsættende Udtalelser. Tag hellere et Uddrag af dets Indhold, hvis dette er nødvendigt for en Sags Forløb.
Glem ikke i Stridens Hede, at man ved Offentliggørelse af et Privatbrev under en Polemik er ude paa Umulighedernes Gebet hvad angaar Takt og Hensyn.
04.03.1917.
Lad Dem ikke af Tankeløshed forlede til den meget almindelige Fejl at være behageligere mod Fremmede end mod Deres Nærmeste.
Hvis De under en Stridighed har haft Uret, og De selv føler det dybt nede i den Sjælens Stilhed, som altid findes under Stridens Bølgegang, hav da Mod til at vedgaa det. Sig ærligt: Jeg havde Uret – tilgiv mig. Intet afvæbner Modstanderen mere end en saadan Ærlighed. Og den, der ikke kan bekæmpe alt rethaverske Sind, men farer fort paa Trods med at kævles, maa altid bøde haardt derfor.
Glem aldrig i Deres Samkvem med dem, der staar Dem nær, at Livet er kort og kan afbrydes, naar man er mindst forberedt derpaa. Det, man føler ved ikke at have været som man burde, mod den, man har mistet, er mere nagende end noget andet, fordi det aldrig kan gøres godt igen.
Lad Dem ikke af Tankeløshed forlede til den meget almindelige Fejl at være behageligere mod Fremmede end mod Deres Nærmeste. Ofte bevirker Gnavenhed og Mangel paa Selvbeherskelse, at Mennesker er værst mod dem, der i Hjertet er dem kærest.
11.03.1917.
Tag ikke af Fadet, mens De tygger. Det virker graadigt og lidet kultiveret.
Vend Dem aldrig om ved et Middagsbord for at se, hvori den næste Ret bestaar.
Lad overhovedet, som om Maden aldeles ikke interesserer Dem. Hvis den gør det, da forsyn Dem hurtigt og tilsyneladende ligegyldigt med det Stykke, De med et lynsnart Sideblik har udsøgt Dem, mens Fadet var hos Sidemanden.
Tal ikke om Maden. Dog kan et enkelt berømmende Ord til Værtinden om Kogerskens Dygtighed passere og undertiden vinde Anklang.
Tal heller aldrig før Maaltidet om, at De er sulten. Det virker ulveagtigt, og De faar ikke Hungeren stillet et Minut før, fordi De beklager Dem. Tilfredsstil Dem i Stilhed og grundigt.
Tag ikke af Fadet, mens De tygger. Det virker graadigt og lidet kultiveret.
Tal ikke med Munden fuld af Mad.
Beklag Dem ikke, hvis Deres Nabo tager den Kage eller Frugt, De lige havde tiltænkt Dem selv. Det gør han nemlig altid, men det er af de Stød, som man maa bære. Tag ikke Deres Serviet om Halsen, men forsøg at lade være at spilde paa Deres Tøj.
Læg Deres Kniv og Gaffel i ret Linje ud fra Dem som Tegn paa, at De ikke ønsker mere.
17.03.1907.
Giv Agt paa Deres Børns Leg; led den ind i det rette Spor og giv dem Idéer, maaske fra Legene i Deres egen Barndom.
Giv ikke Børn Bliktrompeter, Fløjter eller Trommer til Gave. De kære Smaa kan være støjende nok endda og fordummes blot af at hengive sig til et formaalsløst Spektakel, hvad de elsker.
Forær dem hellere Spil, Tegnesager eller Billedbøger, hvad som helst, der er egnet til at udvikle deres Tænksomhed og Intelligens. Kun sjælden har de for meget af den fra Naturens Haand.
Tag Dem selv lidt af Deres Børns Leg. Giv Agt paa den, led den ind i det rette Spor og giv dem Idéer, maaske fra Legene i Deres egen Barndom. Det er den bedste Maade, hvorpaa man kan knytte Slægtsleddene sammen til et uopløseligt Hele.
Gør, hvad De kan, for at faa Sang og Musik ind i Deres Børns Leg; lær dem de gamle Børnesange og Rim. Kærlighed til Musik og Digt er den smukkeste Interesse, De kan give Børnene med ud i Livet fra deres Hjem.
25.03.1917.
Giv ikke Deres Børn Kælenavne.
Giv ikke Deres Børn Kælenavne. Det er saa godt som umuligt senere at frigøre sig for dem og mere end ubehageligt Livet igennem at gaa rundt og hedde Bips, Misse, Tulle, Tutte, naar hele Ens Apparition og Væren absolut ikke egner sig dertil. Det kan lyde lidt højtideligt, naar man siger: “Giv Victoria en ren Ble paa”, eller Galathea maa vænne sig af med at sutte paa sin Pegefinger”, men for Barnets Fremtids Skyld bør man resolut føre det igennem.
Det burde være et Fingerpeg i Retning af, at man helst bør afholde sig fra at give sine Børn baade for højtklingende og for poetiske Navne som de nu saa stærkt brugte: Rigmor, Bergliot, Dagny, Agnete. Var det ikke mere praktisk af Hensyn til det hele lange Liv at vende tilbage til de internationale hyggelige Navne, der passer til alle Lande og Aldre: Julie, Laura, Mathilde, Emilie, Ida, Elisabeth, og hvad de nu hed, vore Bedstemødre. En gammel Tante Laura falder fuldkommen i Traad med vore Begreber. En Tante Dagny – synes man, det passer?
01.04.1917.
Kære unge Frøken, vær lidt forsigtig med Deres Ungdom og Skønhed. Indlad Dem ikke med fremmede Herrer.
Kære unge Frøken, vær lidt forsigtig med Deres Ungdom og Skønhed. Indlad Dem ikke med fremmede Herrer paa Steder, hvor De er uden Beskyttelse, ikke en Gang med Damer, paa hvis Egenskaber og Livsførelse De ikke er absolut sikker.
Glem ikke, at selv om De har være sammen med en Herre i Selskab, har han paa Gaden som Herre ikke Ret til at tiltale Dem som Dame, men kan kun hilse i Forbigaaende.
Det bliver Deres Sag at standse og begynde en Samtale. Gør det ikke, hvis han er Dem fremmed med mindre De har Garanti for hans Tænkemaade og Optræden overfor Kvinder – kort sagt fuld Tiltro til hans Ridderlighed. Ubetænksomhed paa det Omraade har ført mere end en ung Pige ind paa en Glidebane, hvis Retning er uhjælpelig nedadgaaende. Hun ser det ofte først, naar det er for sent.
15.04.1917.
Den vigtigste Kunst af alle for Kvinden: Kunsten at behage.
I Georg Brande’s Bog om Voltaire siges om Mme. d’Epinay: “Hun har fundet den store Hemmelighed at gøre det mest mulige ud af sit Væsen”.
Læs disse Visdomsord flere Gange, mine Damer, lær dem udenad og bring dem til Anvendelse i Livet. Det er nemlig paa dem, den beror, den vigtigste Kunst af alle for Kvinden: Kunsten at behage. Enhver har noget særegent, noget ganske personligt i sit Væsen, som ingen andre har. Søg at udvikle det ved at fornemme, hvad man lægger Mærke til netop hos Dem, om det et Smilets Tiltrækning, Hovedets Holdning, Evnen til at lytte – vær lydhør for at finde det, og lad dette Særegne danne Grundlaget for hele Deres Væsen. Kun derved erhverver De den særegne Charme.
22.04.1917.
Hvis De ikke faar Svar paa en Indbydelse i Løbet af et Par Dage, er De i Deres gode Ret til pr. Telefon at forespørge, om Indbydelsen er indtruffet.
Naar De mener det heldigt at sende et til Dem rettet Brev til en Anden for eventuelt at meddele Oplysninger eller konstatere et eller andet, bør Vedkommende sende Dem Brevet tilbage med en høflig Tak. Hvis De ikke faar det, og De er interesseret i at faa det igen, er De i Deres Ret til at anmode om det.
Hvis De ikke faar Svar paa en Indbydelse i Løbet af et Par Dage, er De ligeledes i Deres gode Ret til pr. Telefon at forespørge, om Indbydelsen er indtruffet, hvilket er saa meget mere berettiget, som man jo aldrig véd, om Adressanten er bortrejst og derfor afskaaret fra at svare.
Hvis De giver nogen en Anbefalingsskrivelse eller blot et Brev til Besørgelse enten personligt i Hænde eller tilsendt, regnes det for god Tone at lade Konvolutten med denne Skrivelse være aaben.
Hvis den, til hvem De betror den, er indviet i de finere Omgangsformer, vil den ikke blive læst paa Vejen, men den maa være stillet saaledes, at dette kan gøres uden Ubehagelighed paa nogen af Siderne.
29.04.1917.
Se i en Mellemakt op til Hofdamelogen og læg Mærke til, om de dér siddende Damer trækker en Pose med fyldte Chokolader op af en Taske.
Absolut forkasteligt kan det vel ikke kaldes at spise Konfekt i Teatret. Det kan jo gøres, i Fald man virkelig ikke i den Tid, en Forestilling varer, kan undvære at spise. Det kan kun betones, at hvis man lægger Vægt paa at høre til de Fine, saa gør man det ikke.
Se i en Mellemakt op til Hofdamelogen og læg Mærke til, om de dér siddende Damer trækker en Pose med fyldte Chokolader op af en Taske og giver sig til at gnaske. Nej, det falder dem ikke ind.
Hvis De trods alt vil nyde saadanne søde Sager i Teatret, mens De passiarer med en Bekendt, kan De gøre det uden at byde Vedkommende af Deres dyrebare Beholdning.
Noget andet er, hvis De har Hoste. Da at medføre en lille Daase med Hostepastillerer ligefrem barnhjertigt mod de Omsiddende.
20.05.1917.
Vær klog nok til at deltage i den almindelige Ros og at ærgre Dem i Stilhed.
Selv om De nages af Misundelse over en Andens større Held, Tiltrækning, Talent, Velstand, og det er jo baade menneskeligt og nationalt, saa bid det dog i Dem. Man mærker altid, naar en hvas Kritik har sit Udspring i Misundelse og ikke i uhildet Bedømmelse. Den forfejler da sin Virkning og skader En selv, men ikke den anden.
Vær klog nok til at deltage i den almindelige Ros og at ærgre Dem i Stilhed. Men lad det være Dem en Trøst, at intet ansporer mere end Misundelse og Rivalitet. Jo mere De nages, jo bedre er De rustet til at kæmpe og vinde op paa Siden af den, der i Øjeblikket er et Hestehoved foran. Man skal aldrig opgive Ævred.
27.05.1917.
Man bliver ganske vist mere og mere tolerant med Hensyn til Rygning, idet der nu ryges alle Vegne og til alle Tider.
Vi har modtaget følgende:
Kære Dame-Tidende! De bedes venligst angive i Deres saa lærerige Rubrik Smaa Vink:
1. Med hvilken Haand skal en Herre tage Hatten af, naar han hilser? Ogsaa for det Tilfælde, at han gaar med en Dame under højre Arm?
2. Er det ikke forkasteligt at hilse med Cigar i Munden?
3. Bør overhovedet en Herre ryge paa Gaden, naar han følges med en Dame?
4. Bør Herren ikke tage Hatten af, naar Damen, han følges med, hilser?
Det var mange Spørgsmaal, men enfin – vi giver os i Lag med at besvare dem.
1. En Herre tager selvfølgelig Hatten af med højre Haand. Hvis en Dame har ham under højre Arm, maa han bruge venstre dertil. Men det maa hun helst ikke have. Det er ganske gaaet af Mode for Forlovede eller Ægtepar at gaa Arm i Arm paa Gaden og virker nærmest lidt komisk.
2. En Herre bør altid tage Cigaren ud af Munden, naar han hilser.
3. Man bliver ganske vist mere og mere tolerant med Hensyn til Rygning, idet der nu ryges alle Vegne og til alle Tider, men hvis det ikke er en Dame, hvem man staar saa nær, at man ikke er vant til at tage Hensyn til hende – skal vi sige Ens Kone – vil en Herre af god Tone ikke tænde en Cigar i Følge med hende, med mindre det er om Aftenen kommende fra Selskab. Det vil altid være høfligt først at indhente hendes Samtykke.
4. Naar en Dame hilser Nogen paa Gaden, tager den Herre, hun eventuelt følges med, Hatten af, selv om han ikke kender den Paagældende. Det samme gælder i øvrigt en Herre.
03.06.1917.
En Herre bør vise samme ydre Høflighed med sin Kone og sin Søster som mod en fremmed Dame.
Kære Snusfornuft!
Naar De er, hvad Deres Navn antyder, vil De sikkert ikke blive fornærmet, hvis jeg tillader mig at imødegaa Deres Svar under Rubrikken “Smaavink” første Pinsedag.
1. Man tager ikke altid Hatten af med højrte Haand men kun i det Tilfælde, at den Person, man hilser paa, passerer Ens venstre Side. Man hilser til højre Side, idet man blotter sit Hoved med venstre Haand. Ligesaa bruger man venstre Haand til det, naar man i det samme udveksler Haandtryk med en anden Person. Skulde en Dame “hænge” i Ens Arm, bør man altid slippe hende ved en Æreshenvisning overfor mødende Personer.
2. I dette Deres Svar gør De Forskel mellem en Dame, hvem man staar nær, og en mindre nærstaaende. Kære Snusfornuft, paa Gaden bør man behandle den ene “Dame” som den anden, ligegyldigt om “Damen” er min Søster, Kone eller en Fremmed, jeg netop er præsenteret for. Tilfældige Iagttagere kunde let faa et fejlagtigt Indtryk af den Dame, jeg hilser paa eller er i Følge med, et Indtryk frembragt af lidt Nonchalance med Hensyn til Høflighed. Venlig Hilsen. Deres Cosmopolit.
Hr. Cosmopolit har ganske Ret i, at en Herre bør vise samme ydre Høflighed med sin Kone og sin Søster som mod en fremmed Dame. Men i den Henseende kan han præke til Dagenes Ende for døve Øren.
Da hans Skrivemaade og Underskrift tyder paa, at han ikke er af dansk Æt, kender han maaske ikke den fundamentale Sætning i Balles Lærebog, at Menneskene ikke er saa gode, som de burde være.
Men enfin – vi tager det alligevel en Søndag.
10.06.1917.
Intet er tarveligere end at forsvinde fra Aastedet, hvor man – uagtsomt eller uheldigt – har forvolt Ulykke.
Lad det staa Dem klart, at man med oprejst Pande maa tage Konsekvenserne af de Uheld, man har været Aarsag til. Hvis De selv, eller de, som De staar til Ansvar for, har foranlediget en Hændelse, den være sig lille eller stor, der medfører Tab eller Molest, maa De staa ved det og ikke unddrage Dem Besværet eller Omkostningerne derved, om det saa er Deres sidste Penge.
Et tilfældigt Sammenspil af Omstændigheder kan paa den Maade skaffe En Byrder for Livet, men det faar ikke hjælpe. Intet er tarveligere end at forsvinde fra Aastedet, hvor man – uagtsomt eller uheldigt – har forvolt Ulykke.
Hvis denne almenmenneskelige Forpligtelse skræmmer Dem, vær da saa forsigtig ikke at agere Kusk eller Chauffør, med mindre De er øvet, og hold ikke Hund af en stor eller glubsk Race. Risikoen vil da være mindre.
17.06.1917.
Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale.
Sammen med en Opfindelse, der breder sig hurtigt i Befolkningen, opstaar der Former for dens Brug, som først lidt efter lidt vinder Indpas og derfor trænger til stadig at indskærpes. Blandt disse nyopstaaede Former er Telefonhøflighed noget af det vigtigste, men hvad der næsten er endnu vigtigere, er den Telefonerendes Opfattelse af Pligterne mod andre Tilstedeværende. Dette Hensyn forsømmes som oftest slemt.
Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun altfor ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes, og deres Traad tabes maaske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen.
Naar De har Besøg, og De under dette ringes op, forsøm da ikke at rette en Undskyldning til Deres Besøgende.
Det er uhøfligt mod en Besøgende ikke, hvis man ringes op, at gøre den telefoniske Samtale saa kortfattet som muligt. I stedet for at drøgte Bagateller i en Ventendes Paahør bør De sige: “Undskyld, jeg har Besøg, Ring venligst op senere”. Det sker sjældent. En Læge, Tandlæge, Præst el. lign. bør have en Anden til at passe sin Telefon under sin Modtagelsestid. Det virker mere end stødende, naar f. Eks. en Patient hører Lægen under Drøftelse af Lidelserne i Telefonen veksle Repliker angaaende en paatænkt Skovtur.
24.06.1917.
Pas paa ikke at forfalde til at tale om Dem selv og Deres eget, med mindre De udtrykkelig bliver opfordret dertil.
Pas paa ikke at forfalde til at tale om Dem selv og Deres eget, med mindre De udtrykkelig bliver opfordret dertil; udbred Dem heller ikke om Deres begavede og udmærkede Børn, og glem ikke, at dette Emne er ulige mindre interessant for Andre end for Dem.
Tro ikke, at Tiltrækning beror paa megen Tale og stor Livfuldhed. Den virker ofte trættende. Søg tværtimod hellere ved behændige Indskudsbemærkninger, interesserede Spørgsmaal og vel anbragte Smil at faa Andre til at fortælle. Ved at være en god Tilhører vil De blive betragtet som et ualmindelig behageligt Menneske.
Hvis De under Fortællingen af en Historie eller Anekdote kommer under Vejr med, at De har fortalt den før til de Samme, da bryd ikke af, men lad den hellere løbe durk med al den Aplomb, De raader over. Men lad den lidt pinlige Fornemmelse, det afstedkommer hos Dem, sige Dem, at man helst ikke skal virke underholdende ved Anekdoter, Rejseeventyr o. l., men ved det tilfældige a propos, Samtalen fører med sig. Det er de vittige og hurtige Svar, der giver Samværet Glans.
08.07.1917.
Den Skik at gaa rundt og trykke hinanden i Haanden i alvorsfuld Samdrægtighed, fordi man har spist et Maaltid sammen, er nemlig heldigvis ved at uddø.
Vi har modtager følgende:
Kære Dametidende, kunde du ikke i dine lærerige Smaa Vink give mig lidt Oplysninger om, i hvilken Udstrækning man bør sige Tak for Mad og Velbekomme? Jeg har en Anelse om, at man ikke mere trykker hele Selskabet i Haanden med et Velbekomme efter enhver Nydelse i et Hjem, men hvem trykker man i Haanden? Din ærbødisk hengivne ikke dannede Læserinde.
Den elskværdige Læserinde behøver ikke at tro sig mindre dannet, fordi hun ikke er klar over, naar man skal sige Velbekomme og naar ikke. Det er nemlig Ingen. Den Skik at gaa rundt og trykke hinanden i Haanden i alvorsfuld Samdrægtighed, fordi man har spist et Maaltid sammen, er nemlig heldigvis ved at uddø, og bruges kun i meget gammeldags Hjem eller meget langt fra Hovedstaden.
Hvis man endelig skal give sin Erkendtlighed Udtryk, kan man nøjes med at sige Tak for Mad til Værtinden, men ogsaa det er ukendt i mere kosmopolitiske Forhold og forsvinder mere og mere. Værtinden gaar med sin Bordherre under armen først ind i de tilstødende Stuer, og Selskabet følger parvis efter, Værten med sin Dame sidst. (Han gik ind som den første.) Herrerne bukker let for deres Borddamer, og Selskabet spredes gruppevis.
15.07.1917.
Værten hilsen paa sine mandlige Gæster ved at drikke et Glas med dem. Undertiden ogsaa med Damerne, i det mindste nogle af dem.
Af og til rettes pr. Brev til Smaa Vink Spørgsmaal om Reglerne for at drikke et Glas med sine Bordfæller. Det er en vanskelig Ting at svare paa, da det jo afhænger af Øjeblikkets Stemning, hvem af de Tilstedeværende man ønsker at bevidne sin Sympati, men saa meget kan vel nok fastslaas:
Værten hilsen paa sine mandlige Gæster ved at drikke et Glas med dem. Undertiden ogsaa med Damerne, i det mindste nogle af dem, med mindre han overlader denne Høflighedsakt til Værtinden.
En Herre drikker som oftest med sin Borddame og ligeledes med sin Hustrus Bordkavaler,
Den mindre Fornemme eller Yngre kan ikke være den opfordrende.
Naar Kongen gør en Bordfælle den Ære at drikke med sig, rejser Vedkommende sig og drikker staaende. Dette bruges ogsaa under mindre hofmæssige Forhold, naar det er en ældre, højt værdsat Bordfælle, særlig en ældre Dame, der opfordrer en Yngre til at drikke med sig. Især gøres det blandt Officerer. I andre krese rejser man sig som oftest kun halvvejs.
Efter dansk Skik returneres Opfordringen ikke.
Den gamle vedtægt, at Glasset skulde tømmes, er heldigvis gaaet af Brug, hvorved mange blussende Ansigter efter Bordet undgaas.
I øvrigt er hele Skikken ikke ueffen. Den giver Stemning ved et Festbord og kan undertiden udjævne et Mellemværende ved at vise den, der opfordrer, at det hele var ikke saa slemt ment. Og den gamle Skik opretholder stadig sin Popularitet, fordi det er en Opmærksomhed, der er nem – og billig. I det mindste for Gæsterne.
22.07.1917.
Intet afvæbner i højere Grad Vrede end en fremstrakt Haand i Forbindelse med de Ord: Jeg har maaske haft Uret.
Vær ikke bange for i et Mellemværende at indrømme, at De har haft Uret, hvis De inderst inde føler, at saaledes er det. De allerfleste store Fjendskaber har udviklet sig af taabelig Rethaveri og Mangel paa Evne til at se Sagen ogsaa fra Modpartens Synspunkt.
Intet afvæbner i højere Grad Vrede end en fremstrakt Haand i Forbindelse med de Ord: Jeg har maaske haft Uret – glem det, og lad os være gode Venner. Næsten ingen kan staa for det. Den Modpart der ikke da tager Deres Haand, fortjener ikke at faa den rakt, og De kan da tage Dem Afvisningen let.
Tro ikke, det virker til Forklejnelse for Dem at indrømme en Uret. Tværtimod. Det vidner om en Evne til at bekæmpe et smaaligt Blik paa Forholdet og en Sejr over Dem selv, som uvilkaarligt afføder Respekt og Sympati.
Den fordums Ven, De paa den Maade genvinder, vinder De som oftest tifold.
05.08.1917.
Vore Smaa Vink er haabløst fløjet bort om Mandagen eller maaske allerede Søndag Eftermiddag, hvor fortræffelige de end har været.
Man har fra Gyldendals Forlag sendt os en lille, norsk Bog af Fru Theodora Hagerup-Bull, indeholdende Regler for Manerer, Opførsel, Tankesæt, kort sagt, saa noget nær det samme som vor Dametidendes Smaa Vink.
Det er tidt nok i disse blevet fremhævet at man bør se paa Tingene uden Smaalighed, men der er jo en Grænse for Ædelhed, og den er naaet, hvis det forlanges af os, at vi skal sige, at de norske Vink er bedre end vore egne. Vi er dog ædle nok til at fremhæve, at de har den utvivlsomme Fordel af fremtræde samlede i en Bog, som man kan tage i sin Hylde, hvis man tvivlende staar og stirrer paa det Skræmmebillede der hedder det Passende. Vore Smaa Vink er haabløst fløjet bort om Mandagen eller maaske allerede Søndag Eftermiddag, hvor fortræffelige de end har været, og især prisværdigt kortfattede. Det sidste er de norske ikke. Vi vilde gerne til en Sammenligning have aftrykt et Par af dem, men desværre er de for lange detil, saa vi maa nøjes med at anbefale Læserne selv at anskaffe Bogen, der er præget af en indtagende Kultur.
12.08.1917.
Lær Deres opvoksende Børn, den Livets yndfulde Kunst at forstaa Spøg og opfatte den i samme Aand og Form, hvor den fremsættes.
Lær Deres opvoksende Børn, Frue, den Livets yndfulde Kunst at forstaa Spøg og opfatte den i samme Aand og Form, hvor den fremsættes. Enhver kan ikke give sig selv Lune og Vid – det er en Naturens Gave. Men Enhver kan opfatte en Spøg og Sarkasme med Elskværdighed og besvare den i hvert Fald med godt Humør.
Husk, at den mest dræbende kedelige Person af alle er Alvorsapostlen, der bliver stødt, saa snart man spøger med ham, og kalder enhver skæmtefuld Udtryk, ethvert muntert henkastet Indfald for upassende, fordi han ikke i Tide har lært at fægte med saa lette Vaaben og defor staar hjælpeløs over for Viddets uventede Kuglestød.
Lad en lys Tone være herskende i Deres Hjem – det raader en Husfrue for, og Deres Børn vil derigennem uden at vide hvordsan det gaar til, komme til at eje Spøgens Naadegave.
19.08.1917.
Selskabelighed er skabt mere til Plage end til Fornøjelse.
Hvis De er liggende Gæst hos Slægtninge eller Venner, og et bestemt Tidsrum for Besøgets Varighed ikke er angivet i Indbydelsen, hvilket højlig maa anbefales, sig da straks, hvor længe De har tænkt at blive. Det udelukker alle Misforstaaelser og giver Værtinden frit Raaderum til at lægge Planer for andre Indbydelser. Naar De er liggende Gæst, hæng da ikke for meget over Familien, men træk Dem noget tilbage til Deres Værelse eller foretag Ture til Fods eller pr. Cykle. Et Samvær fra Morgen til Aften virker opslidende selv paa den bedste Forstaaelse.
Ved en Indbydelse svarer man, naar man har liggende Gæster, at man paa Grund heraf maa beklage ikke at kunne modtage Indbydelsen. Sædvanligvis vil en Opfordring til at medtage Gæsterne da fremkomme, særlig paa Landet, hvor der er rigelige Pladsforhold. Da det imidlertid for mange er lidt ubehageligt at tage imod en saadan nødtvungen Gæstfrihed, kan man godt undslaa sig og blive hjemme. Hvis man derved forhindrer sin Vært eller Værtinde i at tage af Sted, er det høfligst og venligst at efterkomme Indbydelsen, ihukommende at Selskabelighed er skabt mere til Plage end til Fornøjelse.
26.08.1917.
Mangen gift Kone savner haardt at have selv det mindste Kammer, der er helt hendes eget, og hvortil hun kan trække sig tilbage i Enrum.
Hvis De er forudseende og klog, unge Frøken eller Frue, og ikke forblindet af en opblussende Stemning, der senere fortager sig, forsøg da at sætte igennem, at De under alle Livets Forhold har Deres eget Soveværelse.
Der gives for ethvert Menneske Øjeblikke, hvor man helst vil være alene at kan være uforstyrret, hvad enten det er med sine Tanker eller med sin ydre Person.
Mangen gift Kone savner haardt at have selv det mindste Kammer, der er helt hendes eget, og hvortil hun kan trække sig tilbage i Enrum.
Vær forsikret om, at ethvert Forhold, selv det fortroligste mellem Mand og Kvinde, langt lettere bevarer sin Friskhed og Skønhed der, hvor der fra den kvindelige Side opretholdes en vis værdig Tilbageholdenhed, en fornem Blufærdighed. Ingen er smuk eller indtagende i alle Situationer og alle Paaklædninger eller Afklædninger – noget skal man afholde sig fra at vise. Skilsmisserne vilde være færre, hvis alle saa vidt muligt holdt paa at have deres eget Soveværelse og førte deres allerpersonligske Liv der.
02.09.1917.
Vær yderst varsom naar De har mistet Penge eller Værdigenstande, med at mistænke Nogen for at have tilegnet sig dem.
Vær yderst varsom naar De har mistet Penge eller Værdigenstande, med at mistænke Nogen for at have tilegnet sig dem, enten blandt Deres daglige Omgivelser eller tilfældigt tilkomne Personer. Og hvis De ikke kan udelukke en saadan Mistanke, gem den da godt hos Dem selv, indtil noget mere faktisk foreligger.
Man tør vist trygt sige, at intet virker mere fornærmeligt end uforskyldt at faa en saadan Mistanke rettet mod sig. Det tilgives aldrig og bør ikke tilgives. Den letsindige Raskhed, hvormed det daglig sker, bidrager ikke lidet til at udsaa en vis Bitterhed i den retskafne, arbejdende Klasse mod dem, der er anderledes stillet og dog behandler Medmenneskers mere ublide Kaar paa en krænkende Vis. Naar en Brillantbroche er forsvundet fra en Skuffe, tænkes og siges øjeblikkelig: Hvem har været her? Ikke andre end Madam Thomsen, Rengøringskonen. Spørg i Køkkenet, om hun – eller noget i den Retning. Og saa findes Brochen i mange Tilfælde i en anden Skuffe eller paa Politikamret som tabt paa Koncert. Men Madam Thomsen, hvis hun har faaet det at vide, hvad hun?
09.09.1917. Spis ikke mere end nødvendigt. Nyd ikke for mange Maaltider om Dagen og indtag dem kun, hvis De er sulten. Spis langsomt og med Opmærksomhed.
Hvis nogen Tidsperiode har haft Brug for de nøgterne, moderne Ernæringsprincipper, saa er det vel denne, hvor samtlige Jordens Fødemidler synes forsvundet eller forputtet. Man kan derfor ikke noksom indprente den Metode for Spisning, som indeholdes i Amerikaneren Horace Fletchers Sundhedslære:
“Spis ikke mere end nødvendigt. Nyd ikke for mange Maaltider om Dagen og indtag dem kun, hvis De er sulten.
Spis langsomt og med Opmærksomhed.
Tag smaa Mundfulde og tyg Maden grundigt. Lad den aldrig glide ned uden at være fuldkommen gennemæltet.
Drik langsomt og i smaa Drag. Behold Drikken i Munden, saa længe den har beholdt sin Smag”.
Disse Par Anvisninger giver i korte Træk det hele System. Sikkert er det, at de, der indtager deres Føde efter denne Metode, befinder sig overordentlig vel og beholder deres Arbejdskraft og Friskhed højt op i Aarene. En Fordel mere er det, at man holder sig slank ved at leve saaledes, og en endnu er der – i Øjeblikket den største – nemlig: Man spiser kun det halve og nyder det dobbelt.
16.09.1917.
Giv de Ringe og uheldigt Stillede samme venlige Hilsen som Potentaterne.
Hils altid venligt, kære Frøken. Det er kun en Vane, at give den, der hilsen En høfligt, et lille Smil til Gengæld, og det er utroligt, hvor en Hilsen, der virker som et Solglimt, hjælper til at vinde Popularitet, hvorimod et mut og hovmodigt Nik kan bidrage til en ofte uretfærdig Dom over et Menneske.
Giv de Ringe og uheldigt Stillede samme venlige Hilsen som Potentaterne. Det er ikke alene kønt og rigtigt men tillige klogt, da det giver En Omdømme for Ligefremhed og Usnobbethed.
Hvis De kun har kendt et Menneske flygtigt og er blevet hængende ved en Hilsen, der plager Dem lidt, lad da et Par Gange ved Mødet, som De ikke ser Vedkommende, og lad saa Hilsenen falde. Man kan ikke være forpligtet til et helt Liv at hilse paa et Menneske, fordi man f. Eks. Aar tilbage i en Tandlæges Venteværelse er faldet i Snak sammen. Der er Grænser for Høflighed.
Hvis en af Deres Bekendte har haft det ikke ualmindelige Uheld at have et Udestaaende med Øvrigheden og er kommet galt af Sted, hils da først paa Vedkommende og hils venligt med mindre Lovbruddet har været meget graverende. Denne Hensynsfuldhed vil aldrig blive glemt.
23.09.1917.
Hvis De har handlet ukærligt eller blot været mindre høflig mod En eller Anden, bær da ikke Nag til Vedkommende.
Vær altid fuldtud høflig og hensynsfuld i Omgangsform og Væsen, ikke alene fordi det er det Rette, det véd vi Alle, men ogsaa fordi det er behageligst for Dem selv. Hvis man er et fintfølende Menneske – og det er De naturligvis – saa er det mærkeligt, hvor selv en lille Krænkelse af Høflighedens Love, som man har gjort sig skyldig i, kan nage En og atter og atter komme igen i Ens Bevidsthed.
Hvis De har handlet ukærligt eller blot været mindre høflig mod En eller Anden, bær da ikke Nag til Vedkommende derfor, hvilket desværre et det almindelige. Indrøm heller ærligt over for Dem selv, hvad De godt véd, og at det var Dem, der havde Uret. Vær da højmodig nok til at gøre en Undskyldning. Den, der kan det, har en Rigdom i Sjælen, som Intet og Ingen kan berøve En.
30.09.1917.
Kendte man blot her i Livet de Øjeblikke, hvor det gælder, var det hele nemmere, end det er.
Gaa om muligt direkte til Spidserne, naar der er noget, De vil opnaa. Som oftest er Ministeren mere høflig og forekommende end Kontorchefen og Kontorchefen end Kontoristen og denne igen end Portneren.
Men har De faaet et halvt Løfte tvunget igennem hos den, der svæver over Vandene – sædvanligvis for at blive af med Dem – vil De handle klogt i at skaffe Dem en af hans Hjælpere, f. Eks. en Sekretær, til Bundsforvandt, mens Tid er, ved at udfolde al Deres Elskværdighed. En Sekretær er netop udmærket, særlig hvor det gælder om at blødgøre en hel Bestyrelse, fordi han er til Stede og kan henlede Opmærksomheden paa Dem lige i det Øjeblik, hvor det gælder, mens De sidder intetanende hjemme ved Deres Frokost.
Kendte man blot her i Livet de Øjeblikke, hvor det gælder, var det hele nemmere, end det er.
21.10.1917.
Hvis De vil handle klogt og fremsynet, gør Dem saa til Vane at være agtpaagivende med at sende Sympati-Tilkendegivelse, naar der er Anledning dertil.
Hensyns-Skrivelser (eller Telegrammer) spiller en stor Rolle i det daglige Samkvem mellem Mennesker, det være sig ved glædelige eller sørgelige Lejligheder. Hvis De vil handle klogt og fremsynet, gør Dem saa til Vane at være agtpaagivende med at sende en saadan Sympati-Tilkendegivelse, naar der er Anledning dertil. En Forsømmelse kan gøre et pinligt Indtryk og have langvarige Følger. Ikke mindst kan det bedrøve Dem selv.
Vær derfor nøjeregnende som Afsender, men ikke som Modtager. Livet er saa mangelunde og Pligterne saa hurtigt vekslende, at en Forglemmelse af den Art er undskyldelig. Tro ikke sktraks, at en Ven nærer Ligegyldighed for Dem eller for Deres Sorger og Glæder, selv om Vedkommende i et Øjeblik, der var betydningsfuldt for Dem, forsømte at sende Dem en Hilsen. Det kan hænde den Bedste.
Men naar De selv ikke forsømmer det, pas da at sende Hilsnen lige i det rette Øjeblik. Jo hurtigere det sker, jo kortere behøver den at være.
Bryd Dem ikke om Vanskeligheden ved Affattelsen, selv om det drejer sig om et Kondolencebrev. Anstreng Dem frem for alt ikke for at være aandrig, hvis ikke De er det fra Naturens Haand, men udtryk blot i nogle faa venlige Ord den Sympati, De føler.
04.11.1917.
Hvis vi vil undgaa Livets værste Knubs maa vi lære at se durk igennem et vindende Smil og en behagelig Udtryksmaade.
Casanova siger etsteds i sine Memoirer: “Jeg synes godt om Franskmænd og kan ikke lide Spaniere. Jeg skal hertil bemærke, at jeg er blevet snydt af mange Franskmænd og aldrig af en Spanier. Man skal nære Mistillid til sine Sympatier.”
Det vil med moderne Ord sige, at man i Venskabs og Forretningsforhold skal være varlig med at glide ind paa et galt Spor, lokket af et bestikkende Væsen. Vi er alle tilbøjelige dertil. Hvis vi vil undgaa Livets værste Knubs – de store Skuffelser – maa vi lære at se durk igennem et vindende Smil og en behagelig Udtryksmaade ind til Personlighedens mere forborgne Egne. Det hænder jo, at vi i Stedet for de Roser, vi troede at holde i Haanden, ser, at de er vejrede bort, og at vi kun har beholdt Tornene, der stak.
11.11.1917.
Naar man kommer i Visit, bør man ikke begynde en Samtale med at tale om Vejret.
At faa begyndt er jo altid det sværeste, især hvis man er lidt genert af sig. Naar man kommer i Visit, bør man ikke begynde en Samtale med at tale om Vejret. Man skal helst indlede med en for den anden Part behagelig Ting som f. Eks.: Jeg har med glæde set, at Deres Søn – o. s. v. Man gør paa den Maade et gunstigt Indtryk i Starten.
Hvis man mærker, at man ved et Spørgsmaal eller en Bemærkning er kommet galt af Sted og har traadt ind imellem Brændenælder, bør man lynsnart dreje af og ikke søge at hjælpe efter, som f. Eks. hin Mand, der havde Værtionden til Bords og sagde: “Ah, det er ikke saa ilde at have Gaasen ved sin Side – ja, jeg mener – den stegte.”
Hvis man gratulerer en Ven til hans Giftemaal eller Forlovelse, og han lidt flov meddeler En, at det er forbi med det, bør man hverken se hjælpeløs ud eller, udtømme sig i Beklagelser, men hellere tage det spøgefuldt og sige: Maa jeg saa gratulere dobbelt. Som oftest er der god Grund til det.
18.11.1917.
Kom aldrig ind i andre Folks Stuer med brændende Cigar i Haanden, endsige i Munden.
Tobakken har ogsaa sit Decorum, der kun altfor ofte overtrædes. Kom saaledes aldrig ind i andre Folks Stuer med brændende Cigar i Haanden, endsige i Munden. At tale til sin Foresatte eller til en Dame med dampende Tobak er en grov Uhøflighed.
Hvis er Herre, der sidder i sin Stue, og ryger, faar Besøg, lægger han sin Cigar. Hvis den Besøgende er en Herre, og Værten ønsker at ryge videre, maa han byde sin Gæst Tobak. Hvis denne siger Nej, kan Værten ikke ryge uden at have indhentet pro forma Tilladelse dertil, og kun naar den Besøgende staar i et saadant Forhold til ham, at han ikke kan fornærmes derved.
En Dame, der er i Overtøj, forudsættes ikke at ryge, og man ryger da under ingen Omstændigheder i hendes Nærværelse, med mindre en Konference er saa lang, at en Tilsidesættelse af Ens Vaner ikke kan forventes.
Efter et Middagsselskab bør Gæsterne helst kun ryge én af de fremsatte ægte Cigarer. Efter denne ryges en eller flere af de lette.
Man kan ikke i Selskab ryge medbragte Cigarer, med mindre man af Sunhedshensyn beder om Tilladelse dertil.
Kun i en fortrolig Kres bydes der Cigaretter ved Middagsbordet mellem Retterne.
Ved Bortgangen tænder man den deril beregnede Luftcigar. Naar man er saa uheldig at have en Cigartyv til Gæst, der lister sig til at stikke sin Værts Cigarer i Lommen, bør man tie dermed. Men man indbyder ham aldrig oftere.
25.11.1917.
Undgaa saa vidt muligt at laane Penge til Mennesker, De sætter Pris paa.
Undgaa saa vidt muligt at laane Penge til Mennesker, De sætter Pris paa, da det, hvis Beløbet ikke betales tilbage, hvad det sjældent gør, ufravigelig vil føre til, at De mister den paagældende Ven. Han vil undgaa Dem. Det var derfor en Menneskekender i et saadant Tilfælde gav det Svar: “Ja, jeg skal gerne laane dig Pengene, men paa den Betingelse, at du ikke bliver vred paa mig, hvis du ikke kan betale mig dem tilbage.”
Giv hellere ved saadanne Anmodninger Beløbet som en Gave i saa stort Omfang, som De kan det, og med en taktfuld, helst spøgefuld Tilkendegivelse af, at De ikke ønsker nogen Sinde at se Pengene igen. Hvis Nogen ved Tidernes Ugunst skylder Dem Penge, saa vej enhver Bemærkning, som kunde indeholde en Hentydning til, at De tænker paa Gælden. Det uskyldigste Ord kan bibringe et giftigt Stik, som aldrig glemmes.
02.12.1917.
Undlad heller ikke at sige de kærlige Ord til dem, der staar Dem nær.
Hvis De synes, De er blevet beriget ved Tilegnelsen af et Kunstværk, det være sig en Bog, eller et Billede, et Musikstykke eller en Skuespillerydelse, og De føler den Trang, som vi Alle kender, til at bringe en Tak derfor, da lad ikke denne Trang Forflygtige, men tag Ord og Papir med det samme; skriv, hvad De føler, og send det til den, der har bragt Dem en aandelig Nydelse.
Et saadant venligt Ord glæder altid, og det kan i mange Tilfælde, især naar det kommer til en Begynder eller til En, der er lidt paa Hældingen, virke mere opmuntrende og stimulerende, end man kan tænke sig.
Undlad heller ikke at sige de kærlige Ord til dem, der staar Dem nær. Man véd aldrig, naar det er for sent, og da vil den Kærlighed og det Hensyn, man har forsømt at vise, blive til et Nag, som aldrig helt fortager sig. De gode Ord, der ikke blev sagt, og den Hengivenhed, der ikke blev vist, selv om den maaske føltes, har hele Uoprettelighedens Hjælpeløshed over sig.
09.12.1917.
Naar De bærer paa en Svaghed eller blot befrygter det, opsæt da ikke af Angst eller af Slendrian at gaa til Læge.
Naar De bærer paa en Svaghed eller blot befrygter det, opsæt da ikke af Angst eller af Slendrian at gaa til Læge og lade Dem undersøge. Man vil kun altfor gerne opsætte det, men det kan have de alvorligste Følger, og man kender kun altfor godt de Ord: “Var det blot blevet taget i Tide!”
Forsøm ikke en Gang imellem at lade Deres Øjne undersøge, naar De kommer en Smule til Aars, og hvis De bruger Briller at lade en Øjenlæge bestemme Numeret. Daarligt Syn, Overanstrengelse og Hovedpine skriver sig ofte kun fra urigtige Briller.
Vær ikke forsagt over for Besøg hos Tandlægen. Selv om det er lidt pinligt – eller meget – i Øjeblikket, har en kyndig Tandbehandling eller vel anbragte kunstige Tænder, en saa afgørende Betydning for Befindende og Udseende, at De er en Taabe, hvis De holde Dem tilbage, af manglende Mod.
Pas disse vigtige Ting i endnu højere Grad, naar det gælder Deres Børn, end naar det drejer sig om Dem selv. Forældre har i den Retning ofte svære Synder at bebrejde sig. Dog Bebrejdelsen kommer altid bagefter.
16.12.1917.
Hvis De har ondt ved at finde paa Gaver, hold Dem da til det, der kan spises, drikkes eller ryges.
At lade Gaver, man ikke bryder sig om gaa videre, er herligt – og besparende, men lidt farligt. Hvem kan ved Jule-Undersøgelsen af Skabe og Skuffer huske af hvem man har faaet en Tegnebog eller en Majolika-Vase i Fjor. Men Giveren kan saa glimrende huske det, og en drilsk Skæbne vil undertiden lade det blive ham man lyksaliggør med Tingen. Naar De derfor lagrer en Genstand med denne Brug for Øje, maa det tilraades at udstyre den med en Seddel ved Modtagelsen.
Vær forsigtig med at give Gaver, der er mægtige af Omfang. Man kan blive fortvivlet over et Staffeli, et Tebord eller et Skilderi, der ikke træffer Ens Smag, hvorimod en lille Genstand som en Ske eller et Par Handsker, der kan lægges i en Skuffe, aldrig kan genere.
Hvis De har ondt ved at finde paa Gaver, hold Dem da til det, der kan spises, drikkes eller ryges. En Pose Konfekt eller en Flaske Likør kan virke beskedent, men aldrig uvelkomment.
Naar De faar noget, De finder forfærdeligt, brug da hele Deres Aandsnærværelse for ikke at røbe det selv med den mindste Trækning ved Næsen. Glem ikke, at Giveren er glad for det.
23.12.1917.
Vær saa sandfærdig og oprigtig som mulig, hvis De har Børn at opdrage.
Vær saa sandfærdig og oprigtig som mulig, hvis De har Børn at opdrage. Lad dem ikke høre paa, at De afleverer en af de smaa Nødløgne, som kan være uundgaaelige i Omgangslivet og er sammenblandet af Høflighed som Fløden med Kaffen, f. Eks. naar man til Giveren udtrykker sin Glæde over en Gave, som man lige forinden har kaldt skrækkelig. Voksne tager det for, hvad det er, som en Konveniens, mens Børns Opfattelse er mere primitiv. De synes, naar de hører deres Forældre lyve, at ogsaa de har Lov til det.
Naar De griber Deres lille Pige i at lyve, straf hende da ikke strengt, det vil kun skræmme hende og gøre hende mindre sanddru. Tal med hende og væk hendes Tillid og Forstaaelse. Naar hun intet har at være bange for, vænner hun sig til at betro sig til Dem, og Løgnagtigheden viger da med Aarene som alle andre Børne-Uvaner.
30.12.1917.
Gaa altid ind paa Deres Række med Ansigtet vendt imod de der er Siddende.
Vær klar over, at De er uhøflig, naar De kommer for sent i Teatret, især hvis De skal sidde midt paa en Bænk. Det skal indrømmes, at det er svært at naa det i rette Tid Kl. 7, men det maa helst naaes.
Gaa altid ind paa Deres Række med Ansigtet vendt imod de der Siddende, som altsaa har den Ulejlighed at rejse sig for Deres skyld.
Forhold Dem tavs under Forestillingen og bekæmp efter Evne Anfald af Hoste og Snue.
Hvis De besøger Teatret paa Fribillet og altsaa er Gæst, er det ikke høfligt at forføje Dem bort, før Forestillingen er til Ende, særlig hvis Deres Plads er stærkt synlig. Udtal heller ikke en højrøstet Kritik over Stykke eller Udførelse. Hvis De ikke kan tilbageholde spøgefulde Bemærkninger desangaaende til Deres Ledsager, da lad dem fremkomme med en gravalvorlig Mine.
Giv Deres Bifald til Kende, og del ikke den klamme Kulde, Folk tror er fin – den, som gør særlig de første Parketrækker til ingen Mands Land og som derfor virker saa deprimerende paa Skuespillerne.
Løb ikke ud, før Stykket er sluttet, til Skade for den kunstneriske Virkning, blot for at naa først til Tøjet.
Det blev til en hel lille Katekismus. Dens Grundsætninger om en almen Teaterhøflighed er dybt indgroet hos alle rette Teaterfolk, og den bør kendes og deles af Andre.