Landsmænd i Amerika

I den fejlagtige Tro, at det var mig, der havde skrevet Artiklen, sendte en dansk-amerikansk Læge mig derpaa en protesterende Skrivelse, hvis Indhold jeg synes bør kendes af Flere, da jeg er vis paa, at den Overraskelse, hvormed jeg læste den, vil blive delt af Mange. Den lyder, en Smule forkortet, saaledes:

Ærede Frue!
Den kjøbenhavnske Blad X indeholdt fornylig en Artikel af Dem, i hvilken der paa Basis af en Statistik, udgivet af Immigration League, Chicago, meddeltes, “at af ca. 5200 unge Piger, der fra New York havde løst Billet til nævnte By, var kun en Brøkdel ankomne til Bestemmelsesstedet.” Da de givne Oplysninger stod i skarpeste Misforhold til de Erfaringer, som jeg gennem en Aarrække daglig har gjort gennem Udførelsen af min Embedsvirksomhed som Læge ved U. S. Immigration Service, Erfaringer, der gaar ud paa, at Regeringen gør sig fuldt saa megen Umage med at beskytte nyindvandrede Emigranter, som med at nægte Undesirables Landind, anmodede jeg det danske Konsulat i Chicago om at foretage en Undersøgelse. Det viste sig, som De vil se af medfølgende Svarskrivelse, at der hele beroede paa en Misforstaaelse.

En saadan Artikel læses af Tusinder hjemme, og de, der ikke véd noget om Indvandringen gennem Breve o. l., maa uvilkaarligt udbryde: Eksisterer virkelig saadanne Forhold, saa maa vore Venner jo have givet os ganske forkerte Oplysninger. Selvfølgelig er der i ethvert Land Forhold og Mennesker, der kunde være meget bedre, og saaledes ogsaa her i Amerika. Men Enhver, der virkelig kender Forholdene, maa indrømme, at vi Danske ikke har Grund til at føle os overlegne, naar det gælder amerikanske Forhold. Vi hævder os respektabelt herovre, men rager kun paa et enkelt Omraade, Farmerens, op over Gennemsnittet. I hver By atf lidt Betydning er der mange nordevropæisk uddannede Ingeniører, Læger, Farmacevter, Kemikere o. s. v., og det er klart, at var f. Eks. de danske, svenske eller hollandske Polyteknikere de amerikanske Kolleger overlegne i Korrekthed og Hurtighed og Beregningerne, saa vilde de her, hvor mægtige Ingeniørarbejder daglig startes, være selvskrevne til at beklæde de vest vellønnede Stillinger som Chief Engineers. Enhver véd, at dette ikke er Tilfældet. Nord-Evropæerne hævder med stor Honnør deres respektive Landes Læreranstalter (i den skarpeste Kontrast til Sydevropæerne), men de rager ikke op over Mængden. Naar denne Sandhed blev klar for vore hjemmeværende Landsmænd, vilde sikkert mange af de nu eksisterende fjendtlige Følelser forsvinde. Naar det nyligt i Tinget oplystes, at Danamarks Statsgæld eller rettere totale Gæld til Udlandet er 1000 Mill. Kr.; at 40 Mill. aarligt gaar ud af Landet alene til Renter; at Statsgæld og Skatter er fordoblede siden 1904; at kun en Tiendedel af Befolkningen hjemme har 1500 Kr. eller derover i aarlig Indtægt, saa synes en simpel Sammenligning at falle her berørte Forhold med de tilsvarende i Amerika med logisk Nødvendighed at maatte overbevise Enhver om Berettigelsen af Professor Olufsens Udtalelse: “Vi kan lære meget af Amerikas Kultur”, og at godtgøre, at fordi et Forretningsprincip eller en Kutyme er dansk, er det derfor ikke afgjort, at det er den bedste eksisterende.

Med hensyn til de dansk-amerikanske Farmeres Forhold er det ganske korrekt, naar Pastor Nordentoft fra Kalifornien i “Kirken og Hjemmer”, efter at have omtalt de Rækker af Avtomobiler, der holder udenfor Landsbykirkerne om Sommeren, udtaler: “De danske Farmere herovre kunde godt, om de vilde, udrede Omkostningerne ved hele Befæstningen hjemme.” Dog kan man ikke undres over, at Offervilligheden slappes, naar man erindrer, at et Blad som X under Omtalen af, at en af de forhadte Dansk-Amerikanere havde foræret sin Fødeby Fredericia en Stiftelse til 70,000 Kr., smagfuldt forkynder, at Vedkommende have “ved Flid og Dygtighed efterhaanden sammenskrabet sig en Formue derovre”. Intet Under, om Mange, der kunde have haft lignende Tanker, afkøles og siger never again.

Før den danske Udenrigsminister udsendte sit Kommuniqué i Anledning af St. Francisco-Udstillingen, forbød selvfølgelig god Tone og herovre enhver Hentydning til de store Summer, der aarligt gaar til “det gamle Land“, men efter denne officielle Udtalelse om Millionerne, kan man ikke bebrejde os, om vi undrende spørger om Grunden til den danske Presses Iver for at skabe Fjendskab og Bitterhed mellem den halve Million Danske paa denne Side og “den, der blev hjemme”. Meget af det, der gaar herfra derover, kommer fra smaa Hjem, hvor Kaarene nok er adskilligt lysere end i Modtagernes, men hvor der dog kunde have været god Brug for Pengene til andre Formaal; hvorfor da harme en saadan Bevægelse i Udtryk som f. Eks. dette Blads omtale af Fredericia-Stiftelsen? For Danmarks Vedkommende mindes jeg ikke at have set Postvæsnets Statistik, men jeg véd for Østrigs og Italiens Vedkommende, at de gennem Postanvisninger oversendte Summer omtrent respektive 100 Mill. Gylden og 70 Mill. Lire aarlig. Det antages, at disse Tal repræsenterer Halvdelen, da alle Bankchecks og personligt hjembragte Summer unddrager sig Statistikken. Da Danske som Regel ikke staar tilbage for noget andet Folk, ligger det nær at antage, at “Millionerne” repræsenterer et endog meget anseligt Beløb.

Det vilde vist interessere Dem paa et af Bibliotekerne at gennemlæse den Rapport, som blev afgivet for et Par Aar siden af en Regeringskommision, der i Italien var nedsat for at undersøge den kolossale Udvandrings Indvirkning paa Hjemlandet; den er her bleven læst med stor Tilfredsstillese. Uden at lægge Skjul paa der sørgerlige Kendsgerning, at mange Italienere, der lader sig friste til at blive i Storbyerne, rekrutterer disses Forbrydersamfund, viger dog dette i Betydning for den Højnelse i Kultur, den Flid og Arbejdsevne, som lægges for Dagen af Flertallet af de Hjemvendte. Italieneren synes mere tilbøjelig til at vende hjem, naar han har naaet økonomisk Uafhængighed, og opmuntrende er det at læse, at man i Landsbyerne tydeligt kan skelne Amerikafarernes smukke rene Huse, forsynede med Baderum og andre Bekvemmeligheder, veldrevne Marker og Vinhaver, hygiejniske Stalde og moderne Redskaber i Modsætning til Italiens øvrige gængse middelalderlige Landbrug. Ganske vist er Forholdene i Sydevropa heldigvis vidt forskellige fra de danske, men dog tror jeg, at en lignende eventuel Kommission hjemme ogsaa vilde komme til det Resultat, at vi herovre hverken har gjort vort Fædreland Skam eller Skade ved at gaa, og at der ingen Mening er i Bladet X.s Karakteristik af os som “Fremadstræbende Bondelømler med haarde, energiske Fjæs; Tøjet sidder nok ulasteligt, men Næverne stikker dog frem under Manchetterne.”

Det er netop Udtalelser af den Art, der skaber Fjendskab til alt Dansk, som hos den der for nogle Aar siden afdøde P. i Helena, Montana, der stadig hævdede, naar Talen faldt paa Nationalitet: “I was born in Denmark, but I am an American“. Han var en af Nordvestens mest ansete og agtede Forretningsmænd og efterlod sig 8 Mill. Dollars. Jeg tvivler ikke om at mange en dansk Kommune godt vilde have kunnet staa sig ved at have hans Enke og Døtre boende iblandt sig, hvad efter al Sandsynlighed ogsaa vilde være blevet Tilfældet, om den danske Presse lidt mere fulgte den Maade at omgaa de Udvandrede paa, som engelske og tyske Blade anvender. Og dette Eksempel kune mangfoldiggøres.

Maa jeg have Lov at bemærke, at hvis De, ærede Frue, skulde ønske at offentliggøre dette Indlæg eller en Del deraf, tør jeg maaske ærbødigt anmode Dem om ikke at nævne Navnene. Jeg beder Dem tilgive Udførligheden. Min Undskyldning maa være den, at jeg anser det for et Arbejde værd, om vi Danske herovre kunde naa at komme til at staa paa en lige saa god Fod med de Hjemmeværende, som Tyskere og Englændere er det, og at jeg føker mig overbevist om, at en klar Belysning af en Sag aldrig har skadet den, hvis den er god.
Deres ærbødige
N. N.

Denne velmente Skrivelse fra en Mand, som synes at være i Berøring med Mange, maa nødvendigvis vække Forundring ved, som en fastslaaet Kendsgerning at forudsætte, at der hersker en gensidig Misstemning eller i hvert Fald Spænding mellem de Danske paa denne Side og dem paa den anden Side Atlanterhavet. Tænker de da saaledes derovre? Er det i saa Fald kun Enkelte, eller er det Mange? De er jo da, hvad vore Følelser angaar, saa ganske paa Vildspor. Ikke alene er vi i Danmark langt fra at føle en saadan af Brevskriveren forudsat Misstemning, men vi har end ikke mindste Anelse om dens Eksistens derovre.

Det synes at være Bladartikler, der skaber og vedligeholder Misfornøjelsen. Det kommer da blot af, at de ikke derovre er vante til vor Tone. Journalistisk set er vi jo nemlig ikke behagelige mod hverandre her til Lands, og Kritiken fremsættes ikke altid i Vendinger, der genkalder Guldalderens udsøgte Prosaform. For Politikere, Forfattere, Skuespillere, Professorer, Mæcener, Teatermænd, kort sagt for alle dem, der tager Del i det offentlige Liv – og det er jo snart i et lille Samfund de Fleste – hører det til Dagens Orden at faa en eller anden Avisskylle over Hovedet med tilhørende Karikatur og sensationsvækkende Overskrift. Det er sandt nok, at det var finere og bedre, hvis det hele Plan laa lidt højere, men det gør det nu en Gang ikke, og man maa jo tage Verden, som den er. Det gør man. Alle er her saa vante til denne nationale fælles Kritiseren, at det Skrevne glemmes omtrent med det samme, endogsaa af de Paagældende. Dog, naar det rammer Nogen langt borte, forstaar man, at det tager sig anderledes ud og kan fastholdes, fordi det har saaret. Men lad det være sagt til Landsmænd derovre, som kan have følt sig stødte over Udtalelser eller Udtryk af en eller anden ung maaske lidt ubetænksom Journalist, at det ikke har den Betydning, som man synes at tillægge det. Indenfor en Familie kritiseres der jo altid lidt, hvor meget man end holder af hinanden, formodentlig ogsaa i Amerika, og de Danske derovre – de er jo dog vore Brødre og Søstre.

Som saadanne føler vi dem og er Alle som En gennemtrængte af Agtelse og Sympati for dem, der havde Mod og Kraft til at bryde sig en Bane i det pragtfulde men haardhændede Land med rigere Muligheder og det større Albuerum. Hver gang vi i Beretninger læser, at de danske Indvandrere bydes særlig velkomne af de amerikanske Myndigheder, da de hører til de bedste og de paalideligste, saa bringer vi i Tankerne de Bortdragne en Tak, fordi de gennem Aarrækker har hævdet Danmarks Navn paa saa smuk og hæderfuld en Maade. Vi glæder os over det varmhjertede Velkommen, der lyder imod enhver betydelig dansk Mand eller Kvinde, der rejser til Amerika for at vedligeholde og uddybe Forbindelsen mellem Landsmændene i det gamle og det nye Land. Og vi er af Hjertet taknemmelige over enhver Støtte derovre fra til en god Sag. Vor Taknemmelighed er netop dobbelt. Det tager os om Hjertet paa en ganske egen Maade, at de, der nu lever i større Forhold, taler et nyt Sprog, tænker andre Tanker, dog trods alt ikke glemmer Landet med de bøgeklædte Strande, hvor deres Vugge stod, men stadig føler i Samklang med dem, de holdt af herhjemme og tager Del i vor Stræben og vore Maal.
Emma Gad.