Den gamle Billedvævning, vel den skønneste Kunstindustri, som Evropa har skabt, ligger saa ganske udenfor den almindelige Forestillingskreds her i Landet, at de allerfleste, hvis man til Prydelse for deres Vægge stillede dem Valget mellem en antik “Verdure” eller et par moderne Landskabsmaleri i forgyldt Ramme af en blot nogenlunde kendt Maler, saa vilde de temmelig sikkert vælge Maleriet.
Den uforlignelige Hygge og stille Farvepragt, hvormed en gammel Gobelin forlener et Rum, det være sig et Arbejdsværelse eller en Festsal, den paaskønnes ikke hertillands eller kendes ikke. Og dog har der i Danmarks Velmagtsdage været mange Gobelins her i Landet, hvoraf en Del endog er blevet forarbejdede indenfor Grænserne, og det skyldes kun vort Folks mærkelige Ligegyldighed for det fra Fortiden Overleverede, at de er saa grundig forsvundne, som de er.
For at give de unge Lærerinder fra Provinsen, som i Dansk Kunstflidsforenings Skole lægger sidste Haand paa deres Uddannelse, et lille kulturhistorisk Overblik med Hensyn til Billedvævning, særlig den, der er frembragt her i Landet, har jeg fra forskellige Kilder hentet nogle Oplysninger, som i de korteste Hovedtræk maaske ogsaa vil kunne interessere en større Kres, særlig fordi man netop nu hos en tysk Antikviteksforhandler har set et Par store Gobelins udbudte, hvoraf det ene fremstiller selve en dansk Konge med Attributer. Opmærksomheden er derved paa en lidet smigrende Maade bleven henledet paa, hvad vi en Gang har ydet af Billedvævning, og ikke ejer mere. Skæbnen synes at have bestemt, at vi ikke maa besidde Gobelins, formodentlig fordi vi ikke forstaar at værdsætte dem. Vi svider vore Slotte af, og deres kostbare Gobelins reddes aabenbart kun af bjergsomme Privatfolk.
Det var henved Midten at det femtende Aarhundrede, at Middelalderens broderede Vægtæpper, hvormed man ved festlige Lejligheder brugte at “drage Stuerne”, saa smaat fortrængtes af de vævede Tæpper, Tapeter, som de kaldtes. Vævningen hed Basselisse eller Hautelisse efter Kædens horisentale eller vertikale Retning; Hautelisse er iøvrigt ikke en egentlig Vævning, men en Art Stopning, udført med Stoppenaal efter en Tegning. Navnet Gobelin stammer aldeles ikke, hvad almindelig antages, fra en Væveart: Gobelinvævningen, som den nu kaldes; det var blot Navnet paa en hollandsk, til Frankrig under Frantz den Første indkaldt hollandsk Farver og Væver, der hed Jan Gobeleen, paa Fransk Gobelin, der udførte Tapeterne til de kongelige Slotte. Efter fransk Sprogbrug kaldtes hans Fabrik “la maison Gobelin”, og da Colbert senere gjorde den til en Statsinstitution, blev den ført videre under Navnet: Les Gobelins.
Her i Danmark var det dog fra Flandern, at man fik Impulsen til de vævede Vægtæpper. Lysten til disse skønne, saakaldte flamske vævede Tøjer, som kom hjem med Skipperne fra Holland, rev alle med sig som en Rus, og der bortødelades i det 16de og 17de Aarhundrede paa dette Omraade Summer, som Nutiden vilde finde utrolige. Men ikke alene bibragte denne Kærlighed til de vævede Tapeter Datiden en renere og mere udviklet Smag, men det er paa deres Omraade, at Kunsten første Gang tør give sig i Lag med store historiske og nationale Emner. Billedvævningen har saaledes haft en virkelig folkevækkende Betydning.
I den tidligste Tid havde nemlig de flamske Tapeter, foruden Landskaberne, de saakaldte Verdures, kun gengivet Optrin fra det gamle Testamente eller den romerske Oldtid; flamske Vævere havde f. Eks. for Frederik den Anden udført et Tapet i 20 Stykker af Daniels Historie paa ialt 550 Kvadratalen, men snart efter fremstod Krav paa ogsaa at se den hjemlige Historie fremstillet.
Dette kom ganske naturligt, idet Frederik den Anden havde opført Frederiksborg og senere Kronborg, og til Udsmykning af Slottene lod han en Del flamske Kunstnere komme hertil. Blandt disse var den højt ansete Hans Knieper fra Antwerpen, som tog fat paa Vævearbejdet først i Helsingør og senere i Slangerup. Denne Fabrik maa have været ret anseelig, at dømme efter de store Arbejder, som blev forfærdigede der i ret kort Tid.
I Aaret 1616 indbød Christian den Fjerde den berømte Carl van Mander til at komme hertil for at forfærdige 26 Tapeter á 17 Rdl. pr. Alen med Motiver fra Kalmarkrigen. Kunstneren skulde først selv optegne Egnene og sætte sig ind i Begivenhederne.
Disse Tapeter blev, da de halvandet Aar efter var færdige, ophængte ved festlige Lejligheder og vakte stor Beundring; men i 1688 maatte de helt henlægges, fordi man fra svensk Side beklagede sig over, at de forherligede danske Krigsbedrifter på Sverigs Bekostning. De gemtes saa godt, at meget faa siden kendte denne Kunstskat. Under Frederik den Syvende blev de igen tagne frem, men erklæredes af Museumsfolk for ubrugelige. En del blev dog anbragte i mindre Gemakker paa Frederiksborg og brændte selvfølgelig ogsaa. Krigsbedrifterne lod dog ikke Sindene have Ro. Atter i 1684 indforskrev Christian den Femte Berend van der Eichen fra Brabant for at udføre en Række Tapeter med Emner fra den i 1675-77 førte svenske Krig, til hvilke Maleren Peder Andersen leverede Kartons. Disse prægtige Tapeter udførtes i Køge i en Kongen tilhørende Gaard og blev senere af Frederik den Fjerde anbragte i Ridersalen paa Rosenborg, hvor de mærkværdig nok hænger endnu.
De sidste spor af indenlandsk Tapetvæveri forekommer under Christian den Sjette, idet denne pietistiske Konge lod væve et Tapet forestillende Kristus for Pilatus, som endnu findes paa Folkemuseet.
Paa det i 1794 afbrændte Kristiansborg var der imidlertid en Mængde kostbare Gobelins, hvoriblandt de Tapeter, som Christian den Syvende fik i Foræring, da han i Paris besøgte Fabrikken “Les Gobelins”. Saa godt som alle Slottets Gemakker var prydede med skønne Tapeter, og man formoder, at de to Stykker, der nu er til Salg i Tyskland, er blevet redede fra denne Slotsbrand og derefter hemmelig solgte til Udlandet.
Ligeledes var der herlige Tapeter paa Koldinghus, Skanderborg, Nykøbing, Antvorskov og Hirschholm. Alle disse Slotte forsvandt efterhaanden, Inventariet bortsolgtes ofte til Spotpris, idet Smag, Mode og Interesse for gamle Sager forandredes. Især var Restaureringen af Frederiksborg under Christian den Sjette uheldbringende for de gamle Tapeter. De blev nedtagne, henlagte eller solgte. Endnu i vore Dage siges det med Bestemthed, at en af vore største Lensbesiddere staar i Begreb med at sælge sine Gobelins til Udlandet.
Rokokotidens Gobelins passede til den letlevende Tidsalder og fremstillede som oftest græsk-mytologiske Motiver, holdte i lyse, lette Farvetoner. Rene Pragteksemplarer i denne Stil var de fire store Gobelins fra Arveprinsesse Carolines Palæ i Bredgade, men disse solgtes, som ofte omtalt, til Udlandet af Palæets nye Ejer. De var vævede i 1749 efter Kartons af Boucher og var som en officiel Tak blevne skænkede Udenrigsministeren, Grev J. H. C. Bernstorff, af den franske Stat under Ludvig den Femtende.
Som af det anførte vil se, har Billedvævningen aldrig haft rigtig fast Rod i Danmark. Vævning har aldrig været nogen Yndlingsbeskæftigelse her, saaledes som i Sverig og Norge, hvor der altid er blevet vævet og vævet godt. Hvad der er blevet forfærdiget her, har været af dertil indkaldte Udlændinge, og alle var de Mænd. Fortidens Gobelinvævning var en mandlig Kunst og udøvedes saa godt som aldrig af Kvindehaand, hvad de fleste tror. Men en Mester Hans Knieper vil næppe findes nu, saa hvis Kunsten skal leve op paany, maa det være gennem Kvinder. Der bliver som bekendt netop nu vævet Gobelins efter gamle Mønstre til Frederiksborg af Frøknerne Konstantin-Hansen og Bindesbøll og til Raadhuset af Frøken Dagmar Olrik efter Kartons af Lorenz Frølich.
Kunstvæverskerne i Norden gør i det hele taget i vore Dage store Anstrengelser for at yde noget kunstnerisk værdifuldt. Maaske gør de netop deres Sager lidt for korrekt og godt. Maaske er det den naive Ubehjælpsomhed, der gjorde det 16de og 17de Aarhundredes Billedvævning til den Kunstindustri, som af alle indeholder mest af Folkevisens Poesi og Ynde. At efterligne denne er ugørligt for Nutidens Mennesker; man har kun at elske og beundre de skønne gamle Arbejder og bevare det Lidet, der er tilbage, fra Tilintetgørelse og Bortsalg fra Landet. Kunde man ikke tænke sig at naa til den Art Fædrelandssind, at hvad der paa danske Hænder, bør blive det?
Emma Gad.