Huslig Økonomi

Vor Kogebogs- og Husholdnings-Litteratur øges fra Dag til Dag. Og lige meget hjælper det! Hvem der køber alle disse Bøger, véd jeg ikke, forstaar det ikke, for Livet viser tilfulde, at Ingen uden Kogefrøkner interesserer sig for at tilegne sig deres Indhold, Ingen skatter Huslighed.

Ingen har Lyst til at lave Maden og afvaske Tallerkenerne, hvorimod Alle har Lyst – megen Lyst – til at sætte sig ved det dækkede Bord, naar Fadene er fyldte med veltillavede og behagelige Retter, som andre har lavet. Alle vil hellere være Kontordamer og Frisørinder, Hattepyntersker og Telefonistinder end Husjomfruer og Kokkepiger. Og Fruerne og Frøknerne! Hvad deres Huslighed angaar, er det bedre helt at tie stille og glæde sig over i alle Aviser at læse om, hvor flinke de smukke Damer er til at spille Tennis eller flyve i Luftballon, og hvor henrivende de tager sig ud med Fjerhat paa ved Eftermiddags-Musiken i en Palmehave. Hvordan Lærreds-Lagener eggevendes, og hvad der kommer i Dejgen af de Smaakager, de nyder til deres Five-o-clock-Te, er de fleste af dem saa uvidende om, som en Paafugl om Matematikkens Grundregler.

Og denne rivende Nedgang hos Bybefolkningens Kvinder i Interessen for Husets og Hjemmets Arbejde, er kommen paa et Tidspunkt, som er saa uheldigt, at det snart er ligesaa betænkeligt for Fremtidens Udvikling som den saa frygtede Nedgang i Fødsler i Nationens velstillede Klasser.

Den er nemlig kommen samtidig med en saa hurtig og voldsom Prisstigning paa Fødemidler og Livsfornødenheder, som Verden i Fredstider maaske aldrig har set Mage til, en Periode, hvor man skulde tro, alle Husmødre udenfor Millionærkresene vilde sætte deres bedste Kræfter ind paa, gennem skærpet Agtpaagivenhed, at bøde paa Fødemidlernes Dyrhed, saa at den opvoksende Slægts Ernæring ikke i altfor følelig Grad kom til at lide under de stigende Priser. En Ting stiger jo nemlig ikke, og det er Gagerne! Da nu efter sigende hver syvende Mand er paa fast Gage, det være sig i Embede, Bestilling eller provat Ansættelse, forringes altsaa ubarmhjertigt Velværet i disse Masser af Hjem en Smule for hver Gang, der lægges paa Kødet, paa Smørret, paa Kullene, paa Øllet – kort sagt næsten hver Dag, da Fordyrelse paa en eller anden Vare kun altfor bogstaveligt talt hører med til det daglige Brød.

Utvivlsomt kunde der bødes – i det mindste noget – paa Hjemmenes herved foraarsagede Vanskeligheder, hvis Kvinderne fra den tidlige Ungdom var oplærte til at være huslige, ligesom i gamle Dage, men derpaa lægges ingen Vægt mere, set i Forhold til fransk Grammatik og Oldtidens Historie. Naturligvis – Æggene bliver ikke billigere, fordi Husmødrene véd hvordan det bedst opbevares, men det er dog altid noget, og troligvis vilde det hjælpe, hvis de ikke gik saa uforberedte ind til deres husmoderlige Hverv, hvis de vidste Besked, hvis de forstod at gøre Indkøb, gik lidt i Køkkenet, kunde oplære ukyndige Tjenestepiger, kort sagt, tog sig af Affærerne.
– Det vil sige, de Kvinder, der har paataget sig den Livsopgave at være Husmødre. Har de et eget Erhverv, hvorved de tjener noget til fælles Bedste, saa er det jo noget andet; saa maa Administrationen lægges i Hænderne paa den interesserede og dygtige Tjenestepige, der snart ikke er til at faa, eller man maa leve af Daasemad ligesom i Amerika.

Imidlertid – ingen Vanskæbne kunde vist ramme danske Mænd haardere end den stærkt truende Forringelse af Maaltidernes Kvalitet gennem Prisstigning og Udygtighed, for intet Steds er Mad og Spisning en saa vigtig Ting som her til Lands. Intet Steds drøftes det vist – endog offentligt – med den Interesse, om der bliver mange Jordbær eller ej, eller om Rejerne bliver overkommelige. Madkurven spiller uomtvistelig en større Rolle ved Skovturen end Naturskønheden, Bestillingssedlen paa Øl og Smørrebrød bemægtiger sig Hovedinteressen selv ved de vigtigste saglige Forhandlingsmøder, og Gæstfriheden, der udfolder sig Landet over, munder til syvende og sidst ud i Spisning. Her til Lands er det kun i den kongelige Ballet, man kommer sammen for at danse uden at spise – i Modsætning til andre Lande, særlig de romanske, hvor lidt Is og et Glas Limonade er alt hvad Gæsterne faar ud over Dansens og Konversationens Glæder – og dog synes at more sig fortræffeligt.

Tænk om til sidst Ingen kan lave den kære Mad mere! Det ser i saa Henseende ikke helt godt ud for de danske Mænd, Deres Livsledsagerinder er ikke mere af den berømmelige Madam Mangors Slægtled – det med Græssmøret og Syltetiden, og bedre bliver det næppe med deres Døtre – snarere værre, trods Husholdningsskoler og Vandrekursus, for huslig Sans maa komme naturligt som en Følge af Hjemmelivet og ikke paatvungen. Undertiden har jeg til de unge Damer, der kom for at raadspørge mig om en Livsstilling, sagt: “Lær at stryge, saa kan De noget nyttigt” – ogsaa for Hjemmet. Og de er gaaet med det samme – stødte.

Man har fortalt mig, at min Bedstemoder, en anset og velstaaende Købmands Hustru, selv deltog i Storvasken ved Baljen; min Moder nøjedes med at stryge sin Mands og sine Sønners Manchetskjorter. Havde jeg en gift Datter, vilde hun sandsynligvis ikke en Gang tælle det Tøj, der skulde vaskes og stryges af andre, men overlade det til sin Pige. Og det vilde saa være min Skyld – eller Tidsaandens?

Ja, det være langt fra mig at gaa i rette med de Unge, intet vilde være mindre paa sin Plads, jeg siger kun – saadan er det, den Vej gaar Udviklingen, enten man saa synes om den eller ikke.

I de velstaaende Klasser vil den kvindelige Huslighedssans næppe blive stigende trods Anstrengelser udefra og trods Dyrtid, for de nuværende unge Piger lader haant om Huslighed og deres Mødre modarbejder ikke denne Ringeagt. Skal der komme den Hjemmenes Morgenrøde, som de mange Kogebøger og Husholdningskursus synes at varsle, saa maa det lysne nede i Folket, hvorfra det meste Gode og Ægte kommer. Arbejdernes og Smaafunktionærernes Hustruer maa jo nemlig tage sig sammen og modigt gaa løs paa Dyrtiden som en Fjende, der maa bekæmpes for Mands og Børns Skyld, og de ejer intet andet Vaaben mod Dragen and Agtpaagivenhed og Dugtighed. Jo, maaske Sammenhold.

Iblandt de sidste Aars mange Kogebøger er der derfor én, hvis nylige Fremkomst maa hilses med Glæde og Anerkendelse, og det er en kortfattet Lærebog i huslig Økonomi for Begyndere af Karen Blicher og Sofie Rasmussen, begge Ledende ved henholdsvis Statens og Kommunens Skolekøkkenafdelinger. Den giver ikke Anvisning paa at pryde Dugen op med Silkebaand eller at servere Frokost-Tomater som smaa Hankekurve, fyldte med rosenrød Fiskefars, men den lærer den unge Pige af Folket Grundlaget for al Husmoder-Dygtighed, nemlig at holde alt rent og lave sund, prisbillig og nærende Dagligmad – og at gøre det med Kendskab til Fødemidlernes Bestanddele, Næringsværdi og Torvepris.

En Filantrop sagde for nylig til mig, at man i Grunden ikke har Lov til at tage en æstetisk Opgave op, saa længe en etisk ligge uløst. Man kan være enig eller uening med ham om dette, men hvis der blot er et Gran af Sandhed deri, vilde det være mere værd for den almene Velfærd end Gaver af Springvand og Forsamlingsbygninger, i Fald en Rigmand udsendte denne lille Bog i Hundrede Tusindes af Eksemplarer som Gave til Folkets unge Piger. De er jo Bærerinder af Fremtidens Hjem. Det enkelte Hjem kan synes en ringe Ting, men samlede udgør Hjemmene en uhyre Sum – næsten hele Summen vel af et Folks Kulturindsats og Ydeevne. Den, der bærer Ved til Hjemmets Arne, som skal vogtes af Kvinderne, gør derfor noget Godt, og det har Forfatterinderne gjort ved saa omhyggeligt at udarbejde denne lille Hjemmets Lærebog.

De burde maaske have afsluttet den med en Angivelse af de nye amerikanske Principer for Ernæringen:
“Tag smaa Mundfulde og tyg Maden langsomt og grundigt, saa at intet af den virker til Skade for Legemet i Stedet for til Gavn. Saa spiser du det halve og befinder dig vel derved.”

At spise det halve og dog befinde sig vel, det turde alligevel være det mest probate i Retning af huslig Økonomi.
Emma Gad.