Kredit til Hjemmene

De, for hvem denne Vished om Pligt til Gengæld er gaaet op, synes ikke, det er saa haardt, fordi det er retfærdigt, men der er en Del Mennesker, som aldeles ikke vil gaa ind paa det, og saa vidt muligt unddrager sig at betale for det, de har modtaget. De foretrækker at erlægge den uundgaaelige Tribut til Livet, ikke med Penge, men med Ubehageligheder, Bekymringer og Uro. At slippe uden om formaar i Længden Ingen.

For denne Art af Mennesker er det, at Kredit til Hjemmene er opstaaet, et Begreb, der afføder Ubehageligheder til begge Sider ligesom Folkedigtningens tveæggede Sværd. Ligesaa lidt som det er morsomt at være Skyldner, er det en Fornøjelse at være Kreditor. En fredsommelig Handlende, der har leveret Varer og ikke kan faa Betaling for dem, forvandles hurtigt i Skyldnerens Bevidsthed til en Vampyr, der kun pønser paa at udsuge sit Offers Blod, og som man er i sin gode Ret til at flygte for. Og til en vis Grad er de Udenforstaaendes Sympati paa Ikke-Betalerens Side. Man kender fra Komedier og Farcer, hvordan den Møbelhandler eller Husvært, der forlanger sine Penge, er den usympatiske eller komiske Person, hvorimod Kunstneren eller Studenten, der leende nægter sig hjemme, skjuler sig i Skabet eller bruger alle Kneb for at unddrage sig sin simple Pligt, altid har Latteren og Deltagelsen paa sin Side.

Imidlertid har Udviklingen ført med sig, at der ikke mere alene er Studenten eller Maleren paa Kvisten, der har Gæld, men denne Sygdom har efterhaanden bredt sig til alle Klasser og har antaget en smitsom Karakter. A. ser, at B. lever over Evne og nyder alle en munter Tilværelses Goder, X. gaar Konkurs og kommer hurtigt ovenpaa igen, Y. faar Aarsgage af forskellige Banker for ikke at erklære sig fallit, O. balancerer med Anstand paa den yderste Rand af det Tilladelige, og P. bygger hele Kvarterer uden at eje andet end Underskud. Hvad Under da, at det glade Leben griber om sig, og at ogsaa Kvinderne, selv de, som i gamle Dage med Nøgleknippet ved Bæltet var Paalideligheden selv i Pengesager, maaske fordi de aldrig havde set Penge, hvad Undrer, at ogsaa de vil op med paa Luksusavtomobilet, som suser ad Hekkenfelt til, og at de efterhaanden indser Uundværligheden af Hermelinsboaer, Silkeundertøj og Pleureuser, hvad enten de har Raad til det eller ikke.

Men se, saa er det, at det begynder at se lidt farligt ud for den almindelige Balance, for det er i de fleste Tilfælde Kvinderne, der er Bærerinder af Hjemmenes økonomiske Status. Det er jo Hustruens Sag at forvalte de Penge, som Manden fortjener til Hjemmet, og naar hun forvalter dem letsindigt, bliver Hjemmet derefter. Det staar jo Alle klart, at et Smaakaarshjems økonomiske Velfærd beror paa, om Konen er sparsommelig og vederhæftig i Pengesager, da det er gennem hendes Haand, at Smaaudgifternes evig rindende Strøm glider. Men det er sikkert ikke mindre vigtigt, at Husmoderen i den større anlagte Husholdning er ordentlig i økonomisk Henseende, har Greje paa Sagerne og Respekt for indgaaede Forpligtelser. Begynder hun først at bestille altfor kostbare Sager paa Kredit og at tænke som saa, at det kan der altid blive Raad for – der er længe til Januar, saa er der skudt Bresche i Husets økonomiske Grundvold. Om ogsaa der i Aarets Kalender er nok saa længe til den fatale Januar, den kommer dog ubønhørligt, og den er der just nu med megen Ruelse og Graad og mange fæle Regninger, hvis Størrelse man ved Gud ikke kan begribe, man har virkelig været saa forsigtig. Kære Fruer og Frøkner, det eneste, der er forsigtigt, det er at betale straks, hvad man anskaffer, saa indlader man sig sjælden paa mere, end man kan overkomme.

Denne kedelige, men uomstødelige Sandhed bliver sikkert i denne Aarsopgørets grufulde Maaned udslynget adskillige Gange daglig ved jordskælvlignende Scener i Ægtemandens eller Faderens Privatkabinet, naar han, svingende Regningerne i Haanden og i sin Harme glemmer, at han selv paa sit Omraade har været med i Kehraus’en. At Januar tillige er Kvartalsmaaned, hvor Skattebilletter, Kontingenter, Belysningsregninger og Gud véd hvad bedækker hans Bord som en altfortærende Græshoppesværm, gør jo ikke Humøret blidere. Saa længe der endnu kun var Tale om d’Herrer Sønners Skrædderegninger, mener han, saa kunde endda Bunden øjnes, men nu, hvor Fruen og Døtrene ogsaa møder med Skrædderegninger, endda værre end de mandlige, fordi veritabel Liberty-Silke og Crêpe de Chine for det første er dyrt og for det andet unddrager sig et Mandfolks kompetente Kontrol, saa er han ude i det rene Hængedynd og risikerer at forsvinde under Vandene.

Og hvilken Dame, der nutildags er nogenlunde up to date, forsyner sig ikke fra et vel remommeret Dameskrædder-Etablissement, enten en Specialforretning eller et Stormagasin, som i Ny og Næ sender sin Regning med mere eller mindre Held – oftest mindre. Efter sigende kan store Varehuse have flere Millioner staaende ude i ubetalte Regninger, og de, der er inde i Sagerne, fortæller artige Ting om de Skønnes Opfattelse af Betalingspligterne. Det forlyder dog ikke, om det gaar her som i Paris, hvor det siges at være en ret almindelig Fremgangsmaade, at Madame, der har opnaaet Gemalens – eller en anden Givers – Samtykke f. Eks. til Anskaffelsen af en Aftenkaabe, træffer Aftale med Leverandøren om at ansætte denne paa Regningen til – lad os sige – 800 Frcs., skønt den kun har kostet 600, saa at hun i al Hemmelighed kan raade over 200 Frcs. til anden Pynt. Maaske er vi endnu ikke naaede til en saadan Udnyttelse af Giveren, men staar vist til Gengæld ikke saa langt tilbage endda i Retning af Udnyttelse af de Handlende. Der berettes mange Eksempler paa den Snuhed, hvormed uvederhæftige Købere forskaffer sig elegant Ekvipering uden den kedelige Formalitet at betale for den. Leverandøren, som selv maa betale sit Personale og sine udenlandske Stoffer kontant eller med Veksler, staar nemlig værgeløs overfor usolide Kunder. Saadanne Folk véd, at har de først Varerne indenfor Døren uden at have forlangt Kredit, saa kommer det ind under betroet Gods, og den Handlende har da intet Hold paa dem. De begynder selvfølgelig med at sige, at de maa prøve Tøjet, før de betaler Regningen. Utallige er saa Historierne om, hvordan et Bud kan sidde og vente i det Uendelige i Entréen med den kvitterede Regning, mens Fruen er gaaet ud ad Villaens anden Udgang efter at have anbragt den nye Dragt i Skabet og overladt til Pigen – undskyld, Husassistenten – at klare Budet.

Et endnu bedre Virkefelt er selvfølgelig et Hotel. Et Bud kan sidde som en Støtte i Forhallen med Regningen i Haanden, mens Damen pakker de modtagne Drømme i Rosa og Lilla i Kofferten og lige for hans Næse lader dem bære ud til den ventende Bil paa vej til Toget. En saadan Fremgangsmaade er jo altsaa et bevidst bedragerisk Forhold, og en enkelt Frue med Datter havde i Aarenes Løb paa slig Vis bedraget en Mængde Firmaer for et samlet Beløb af over 50,000 Kr. og unddrog sig dog Straf.

Men de blidere Afskygninger, hvor Køberinden maaske har i Sinde at betale – en Gang – i et belejligere Øjeblik, er for saa vidt farligere, fordi de er vanskeligere at gennemskue, og det belejlige Øjeblik kommer aldrig. For at nævne et Par Eksempler – en Dame, der hidtil har været en god Betaler, er bleven skilt fra sin Mand og fortæller ikke dette til sin Leverandør, da hun gør en ny, stor Bestilling hos ham. Hun faar Dragterne og forsvinder til Udlandet med sin nye Tilkommende. Leverandøren sender i god Tro Regningen til den forhenværende, som nægter at betale, idet Manden nok ikke er forpligtet til at betale Hustruens Regning ud over et vist lille Beløb i den Tid der forløber, indtil Skilsmissen er fuldbyrdet. – En Godsejerfrue, der skal til et mondænt Badested, køber for et stort Beløb og forlanger Regningen senere sendt til Godskontoret. Derfra betales ikke, og det viser sig, at der er et Uføre af Gæld, hvori Regningen nedsyltes. – En Skuespillerinde, bekendt saa vel for sin uimodstaaelighed som for sin Ulyst til at betale, gør en stor Bestilling til et Skuespil, hvor hun skal udfolde sine Sjælekvaler i Tip-Top-Toiletter for de rørte Tilskuere. Det betydes hende, at hun ikke kan faa dem, med mindre de betales kontant. Hun lover, at Beløbet skal blive tilsendt direkte fra hendes Filmforbindelse, hvor hun kan faaet et Forskud, og Kjolerne sendes hende. Men Pengene kommer ikke, og det oplyses ved Forespørgsel ved Fabrikken, at Fruen ganske vist bemeldte Dato har faaet Forskud, men faaet det selv.

Naar altsaa ogsaa vor Dameverden er bleven mindre efterrettelig i Pengesager, end den var det i de Tider, hvor Husets Damer redeligt pinte sig igennem med de af Husherren knapt tilmaalte Maanedspenge, saa finder dette beklagelige Forhold imidlertid en Undskyldning eller i hvert Fald en Forklaring i to Ting. For det Første den, at Hustruen kun altfor ofte af Manden holdes i den mest uforsvarlige Uvidenhed om hans virkelige Status, og for det andet den, at Magasiner og Forretninger selv har opelsket den farlige Kredit til Hjemmene for dermed at skabe og fastholde en stor Kundekres – Stormagasinerne ved deres Kontrabøger, i hvilke Køberne blot noteres indtil videre, altsaa en Kredit, som man vel nok kan betegne som Glatis. Paa den Maade synes det imidlertid indlysende, at det er de skikkelige, retskafne kontante Købere, der maa betale for dem, der ikke gør det. Ellers kunde jo Forretningerne ikke bestaa. Og der er jo noget forfriskende ved den Tanke, at de, der ikke tager det nøje med Betalingen, selvfølgelig forsyner sig med de kostbareste og smukkeste Ting – hvorfor ikke – mens de kontante Hæderkronede nøjes med de billige Sager, fordi de skal ud med Pengene, og det straks.

Men er denne Ordning nu retfærdig? Nej, det er den ikke. Derom kan vist Alle være enige, endog Ikke-Betalere. Hvad kan der da gøres for at bøde paa den? Ja, det ligge jo saa nær at foreslaa et Prisafdrag over hele Linjen for al kontant Betaling. Men det er nok ikke saa lige til, som det ser ud. De, der er nøje inde i dette lige saa vigtige som vanskelige Spørgsmaal, erklærer, at et saadant Afdrag netop befordrer Kredit-Princippet som Modvægt, og at det blot frister mindre staalsatte Handlende til at lægge de Procenter, der afdrages, paa selve Prisen.

Man beretter derimod, at der i de store Forretninger i Amerika, England og Frankrig aldrig gives Kredit, og at selv bestilte Klædningsstykker maa betales forud imod et skriftligt Bevis fra Magasinet indeholdende Garanti for, at det Bestilte bliver efter Ønske. Man skulde tro, at det vilde være en Fordel for de nu saa ofte narrede Leverandører, hvis noget lignende kunde gennemføres her. I hvert Fald vilde et fast principmæssigt Sammenhold paa dette Punkt være til største Gavn for Hjemmenes Velfærd og Retskaffenhedsfølelse, disse mange Hjem, som, lokkede af den voksende Luksus og den lange Betalingsfrist, suges ind i de økonomiske Vanskeligheders Malstrøm, ud af hvilken kun de bedste Svømmere redder sig uden til sidst at synke til Bunds.
Emma Gad.