Naar man for nylig ved Kvindelig Læseforenings fyrretyveaarige Fødselsdag nærmede sig Gammel Mønt og saa Festbelysningen straale fra den ny Bygnings store Vinduer, og man saa traadte ind og gik fra Etage til Etage, fyldte med høje alvorlige Boghylder, der som Kontrast dannede den fordelagtige Baggrund for de mange lysklædte Festdeltagerinder, saa maatte man i sit stille Sind beundre, hvor dygtige vore Damer er, at de har kunnet skabe alt dette.
Selvfølgelig, der findes overalt i Storbyer elegante Dameklubber med kunstneriske og literære Formaal, og med tilhørende Hotel, Selskabslokaler og andet saadant, men hvad der gør den kjøbenhavnske Læseforening til noget for sig selv, det er dens Prisværdighed – dens i Sandhed demokratiske Grundlag, der gør den tilgængelig for saa uhyre mange. De gode engelske Dameklubber har nemlig et Aarskontingent af omkring 80 Kr., og vor sideordnere Institution koster kun 10 Kr. 50 Øre aarligt. En Londonerinde vilde forbavses ved at høre at man for omtrent 10 Shilling om Aaret har daglig Adgang fra Morgen til Aften i centralt beliggende moderne indrettede Sale med Restaurant og Tearoom, og vel at mærke dertil adgang til Hjemmelaan i et af Landets righoldigste Biblioteker, hvor der paa Læsesalene foruden Bøgerne findes et overvældende Antal Aviser, Tidsskrifter og illustrerede Blade paa alle Sprog. Hjemmelaanet ved dette Bibliotek er selvfølgelig en saa iøjenfaldende Fordel, at en Mængde af Medlemmerne kun betragter Foreningen som et Lejebibliotek en gros, hvilket for saa vidt er heldigt, da der er 5000 af dem, og hvis alle disse Damer absolut vilde sidde deroppe og nyde Te og Kager til den nyeste Roman, saa vilde hele Gl. Mønt jo ikke strække til. Men alle holder de af Foreningen, og hvis man med Hensyn til billig Administration sammenligner den med de store mandlige Foreninger, f. Eks. Handels- og Kontoristforeningen, der vist har kostet og koster de kjøbenhavnske Købmænd artige Summer, saa maa man da sige, at Ordningen tjener til den største Ros for vore Damer. De har her formaaet at opretholde og udvikle, hvad der ikke gik for Mænd. Hvor er Læseforeningen Athenæum bleven af, og hvor er det engelske Selskab? De er gaaet al Kødets Gang, skønt store Anstrengelser blev gjort for at holde dem oppe.
Den samme Sans for billig og forstandig Administration præger saa godt som alle vore kvindelige Institutioner. Den ældste af dem, det nu saa hæderværdige Dansk Kvindesamfund, har fra først af med bitte smaa Midler udrettet det utrolige for Kvinders Fremgang, baade samfundsmæssigt og personligt, og Kvindernes Handels- og Kontoristforening, der for en halv Snes Aar siden startedes, ligeledes saa godt som uden Penge, er nu en helt vel funderet Institution. Dens Aarskontingent er 3 Kr. Og hvad bydes der saa ikke for disse smaa 3 Kr.! Hyggelige Lokaler i Byens Hjerte med egen billig Restaurant og ugentlig Aftenunderholdning med Koncert, Foredrag eller Oplæsning og uafladelige smaa saelskabelige Sammenskuds-Tilstelninger, Jule- og Fastelavnsgilder, Skovture og Karneval, Dilettantkomedie og Diskussionsmøder, hvor de unge Damer under hed Debat udvikler sig til at blive rigtig dygtige Talere. Og nyttige Sideafdelinger er der med Feriehjem paa Landet og en fortrinlig Sygekasse og Sportsklub – jeg tror saagar en Begravelseskasse, hvilken sidste Foranstaltning turde være Medlemmerne mindre magtpaaliggende paa Grund af deres Ungdom og fortæffelige Sundhed. “Hvis jeg skulde dø,” sagde en af dem, “saa kommer jeg saamænd ogsaa nok i Jorden,” hvilket er aldeles ubestrideligt
Man skulde nu tro, at med disse forskellige Fordele maatte alle Byens Tusinder og attere Tusinder af Forretningsdamer og Ekspeditricer styrte til for at blive delagtig i dem, og dog gør de det ikke efter den Maalestok, man skulde forudsætte. Maaske det ikke bør undre. Det er jo unge Piger, det drejer sig om, og selv om de ikke allerhøjst i deres Fritid vil spadsere paa Strøget eller i Skoven med en galant Forlovet under Armen, hvad de formodentlig er slemme til, saa kniber det vist for mange af dem at udrede Kontingentet, hvor beskedent det end er. Naar en ung Pige helt eller delvis skal leve af 60 eller 70 Kr. om Maaneden, og hun i et givet Øjeblik har Valget mellem at betale de 3 Kr., hun endnu har i Behold, til en Forening, eller at faa et Par lange Handsker, for ikke at tale om en Strudsefjer i Hatten, saa er det vist som oftest Strudsefjeren, der gaar af med sejren. Saadan er jo unge Piger, hvor meget dette letsindige Standpunkt end ringeagtes af Dansk Kvindesamfund. Men mærkeligt er det, at ikke Princepalerne tager Affære og ved Engageringen stiller som en Betingelse, at vedkommende unge Dame er Medlem, i det mindste af Sygekassen, som en sikring.
Paa samme Maade som Foreningslivet har Byens Damer ved Kvindernes Køkken og lignende Foretagender dannet sig et billigt og hyggeligt Restaurantliv, hvor de, uhindrede af det dem saa forhadte Drikkepengesystem, kan spise net til Middag ved blomsterprydet Bord for en Brøkdel af, hvad det koster paa en almindelig Restaurant. Det er morsomt nok at gaa derhen en Dag og se det myldrende Liv, der udfolder sig paa disse Steder. I Kvindernes Køkken bespises der daglig saadan noget som 14 á 1500 Personer; lidt færre i den noget finere og dyrere Frøken Gregersens Restaurant paa Amagertorv, der ogsaa søges af enkelte Herrer. Disse skyer som oftest Kvindernes Køkken, og man tør jo helle ikke just paastaa, at det er lutter unge Skønheder eller Luksusdamer, der sidder bænkede om Bordene. Jeg kom derop en Dag med en fremmed Diplomat, tilmed en Fyrste, som havde bedt mig om at maatte faa et Indblik i Byens kvindelige Samfundsliv. Højst interesseret traadte han over Tærskelen til Kvindernes Køkken, men det varede kun Sekunder, før han var ude igen efter at have kastet et forskrækket Blik paa de tætbesatte Borde, flankeret af lidt medtagne Blomsterhatte. “Damer tager sig ikke ud i Hundredvis,” sagde han paa Trappen, og deri har han vistnok Ret.
At disse kvindelige Restauranter uden Drikkepenge har en saa rivende Søgning, viser bedst, at de udfyldte et stærkt Savn. Men det maatte være formaalstjenligt, synes jeg, om de fungerede som Koge- og Husholdningsskole med det samme. Tjenestepigeforeningen i Rosengaarden et ledet efter dette fornuftige Princip, men det er jo indtil videre noget i det Smaa. Jeg har i London besøgt en saadan kvindelig Restaurant, uhyre stor, hvor ved 1-tiden en Hærskare af alle Arter Kvinder trængte ind, fine Damer og Arbejdersker, Lærerinder og Studerende, for efter en hurtig Lunch atter at forsvinde og give Plads for nye Myriader. Samtidig kunde man bese Køkken og Opvaskerum, Strygeri og Rullestue, Regioner, hvor en Mængde ensklæødte unge Elever i ulastelig Renlighed besørgede Arbejdet under sindige Lærerinders Ledelse. Altsaa to Fluer med ét Smæk – en Restaurant til at bære en Fagskoles Omkostninger. En saadan Opgave maatte da være værd at tage op for den Husmoderforening, vi ikke har. Eller har vi den mon? Den, der var bebudet, hører man ikke noget videre til. En Koge- og Husholdningsskole i det Store, der med det samme var Restaurant og billigt Vaskeri for Forretningsdamer, Lærerinder o. l. vilde i hvert Fald være paa sin rette Plads i den kommende Kvindernes Bygning, der heller ikke har Hastværk med at blive til noget. Det staar allerede som et fjernt Minde – den Tid, hvor vi under Begejstring samlede Penge ind til dette samfundsnyttige Foretagende – salig Ihukommelse. For selv om Begejstringen var stor, var Uenigheden endnu større. Gode Skaber! Kun paa Fredskongressen i Genf har man vist set megen Splid og Strid som ved Møderne angaaende den Bygning. Den Ene vilde have den paa Vesterbro, den anden ved Slagterboderne. Nogle vilde have hyggelig og billig Beboelse i den for enlige Damer, Andre vilde kun have den til Foreningslokaler og sociale Formaal. Hver trak til sin Side. Nu er der Fred – det kan der sagtens være, fordi Pengene ligger og sover sødt i en Bankkælder, og under den trygge Søvn er de saamænd voksede til at blive omkring 115,000 Kr. Men saa snart de vaagner og vil ud i Livet, og en Bestyrelse paa 8 og et Repræsentantskab paa 36 eller noget der ligger deromkring, allesammen takket være nogle umulige Love, skal til at bestemme eller modbestemme, hvordan og hvornaar og hvor Beløbet skal anvendes, saa er Hurlumhejen der jo i samme Øjeblik igen. Den er uundgaaelig, hvor saa mange skal raade. Sagen er vist kun gennemførlig, hvis en enkelt energisk og dygtig Personlighed, ligesom Kv. Læseforening, har Mod til at skære igennem alt Vrøvlet og tage Ansvaret paa sig under megen Modstand og hvas Kritik.
Men maatte dette Hus, trods alle modstridende Meninger, en Gang virkelig rejse sig, det være med det ene eller det andet Formaal, tør man vist forudsige, at det vil komme til at udfylde en Mission og staa støt og fast i Tidernes Løb. Alt, hvad Kvinder iværksætter, plejer at gaa godt i Længden, fordi Livet gennem bitter Nødvendighed og tusindaarig Erfaring har lært dem at administrere forsigtigt og begynde smaat. De forstaar den Kunst at naa langt med smaa midler. Dette turde være det allerbedste Argument at anvende, naar de med stedse større Vægt og Ret hævder, at Kvinder bør være med allevegne, hvor der bestemmes over Menneskehedens Ve og Vel.
Emma Gad.