I Kamp og i Fest

I nogle Bøger har Forfatteren skjult sig saa godt bag sine Personers eller Tankers Iklædning, at han næppe er til at øjne, i andre vise han sig spillevende og dybt aandende, at det er, som om man saa ham for sig og hørte ham tale.

Saadan er den Bog, som Fritz Thaulows Enke nylig har udgivet af hans efterladte Papirer. Saa lyslevende er Indtrykket, at de, der har kendt Forfatteren og savner ham, næsten maa se op fra Bogen og sige: “Der er han jo, vi har ham igen.”

Bogen bestaar af Smaaskitser og Artikler, snart Rejseskitser, snart Indlæg i Kunstnerkampe. Han elskede nemlig at kaste sig ud i Polemik angaaende Malerkunst, og stred tappert for dens absolutte Uafhængighed af alle Sidehensyn. Han forfægtede med Lidenskab det standpunkt, at Kunsten er for ophøjet til at bruges til nogen andet Formaal end Skønhed, og han geraadede derfor altid i Klammeri med dem, der vil hævde, at den har et literær og etisk Opgave at løse.

Han skrev ifølge sin Impuls, uden at ane, hvor stærkt hans indtagende Personlighed lyste ud af det Skrevne, og han vidste maaske næppe selv, hvilken fremragende Evne han havde til at turnere en Artikel, som f. Eks. det lille journalistiske Mesterværk i Bogen om Præsidenten og hans dødtrætte Følges Runde paa Verdensudstillingen i Paris, eller end mere Beskrivelsen af hans Besøg paa, et stort amerikansk Staalværk: “To Fods tykke Jernplader kommer hvidblaa glødende og brølende ud af vældige Baljer – klemmes, vrides, mases og rulles med tordnende Smertesbrøl mod en Cirkelsav, som, under hvislende Fyrværkeri, der farer højt op under Taget, klipper dem i Former, passenden til de vordende Panserskibe. Og Bessemer-Smeltningen! Mænd i Ild og Gnister, halvnøgne med mørke Briller til Beskyttelse mod Ild og Lys, Torden, Brag, Hvin, Sus af en Orkan! Ild, Ild! Ikke rød, men malet, blaa, ubeskrivelig! Ild i Ekstrakt, Ild i tyvende Potens! En Mand spiller paa et gigantisk Piano, han løfter og vælter et Hus, fuldt af den forfærdelige Ild, mens straalende Gnister farer over os som en Øsregn.”

Til sin sidste Stund bevarede han denne Sindets Modtagelighed og Ungdom, denne kunstneriske Begejstring, som virkede forfriskende paa hans Venner som mousserende Vin. Jeg kendte ham nøje fra min Barndom. Da vore Mødre var Søstre, havde han sit naturlige Hjem i min Moders Hus, den Gang han som ung vordende Kunstner kom hertil fra Kristiania for at gaa på Akademiet, i Grunden mod sin Faders Ønske, da denne vilde, at han skulde være Apoteker og overtage Løveapoteket i Kristiania efter ham. Alle trængte ind paa ham med det samme Forslag, der sikrede ham Rigdom for Livet og gav ham Stunder til at dyrke Malerkunsten ved Siden af. Men han var fast.
“Nej,” sagde han, “Kunsten deler ikke, i det mindste ikke, som jeg forstaar den.”
Og han fik jo Ret.

Frits Thaulow: Marmortrappen, 1903.
Saa gik han altsaa her paa vort Akademi, og jeg tror ikke, at dets Lærere og dets Metoder gjorde ham til en meget pliktopfyldende Elev. Des bedre Tid havde han til at dyrke Byens selskabelige og folkelige Liv, og talrige og forskelligartede var de Venner, han vandt i de Aar her i Byen. Han virkede i Datidens lidt spidsborgerlige kjøbenhavnske Selskabsliv som en frisk Blæst, der fejede bonerte Skikke ud, hvor den kom; hans unge, stærke, gudelignende Skikkelse besejrede alle, selv, stivbenede Embedsmænd og gamle Frøkener, saa at hans Glemsomhed i Retning af Former og Hensyntagen blev ham tilgivet, ogsaa i vor Familie, der i mangt og meget var lidt gammeldags.

Hvor jeg huske en Langfredag, hvor vi var til en stille, til Dagens Alvor afpasset Familiemiddag hos hans og min fælles Onkel, Konsul Halkier i Bredgade, en elskelig, men akkurat gammel Herre med stift, højt Halsbind og Diamantnaal i Brystet, og hans Frue, altid klædt i sort Atlask og Kniplingekappe. Vi ventede og ventede, men der kom ingen Fritz Thaulow, og omsider gik vi da tilbords, den gamle Konsul en Smule misfornøjet med den udeblevne Gæsts Uefterrettelighed.

Langt hen i Middagen hører vi en glad Dudelidei i Entrèen og ind tumler Fritz med et lidt derangeret Slips og en svensk Ven under Armen, direkte kommende fra et “belifvadt” Studentersold i Lund. Svenskeren var mageløs, akkurat saa gemytlig og selskabelig anlagt, som vi venter det af de vor By besøgende Brødre hinsides Sundet; han drak Glas med alle, holdt Tale for det Eventyrlige i, at han saa pludselig var bleven Gæst “uti en af de eleganteste Familjer uti Köpenhamn” og formidlede endog vor pertentlige gamle Onkel, som højtidelig rejste sig for ham i hin Bordtalernes Guldalder selvfølgelig at tilegne ham en lille Speech. “Kære Fritz,” sagde han, “hvad hedder din Ven, for jeg vil gerne ønske ham velkommen med et Par Ord.”
“Det véd jeg ikke, du!”
“Véd du ikke, hvem det er, du har bragt med dig?”
Tableau.
“Nej, du, men det er Fa’en saa hyggelig Fyr!” sagde Fritz. Man lo og gav ham Ret.

Denne gladelige Gaaen paa bragte ham ind i de mest uventede Forhold, som f. Eks. hvor han fortæller, at han paa et prægtigt fransk Slot tilfældigvis kom til at gæste den ene af de to Franskmænd, der af en Fejltagelse midtvinters var fløjet til Norge med en Luftballon og var dumpet ned i Sneen hos en Telemarksbonde. Almindelig Glæde. Snart ser man, at han er til Fest hos Serpentinerdanserinden Loïe Fuller, snart gæster han amerikanske Dollarfyrster, snart modtager han Alfred Dreyfus, eller Constantin Meunier i sit Hjem. Dette hans Hjem i Paris var derfor vidunderlig morsomt, understøttet som han blev i dets store Gæstfrihed af sin elskværdige Hustru; alle Nationaliteter, alle Livsstillinger var repræsenterede, og man kunne fortælle i det Uendelige om de mærkelige og uventede Mennesker, skæbnesvangre Russerinder – sære Finner – som man traf i dette i Ordets bedste Forstand kosmopolitiske og lykkelige Hus. Ja, fremfor alt lyser det nemlig frem af denne Bog, at den er skrevet af en Lykkens Yndling.

Altid havde han Heldet med sig, al Ting føjede sig for ham, om det saa var den tilsyneladende ringe Ting, at han altid fik det Vejr, han ønskede sig til sit Friluftsarbejde. I vor Tid, hvor Kunsten mere og mere samler sig om det Tunge og det Mørke, er Lykkens Genspejling, hvad enten skrevet eller malet, noget, man glædes ved at træffe. Vi trænger til lidt Fest i den meget sociale Alvor.

Fritz Thaulow var, skønt han arbejdede som faa, i sin Personlighed et Udtryk for Livets Fest, han var af Asaæt, Nordens den lyse gudebaarne Slægt. For om end han var Verdensmaler og Kamerat og Ven med de største af de Store i Evropas Kunst, vedblev han dog i sit Sind og i sit Væsen at være Nordbo – Nordmand. Læs i hans Bog om den Skærsommernat, hvor han sejler ud i Kristiania Fjord, hvis Skønhed han beskriver sart og ømt som den benaaede Kolorist han var, og som det kun kan gøres af den, der med sit Hjertes inderste Fibrer er forbunden med det Sted, hvor han er født, og man vil føle at det er en af Norges bedste Sønner, som har skrevet om det, der er hans Sjæl og Tanker nærmest.
Emma Gad.