Tipperup Mølle

Af alle gammeldags og praktiske Ting er nu vel Vindmøllerne noget af det mest aflægs – den travle Nutid kan ikke være afhængig af Vind og Vejr til det daglige Forbrug. Kornet males paa store Fabriker og hældes formodentlig med det samme paa Maskine i nette Sække og Papirsposer med Dampmøllens Monogram og Emblem i forgyldt Tryk, hvorpaa det befordres videre til Sælgerne pr. Avtomobil. Alt imens staar de gamle maleriske Vindmøller og strækker Armene besværgende mod Himlen over Menneskehedens Utaknemmelighed. Men Menneskene er ikke utaknemmelige imod dem. Vi elsker Alle deres karakteristiske Silhuet mod den rødmende Aftenhimmel, vi betragter dem med Veneration, som de morsomme Mindesmærker de er over vore Fædres Levesæt, og vi er oprigtig bedrøvede over hver en af disse vore landskabelige Prydelser, der falder i Staver og forgaar.

Men der er naturligvis Forskel paa dem. Enkelte af dem tager ved deres fremskudte Beliggenhed og deres Minder Interessen mere fangen end andre, der ligger fjernere fra Alfarvej og ikke har set saa mange Begivenheder forgaa under deres Vingers Susen gennem Luften. Hvilken Dansk føler f. Eks. ikke i dette Mindernes Aar et Tag om Hjertet ved det blotte Navn Dybbøl Mølle, der i hine Kampens Dage omkresesdes af saa mange Forhaabninger og Skuffelser, saa meget Heltemod og Lidelse. Der er maaske mange andre minderige Møller rundt i Landet, men én er der dog, rig paa Erindringer og Skønhed, som Kjøbenhavnerne kender næsten bedst, fordi de saa ofte har haft den skinbarligt for Øje paa de glade Sommerture. Det er Tipperup Mølle, beliggende umiddelbart ved Strandvejen mellem Humlebæk og Helsingør, fra sin Bakke beherskende en af de skønneste Pletter i Nordsjælland med Udsigt over Sundet, Skaane og Helsingborg til den ene Side, og til den anden et vidt Udsyn til den rige, tætbebyggede Egn med dens Skove og Agre, dens blomstrende Haver og hvide Landsteder. Tusinder af Mennesker passerer Møllen i Aarets Løb, Cyklister og Fodgængere, Landliggere til Vogns og i Luksusbil – Turist-Monstrevogne suser forbi dens Fod, Skoleskovture hilser den med et Hurra.

Og Alle kaster de, idet de farer forbi, et Blik op paa Møllens stolte Vingefang, men kun saare Faa af de Forbipasserende aner, at den svæver i Fare, trues med Forsvinden. Og dog er det Tilfældet. Tipperup Mølle er, med den Bakke, den staar paa, til Salg, og Beliggenheden er jo tillokkende nok for en Køber. Hvert Aar, naar et nyt Foraar drager os fra de trange Vinterstuer ud til Nordsjællands friske Grønne, kan vi risikere at finde den nedreven og afløst af en taarn- og altanprydet Villa i Hamborgerstil og dens henrivende Udsigt lukket for Almenheden.

Tipperup Mølle er gammel, og var det maaske allerede da Kong Karl den 12te gjorde Landgang ved dens fod, netop paa denne Aarstid – den 4. Avgust Aar 1700. Om denne Landgang, der endnu lever i Sagn og Fortællinger paa Egnen, kan man, hvis man er anlagt for det Grundige, læse udførlige militærhistoriske Beretninger paa det kgl. Biblioteks Læsesal, saaledes som man her vil se, at jeg har gjort. I min Iver og Kundskabstørst sled jeg saa stærkt paa Blyanten, at jeg maatte bede en lærd i Folianter og Noter til Halsen begravet Nabo om at maatte laane en Pennekniv til Spidsning, hvilken profane og højrøstede Forstyrrelse af det hellige Sted fyldte ham med indigneret Foragt. Men jeg fik dog Kniven uden et Ord eller Blik. Det kunde altsaa være fristende nok at prange med min krigsvidenskabelige Viden, men jeg skal alligevel indskrænke mig til de Hovedpunkter, som maaske kan vække Interesse for den hæderkronede Mølle. Altsaa:

Den svenske Konge kom hertil med sin Hær og sin Troppestyrke, begrundet paa, at Sverig, England og Nederlandene og de Brunsvig-Lüneburgske Hertugdømmer i 1689 havde garanteret en mellem Kongen af Danmark og Hertugen af Holsten-Gottorp indgaaet Overenskomst, men i Marts 1700 brød Kong Frederik den Fjerde denne og sendte sine Tropper ind i Hertugens Besiddelser. Selvfølgelig var den kun 18aarige iltre Kong Carl henrykt over denne Anledning til at gribe ind. Han laa i Skaane med en ret betydelig Styrke, og fra sin Flaade i Sundet lod han saa foretage en Rekognoscering. Han fandt Tipperup Mølle heldigt beliggende for en Landgang, og denne fandtes ikke forbundet med synderlig Risiko. Kystforholdene var heldige, og alt, hvad man fra dansk Side ved Tipperup Mølle havde at sætte imod denne fødte unge Feltherre, var en Haandfuld Ryttere, en Hob uøvede, slet bevæbnede Bønder og et ringe Antal bitte smaa Kanoner.

Og alligevel traf Kong Carl paa uventet og tapper Modstand. Rekognosceringen var blevet iagttaget fra Kysten, Bavnerne brændte, Ordonnanserne sprængte af Sted langs Stranden, og Krogerups Ejer, den tapre Rostgaard, gjorde med sine Smaakanoner, der endnu ses paa Krogerup, alt, hvad han formaaede, for at afværge Landgangen. Et Batteri blev hurtigt opført, og ved dette udfægtedes der en Træfning, hvor ikke Faa dræbtes og saaredes, deriblandt den svenske Konges betroede Kvartermester, Stuart. Men i Længden kunne den lille danske Styrke ikke holde sig, saa meget mere, som flere svenske Regimenter efterhaanden blev landsatte. De Danske trak sig ind i Landet, og Svenskerne dannede saa ved Møllen en befæstet Lejr, fra hvilken de for at faa Proviant hjemsøgte Skotterup, Snekkersteen og andre Smaabyer ved Kysten. Men efterhaanden slap Forraadet jo op, og den højst krigslystne Kong Carl besluttede saa, skønt han kun raadede over 10,000 Mand, at nærme sig Kjøbenhavn. Han brød op fra den af Kampene haardt medtagne Tipperup Mølle og marcherede Syd paa, men da han var kommet til Rungsted, erfarede han, at Frederik den Fjerde i Traventhal havde sluttet Forlig med sig Modstander, saa at Fremrykningen maatte standses, meget imod Kong Carls Vilje. Han red i gnaven Stemning til Helsingør og sejlede derfra til Skaane, hvorefter alle Svenskerne forlod Sjællands Kyst, som de ikke senere har betraadt som Fjender. Nu færdes de i Massevis paa de samme Stedet som glade Landliggere i hvide Flonelsdragter og Panamahat, ledsagede af sommerklædte Landsmandinder – saa i nogle Henseender kan Tiderne dog siges at have forandret sig til det Bedre.

Men det er ikke lutter Krig og Kanoner altsammen. Ogsaa blide digteriske Erindringer svæver omkring Tipperup Mølle i de stjerneklare Sommernætter. Ganske tæt derved i den for ret nylig nedbrændte lille Bondegaard Søbækshuset boede Digteren Johannes Ewald i de mørkeste Timer af sit Liv, efter at han var flyttet fra Rungsted Kro. Huset var tilskødet Ridefoged Lem og Hustru af Krogerups Ejerinde, Fru Conradine Rostgaard, og var den Gang ret ensomt beliggende. Den syge Digter var saaledes – fortæller Louis Bobé i sin interessante Bog om Ewald – næsten udelukkende henvist til sine ganske udannede og ret tyranniske Værtsfolks Selskab samtidig med at hans Pengeforlegenheder stadig tog til. Her skrev han da de tungsindige Naturstemninger: Aftenen og Vinteren. Kan man tænke sig et mere finstemt poetisk Udtryk for det Trøstesløse ved Høst og Vinter end disse Strofer:

Jorden synes bag sit Slør
Stiv og dorsk og grim af Alder,
Løvet bruunes, krummes, falder,
Græsset guulnes, helder, døer,
Søen hvidnes, hærdes, fryser,
Bække sagtnes, standse, staa –
Er det vel at undres paa,
Om min stakkels Muse gyser.

Dog foreligger der ogsaa Vidnesbyrd om, at den skønne Egn og den nære Strand ved Sommertid kunde virke opmuntrende paa den syge Ewald, særlig da den ny Beboerinde paa Krogerup, Kammerherreinde v. der Maase, som holdt ret stort Hus, viste ham meget Gæstevenskab. Der findes saaledes opbevaret fra hans Haand baade tyske og danske Lejlighedsdigte fra de Krogerup’ske Familiefester. Ofte har Digteren sikkert færdedes forbi Tipperup Mølle paa vej til sine gæstfri Herregaardsvenner og dvælet paa Toppen af Bakken for at glæde sig over det Panorama over Land og Sø, som udfolder sig til alle Sider.

Skal nu denne minderige og smukke gamle Mølle sælges og nedrives for at give Plads for en moderne Villa? Er det ikke muligt i Tide at skabe en Stemning for at bevare den og gøre den til Almeneje og til et Udsigtspunkt, hvor den Vejfarende gerne dvæler for at hvile sig og betragte det skønne Skue?

Denne historiske Plet bør ikke ejes af Enkeltmand, ikke aflukkes som en privar Have med Gitter og Stakit, men være til Glæde og fri Benyttelse for enhver, der færdes langs Strandvejen. Og den gamle Mølle med de himmelstræbende Vinger ved Øresunds Bred bør ikke prisgives til Ødelæggelse, men blive staaende som en hædret Veteran og som en Pryd for den Egn, der med Rette regnes for en af de skønneste i vort Land.
Emma Gad.