Urban Gad instruerer på set'et i Babelsberg (1913).
12. juli 1912.
Hvorledes udvikles vore Skuespillere og Skuespillerinder til deres kunstneriske Kald?
Man kan vistnok sige, at som det nu er, uddanner de sig selv.
Jeg mener ikke de meget Faa, der naar at blive antagne ved Det kgl. Teaters Elevskole og efter Prøvedags Rædsler nyder godt i en Aarrække af de bedste Kunstneres Undervisning, samtidig med, at de spiller Smaaroller – jeg mener de Mange, der aarlig kommer frem paa Privatteatrene og ProvinsScenerne og i aarevis kæmper for at faa en Stilling eller forsvinder.
Naar man spørger en saadan ung vordende Kainz eller Duse, hvordan de griber det an med at lære det elementære af deres Fag, da de vel ikke har Raad til private Timer hos en Førsterangs-Kraft, saa fortæller de En – som oftest med en vis Stolthed, at de “læser” med Hr. N. N. eller Fru B. fra en af Privatscenerne, en ret ubekendt Dame og Herre, paa hvis Evner Teatret ikke lægger stærkere Beslag, end at der nok kan blive en Tid til at tjene lidt ekstra ved at give Timer, men som næppe kan formodes at sidde inde med noget større Forraad af den Kultur og Aandsdannelse, som kræves for at forberede den Unge til det saare vanskelige Skuespillerkald. Særlig vanskelig, fordi vedkommende Unge der ønsker at gaa til Scenen, meget ofte kommer fra Samfundslag, hvor alt skal læres lige fra den første Begyndelse. Der er en lang Skala at gennemgaa inden Sønnen eller Datteren af f. Eks. en Landhandler eller Jernbanefunktionær fra Hobrokanten egner sig til at fremstille Kejser Carl den Femte eller Markise de Pompadur – eller blot en hjemlig Standsperson. Og de gør det jo dog! Jeg har set saa lidt Provinskomedie, men man har fortalr mig, at der i saa Henseende ydes de mest forbavsende Ting.
Altsaa, den Unge fortsætter hos Hr. Skuespiller N. N. i dennes Hjem, saa længe de som Regel sparsomt tilmaalte Midler strækker til, og naar i nogle Tilfælde den svimlende Lykke at faa et Engagement ved en Scene i Hovedstaden eller i Provinsen. Men hvad saa! Hvem tager sig af ham, hvem udvikler ham, hvem afsliber hans Kanter, lærer ham at tale, og bevæge sig, bibringer ham Holdning og Personlighedspræg? Hvem har Tid dertil i det Højtryk af Travlhed og Hastværk, som et Teater med stadig skiftende Repertoire bevæger sig under. Jeg tænker mig, at Direktøren og Instruktøren ofte under en Prøve har et Replikskifte nede i det mørke Parket omtrent saadan:
“Slet ikke saa gal, den unge Jespersen, i den lille Rolle.”
“Nej, der er Evner. Han føler noget, og han har et godt Blik. Men han er saa forbistret kantet og umulig. Har De set, hvor han staar og fægter med Armene ved hver Replik? Ved næster Prøve vil jeg forsøge at binde dem fast til Livet med Sejlgarn i passende Læmgde.”
“Kan De ikke tage Dem noget af ham og bibringe ham lidt Kultur?”
“Jeg! Hvornaar skulde jeg finde Tid til det udenfor Prøverne? Véd De, hvor mange Prøver jeg har haft i denne Uge – naa, De véd det. Og saa mener De, at jeg i den Fritid, jeg ikke har, skal lære Jespersen at gaa og tale! Men Direktøren selv – kan De ikke indpode ham lidt Verdenstone?”
“Jeg! Véd De, hvor mange Manuskripter, jeg har liggende paa mit Bord, som jeg maa læse – maa, siger jeg Dem, foruden Forfattere, jeg skal tale med, og Begravelser, jeg ikke kan forsømme og Avisangreb, jeg skal svare paa.”
Saadan gaar det vistnok tidt. Ingen har Lejlighed til at tage sig af Jespersen, hverken af ham eller af de mange andre Unge, som gaar ved Teatrene og venter og haaber, drømmer og længes, og Aar efter Aar i Ny og Næ faar en Tjener- eller Kammerpigerolle, fordi de ikke kan deres Haandtering, og kun faar Anledning til at lære den – ganske langsomt – gennem den Smule, Teatret giver dem at bestille. Det er ikke som Malerne, der har Akademiet at ty til, og Musikerne Konservatoriet. At holde en regulær Skole ved Teatrene, er der ikke Tid til og ikke Raad til.
Det er mærkeligt, at det har varet saa længe, inden de Teater-Interesserede og Scenekyndige har faaet Øjet op for, at der her var en følelig Mangel at afhjælpe. Men nu har de set det. Omsider er, efter alle Solemærker at dømme, en selvejende dramatisk Læreranstalt i Anmarch under Førerskab af en Samling af vore bedste sceniske Navne. Fortrinlige højloftede Lokaler er fra 1ste September sikrede i det gamle Frederiks Hospital i Bredgade, hvor bl. a. en stor, lyst dekoreret Sal, der formodentlig har været brugt til Operationssal, nu vil faa en mindre livsfarlig Anvendelse, idet der agtes opstillet en lille Scene, hvor de videst fremskredne Elever tænkes at udføre Skuespilbrudstykker med flere Personer. Hvis disse Smaascener ikke bliver godt udførte, er det i bedste Fald ikke Lærerkræfternes Skyld. Til disse, er der nemlig indtil Dato tilsagt Assistance af Fruerne Betty Hennings, Anne Bloch, Elisabeth Rosenberg, Anna Poulsen og Emilie Walbom, Frøken Elna Jacobsen, Professorerne William Bloch, Vilhelm Andersen og C. Riis Knudsen, Censor P. A. Rosenberg, de kgl. Skuespillere J. Jerndorff og Th. Roose, kgl. Operarepetitør S. Levysohn samt Kapelmester Vilh. Rosenberg til Stemmekægning. En Operaklasse agtes knyttet til Foretagendet, ledet af Instruktør P. Gradman, som har samlet gode Erfaringer baade herhjemme og i Udlandet og agter at sikre Skolen de bedste Lærerkræfter ogsaa paa Sangkunstens Omraade. De musikdyrkende Medlemmer af Bestyrelsen, Frøken Elisabeth Dons og Professor Angul Hammerich, vil være ham en sikker Støtte i denne Henseende. Til Bestyrelsen, som tænkes at skulle bestaa af indtil 14 Medlemmer som en Art Repræsentantskab med et arbejdende Forretningsudvalg, har man endvidere Løfte om Tilslutning fra Professor Sophus Bauditz, Generalkunsul Johan Hansen, Direktør Benny Dessau, Overretssagfører J. Werner, Teaterdirektørerne Adam Poulsen og Johannes Nielsen og Direktør Henrik Hennings. I Samarbejde med denne Bestyrelse er Sekretæren, Frøken Inger Klüver, travlt beskæftiget med at udarbejde Regulativ og Budget paa Grundlag af lignende udenlandske Institutioners System, og den kommende pædagogiske Leder, Forfatteren, Kommunelærer Rützebeck, bistaaet af Hr. A. A. Rosenberg, ligesaa ivrig sysselsat med at udarbejde Planerne for de forskellige Klassers Studier og de ugentlige Foredrag i Fag som Literaturhistorie, Mythologi o. l. Fag, som tilvisse ikke kan siges at være overflødige. Hvad kan de fleste unge Skuespillere f. Eks. af den græske Mythologi, som stadigvæk er Udgangspunktet for saa meget Nutidskunst. Naar en ung Skuespillerinde faar en Rolle – lad os sige – i et Skuespil med Titlen Phædra med Tilknytning i Motivet til den antikke Mythe, véd hun saa, hvem Phædra var og hvad hun bedrev? Eller Elektra, eller Medea? Ikke en af de tyve af de unge Thalias Præstinder har Anelse om det. Har jeg Ret? Et Konversationsleksikon! Ja vel, men har hun det, og bruger hun det? Nej. Hun gaar i Stedet for paa Sommer-Revykomedie paa en Friplads med kunstnerisk Frisure og kritiserer sagkyndigt og strengt Kaldsfællen Amanda Sørensens Ydelse.
Naar vi Tilskuere kun altfor ofte har Lejlighed til at konstatere, at de unge sceniske Kunstnere ikke har noget Syndeligt Herredømme over Talen og Sproget, saa er dette naturligvis i endnu højere Grad Tilfældet med anden Ungdom, for Skuespillerne gør sig dog i det mindste Umage. Det er Synd at sige, at de Andre gør det. Intet Sprog bliver vist gennem alle Samfundsklasser saa sjusket talt Mand og Mand imellem i det daglige Omgangsliv som det danske, hvilket maaske ligger i dets bløde og vege Klang. Ungdommen synder altid værst i den Henseende, og man overdriver næppe, naar man siger, at den Ældre knap forstaar det halve af, hvad der siges, naar et Selskab af Unge sidder og passiarer sammen, fordi Ordene i stedse stigende Grad sluges, og Klarheden udviskes. Og de unge Damer og Herrer skulde blot vide, hvor meget en klar, ren Udtale og en kultiveret Udtryksform bidrager til et behageligt Indtryk af Personligheden. I Sandhed mere end en Vest dernier eri og en Hat med Pleureuse. Jeg hørte en Gang en Mand, som forelskede sig i en ung Kvinde af Folkets bredeste Lag, og ønskede, før han giftede sig med hende, at bibringe hende det samme Dannelsens Præg som den Kres, hun fremtidig skulde tilhøre, at han som allerførste Skridt sendte sin Forlovede, ikke til et Modemagasin, men til kgl. Skuespiller Jerndorff og bad ham lære hende først og fremmest at le og dernæst at tale. Det var en klog Mand, for Resultatet blev, at hun gennem taalmodigt Arbejde med Stemmen ganske tilegnede sig de dannede Kreses Udtryksform.
Lige saa sikkert som Sproget er den Redningsbøje, vi maa klamre os til som Middel til vor Folks Bevarelse, saa sikkert er det ogsaa, at dette Sprogs rette og smukke Benyttelse er en saare vigtig Ting at lære de Unge. Den kommende Læreanstalt vil derfor lægge stærk Vægt paa, at Undervisningen ikke blot beregnes paa de vordende dramatiske Kunstnere, men tillige paa Andre, der kun ønsker en almen æstetisk Dannelse, ligesom man ogsaa mener, at den vil kunne være til Nytte for dem, der i deres Levevej har Brug for Talekunst, som f. Eks. Teologer, Foredragsholdere, Folketalere, Sagførere o. a., og som her vil kunne faa de mest erfarne Lærere, der er vante til at bekæmpe og besejre Talefejl, Akcent, Utydelighed og den Slags ydre Smaating, som saa ofte hæmmer medfødt Veltalenhed. At denne Klasse, der intet har med Teatret at gøre, men kun med Sproget og Talen, vil faa Betydning og blive stærkt søgt, det tør man vist paa Forhaand spaa.
Dog, det samme tør man vistnok forudsige om de dramatiske Klasser, hvor Eleverne alt begynder at melde sig ved det svage Forlydende, der er sivet ud. Alle drømmer jo i de unge Aar om et stort scenisk Kald. Men i disse Klasser gælder det jo at regulere Tilgangen til Teatrene ved stadig og nøje Samvirken med Teaterdirektørerne over hele Landet. Til de altfor mange Skuespillerspirer, som nu tror sig berettigede til at betræde Scenen efter et lille Privatkursus hos den første den bedste Skuespiller, og som efterhaanden nedsætter Standen ved deres altfor store Antal og altfor ringe Uddannelse – til de bedste af dem vil Direktørerne kunne sige: “Gaa derhen og lær noget først, og lad os saa tales ved”. Og viser det sig, at Studierne ikke frugter, saa kan Skolen fritage Teatrene for at gøre de bitre Erfaringer.
Men ogsaa overfor de allerede arbejdende unge Kunstnere vil en saadan Læreanstalt, saa vidt man kan skønne, være til uvurderlig Nytte for Teatrene. Lad os sætte, at en ung, endnu uøvet faar en eller anden Rolle og ikke rigtig kan faa Greb paa den trods ihærdig Stræben. Tænk saa hvor herligt for Direktøren og Instruktøren, der begge er ophængte af Arbejde, at kunne sige til de Unge: Gaa hen paa Dramatisk Læreanstalt og læs den Rolle med William Bloch eller Jerndorff, eller hvem af Lærerne han nu i det givne Tilfælde har mest Tillid til. I Sandhed, lige herligt for Teatret, for den unge Skuespiller – og for os Andre, der skal se paa ham.
