Under denne Overskrift har der fornylig i Politiken staaet et Par Artikler, i hvilke man med Undren læste om de uhyre høje Procenter, som et at vore Filmkompagnier kan udbetale til sine Aktionærer, efter at det har vist sig, at Selskabet for det kommende Aar har underskrevet Kontrakter til et Beløb at saa og saa mange Millioner og Hundredtusinder. Folk tog formelig efter Vejret.
Omtrent samtidig med, at disse tal og de deraf flydende Overvejelser offentliggjordes, var jeg indbuden til i Stidenterforeningen at høre et Foredrag af Hr. Carl Muusmann med paafølgende Diskussion om de levende Billeder, deres Opstaaen, deres Berettigelse og deres Fremtid. Den store Sal var stuvende fuld, og adskillige Avtoriteter fra Teater- og Biografverdenen var komne til Stede for at belyse og drøfte det netop i disse Krese saa brændende Spørgsmaal. Belyst blev det nu ikke – jo, i Foredraget tildels, men ikke i Diskussionen. Alle Talerne var nemlig enige, ganske enige om skarpt at fordømme Filmen og Biografteatrene og Børnenes Demoralisering, kort sagt alt i denne nye Kunstart, som med hele Ungdommens Frejdighed og Bevidsthed om at passe til Tiden albuer sig frem imod første Geled.
En teaterinteresseret Rigsdagsmand udtalte med stor Sikkerhed, at Filmen overhovedet ikke havde det ringeste at gøre med Kunst, og at han aldrig kom i et Biografteater. En Skoleinspektør, der virker som Biografcensor i en Nabokommune, erklærede i et grundigt Foredrag, at han i det sidste Aar havde set 8000 Films eller var det 16 eller 12,000, og at han var kommen til det Resultat, at Biografteatret, set fra et pædagogirsk Synspunkt, rummer store Farer – de Unges Fantasi – den sensationelle Paavirkning osv. – vi kender det! En lyrisk Digter, der heller ikke kom i Biografteatre, udviklede, at ikke alene betragtede han disses Ydelser som et kunstnerisk Intet, men han fandt al mimisk Kunst fordømmelig, næsten pervers, fordi Ordet alene, digterisk set, havde Berettigelse til at tolke Sjælelivet. En Teaterdirektør udslyngede med en Joseph Keinz’s Patos, at netop i disse Haller, hvor den nationale Digteraand havde hjemme, her, hvor Hostrups og Richardts Buster betragtede os og ved deres blotte Tilstedeværelse inspirerede de Unge, her burde det slaas fast, at Filmen virker ødelæggende paa Digtekunsten, særlig den nationale Digtning paa Grund af dens kosmopolitiske Retning, der ikke bunder i Tradition og folkekære Minder. Og efter hver af disse sønderknusende Udtalelser rungede Salen af et Bifald, der bragte de hæderkronede Buster til at vakle paa Soklerne.
Nu skulde man have troet, at en eller anden af de Unge – en Rus, hvis Blod banker i Takt med Nutiden, vilde have besteget Talerstolen og sagt:
– Sig, hvad I vil, I Ældre – lad saa være, at Filmen er en Kunstart i Lømmelalderen – nej, det vilde han ikke sige, hvis han selv var Rus – indskyld, men han kunde have sagt: Sig, hvad I vil, de levende Billeder er ligefuldt en vidunderlig Opdagelse, udsprungen af selve Tidens Aand, demokratisk i Ordets bedste Forstand, fordi de gennem Prisbillighed bevirker, at Alle kan være med, og især, fordi de nærmer Folkene tilhverandre, de forskellige Racer, hvis indbyrdes Forstaaelse i Aartusinder har været hemmet af de uensartede Sprog. Husk, at naar en Films-Skuespiller – efter at have givet et fuldgyldigt Udtryk for noget, der taler til eyhvert Hjerte, f. Eks. efter at have reddet sit Barn ud af Flammerne – husk, at naar han – eller hun – kommer henimod Tilskuerne med Barnet i sine Arme, da kan det gøres paa samme Tid og lige virkningsfuldt i Chicago og i Peking, paa Kuba og i Æbeltoft og gribe Sindene alle Vegne lige stærkt, fordi det gælder det Almenmenneskelige. Føler I ikke Vingesuset af en Anelse om, at der bag Biografteatrenes markskrigeriske Plakater skjuler sig en fremtidig folkeopdragende Mission?
Lidt i den Retning kunde jeg tænke mig, at nogle unge Mennesker vilde have følt og sagt, men de gjorde det ikke – bifaldt blot med Haandklap og Talernes kunstneriske Fordømmelsesdomme. Da Studenterne vel endnu maa siges for en stor Del at repræsentere Dannelsen og Kundskaben i Ungsdommen, maa der altsaa være en Kontrast, en skrigende Modsætning mellem den Kultur, der udtaler sig om Aftenen i Studenterforeningens Festsal, og den. der raabes op om Firmiddagen ved Børsnoteringen som Filmens pekuniære resultat. Da Tal som bekendt er veltalende, er det altsaa ved dem slaaet fast som en Kendsgerning, at det er overvældende mange, der ynder Filmen og vil se deb, og at de levende Billeder berører Strenge i det menneskelige Sind, der formaar at vække Genklang lige til den anden Side af Jorden. Umuligt herefter at nægte, at Kunstarten ejer Evne i sig til at interessere og bevæge.
Naar det trods denne ubestridelige Evne alligevel kan siges, ikke alene uimodsagt, men under højlydt Bifald i en Forsamling af fornuftige Mennesker, at Filmen overhovedet ikke har noget som helst at gøre med Kunst, og siges tildels med Rette, saa ligger det vel i, at den store Opfindelse, da den var i sin første Barndom, kom paa gale Hænder hist og her, Hænder der havde givet sig mere af med at notere Tal i Kassebøger end med at blade i Poesiens farverige Bog. Hvordan behandles den nemlig i de fleste Tilfælde? For nylig færdedes jeg en Del med en ung Skuespillerinde. Hun filmede paa en herværende Fabrik. Selvfølgelig – det gør jo alle. Jeg spurgte hende, hvad Indholdey var af det Drama, hun spillede i, og herpaa kunde hun kun give en temmelig ufyldestgørende Besked.
“Men forklar mig dog,” spurgte jeg forfærdet, “har Skuespillerne da ikke Læseprøve paa Stykket, før de begynder?”
“Næh” – sagde hun, “hvor kunde der blive Tid til det paa en Fabrik. Der bliver kun forklaret os en Smule. Der bliver sagt saadant noget som – vil De stille Dem dér – saa kommer Hr. Petersen – det er Greven – og erklærer Dem sin Kærlighed – vil Petersen være saa god at komme nærmere og synke ned for Frøkenens Fødder. Saa bøjer De Dem over ham – – o. s. v. – Aa, jeg er saa træt,” blev Skuespillerinden ved, “i Dag er jeg død derude. Det vil sige jeg er død tre Gange, først frossen ihjel i Sneen i en Grøft – det er til Rusland. Og derefter paa en Divan i Salonen, hvor jeg bliver baaret stivfrossen ind og vaagner op et øjeblik og omarmer dem – det er til Tyskland. Og den tredje Gang -“.
Hvad hun angav som tredje Gang, huske jeg ikke – jeg tror, det var til Amerika. Der fik hun maaske 25 Hoffmannsdraaber først. Er dette nu ikke saadan, at Digtningens og Skuespilkunstens tvende Muser maa sætte sig ved hinandens Side, drage Sløret for Ansigtet og græde? Tilmed, naar det erfares paa Helikon, hvor Muserne efter Signede færdes, at disse fabriksmæssige Skuespil-Ydelser kun altfor ofte fremkommer ved Hjælp af halvdannede Dilettanters indsendte Uddrag af Lejebiblioteksromaner, der købes dor en Slik og derpaa tilskæres af Fabrikkens Funktionærer, hvorefter der bestilles uhyre Plakater til dem af en Farvepragt og malerisk Opfattelse, der vilde være Hestemarkedet i Hjallerup værdig. Der har da den teaterinteresserede Rigsdagsmand Ret naar han siger, at dette har ikke noget med Kunst at gøre. Men paa en anden Maade har han ikke Ret. For der findes dog ogsaa noget andet – allerede nu, men det kan han jo ikke vide, naar han ikke gaar og ser det. Der findes Films, som bliver til paa samme kunstnerisk forsvarlig Maade og indstuderes lige saa samvittighedsfuldt som paa et hvilket som helst Teater, om end gennem en anden, særegen Teknik. Der findes Films, hvis Hovedfremstillere er saa fuldt og fast overtydede om Kunstartens Berettigelse og Betydning, at de altid yder deres Bedste og Inderste i den mimiske Rolle, de paatager sig. Behøver mat at sige, at kune ved denne Alvor og faste Tro kan det blive til Kunst og visselig ikke ved Ønsket om at faa Penge til et nyt Sommer-Antræk eller en attraaet Pariserrejse, hvad kun altfor ofte danner Grundlaget for vore Skuespilleres Film-Medvirken.
Hvor tidt har man ikke hørt de selvundskyldende Ord: “Jeg filmer i denne Tid – Herregud, man vil jo gerne tjene de Penge.” Men saa bliver det ogsaa derefter. Filmen hævner sig. Det ses og føles ved første Øjekast, om et Billede er blevet til gennem et kunstnerisk Førstehaandsarbejde eller kun som bestilt Industri, hvis Resultat er nogenlunde ligegyldigt for alle Parter. Jeg saa under et Ophold i Rom mellem en hel Del andre Films en enkelt: Sangue Siciliano (Siciliansk Blod), som ved en Samvirken af en knap lidenskabsfyldt Handling og vidunderskønne vekslende syditalienske Naturbilleder skilte sig helt ud fra de andre. Den gav, skabt af Kunstnere og spillet af Kunstnere, som den var, en stærkere og fyldigere Essens af det, vi Alle forstaar ved Italien, end adskillige Konversationskomedier vilde have firmaaet. Alt det andet, jeg saa, har jeg glemt.
At der, efterhaanden som den unge Kunstart afklares, vil fremkomme flere og flere af den Art Films, er utvivlsomt, men det er ved et Spørgsmaal, om de vil have let ved at komme fra de store Aktieselskabsfabrikker, hvorfra der skal leveres saa og saa mange Hundrede Stykker om Aaret for at skaffe Aktionærerne det imødesete Procentudbytte. Kunsten føler sig jo lidt fremmed og forlegen ved en Kursnotering paa Børsen sammen med Svovlsyre og Petroleum, taget en gros. Selskaberne maa vel i hvert Fald saa danne Særafdelinger, hvo der er egen Ledelse og eget Mærke, eller ogsaa vil de kunstnerisk udførte Films maaske fremkomme noget mere enkeltvis. Ogsaa paa den Maade kan de kaste godt af sig, naar de duer. Hvad sagde ikke en udmærket Skuespiller: “Al Kunst er Forretning. God Kunst er god Forretning, daarlig Kunst mindre god Forretning. Derfor skal man yde den gode.” Det tror jeg ogsaa, man ubetinget maaa raade til.
Sammen med Forøgelsen af de fine og smukke Films vil der ogsaa opstaa flere og flere Teatre, der ikke er beregnede paa den smagløse Sensations Dyrkere, men paa et mer kultiveret og udviklet Publikum. Efterhaanden vil nemlig dette lære at forstaa, at heller ikke ved det stumme Teaters Ydelser kan alt skæres over en Kam og bedømmes under ét – som Ikke-Kunst. Lige saa lidt som ved Talescenen. Der vil blive konstnerisk gode Films i fine Biografteatre, og der vil blive tarvelige, ligesom der findes Nationalscener og Forstadsteatre. I begge Kunstarter vil der blive noget for enhver Smag, men at der altid vil blive mere for den daarlige end for den gode, er indlysende, for det er Livets Gang. Daa længe Jorden har blomstret, har der været flere Fandens Mælkebøtter end Roser.
Emma Gad.