For nogen Tid siden hændte der en Katastrofe: Tobakshandlerne forhøjede Priserne paa Cigarer, jeg ved ikke, hvor meget, men det maa have været betydeligt, siden hele Pressen stod i Flammer med Interviews; Notitser, Portræter af de ledende Cigarfabrikanter og hvad der ellers hører til ved en sensationsvækkende Begivenhed.
Naturligvis hjalp det ikke synderligt, da det var Publikum, det gik ud over, og Publikum er altid et værgeløst Faar, der lader sig klippe for ikke at sige flaa.
Lige nu ser vi det samme gentage sig. Restauratørerne lægger paa Drikkevarerne, og atter udstødes der høje Veraab, atter har vi Interviews og Portrætering af Restavratørerne, formodentlig ogsaa Opvarterne, som foriøvrigt har størst Krav paa Opmærksomhed, fordi de har været smarte nok til i Forvirringen at bjerge sig ogsaa deres lille Femøre i Sagen. Baade Restauratøren og Betjeningen har altsaa set deres Snit til at ophjælpe deres trange Kaar, og det lader til, at det gaar denne Gang som sidst – trods al Nød og Kummer bliver det Publikum, der betaler Gildet.
Mange en Husmoder har vistnok nu, ligesom den Gang med Cigarerne, set med lidt Undren paa alt det Avispostyr, der er blevet lavet i Anledning af de fem Øres Paalæg paa en halv Bajer, og hun har smilet halvt ironisk, halvt vemodigt, fordi Klageskriget øjeblikkelig rejste sig saa snart Fordyrelsen ramte de kære Mandfolk direkte, mens Ingen tager Notits af den uafladelige Prisstigning, som finder Sted paa hendes Gebet: Husholdningen. Hvis der skulle laves Interviews med Portræter af alle dem der lægger Femøre paa Femøre paa hendes Indkøb, saa vilde Bladene forvandles til Fotografialbum’er af Viktualiehandlere og Direktører for Fiskehuse. Det er den evige Skrue.
For ti Aar siden kostede en Høne 1 Kr. 50, nu koster den 3 Kr., saa at den gamle franske Konges Ønske om – var det Clovis eller Ludvig den 16.s Ønske – at enhver Familie i hans Rige skulde have en Høne i sin Gryde om Søndagen, nu er absolut utidsvarende. Som det gaar med Hønen, er det gaaet over hele Linien, saa Husmødrene spørger undertiden hverandre: hvor skal dette ende? Hvis det bliver saadan ved at løbe opad, maa et Pd. Flæsk eller Rødspætter af vore Børnebørn betales lige saa dyrt som et Pund Radium.
Om man saa endda kunde trøste sig med, at Husholdningspengene selvfølgelig ogsaa gaar opad i samme Tempo som Fordyrelsen, men nej! Det er netop det, de ikke gør. I Huse hvor man selv kan lægge en Femøre paa i Ny og Næ, gør det jo ikke saa meget. Slagteren lader Fiskehandleren betale hvad Fiskehandleren koster ham selv – lige Børn lege best, og de slaar sig sammen om at flaa Røveren. Men i det mange Husholdninger, som er baserede paa faste Indtægter, hvilket vil sige det samme som for smaa Indtægter – og man paastaar at hver syvende Mand her til Lands er Embeds- eller Bestillingsmand – der er det saavidt ingen Repressalier at tage overfor Viktualiehandleren, og Husholdningspengene kan ifølge det knebne og nøje udregnede Budget ikke blive flere end de er. Altsaa er der intet andet at gøre end at slaa en Streg over alt, hvad der populært kaldes god Mad, og ak – det er jo den Del af Livsnydelsen, som i dette Land skattes næsten højst – i hvert Fald saare højt. Husmoderen med de faste Penge har ingen anden Udvej end stadig forringe Maaltidernes Kvalitet og ikke andet at se hen til, end at de stadig vil blive sløjere, fordi der ikke er Grund til at tro, Skruen opad skulde standse sin velsignelsesrige Bevægelse.
Ingen, og især ikke noget Mandfolk, kan vist forestille sig, hvad denne stadige Forringelse af Husholdningens Standpunkt piner og smerter en stakkels Husmoder. Hun har Sønner i Opvækst eller ved Studierne, som fordrer kraftig Ernæring og Døtre i Kontorpladser, og hun kan ikke give dem lidt stegt Flæsk og Æg, før de gaar til Arbejdet, fordi Svin og Høns har sluttet Ring, tænker jeg; hun har et Pigebarn der er bleg om Kinderne, og hun ser ikke mere nogen Udvej til daglig at give hende Dobbeltøl eller Kakao, for Bryggerierne og Negrene har gjort ligedan. Hun har om Søndagen Besøg af aldrende og trængende Slægtninge, eller af Børnenes ikke mindre trængende unge Venner, og hun formaar ikke mere at sætte den solide Steg paa sit Bord, som det før var hendes Glæde at skære i store Skiver til sine Gæster. Og hun kan ikke en Gang tale om, at det gør hende ondt; det vilde blive opfattet som pinagtig Underholdning og fra Mandens Side som en lidt ufin Beklagelse over, at han ikke formaar at stille hende bedre. Nej, i det skjulte maa de mindre Hjems Husmødre spinke og spare, og hvad er deres Løn? Naar de mandlige Medlemmer af Husstanden kommer hjem og forhører sig om, hvad Middagen byder paa, saa har de ikke en Tanke for, at den kedelige Mad skyldes Femørepumpen, nej, de er blot misfornøjede, spiser lige det nødvendigste og iler – hvis der er en Mulighed for det – hen paa deres Stamcafé. Og dér kan de saa udmærket faa Øjet op for, Fødemidlernes stadige Fordyrelse er en Verdensplage. Dér er det nemlig dem selv, der skal have Pungen frem, der er det forfærdeligt, at der bliver lagt paa den mindste Smule, man skal nyde. Og saa har vi Hylet om Femøren.
Vi kender allesammen de Sær-Egenskaber, som kendetegner vore to kæreste Husdyr, Hunden og Hesten. Hunden hyler op i vilden Sky over det mindste i Retning af velfortjent Slag og Svie, og Hesten tier stille, hvor meget den end bliver svirpet om Ørerne. Hunden bliver derfor som den klogeste altid i det farlige Øjeblik beskyttet af en eller anden Hysteriker og slipper af den Grund nemmere end Hesten hvis Lidelser og Stræb er tavse og derfor gaar upaaagtet hen. Det minder om Menneskenes Forhold til Økonomien. Mandfolkene skriger op, naar der sker den mindste Fordyrelse paa deres Omraader; deraarsag faar de artig Hjælpere i Pressen, som ogsaa bestaar af Mandfolk, saa at deres Leverandører betænker sig og farer varsomt frem. Kvinderne siger ingenting, hvormange Femører der end pines ud af dem med Tommeskruer, og – der er ingen, der agter paa, hvad de lider under det i Stilhed. Ingen Stilling er i Længden mere pinagtig end den at være Husmoder med mange Børn og faa Penge.
Det er et trøstesløst Fremtidsbillede for Husmødrene, jeg her har oprullet, jeg indrømmer det. Ingen Udsigt til, at noget som helst spiseligt vil blive billigere eller endog blot blive staaende. hvor det staar. Den eneste Lysstribe er vist Kærnemælk, som siges endnu at være baade billig, sund og relativt velsmagende, om end Hummermayonaise er at foretrække. Men ak, naar vi saa alle hengiver os til den beskedne Nydelse af Kærnemælkssuppe, saa er Femøren der straks.
Og dog – ligesom den gode Fe Peribanu altid tilsidst dukker op i Eventyret for at uddele sine Velsignelser, saaledes er der ogsaa for de stakkels fast gagerede Husmødre nu kommen en frelsende Engel. Han hedder Horace Fletcher og er opstaaet af Morgenrøden i Amerika. Han har, støttende sig til utallige Eksperimenter, udbredt den Lære, som Hundrede Tusinder nu lytter til derovre, at naar vi tygger vor Mad omhyggeligere og bedre, saa bliver vi lykkelige og sunde, og – spiser kun det halve. Hvis Mødrene lærer deres Børn det, saa kan de altsaa ogsaa indskrænke Sorgen over Slagteren og Fiskehandleren til det halve. Mr. Fletcher har nylig aflagt et Besøg i Danmark og har fundet saa stor Behag i Landet og dets Indvaanere at han agter at komme igen og bliver her i længere Tid for ogsaa her at føre sine berømte Leveregler ud i Livet. Vore Husmødre har altsaa dog noget at haabe paa.
Emma Gad.