Teatermissere

Politiken har for kort Tid siden indeholdt en Kronik under Titlen: “Har vi for mange Teatre?” I denne interessante og belærende Artikel møder dens Forfatter, Hr. Panduro, vel bevæbnet i en glimrende Rustning af pragtfulde Tal, for at bevise, at de allerede eksisterende Teatre ikke havde mistet det mindste ved Det ny Teaters Fremkomst, men tværtimod vundet, idet de alle siden da har udvist højere Spilleindtægter.

Tallene i Ære. Indtægterne er altsaa gode nok. Hr. Panduro har ingen Statistik for Udgifterne, saa de maa jo altsaa være der, det ømme punkt maa søges, siden Teaterforholdene faktisk er saa vanskelige, at Direktørerne, som ellers altid maler i Rosenrødt overfor Offentligheden, nu selv udtaler, at Udsigterne er mørke. Jeg har ikke ledet noget Teater, men jeg har været med ved andre Publikums-Foretagender, hvor de daglige, store Entré-Indtægter svulmede op til Summer, der bragte Hjertet til at frydes. Men saa kom det Møde, hvor de store og de smaa Regningers Dynge udbredte sig paa Bordet, og man i Aanden saa de Hundreder af griske Hænder, der strækker sig ud mod en Sukces, og man indsaa, at den endelige Opgørelse vilde føre til en tvivlsom Fordel. Saadan er det vist i endnu højere Grad ved et Teater, hvor Udgiftkontoen omstænder alt, lige fra Digterens Inspiration til de Stykker Smørrebrød, som Regissøren skal sørge for til anden Akts Frokostscene. Alt er Udgift, større og større Udgift, Skuespillergager og Sceneudstyr, Forfatterhonorarer og Maskinskrift. Intet gratis.

Man har altsaa lov til at spørge: Hvordan ser Virkeligheden ud trods Tallene, og hvordan vil den komme til at se ud, siden Flertallet af Teatrene, selv med den store Spilleindtægt, er som en Flaade synkefærdige Plimsollere med Hr. Panduros Tal smældende som Vimpler i Toppen. Det er jo nemlig snart saadan, at den Mand, der tænker paa at sætte sin Formue i et Teater, betragtes som moden til Indespærring som farlig for sine Omgivelser. Og med Rette, for han er jo farlig. Hvor mange gange har vi ikke i de sidste Aar set en afblanket Direktør forlade Teatret og lade de arme Skuespillere staa med Smerten! Og hvilken Privatteater-Skuespiller (fraregnet Folketeatret) har ikke oplevet en Række af Krak og derved erhvervet sig en stor Rutine i alvorligt og fattet at deltage i disse uundgaaelige Møder på Scenen, hvor Direktøren under almindelig Tavshed beklager, at han ikke ser sig i stand til at opfylde sine Forpligtelser. Hvorpaa han tager sin Hat og gaar og giver Plads for den Liebhaver, som trods alt er paa trapperne, og som et kortere eller længere Antal Maaneder senere – i Reglen kortere – atter under almindelig Tavshed beklager, osv.

Da man dog ikke tør antage, at samtlige disse Mænd, som tilmed har deres Livsinteresser at forsvare og deres Riddersporer at tjene, er rene Ignoranter, og Hr. Panduros store Tal jo dog er fremlagte, saa ligger det nær at spørge, hvad er det da, som gør Ulykken?

Maaske man hertil kan sige, at d’Herrer ikke tilstrækkelig paa Forhaand har overvejet, at den stilling at være Teaterdirektør omtrent er den vanskeligste af alle, fordi de kræver en Forening af to hinanden modstridende Evner: At være Kunstner og Forretningsmand. Kunstner er der kun faa af dem, der har været, Forretningsmænd heller ikke mange. Begge Dele i Forening saa godt som ingen. De har ikke haft Talent. En Hovedpart af Talentet er jo nemlig Interesse, og netop derfor undrer det En at se den sløve Ligegyldighed, der hersker ved Teatrene overfor det Nye, hvor Fremtiden ligger, hvilket vil sige det samme som Nutiden. Man saa f. Eks. ifjor, at de nyindleverede Stykker hobede sig op paa et af vore Teatres Kontor, uden at Nogen gad læse dem. Lad nu være, at den Samling Bras, der kastes ind ad Døren på et Teater, er næsten uoverkommelig at gaa i Gang med, men i denne Bunke fandtes – om jeg husker ret – 14 danske Skuespil, indsendte gennem Danske Dramatikeres Forbund; og da der dog kræves nogle Kvalifikationer for at blive Medlem af dette, tør man vel gaa ud fra, at de ikke alle har været Dilletentarbejder. Dette er en gammel Historie. I Stedet for at – jeg taler ikke om at spille – men blot at læse Debut-Arbejder vender man sig til Arkivet og fremdrager gammelkendte Ting, som koges op, fordi det er det nemmeste. Noget lignende gør sig gældende med Personalet. Direktøren tænker kun paa at erhverve sig og klamre sig til de kendte Navne, i stedet for at finde og skabe nye. Hvor er f. Eks. de unge Skuespillerinder, der fremtidig skal bære vore Teatre? Selvfølgelig fødes der lige saa mange sceniste Talenter blandt Kvinder som blandt Mænd, men de har altsaa ikke kunnet komme frem til at indtage en betydende Plads, hvilket kan ses paa det solide Barometer, som det Pekuniære jo dog altid er. Hvis Hr. Panduro ogsaa dér vil skaffe os Tallene, vil man undres ved at se, hvor meget højere de mandlige Førstekræfter er betalte end de kvindelige. Man tage f. Eks. blot de fem første Skuespillere ved Det kgl. Teater og sammenligner deres sammenlagte Gage med den, der samlet oppebæres af det samme Antal bærende Skuespillerinder (hvoraf dog enkelte er store Talenter), og man vil sikkert se, at den sidste Sum bliver en Brøkdel af den første. Og endnu værre vil Forholdet stille sig paa Privatteatrene. Hvorfor er det saadan? Ja, dér er der noget, som man i Reglen gaar udenom, men som maaske, paa grund af Situationens Betænkelighed en Gang bør siges. Vi er ikke gammeldags og spørger om Talent og Evne her paa Bjerget, De fleste Direktører indretter hellere Engagementet efter Petit-Artikler, Kulisse- og Blad-Erotik, fine Kostumer og pikante Notitser, alt det, der vistnok med ét ord kaldes Palmehaveri. Det er det, der for Tiden bringer en Skuespillerinde frem i første Plan, og imens findes maaske mellem de Oversete det store Talent, der kunde redde Situationen, og hun faar Lov til som en Naade at bringe et Brev paa en Bakke til den Primadonna. der bader sin velklædte Uduelighed i Rampens fuldeste Lys. Direktøren, som skulde finde dette Talent og hæge om det i Kunstens og sin egen Interesse, han har ikke Tid til at søge efter det. Han foretrække den, der har Evnen og Viljen til at skaffe sig Reklame-Sensation. Publikum derimod i det lange Løb ikke. Dér ser Direktørerne vistnok fejl. Man ser fra Folketeatret, at i Længden fanges Publikums Hjerte af det Teater, hvis Drift er anlagt paa det ægte og gode Sammenspil over hele Linjen og ikke paa Stjerner og Stjernegager, der ødelægger Skuespillerstanden og nedsætter dens Gennemsnitsniveau. Det er klart, at naar to á tre sluger en Tredjedel af Budgettet, maa de andre blive svage, og denne indre Svaghed skal nok i Længden vise sig at bære Straffen i sig selv. Straffen – det er Kraket.

Naar Teaterfoholdene for Tiden er saa vanskelige, som de faktisk er, kan man dog ikke lægge Hovedskylden på Ledelsen alene, der er andre Ting, som gør Farvandet svært at besejle, Ting, som Direktørerne ikke er ansvarlige for. De fleste Læsere vil erindre den store Polemik om Kritiken og Teatrene, som tog sin Udgang fra denne Plads i Politiken for et Par aar siden, da den Misére bag Kulisserne, som siden har udviklet sig saa stærkt var i sin Begyndelse. Debatten medførte en sand Syndflod af hvasse Ord og modstridende Meninger, og kastede et skarpt Lys ud over de Begivenheder, som senere er hændte. Bl. a. blev det hævdet, naturligvis særlig fra Forfatternes og Skuespillernes Side, at de Mænd, der sad paa Kritikerpladserne og bedømte Skuepladsens meget vanskelige Teknik, ikke alle ejede den Indsigt, der udkræves for at bedømme et Teaters Virksomhed. Et er ikke at forstaa et Søkort, og et andet er at føre Skibet paa Grund. Naar dette blev fremsat i hine Dages hede Debat, blev det modtaget med Haan som en ganske løs Paastand. Nu ja, det er vanskeligt at bevise – selvfølgelig. Derfor ilede ogsaa en af d’Herrer med at aflægge Beviset. En af de Kritikere, hvis Pen i hine vanskelige Tiden, da Miséren begyndte, fra alle Sider betegnedes som en af de farligste for Teatret og dets Gerning ved i besk Dømmesyge at jævne med Jorden, hvad saa Mange havde prøvet at bygge op, han har nu fornyligt haft Lejlighed til at forsøge sig paa den anden side af Skranken, dér hvor de Anklagede staar, det vil sige alle de, der har gjort Teatret til deres Erhverv. Resultatet behøver vi ikke at sige noget om, det kendes af Alle, men de Teaterledere, som han den Gang vanskeliggjorde Arbejdet, har sikkert smilet hemmeligt ved Synet af hans noksom beviste Ukyndighed i de Ting, han før dømte saa frejdigt om. De har næppe været kede af, at Forsøget for en Gangs Skyld blev gjort, omend de ulykkelige Skuespillere maatte lægge Ryggen til.

Saa er der en Ting endnu, som Direktørerne ikke kan gøre for, og det er, at vi efter alt at dømme staar ved et Vendepunkt i Teaterhistorien. Lige siden Thepis kørte ud med sin Kærre, mødte han og hans Efterfølgere aldrig nogen Konkurrent undtagen det rene Gøgl paa Markedet eller Variétéen. Men nu har de faaet en Konkurrent, der er ung og levedygtig, glødende af Energi. Og hensynsløs haard, fordi den er født i Amerika. Det er Biografteatret. Haabløst at rynke paa Næsen ad det, som de fine Teaterfolk endnu forsøger. Den tid vil snart være forbi, hvor de markskrigende Billeder lokker ved Indgangen, og hvor Forestillingerne bestaar af Den uheldige Tjenestepige eller Kampen paa Klippen med Mord og Revolver. Ud af dette Virvar begynder at stige noget stort og nyt. Berømte Navne begynder at vise sig her og dér. Det tavse Skuespil formaar at fængsle Hundrede Tusinder af Mennesker, ikke blot, som folk Tror, fordi det er billigt, men ogsaa, fordi det netop er tavst. Det har den store Gave at Gøre enhver af sine Tilskuere til lidt af en Digter, idet Enhver, fra den Højeste til den Ringeste, uvilkaarligt digter den Tale med, som ikke høres, imens de stumme Billeder drager forbi.

Dog, det er ikke blot Fjenden i dens egen Lejr, Teatret har at bekæmpe, men selve Livet har mangfoldiggjort sig. Fra alle Sider suger det Interesser og Tanker til sig, og den Del, der falder paa Teatret, bliver stadig mindre og mindre. Sportsopvisninger og politiske Møder, religiøse Stridigheder og Luftens Erobring, altsammen drager det Opmærksomheden bort fra Teatret, saaledes at den kun fanges i den kolossale Sukces, som Direktørerne derfor higer efter som det store Lod i Lotteriet paa den jævne Drifts Bekostning.

Hvor fører det altsaa hen? Er der gaaet Kræft i den ældgamle, skønne Kunst? For det første – har den tabt sin kulturelle Mission? Dertil kan svares baade Ja og Nej. Den er blevet vanrøgtet. Det pikante Danse- og Synge-Gøgl, som har været opreklameret, og som flere af vore Teatre har baseret sig paa, vilde det ikke være noget Tab at miste. Man kan vist snarere sige, at den kultutelt set var et Tab, da den kom op. Men man kan ikke se en tusindaarig Kunst paa et Par aars Begivenheder. Nye Ting kommer, nye Dage oprinder, og Teatret – det er et gammelt Hus – staar, om end Direktørerne falde. Huset maa blot bygges om, for den samme Klage over Teatrets Forfald lyder allevegne fra, mere eller mindre tydeligt, men i stadig Stigen.

Men saa meget er vist, at den hældende Vogn maa falde, naar Staten, som burde være de aandelige Tings naturlige Beskytter, belaster den med stadig nye og stigende Byrder. Kun i dette mærkelig ligeglade Land kunde det ske, at ikke baade de Interesserede og Publikum rejste sig til en saa stærk og indigneret Protest mod Teaterskatten ved dens Fremlæggelse, at den maatte tages tilbage. Dog, den Del af Skaden er ikke uoprettelig, for den maa tages tilbage, denne smaalige Posekiggerlov, lagt paa et lovligt Erhverv, hvis ikke Krak skal følge paa Krak og skabe et stedste stigende Tal af erhvervsløse Kunstnere. Kun en halv Maaned har den virket, og allerede nu kan Teatret i By og paa Land føle dens ødelæggende Virkninger. Det er jo muligt, at det strider mod politiske Partiers Værdighed at erkende en Fejl. Men Alle kan jo dog fejle, især naar man kommer ind paa Forhold man ikke forstaar sig paa. Saa underligt det lyder, kan selv en dansk Rigsdagsmand maaske ogsaa tage fejl. Til at lovgive om Teatrets vanskelige Kaar slaar vist ikke altid den Visdom til, der blomstrer mellem Herning og Høng.
Emma Gad.