For kort Tid siden havde Dansk Kvindesamfund indbudt sine medlemmer til et foredrag af Dr. phil. Fru Lis Jacobsen om Kvindernes Erhvervsliv i det moderne Samfund. Som man kunde vente det, havde en saa celeber Foredragsholderske, der skulde behandle et vigtigt Emne, fyldt Salen med en Dameforsamling af saa godt som lutter kendte Navne.
Kvindernes erhvervsliv og Hjemmet
Læger og Skoleavtoriteter, Borgerrepræsentanter og Forfatterinder, Journalister og Forretningsdamer, alle var de mødte op af fælles Interesse for det brændende Spørgsmaal om Forholdet mellem den selverhvervende Kvinde og Hjemmet, et Spørgsmaal som er uudtømmeligt fordi der paa den ene Side af Vægtskaalen ligger Aartusinders Tradition og Sædvane og paa den anden Side en mægtig moderne Udvikling af Samfærdsels- og Forretningslivet, der har vænnet sig til at indordne Kvindernes paalidelige og billige Arbejdskraft under sig i en saadan Udstrækning at denne Hjælp nu maa siges at være uundværlig.
Men saa skete det mærkelige, at Foredraget tog en ganske uventet Vending. Fru Lis Jacobsen hævdede til almindelig Overraskelse med stor Bestemthed i sine Udtalelser, at alt det med Selverhvervet var noget ganske underordnet, at Kvindes rette og i Grunden eneste Kald var at være Hustru og Moder, og at hun nu, tvungen af socialøkonomiske Grunde, uddannes til et Erhverv, som hun ikke som Hustru kan fortsætte, uden at Hjemmet lider derved. Talerinden kendte en begavet og kærlig Moder til otte Børn, som gennem en fortræffelig Opdragelse gjorde dem alle til værdifulde Mennesker, og mente, at en saadan kvindelig Virksomhed i sin harmoniske Oprindelighed maate sættes højere end nogen anden.
Det kan være – vi kender jo ikke hverken de otte eller deres lykkelige Moder, men med Rette fandt de mange notable Tilhørerinder, at Fru Dr. phil. Jacobsen personlig afgav et ret daarligt Eksempel paa sine Teoriers Gyldighed, da hun selv er erhvervende Kvinde og Husmoder i en Person – lige fortræffelig i begge Henseender. Men lad gaa – det blev først helt galt, da Fru Jacobsen erklærede det som sin Mening, at det vilde blive højst uheldigt for Udviklingen paa enhver Maade, naar Kvinderne fik politisk Valgret, idet denne vilde forringe dem fra at være Mennesker til at blive Partigængere.
Men havde Talerinden nu ogsaa Ret i sit Hovedsynspunkt, at Kvindernes rette og naturlige Virkefelt indenfor Hjenmmet er i Modstrid med deres stadig voksende Virksomhed udenfor det? Ja, hvad skal man sige! Tusinder vil tænke som Fru Jacobsen i dette, særlig de Ældre, og lige saa Mange vil paa den anden Side mene, at Kvindens Forvandling fra Husmoder inden Døre til Borgerinde ude i Livet er noget af det største og lykkeligste baade for Individet og Samfundet, som vi har været Vidne til i den mærkelige og bevægede Tid, vi lever i. At Befolkningens ene Halvdel, som Kvinderne jo rigelig udgør, tager Del i Arbejdet og Erhvervet, i Stedet for kun at udføre huslige Sysler til eget Brug, det maa dog ufejlbarlig gøre Samfundet rigere og mere udviklingsdygtigt. Saaledes staar Mening mod Mening. Spørgsmaalet er af saa vidtrækkende Betydning, at det vilde være interessant, om Flere vilde udtale sig derom og skabe den Diskussion, som man hin Aften blev narret for.
Til at begynde med vil jeg straks sige, at jeg hører til dem, der mener, at Kvindens mange nyaabnede Veje til Selverhverv er en Lykke for hende selv og Samfundet, en Lykke saa stor at den rigeligt opvejer, hvad Hjemmet muligvis kan lide ved, at hun er borte fra det nogle Timer om Dagen. Jeg tror nemlig ikke, at Hjemmet i Virkeligheden lider saa stærkt under det, som Mange er tilbøjelige til at tro. Det kommer maaske af, at jeg i min Barndom og første Ungdom var en hyppig Gæst i to Huse, hvor Husmoderen var stærkt optagen af anden Gerning end Hjemmets, hvilket den Gang var et Særsyn. Det var hos de to Skuespillerinder Fru Heiberg og Fru Sødring. De var til Prøver om Formiddagen og spillede om Aftenen, var til Stadighed dybt interesserede i store kunstneriske Opgaver og blev yderligere trættede ved at skulle tale med mange Mennesker. Og dog har jeg i al min Tid ikke set to bedre førte Husholdninger end deres, ikke set smukkere og mere velplejede Hjem. De to Kunstnerinder, forskellige som de ellers var, omfattede begge deres Børns Opdragelse med den mest glødende Interesse og var de bedste og mest trofaste Venner for deres Kres, hvilket Enhver kan se af deres skrevne Erindringer. Lad være, at dette var to Undtagelsesmennesker, sjælden begavede og alsidige. Det var de ganske vist. Men Husholdning var i deres Tid en ganske anden og besværlig Ting end nu, hvor Opfindelser og Samfærdselsmidler har gjort den til en noget mere underordnet Faktor. Vi skal ikke mere rulle Tøj og gøre Olielamperne rene, vi behøver ikke mere at købe en kvart Okse til Udskæring og forskrive Smør fra Landet i Fjerdinger. Alt er gjort nemt, alt er lagt til Rette for den af andet Arbejde optagne Husmoder.
“Pyt med Lamperne og Smørret,” vil man sige. “Det er Børnene, det gælder, Børnene, der lades ene tilbage den største Del af Dagen med en Tjenestepige, der kom til den første og gaar igen den næste første. Skal de forsømmes og forhutles, mens deres Moder sidder i Banken eller staar bag Disken.” Nuvel, afset fra, at ældre kvindelige Paarørende i mange Tilfælde tager Affære, hvor Husmoderens Tid er beslaglagt, kan der svares, at naar alt kommer til alt, er det maaske ikke de Mødre, der har Ansættelse i en Bank eller et Postkontor, der tager sig mindst af deres Børn eller overlader dem de fleste Timer til betalt Hjælp. Lad os blot se f. Eks. ved de fashionable Kirkebrylluper eller i de søgte Konditorier og Kaféer eller paa Gaden i Strøgtiden eller til de billige Realisationer af Modepynt i Stormagasinerne – alle disse Steder, hvor det myldrer med Damer, der kun har den Pligt at være Hjemmets Bæreerinder – ja, lad os se, hvor mange Timer pr. Dag de gladelig forlader deres Hjem, og maaske vil det vise sig, at den kvindelige Bankfunktionær bærer Hjemmet lige saa godt paa sine Skuldre, om ikke bedre, simpelthen fordi hun er mere pligtbevidst og mere arbejdstrænet. Dygtige og værdifulde Kvinder er nemlig mærkelig elastiske i deres Tidsfordeling. Saa dybt er Sansen for Hjemmet og Familien fra Naturens Haand præget i deres Sind, at det ikke falder dem ind med en Tanke at sætte sig til Hvile i Fritiden, som Manden gør det med sin Pibe og sin Avis. Ganske uvilkaarligt, næsten uden at vide af det, benytter Hustruen enhver lille Stund til at sprede Hygge og Skønhed i sit Hjem. At hvile sig – det er for den dygtige Husmoder at give Geranien i Vinduet Vand eller at sætte sig ved Børnenes Arbejdsbord og høre dem i tyske Gloser, medens hun stopper deres Strømper til næste Morgen. Og det gør hun og vil altid gøre, selv om hun nok saa meget har siddet ved en Kontorpult om Formiddagen.
Med denne min Opfattelse, at de selverhvervende unge Piger bør være varsomme med at opgive deres Erhverv, fordi de gifter sig, den deles indtil videre absolut ikke af mange indenfor Forretningsdamernes store Lejr. Jeg har haft Lejlighed til at iagttage det paa mange Maader i selve deres Foreninger ved Diskussioner og Samtaler om disse Emner.
“Naar jeg bliver gift, saa vil jeg rigtignok opgive min Bestilling.” Det er, hvad man altid hører dem sige. Og et lille Lys i Øjet viser, at det er deres lønlige Drøm at opgive det hele helst den Dag i Morgen for kun at være gifte Koner Resten af deres Liv. Og det har jeg været ked af at høre. Saa har jeg prøvet at sige til dem: “Opgiv ikke at have det egne Erhverv, den lille stadig flydende Indtægtskilde til at hjælpe efter med, hvor det kniber. Husk hvor rart det er at kunne sige: Jeg vil gøre det eller det i Stedet for at skulle sige: Maa jeg gøre det? Intet Gode kan i Længden opveje den personlige Uafhængighed.” Forgæves. Den, der siger noget saadant, taler for døve Øren.
Der findes i vort Samfund Tusinder af unge selverhvervende Kvinder, dygtige og retskafne, pligtopfyldte og paalidelige, men saare faa af dem har Marskelstaven i Tornystret – jeg mener den faste Vilje til efter endt Læretid hos Andre at vove Springet ud i det Uvisse og starte en selvstændig Forretning, saaledes som næsten enhver ung Mand sætter sig som Maal. Man ser det jo, vi køber alt det, der hører Damer til – vore Hatte, vore Handsker og vore Baand, ja, endog vore Korsetter – hos Mandfolk.
De franske Kvinder har den Fremdrift, som vore mangler. Naar man gaar gennem Gaderne i Paris, vil man lægge Mærke til, at saa godt som alle de mindre Butikker med Ting som Papir, Blomster, Nips, Lædersager o. l. er i Hændene paa en Dame, som kaldes la patronne. Og naar hun er gift og ikke selvstændig ejer Forretningen, saa er hun i hvert Fald sin Mands nidkære Medarbejder og Kompagnon, mens hun her hos os kun er Bærerinden af hans Hjem paa en fjerde Sal, i et andet Kvarter af Byen. Har intet at gøre med det hele. Man kan forstaa, til hvilken Grad det stærkt udviklede kvindelige Initiativ fremmer Frankrigs uhyre Nationalrigdom, som vist i høj Grad beror paa Landets dygtige og forretningskyndige Middelstandskvinder.
Der er langt frem, inden det er saadan her. Fru Lis Jacobsen og de der tænker som hun, kan vist slaa sig til Ro – i det mindste foreløbig. Vore unge selverhvervende Kvinders Ærgerrighed gaar nu kun til at faa en god Plads indtil hun faar en god Mand, og saa lader hun ham om Forsørgelsen. Saa kommer det jo blot an paa Temperament og Livssyn, om man synes, dette er af det Onde eller det Gode. Det er svært at komme til Enighed om.
Emma Gad.
Emnet fortsætter i kronikken en måned senere.
1912 – KVINDE-ERHVERVET og HJEMMET 2