Vore tjenestepiger

Der er i Vinter i Stockholm udkommet en bog af fru Elsa Törne, som under Titlen “Solidar, et Livsspørgsmaal for Hjemmene” behandler det stadig brændende Spørgsmaal om Husgerningens Udførelse i vore Hjem og gør det i en Form, som ved enkelte nye Synspunkter og en stor Kærlighed til Opgaven har skabt Bogen en betydelig Sukces i Sverig.

Den har derfor, i kyndig og smagfuld Oversættelse af Frk. Elna Jacobsen, ogsaa fundet Vej hertil og vil sikkert ligeledes her sysselsætte mange Læserinders Sind. Bogen indeholder to vigtige Sandheder: for det første at der efter en altfor stor Maalestok holdes Tjenestepige i mindre Hjem, og for det andet, at Børnene, saavel Drenge som Piger, lige fra ganske smaa burde vænnes til at hjælpe til ved Husets Gerning i Stedet for ved en fra alle Sider gennemført Ligegyldighed at lære at ringeagte den.

Disse to gavnlige Læresætninger er imidlertid kun Underbygningen for et helt nyt Princip for Husholdningen, som Forfatterinden har givet Navnet “Solidarsystemet”, idet hun, som hun siger: af Begreberne – solid – solidarisk – solo – i en Art Esperanto har dannet et Ord, som indbefatter dem alle.

Fru Törne vil kort sagt have, at Husmoderen og eventuelt Døtrene, endog i ret velhavende Forhold, ved egen Hjælp skal lave Maden og udføre Husarbejdet. Selv om dette efter det fremsatte Skøn ikke straks vilde kunne gennemføres mere indgribende, end at ca. Halvdelen af Tjenestepigerne afskaffedes, saa vilde det alligevel paa den ene Side løse Tjenestepigespørgsmaalet ved at nedsætte Efterspørgslen, saa at de uduelige kom ud af Kurs, og paa den anden Side gennem Besparelsen tilføre Hjemmene er saa stor Værdi, at Familierne paa den Maade formenes at kunne faa Raad til – ja – til Avtomobiler, Pariserrejser og Lystkuttere. At Husgerningen i utallige Hjem, særlig de, der bestaar af et Par ubeskæftigede Damer, fortræffeligt vilde kunne bestrides af disse selv med lidt Hjælp i Stedet for, at en Tjenestepige tærer paa et magert Budget; deri har Forfatterinden fuldkommen Ret, og paa dette Punkt maa man haabe, at en Forskydning i Opfattelsen af det Standsmæssige efterhaanden vil gøre sig gældende. Men hvor det drejer sig om en Familie, bestaaende af Mand, Hustru og Børn, der stiller jeg mig lidt tvivlende overfor Besparelsen ved det opstillede System. Man høre. Lejligheden skal for Sundhedens Skyld være rummelig med mange Vinduer med mange brogede Blomster og faa Møbler, indeholdende to saakaldte Familieværelser, et til de Ældre, et til Børnene, et Soveværelse til hvert voksent og halvvoksent Individ – absolut – ogsaa til Ægtefællerne, et smukt Spisestuekøkken, et “Renseri”, det vil sige et stort, lyst og renligt Rum med Afløbsrør og varmt Vand til alle Tider, beregnet til Vask, Badning, Børstning, Opvask o. l., samt en stor, fælles, lys Garderobe. Lad os nu sige, at f. Eks. en Oberst og Hustru, der med fem Børn skal leve af Gagen, foruden Familieværelserne m. m. skal have ikke mindre end syv Soveværelser. Det blev næppe nogen billig Husleje, men saa har Oberstinden til Gengæld den Fornøjelse selv at skulle holde denne store Lejlighed ren og sysle med Madlavningen. Da denne nu ikke er saa nem, naar den skal være god, tør man vist gaa ud fra, at vort Lands behagelige Kogekunst ved den ny Tingenes Orden hurtigt vilde være reduceret til Daasemad ligesom i Amerika, hvor man efter Sigende, naar Valget staar mellem friske og henkogte Grønærter, uden Vaklen vælger de henkogte, fordi ingen vil nedlade sig til at bælge de friske. Dog – Forfatterinden opstiller dog den Mulighed, at Husmoderens Tid og Kræfter ikke forslaar til alt og henviser hende saa til store dertil indrettede, vistnok ikke billige Institutioner, hvorfra hun kan faa Hjælp til Rengøring, Opvask o. l. Fødsler og Sygdom henlægges til Sygehjem ogsaa for Børns Vedkommende, men Klinikregninger og Mæslinger vil ifølge vore indvundne Erfaringer næppe komme til at staa i det Forhold til hinanden, at Mæslingerne bliver just billige ved Forbindelsen. Syning og Udbedring besørges paa store Systuer, og alt, hvad der hedder Selskabelighed, lægges udenfor Hjemmet i dertil indrettede kæmpemæssige Familie Solidar-Foreninger, bestyrede af fine og dygtige Husfruer, hvor Medlemmerne skal betale 500 Kr. ved Indmeldelsen, erlægge gængse Restauranrpriser, men til Gengæld oppebære Tantième af Indtægten.

Trods denne lovende Udsigt forekommer det mig ikke indlysende, at Systemet vil blive billigere end den nuværende hjemlige Ordning, selv om en Tjenestepige efter den anlagte Beregning koster over 1000 Kr. aarlig. I hvert Fald er der vist mange, som foreløbig vil foretrække, trods de mange smukke Tal, at holde sig til den gamle Indretning, hvor de, selv om de har lidt Pigesorger, dog i hvert Fald ikke kommer hjem til et koldt, forladt Hus og er nødte til selv at lægge i Kakkelovnen. Da Forfatterinden yderligere i varme, opmuntrende Ord henviser til, at den eneste Maade, hvorpaa Husmødrene kan naa at faa det store Arbejde udført samtidig med, at de udvikler deres Aand og Interesse for Samfundsopgaver, er at staa op Kl. 6, saa de kan faa begyndt Kl. 7, ja, saa frygter jeg, at ikke faa Stockholmerinder beskedent vil holde sig i Afstand fra denne Hjemmenes Genfødelse, som Fru Törne kalder sin Plan. Kjøbenhavnerinderne kan jeg i hvert Fald svare for. De holder i Flertallet mere af at more sig sent om Aftenen end at sørge for deres eget og andre Hjems Genfødelse Kl. 7 en iskold Vintermorgen.

Nej, det gaar vist ikke saa let, som Fru Törne tror, at omformere Samfundet. Aarhundredes Skik og Brug har givet dets Betydninger tykke Mure, som har modstaaet mange Planer, mange Stormløb, og Familien har dog, saa længe den har været til, bestaaet af Mand, Hustru, Børn og de til Husets Gerning nødvendige Hjælpere. Det forandres ikke i en Haandevending. Jeg tror derfor, det er klogere at se paa Forholdet, som det er, og ikke som det kunde blive ved et Brud med vore Vedtægter og vore Vaner. Forholdet er jo altsaa det, at det bliver stedse vanskeligere at faa gode Tjenestepiger, og at ingen Husholdningsskoler, ingen Vandrelærerinde-Kursus og Huslighedsrubrikker i Bladene omstøder den Kendsgerning, at den unge Pige hellere søger en anden Livsstilling end den tjenende, naar det paa nogen Maade lader sig gøre. Da en Tjenestepige efterhaanden ikke er daarligere stillet end f. Eks. en Ekspeditrice, idet hun har en Gennemsnitsløn af 2 til 300 Kr. til Klæder og Smaanødvendigheder og ellers alt frit: Bolig, Kost, Lys, Varme, Vask, ofte Fornøjelser og Foræringer og ikke sjældent Drikkepenge, saa maa denne om sig gribende Ulyst til at søge dette dog ret naturlige kvindelige Erhverv have en dybtliggende Aarsag. Jeg tror, at den foruden den forhadte og unødvendige Skudsmaalsbog har to: Mangelen paa Frihed og den gængse Anskuelse om, at det er tarveligere at være Tjenestepige end at staa i Butik, en Anskuelse, som netop næres i den lavere Mellemklasse, hvorfra Standen skulde rekruteres.

Den første af Aarsagerne, det bundne ved Stillingen, er for saa vidt vanskeligt at modarbejde, fordi Hjemmets Gerning snart ved Gæstfrihed, snart ved Sygdom, Børnepleje o. l. vanskeligt lader sig indordne under bestemt fastsatte Klokkeslet. Det er og maa blive et Hensyns- og Taktforhold, og jeg tror, at lidt mere Imødekommenhed og vidtgaaende Forstaaelse paa dette Punkt fra Husmødrenes Side vil blive absolut nødvendig, hvis ikke Forholdene skal udvikle sig til at blive ret ubehagelige. Lad os se paa Sagen. som den er. Da det ved Husgerningen som alle andre Steder drejer sig om Arbejdsgivere og Arbejdere, maa man gaa ud fra den almindelige Forretningsopfattelse ved Køb og Salg, og der er det, at vi som oftest træffer paa en dyb Uoverensstemmelse i Opfattelsen hos Herskabet og hos Tjenestepigen. Herskabet mener, at for saa og saa høj Betaling købes Vedkommendes hele Tid og Tilværelse, baade ved Dag og Nat, og Tjenstepigen mener, at hun betales for at udføre Husets Arbejde, og at hun udenfor dettes Udførelse har sin egen Frihed som ved alle andre Erhverv. Har hun Ret heri, eller har hun det ikke? Dér ligger Hunden begravet, og der vil aldrig kunne opnaaes Enighed derom i en Diskussion; nej, der vil straks opstaa Forbitrelse fordi nogle ser paa dette vanskelige Spørgsmaal gennem Traditionernes Briller og andre med det friere Blok, som Tidens bærende Idéer har ført med sig. Sandsynligheden vil dog tale for, at selv om den Ældre endnu synes, at Pigen skal anmode om hun maa gaa ud efter endt Gerning og kan paalægges at være hjemme til en bestemt borgerlig Tid, saa vil det yngre Slægtleds Husmoder se anderledes paa Forholdet.

Hun vil lære at forholde sig til sine Piger som en Arbejdsgiver til sine Funktionærer, idet Tidsaanden jo ikke kan staa stille paa enkelt bestemt Omraade. Men om ogsaa Grundopfattelsen vil blive forskellig og maa blive det, kan det hele gaa firtræffeligt, hvis Fruerne blot samtidig vil opretholde Fordringen om, at Tjenestepigerne midt i den større Frihedsfornemmelse bør bibeholde en vis Form i Væsen, Udtryksmaade og Klædedragt under Arbejdstiden. Hvad enten Demokrater eller ej – vi kan vel alle blive enige om, at intet giver et bedre Indtryk af Husets Orden og Skønhed end en korrekt og velopdragen Pige, der lukker En ind, hvorimod en Sjuskemalene med vulgær-familiær Tiltale ødelægger alt. Og paa det Punkt kan det ikke nægtes, at vore Tjenestepiger staar en Del tilbage, særlig for de engelske, der som oftest er Korrektheden selv, de svenske tildels ogsaa. Det er vistnok vor stærkt udviklede Lighedssans, der gør det. Ligesom en Schweizer føler sig for fribaaren til at bære Liberi og sidder paa Bukken af en Genfer-Landauer i Jakke og brun Melonhat, saaledes holder den danske Tjenestepige heller ikke af at opretholde den for Stillingen passende Paaklædning og Anstand. Hun synes, det forlener den med en vis Uafhængighed at varte op i udskaaret højrødt Bluseliv ved Middagen og vise sig Munter og utvungen ligesom Herskabet. Og det ydre korrekte Tilsnit er dog kun en Art Uniform, der klæder godt og ikke er nedsættende for de fine Fornemmelser. Den os alle iboende honnette Ambition – ak, ja, det er den, der til syvende og sidst forvolder Vanskeligheden. Var det blot i de ydre Kvarterer betragtet som lige saa fint at lave Mad og dække Bord som at sælge for fem Øre Drops i en Pose, saa var alt reddet. Men det er det nu engang ikke. Meget bidraget nu Navnet Tjenestepige til denne vidt udbredte Anskuelse. Ikke alene er der noget i Benævnelsen, der vækker Forestillingen om en kuet Klasse, men Udtrykket “Pigerne”, som i ethvert Hjem, hvor der er flere Tjenende anvendes som en Fællesbenævnelse for Kogersken og Stuepigen, det bruges jo i det folkelige Sprog tillige som en Betegnelse af Gadens løse Fugle. Man maa give de unge Tjenende Ret i at finde dette mindre heldigt og passende. Og derfor – kunde der istedetfor Tjenestepige findes et andet Navn som f. Eks. det tyske Stütze – Husassistenter, Hjælpersker – hvad véd jeg – ja, saa vilde det mere end al Verdens Systemer til Hjemmenes Omdannelse bidrage til at tilfredsstille denne talrige Stand der betyder saa uendelig meget for vort daglige Velvære og ofte skænker os vore bedste og mest trofaste Venner. Vi vilde derved allerbedst undgaa Faren for, at vi af den haarde Nødvendighed tvinges til at kaste os over Fru Törnes Solidar-System, der forlanger af os arme kvindelige Væsner – ja, hvad forlanger det ikke! Naar jeg tænker paa, at jeg skal vaske Gulv og rede Seng Kl. 7 om Morgenen, børste Støvler, gaa i Byen, lave Frokostretten, lukke op, spille Beethovens Sonater, studere Samfundsafhandlinger, gøre Sygebesøg, skrælle Kartofler, dække Bord, vaske op osv. osv. og endda være aandfuld og munter i Solidar-Foreningen om Aftenen, saa svimler det for mig. Jeg vil hellere sige det straks – jeg kan ikke. Jeg melder Pas.
Emma Gad.