I vore forskellige Kvindeblade har der i den seneste Tid været ført en Debat om et Spørgsmaal, som har Interesse ogsaa ud over de kvindesagsinteresserede Damers Kredse, nemlig om Kvinders Titulatur som Frue og Frøken. Diskussionen er rejst af den højtbegavede finske Dr. phil. Maikki Friberg, som energisk kæmper for, at Fruetitlen skal anvendes over hele linien lige fra den Alder, hvor man overhovedet kan gøre Krav paa en Titulatur.
De fleste, der har taget Ordet i Diskussionen, har givet deres Tilslutning til det af Maikki Friberg fremsatte Synspunkt, men dog ikke alle. Saaledes skriver f. Eks. en Indsenderinde i “Kvinden og Samfundet”: “Naa! Saa skal vi da alle være Fruer – Frøknernes Tid er forbi. Det er en Formindskelse at være Frøken, en Forsmædelse at blive kaldt saaledes! Maa jeg spørge, skal det være mere ærefuldt at være Frue end at være Frøken? Der er naturligvis Frøkner, som helst burde kaldes Fruer, og for deres Vedkommende vil jeg gerne være med til “at hæve” dem op i den højere Rang, men vi andre!” osv.
I dette Udgangspunkt vil alle, praktisk set, være enige med Forfatterinden, men det skulde gaa underligt til, hvis ikke mange Damer, der staar udenfor den egentlige Kvindesagslejr, gribes af moralsk Indignation ved senere at læse, at det Hovedargument, som Maikki Friberg gemmer som det sidste og kraftigste, det er hensynet til de ugifte Mødre.
“Netop for dem,” skriver Doktoren, “vilde Reformen være af den allerstørste Betydning. Saasnart alle voksne Kvinder uden Undtagelse blev kaldt Frue, præsenteredes som Frue, modtog Breve og Regninger med denne Udskrift, vilde er stor Del af det pinlige og ydmygende i deres Stilling være borte.
Kvindesagskvinderne har jo i alle Lande antaget sig deres Sag, de har arbejdet for at forbedre det udenfor Ægteskab fødte Barns Retsstilling, men det, de selv, uden mindste Forandring i Lovparagrafferne, kunde iværksætte: Det Hensyn, som bestod i, at dette Barn ikke skulde høre sin Moder kaldes Frøken eller anderledes end andre Børns Mødre, den Reform forsømmer de rent at gennemføre.”
Har nu Forfatterinden, socialt set, Ret eller Uret i dette Blik paa Forholdet? Det er dér, at den moralske Tamp brænder, for Alle kender vi en Del Mennesker, der giver hende Ret, men ogsaa Andre, især Ældre, der er af den Mening, at en ugift Kvinde, som har faaet et Barn og aabent vedkender sig det, har ganske godt af at fornemme Livet igennem, at det ikke gaar saa helt nemt, og at det velmeriterede Samfund har paasat hende en sort Kokarde som maaske kan skræmme Andre, ligesaa letsindige, bort fra Udydens Vej.
Denne dybtliggende Grund til at gennemføre Reformen angaar dog personligt set foreløbig forholdsvis faa, skønt dens Gennemførelse nok efterhaanden kunde faa vidererækkende Følger. Hvad der derimod nu med det samme vedkommer alle Kvinder, er det Synspunkt, som Maikki Friberg betragter som meget væsentligt, at mens man til ethvert mandlig Individ kan sige Hr. han være ung eller gammel, gift eller ugift, har man til Kvinderne to Titler, afhængig af deres Forbindelse med Mændene. I dag benævnes en Kvinde paa én Maade, imorgen paa en anden, alt eftersom hendes Forhold til det andet Køn forandres. Hun skal ved sin Titel paa Forhaand underrette enhver Udenforstaaende om sine rent private Forhold. Dette menes at være ikke alene uværdigt, men ligefrem en Levning fra en barbarisk Tidsalder, hvor Kvinden intet betød for Samfundet gennem sin personlige Indsats, men kun ved sin Silling som Anhang til Manden kunde regnes for myndig og fuldvoksen. Denne Opfattelse hænger sammen med, at i alle Sprog betegne det Tiltaleord, man har tildelt den ugifte Kvinde, et Diminutiv, en Formindskelse: Fräulein, Mademoiselle, Signorina, o. l., og kun ved Forbindelsen med Manden opnaar hun Ret til at gaa for moden og fuldvoksen.
For rigtigt at forstaa, hvor urimelig naragtig det er at bevare den Tingenes Tilstand, at man maa anstille en Undersøgelse af et kvindeligt Individs Familieforhold, før man kan tiltale hende, behøver man blot at forestille sig, hvor komisk og ligefrem nærgaaende det vilde forekomme En at begynde med at udspørge enhver Mandsperson, om hvilket Forhold han staar i til den kvindelige Del af Menneskeslægten og saa opkalde ham derefter. En Mand vilde vist i saa Tilfælde meget snart sige: Hvad vedkommer mine private Familieforhold Folk i Almindelighed? Min Benævnelse som Samfundsmedlem kan være nok.
Men saa indgroet er Skikken for Kvindernes Vedkommende, at selv om en ugift Dame er Doktor, Ingeniør, Redaktør o. a., faar hun alligevel Frøkentitelen med som Paahæng, ja, selskabelig set som oftest denne alene.
For at skyde Hul i Brechen, raader Dr. Maikki Friberg alle Kvindesagsorganer Verden over til kun at benytte én Benævnelse til saavel gifte som ugifte fuldvoksne Kvinder og paa den Maade gøre Sagen international og faa Reformen gennemført. Naar man imidlertid ser hen til den uhyre Sejghed, der hænger ved Skik og Brug, vil det kun kunne ske, hvis Kvinderne optræder solidarisk og resolut, fordi de betragter det som et Skridt fremad mod uafhængighed ogsaa paa dette Punkt at blive stillede ens med Mændene.
Men vil de vise denne Solidaritet? Det vilde være interessant, hvis nogle af Politikens Læserinder vilde udtale deres Mening derom.
Emma Gad.
Kommentarer beskrevet 21. juli 1910, i kronikken Damernes titulatur.