Kvindens Værnepligt

Den er altsaa for Haanden! Maalet er ved at blive naaet, de brændende Ønsker virkeliggjorte, Længslerne stillede. Midt i al Glæden spørger man kun sig selv, hvad der for Fremtiden skal blive af alle Kvinde-Valgretsforeningerne og Især af Bladene med Agitationsartiklerne, hvorved saa mange begavede Kvinder i en Aarrække har haft en lønnende Livsopgave. Naar Maalet er naaet og der ikke mere er noget at agitere for, hvad saa? Det bliver jo ligesom lidt stille og flovt, naar Vaabnene skal nedlægges. Hvis man ikke vil det, er der ikke andet at gøre end med den vante Energi at stille Sværdet og Pennen til Raadighed for andre Lande, hvor de ikke er kommet saa vidt som her. Der er jo først og fremmest de kæmpende Søstre i England.

Eller ogsaa kunde man maaske gaa videre, herhjemme og agitere paa et kvindeligt Omraade, hvor der er en stor Opgave at løse. Nemlig Værnepligten. De mandlige Statsborgere har igennem denne været underkastet en Pligt og en Byrde, som de giver som Vederlag for de Rettigheder, de har. Kvinderne har været fritagne, og det var jo saa rimeligt, saa længe de ikke gennem Valgret og Valgbarhed havde almindelige borgerlige Rettigheder men af Lovene betragtedes som et Slags uansvarligt Appendiks, undtagen naar de skulde betale Skat. Men saadan bliver det jo ikke mere – hvorfor skal de saa fritages? Ja, man siger jo altid, at Kvindernes Værnepligt er at føde Børn. Ganske vist, men dels viser de sig mindre og mindre ivrige til at udøve denne Borgerpligt i større Omfang, og dels maa det dog indrømmes, at naar først Børnene er komne til Verden, har Manden dog ogsaa et Slags Besvær med dem – nemlig at forsørge dem.

Selvfølgelig er det ikke min Mening at foreslaa, at vor beskedne Hærstyrke skulde forøges med Divisioner og Regimenter af Amazoner og Valkyrier, skønt gamle Tiders Frasagn beretter os, at de slet ikke var saa uefne endda. De gik skam godt paa. Nej, jeg mener, at enhver ung Kvinde, altsaa enhver Statsborgerinde, saa vel højbaaren som folkefødt – alle Landets Døtre – indenfor en bestemt Aldersgrænse burde indkaldes til en lovbefalet grundig Læretid i de Ting, der i Landets Forsvar naturligt falder ind under Kvindernes Arbejdesomraade, nemlig Sygepleje, Intendantur og Forplejning. Maaske aldrig tilforn har man set saa klart som ved alle Beretningerne fra disse forfærdelig blodige og ubarmhjertige Kampe paa Balkan, hvilken uhyre Rolle Løsningen af denne den praktiske Del af Opgaven spiller. Naar Mændene skærer ikke alene Arme og Ben men ogsaa Næser og Øren af hverandre, burde der være Kvinder nok til med let og nænsom Haand at lappe sammen paa det. Men det er der ikke. Og det drejer sig jo ikke alene om at mindske Lidelserne men lige saa meget om at afgive det nødvendige Samarbejde med Mændene for at naa de store Resultater, som er fuldt fortjente gennem beundringsmæssig mandig Tapperhed og Kærlighed til Fædrelandet. Hvad kan det nemlig nytte at sende Hundredtusinder af krigsbegejstrede unge Mænd mod Fjenden, naar der ikke samtidig sørges for, at de ernæres forsvarligt og i deres sparsomt tilmaalte Hvilketid har menneskelige Livsbetingelser! Vi kan vist alle blive enige om, at Kvinder er nærmest til at udrette den Del af Arbejdet, dels fordi de har udført det under daglige Forhold siden Tidernes Begyndelse og derfor har det i Blodet, dels fordi de i vore Dage i deres stedse voksende Deltagelse i Samfundslivet har vist sig at have megen medfødt Sans for Administration og stor Ordenssans, hvor det gælder Tal og Værdier.

Naturligvis – man har det internationale fra Genf udgaaende Røde Kors til Sygeplejegerningen, som jo er en vigtig Del. Dog synes denne Løsning af den uhyre store og vanskelige Opgave ikke – idetmindste set med Udenforstaaende Øjne – at være særlig praktisk og let gennemførlig i de Øjeblikke hvor det haster og det kniber. Man ser i Bladene, at der indsamles Penge i alle Lande, f. Eks. nu ogsaa til Brug for Tyrkerne, hvilket formodenligt ikke gør dem helt nemme at faa. Derefter sendes der med uhyre Besvær og Bekostning – gennem Administrationen i Genf – Sygeplejersker omkring til fjerne Steder, hvor der er Brug for dem, f. Eks. Danske til Montenegro og Grækenland, og formodentlig avstralske til Marokko og Tripolis, og de maa jo, naar de langt om længe ankommer til det betrængte Sted, være anstrengte af den lange Rejse, ubekendte med Landets Sprog og uden mindste Føling med Befolkningens Sædvaner og Levevis. Og desuden – Antallet vil jo altid paa den Maade blive som en Draabe i Havet – hvad kan det blive til? Man ser jo nu af Breve fra Balkan, hvor grufuldt det er, og hvor haardt den kvindelige Hjælp til Ambulance og Forplejning savnes.

Hvor meget bedre vilde det ikke se ud med det hele, hvis alle unge Piger, maaske fordelte paa Landets Sygehuse og Forplejningsinstitutioner, fik en Uddannelse i disse Ting ligesom Rekutterne i Ekscercits! Hvis de kunde indkaldes efter Behov og tages i Brug ligesom Soldater, de dygtige til Hjælp for Lægerne som Plejersker og de mere jævne til Køkkenarbejde, Renholdelse og Vask. Menige i Forplejningshæren.

Dog – vi har jo her til Lands kun de fredsommeligste Hensigter til alle Sider og haaber, at de maa give sig Udslag i en stedsevarende Fred. Men der er jo noget, der hedder Katastrofer baade i Naturen og Befordringsvæsnet, som ikke helt udebliver, og sikkert vilde ogsaa paa anden Maade en saadan Ordning af Tingene i høj Grad komme Fredstiderne til Gode.

Man siger jo, at en Bondekarl, der har været i Tjenesten, som det hedder, kun har haft godt af det, og at han kommer hjem som en hel anden end den kluntede Yngling, der drog bort fra Landsbyen, at han er mere vaagen, mere adræt, mere øvet i Legemsidræt og Disciplin efter tjenestetiden end før den. Ikke at tale om de behagelige Stillinger som Herskabskuske og senere hen Portnerpladser hos gamle Enkegrevinder, hvilket siges ofte at være en direkte Følge af den gratis Dragon-Uddannelse. Naa – det er vel nok saa, at Værnepligten i mange Henseender virker animerende paa de unge Mænd af Landbefolkningen. Men det vilde visselig være af en langt større Værdi for den almene kulturelle Fremgang, om alle de unge Kvinder indkaldtes til Belæring i det som er Grundlaget for Kvindens kvindelige Gerning, det, der er saa indgribende i Folkets Liv: Ernæring, Sygepleje og Økonomilære. Tror man ikke, at det i høj Grad vilde dygtiggøre den kvindelige Del af Befolkningen?

Der er jo ikke Spørgsmaal om, at allerede som Forholdene er nu, burde der paa enhver Gaard, paa enhver Arbejdsplads paa Landet, hvor Lægen ikke er nærboende, være i det mindste én Kvinde, som var forfaren i Forbinding og sligt og med sin lette Haand kunde yde den første Hjælp til Tilskadekomne. Det er der ikke – langtfra, men det indses dog nu, at det er galt, og i denne Retning gør Røde Kors et højst fortjenstfuldt Arbejde under Enkedronningens aarvaagne Beskyttelse ved Afholdelse af hyppige Sygeplejekursus. Men hvad naas der alligevel, saa længe det er frivilligt, set i Forhold til, at et saadant Kursus i Ungdommen var lovbefalet for enhver Kvinde. Beboerne i den fjerneste Hytte vilde da i det givne alvorlige Øjeblik ikke staa blottet for den kyndige Plejerske, som naturligt afgives af Moderen, Søsteren, Datteren – ja, medmindre Hytten da beboes af en haardnakket Pebersvend, og saa fortjente han jo ikke bedre.

Naturligvis vilde det nok koste en Del Penge, hvis alle Kvinder skulle indkaldes til Indøvelse i deres Køns Borgerpligter, ligesom de unge Mænd i deres, men hvad saa – Skoletvangen koster ogsaa store Summer og den gennemførtes dog. Og var det, naar vi skal være ærlige, ikke menneskeligere og bedre, at der paa begge sider anskaffedes lidt færre Maskinkanoner og til Gengæld lidt flere Plejersker til at læge de Saar, som Kuglerne saa ubarmhjertigt har flænset?
Emma Gad.