Wesselminde

Ad de mest indtagende Veje i vor Omegn naar man dertil – over Eremitagens vidstrakte Slette og Fileværkets sivgroede Damme ud til Dyrehavens Udkant, hvorfra der ved den røde Port pludselig aabner sig et stort Udsyn over Nordsjællands Kornagre med spredte hvidkalkede Bøndergaarde og blaa dæmrende Bøgeskove i det Fjerne. Saa kønt, saa velkendt, saa kært for vore Øjne. Og dog er det noget andet, der er Skønheden paa dette Sted. Det er Kærligheden. Lad Naturen være saa indtagende, den vil, intet er alligevel saa smukt som det gode, Menneske gør mod Menneske. Og det allersmukkeste, det er, som her, hvad de Voksne, de Stærke, gør for de Svage og Smaa – for de Børn, Livet allerede har handlet ilde med.

Wesselminde! Vi har hørt og læst det Navn de hundrede Gange og forbinder det i Tanken, lidt vagt og ubestemt, med en Forestilling om Børn og en Feriekoloni, som der jo findes saa mange af, men noget rigtigt véd kun de Færreste derom. Lad os da berette lidt.

Wesselminde er en ret stor Gaard, som ejes af Landstingsmand, Konsul P. Nørgaard og bebos af ham og hans Familie en Del af Sommeren. Med den omfattende Interesse, han har for alle smukke Formaal, har han skænket den fornødne Grund til Børnesanatoriet og tager sammen med sin Hustru ivrig Del i dens Ledelse.

Det er de allerfattigste Børn fra de store Lejekaserner i Byens Udkanter, der paa en Læges skriftlige Anbefaling kommer derud, naar de er særlig medtagen af Sygdom og Afsavn. Mangel paa Pleje og sund Ernæring. Dog maa alle smitsomme Sygdomme naturligvis udelukkes af Hensyn til den samlede Flok. De kommer derud ca. 70 ad Gangen i en Alder fra 7-10 Aar og bliver der i to Maaneder, enten fra 1ste Maj til 1ste Juli eller fra denne Dato til 1. September. Efter disse to Maaneders Ophold i frisk Luft forbundet med nærende Kost, hyppige Søbade og ikke mindst med kærlig Behandling er det, som det var blevet til helt andre Børn, og Sorgen over at skulle af Sted naar Timen er inde, er altid over al Maade stor. Det er ellers imod Barnenaturen, Smaa Børn vil altid helst afsted og ynder uvilkaarligt mere at sige Farvel end Goddag. Men derude er de saa lykkelige, at det ligefrem indvirker paa det Medfødte – de Tvære bliver muntre, de Stædige medgørlige, de Forskræmte frejdige – ikke at tale om, at de Blege bliver solbrændte, for det gælder dem allesammen. Graablege tilhobe, naar de kommer, og brune som Taterunger, naar de tager derfra for atter at tabe Kuløren i de københavnske Baggaardes og Trappeganges uhumske Luft.

Det var fra først af Tanken ved denne faste Børnekolonis Oprettelse at paabegynde noget Nyt, en Sommer-Friluftsskole, hvor Børnene fik deres Undervisning i selve Løvsalen, hvor der er højt til Loftet og sundt at være. Til en vis Grad opretholdes det ogsaa, men paa Grund af Elevernes svagelige Tilstand, der paa to korte Maaneder skal forvandles til Sundhed, tages det ikke mere saa nøje med Lærdommen – Lærerinderne holder sig nærmest til at vedligeholde, hvad Børnene i Forvejen har lært, saa at intet gaar tabt af deres endnu lidt primitive Kundskab om Tingens Væsen.

I øvrigt lader man dem lege frit og tvangløst sammen den udslagne Dag i frisk Luft og lære mange gode Ting uden at de véd det. Først og fremmest lærer de at børste deres Tænder og Negle – hvert Barn har sin Hylde med Redskaberne dertil, og Pigebørnene faar, ubevidst – indrettet som en Slags Lege-Beskæftigelse – deres første Undervisning i Husmoderlighed ved at rede deres egne og de Mindres Senge og hjælpe til i Husstellet. Hvis man turde komme med en Henstilling, saa skulde det være at udvide Institutionens Interessesfære til en lille Dyrebestand, overladt til de Størstes Røgt og Beskyttelse – en lille Hest eller et Æsel, en Gedebuk, der hedder Mads, en tam Skade ved Navn Klaus, en Hund, en Kat, maaske et par Kaniner eller Marsvin – eller noget deraf. Det vilde more Børnene kolosalt. Og de vilde gøre dem til Dyrevenner for Livet og dermed til mildere stemte Mennesker. Maaske kunde det i Tidens Løb bidrage til, at vi havde færre brutale Arbejdskuske og ikke slet saa mange ubarmhjertige Gaardmænd til at jage efter Byens stakkels forskræmte Katte.

Det med Dyrene hører altsaa Fremtiden til – muligvis. Foreløbig lærer man de smaa vordende Samfundsborgere godt Kameratskab sig imellem og Kærlighed til Naturen og til deres Land. Hver Morgen, naar Flaget hejses, synger de en Fædrelandssang og lærer overhovedet en Mængde gode danske Sange, som de istemmer af deres smaa Lungers fulde Kraft, staaende i Kres omkring Flagstangen. Særlig ynder de at synge som Dessert efter Middagen, der indtages i den smukke Søjlepavillon, som Politiken lod bygge til Aarhus-Udstillingen og senere har skænket til denne meget ændrede, men ikke mindre værdifulde Anvendelse. Dog, det er naturligvis vigtigere, hvad de smaa Rekonvalcenter faar at spise, end hvor de faar det, men heller ikke i den Henseende lader der til at være smalle Steder. Spisesedlen fra den 20-26. Juni lyder:

Søndag: Kalvesteg. Rabarbergrød.
Mandag: Mannagrød. Boller i brun Sauce.
Tirsdag: Kærnemælkssuppe. Kødpølse med stuvede Kartofler.
Onsdag: Sød Suppe. Stegt Flæsk med Persillesauce.
Torsdag: Sagovælling. Fiskefrikadeller.
Fredag: Kold Kærnemælk. Frikassé.
Lørdag: Risenvælling. Lobescowes.
En Ugeopskrift, som i disse dyre Tider er mangen jævn, men pæn Husholdning værdig.

Selvfølgelig skal der mange Penge til for at kunne opretholde dette Børnesanatorium og bringe det til at vokse. Men de er hidtil komne. De vil ogsaa vedblivende komme, fordi Midtpunktet i denne gode Sag er et varmt Hjerte, der føler for alle Fattige og svage Børn. Og de fornemmer det godt, de Smaa – de forstaar det med deres sikre Instinkt og strækker dres smaa magre Arme taknemmeligt ud imod denne store og varme Medfølelse. Alle finder de den – Hold efter Hold – Aargang efter Aargang – aldrig slukkes den, saa længe dette Hjerte slaar.

Og saa meget er der vel i det, der kaldes Suggestion, at en stærk, sympatisk Paavirkning drager til sig. Andre faar uvilkaarligt Lyst til at give og beskytte, hvor den Ene yder en ubegrænset og uselvisk Interesse. Saadan er det heldigvis. I øvrigt – vi giver alle til dette Glædens Hjemsted ude i det Frie – vi giver som oftest uden at vide det – i hvert Fald uden at tænke derover. Der en nemlig saa meget af det, vi om Vinteren gaar hen og glæder os over – Musik og Foredrag, Komedie og Dans, saa mange munter og smuk Forestilling, der gives til Fordel for disse Smaabørns Helbredelse – ogsaa Friluftsteatret kommer dem for en stor Del til Gode. Naar vi læser om disse Adspredelser, og vi overvejer, om vi skal gaa hen til dem, lad os saa ikke alene tænke paa det Kønne og Underholdende, der paa Forhaand anbefales os saa varmt, men ogsaa paa dets Baggrund og Berettigelse. Baggrunden er Naturen og Barnelivets Solskinstid paa Wesselminde.
Emma Gad.