Da jeg en Gang var Barn, sad jeg i de lange Vinteraftener og læste, saa godt jeg kunde, i nogle smaa gule Hæfter, som af og til udkom og paa Omslaget havde et Billede med en flyvende Stork, der bar en lille Dreng paa Ryggen. I disse Hæfter, stod der Eventyr, som f. eks. hed “Nattergalen”, “Den standhaftige Tinsoldat”, “Den grimme Ælling”, “Den lille Idas Blomster” og mange andre, og de fyldte min vaagnende Fantasi med Billeder, der var skønne, ud over alle Forestillinger.
Da jeg – og alle andre af mit Slægtled – derfor véd, hvad det betyder at være vokset op med en saadan stadig klingende Tone af Skønhed indeni sig og i sit første Fremsyn at have faaet Øjet opladt for en Rigdom, som ikke er af denne Verden, har det interesseret mig at høre om, hvad Smaabørn nu om Stunder faar at læse.
Det viste sig, at det, der den Gang læstes, nu erstattes af en stor Bevægelse, hvor man gør det mest mulige for at vække Skønhedsbegrebet i de unge Sjæle og udsaa Frøkorn for Fremtiden, ikke alene i Bøger og Hæfter, men hvad næsten er vigtigere, i saa godt som alle vore illustrerede Ugeblade, ja, endog i enkelte af Dagbladenes Søndagsnumre. Det er som Regel længere Serier af Billeder, der fortsættes gennem Numrene, med Tekst snart i Vers, snart i Prosa, og da disse Serier findes paa Bagsiden af saa godt som alle Ugeblade, er det ikke et begrænset Antal Eksemplarer, det drejer sig om, men snarere Hundredetusinder, der paa den Maade spredes rundt i Hjemmene.
Det har overrasket mig at se, hvilken Tillavning man i vor Tid, hvor Civilisationen er steget saa stærkt, finder det heldigt at byde Smaabørnene som aandelig Føde. Tonen er jo nemlig en noget anden end i den nu tilbagelagte Kunstretning, som hørte til i min Tid, hvor Mønsterbogen i sin Slags: “Den store Bastian” betegnede det første Trin paa den Trappe, man skulde op ad. Nutidens Børneliteratur i alle disse Hæfter og Blade har til Hovedgrundlag et Par Drenge med cirkelrunde Øjne, en Hund og en Politibetjent, der slaar sig, saa der staar Stjerner ud af Panden paa ham. Eller ogsaa udmales paa Vers med ledsagende Billeder, hvilken overnaturlige Genvordigheder, der tilstøder Børnene “de smaa Pjevser”, som de stundom kaldes, naar de færdes alene ude i Naturen.
Det Fond af Lune og Livsfilosofi, som kan uddrages af dette Materiale, udnyttes f. Eks. i følgende Vendinger:
En Dag, da Pjevserne i Skoven gik,
de Øje paa en mægtig Haandvægt fik.
Den lignede et Elefantuhyre,
og rædselsslagde flygted de smaa Fyre.
Og saadan fortsættes i det uendelige med Billeder af Dyr, kunstigt konstruerede af Brugsgenstande. Man kan tænke sig den Skabelon, de har.
Det er nogenlunde det samme allevegne. I et andet Eksemplar, kaldet “Skovens Rædsler”, ser man Fugle lavede af Smækdørsnøgler, og en vandrende Bagerovn paa fire Ben og med Kohoved, om hvilken der poetisk skrives i Teksten:
Endelig en Bageovn
henimod dem skrider,
der ser god og venlig ud,
stanger ej og bider
I dens Mave findes der
Mad for flere Dage,
al Bekymring er saa endt,
standset hver en Klage.
Da Billederne staar paa nøjagtig samme aandelige og kunstneriske Niveau som Teksten, vil man af disse Par Eksempler let kunne forestille sig den Samvirken, der skal udgøre Grundlaget for kommende Slægters Aandsdannelse. Lave Aander, som har lidt ondt ved at følge med Tidens rivende Udvikling, vil maaske sige, at disse Serier er fordummende. Jeg vil være ærlig – jeg hører til disse gnavne Individer, og jeg begriber ikke, at ikke andre har taget “de smaa Pjevser” og deres Kammerater ved Vingebenet og holdt dem frem til almindelig Beskuelse, og især, at det ikke er gjort af dem, som man maatte tro er mest interesserede i, at Børnene holdes aandeligt vaagne og byder dem det bedste, nemlig Lærerne og Lærerinderne.
Man har i lange Tider ikke kunnet aabne en Avis uden at se Lærerne af begge Køn i Totterne paa hverandre i Anledning af Skolepenge og anden Forbedring af deres ydre Kaar. Hvis disse Barndommens Vejledere kunde tænke sig at begrave deres blodige Tomohawkere og under en Vaabenhvile hellige sig Fredens Sysler, vilde det vist ikke være af Vejen, om de gav sig til at luge i den Mark, hvor de smaa Pjevser gror, og om de anmodede Ugebladenes Redaktioner om at maatte indvirke lidt paa Valget af Bladenes Børnetekster, hvis Masseudsendelse vilde kunne have vidtrækkende pædagogisk Betydning om den ydede et godt og velberegnet Stof og ikke betragtede smaa Børn som Idioter.
I Fald ikke Lærerne og Lærerinderne gør et Forsøg paa dette, bliver det vist i Længden værst for dem selv, da Pjevselitteraturen næppe gør deres Elever intelligentere, men snarere bidraget til at forøge den stadig stigende Pladsmangel paa Aandssvageanstalterne. At fremskaffe noget bedre end det, der nu ydes, kan ikke være svært.
Ved et Tællelys sad jeg den Gang og fordybede mig i Læsningen af Tornerose, Askepot og “Snedronningen”. Ja, ved et Tællelys, som af of til blev pudset med en Lysesaks, for at jeg bedre kunne se Petersens skønne Billeder af den evige Is. Nutidens Børn er omgivne af elektrisk Lys, der gnistrer frem fra utallige Kontakter i hver en Krog. Der er sket et mærkeligt, et rent eventyrligt Fremskridt i Teknik, siden Børnenes Digter skrev “Snedronningen”, men uimodsigeligt et teknisk Tilbageskridt i Eventyr.
Emma Gad.