Den Tid, hvor Kjøbenhavn var alene om at betegne Danmark, er ophørt. Aarhus har faaet sit faste Teater og sin Fødselsstiftelse, Odense er snart lige saa vidt, og begge Byer følger ogsaa paa andre kulturelle Omraader i Hovedstadens Fodspor – de har saaledes vist sig at besidde Storsvindlere efter de bedste kjøbenhavnske Mønstre.
Den store brigade – Fremtidens omgangstone
Ja, overalt er der i den Henseende tydelige Fremskridt at spore. Selv fra de mindste Købstæders Svine- og Andelsslagterier Landet over melder Telegrafen med smaa Mellemrum om alvorlige Underslæb, ja om det saa er saa tilsyneladende uskyldige Anstalter som Æggepakkerier o. l., bringer de Folk i Fristelse til at forgribe sig paa Andenmands Hundredkronesedler.
Den tænksomme Læser aner, at der forud for ethvert saadant Telegram er gaaet en haard Kamp, hvor Revisionen efter forbitrede Stormløb har erobret de Forskansninger af falske Posteringer, efterskrevne Veksler m. m., bag hvilke d’Hrr. Snydere har søgt at dække sig. Noget af det gaar naturligvis i lange Tider og opdages først, naar Sølvkransen fra Kollegerne er nedlagt paa Kisten, men mangen en brav Kæmper falder ogsaa dødelig ramt sammen ved den tømte Kasse ligesom hine franske Helte, der er blevne forevigede paa Billeder under Titlen: “De sidste Patroner”.
Men ligesom Tanken i den rigtige Krig ikke blot opildnes ved Heltene, der bukkede under paa Slagmarken i den sidste forbitrede Kamp, men tillige vender sig med stille Vemod til de Efterladte, saaledes har man vel opsaa en Pligt til at tage Standpunkt overfor dem, som Revisions-Valpladsen har berøvet Ægtefæller, Fædre og Sønner. Spørgsmaalet en nemlig ved at blive ikke alene aktuelt, men brændende, da der snart ikke findes den Slægt, som ikke med Stolthed kan pege paa et Medlem, som er afgaaet til den store Brigade. Det er efterhaanden et ret artigt Antal af Direktører, Inspektører, Kasserere, Bestyrere osv., der for en Tid ombytter det Timelige med det Fængselsmæssige, og selv om Aaret for dem konverteres fra 12 Maaneder til 9, er og bliver der dog indtil videre et kedeligt lille Klip i deres Livs Udvikling. For deres Kres er de saa vidt ude af Sagaen, siden de for en Tid har trukket sig tilbage til et fredlyst Asyl, hvor ingen Revision findes – i det mindste for dem – undtagen for de Papirsposer eller Gulvmaatter, de skal forfærdige pr. Dag. Fred være med deres Minde, saa længe de er vel anbragte derinde.
Men de Paarørende, som ingen Ting har gjort, de maa pænt blive udenfor i de tilvante og dog ganske forandrede Omgivelser. Mens Ens Hjerte kan bløde ved at tænke paa, hvor meget pinligt de har gennemgaaet og endnu har tilbage, saa maa man virkelig snart ogsaa have lidt Sympati med alle os Andre, der heller ingen Ting har gjort og endnu ikke rigtig véd, hvordan det skal gribes an. Den Udvikling, Samfundet paa det Punkt er undergaaet, har nemlig gjort et Sidesving bort fra den solide slagne Landevej, som utallige Slægtled har vandret paa i Retning af Omgangstone eller Skik og Brug – hvad man nu vil kalde det.
En skøn Morgen ved Kaffen aabner man altsaa sin Avis og ser, at Hr. Direktør N. N., en af Ens Paarørende eller nære Omgangsven har “eksproprieret” ca. 100,000 Kr. og er bleven anholt. Hvad gør man saa? Først kommer der en Overraskelsens Pavse. Ens Kaffebrød standser paa Vejen til Munden. Straks derpaa slaar Telefonen sin Morgentrille, og forskellige Med-interesserede underretter En om, at det ved Gud er rædsomt, hvad man iøvrigt selv havde tænkt sig. Der staar man altsaa med en lille ubehagelig Fornemmelse af at have været med til at formøble de stjaalne Penge, da det jo altid er de Flottenhejmere, der giver hyppigt og flot Traktement, som en skønne Morgen befinder sig i Rævesaksen. Man hvad saa? Tager man saa Tøjet paa og iler med den første Sporvogn til de Efterladte? Hjertemennesker vil i Reglen sige Ja, men selv Hjertemennesker har det ikke godt paa Vejen opad de tæppebelagte Trapper, og naar man kommer indenfor, har man ikke stort andet at sige end den Telefonerende, nemlig at det er rædsomt, hvilket den efterladte Hustru ogsaa havde lagt Mærke til. Samtalen er i hvert Fald lidt vanskelig at føre igennem paa Grund af de manglende Synspunkt, hvorunder den skal ses. Man kunde naturligvis ogsaa have klaret det med at sende en Billet, men hvorledes skal denne affattes? Det lyder saa nemt, men det er nu ikke saa let at skrive et saadant Brev, fordi Sprogbrugen ikke har holdt Trit med Udviklingen. Man er endnu ikke kommen til det Punkt, at hvor man i halvt hjertelige, halvt spøgefulde Udtryk kan slaa det hen som en lille besværlig Passage i Livet, man nu en Gang skal igennem og ret nemt kommer over. Og paa den anden Side faar nogle alvorlige og gribende Ord let et Anstrøg af Begravelsesstemning over sig, som aldeles ikke har Rod i Virkeligheden. Thi i Virkeligheden er Snyderen ikke borgerlig død med det samme – tværtimod.
Læg Mærke til – han har en god Presse – jo mere han har stjaalet, jo mere beskæftiger den sig med ham. Ja, han indtager ligefrem en Hædersplads, idet man daglig mindes ham med smaa Anekdoter, med Portrætter og biografiske Data, med Opremsning af hans Dekorationer og Hædershverv, ja man har selv en lille Sukces ved at have været sammen med ham i Selskab et Par Dage før Anholdelsen. Saa følger der under Forhørene Interviews med Assessoren og de besvegne Institutions Ledere og Revisorer, altsammen for at faa det Faktum opklaret, om han har begaaet “Falsk” eller ikke, et Spørgsmaal, der tillægges uhyre Betydning – hvorfor véd jeg ikke, idet jeg som gammeldags Borgerinde fra en Tid, hvor det var utænkeligt, at Ens Omgangsvenner stjal, maa synes, at har man snydt, saa har man snydt, og saa er den Potte ude. Dog – man kan spare sig Spændingen, for ved nærmere Eftersyn viser det sig saa godt som altid, at der er raderet og kradset og skrevet gale Navne og Tal, og at han altsaa skal i Forbedringshuset.
Den dag, hvor Dommen falder, er endnu ikke inddraget blandt de Fest- og Mærkedage, paa hvilke man har at give Agt indenfor sin Omgang, og man er derfor indtil videre noget i Vildrede med, om man skal opfatte den som en Familiebegivenhed, hvad det dog er, og aflægge Huset et Besøg, eller sende en hjertelig Hilsen, idet man dog nødig, ved ganske at forbigaa den, vil have Ord paa sig for at mangle Deltagelse ved Vendepunkterne i Ens Venners Liv.
Imidlertid – hvad man saa end gør – Dommen er der, i Fængslet kommer han og sidder der altsaa. Men Livet gaar jo ligefuldt sin Gang for dem, der blev tilbage; det maa leves. Men hvordan – selskabelig set? Tager de imod Indbydelser eller er de døde for Verden? Og vi Andre! Er det ved et lille Selskab eller en mere familiemæssig Sammenkomst elskværdigt eller er det taktløst at sende en venlig affattet Indbydelse, og betragtes det som passende for Hustruen eller i hvert Fald for Døtrene at give Møde, og holde deres Paaklædning saa i lidt douce Farver og beskedent Snit, eller bærer de Sagen igennem for fulde Sejl? Det maa man næsten haabe, for ellers vil Selskabeligheden snart antage et for lidet festligt Præg. Overfor de Gnavpotter, der endnu er saa lidet tidsmæssige, at de gaar om og kritiserer, at Svindleres Døtre viser sig paa Gaden med store Fjerhatte, kan disse unge Damer med en vis Ret gøre gældende, at Faderen jo ikke kommer paa fri Fod, fordi de gaar hen og bekoster en Hat af mindre Omfang. Det er uomstødeligt.
Og nu ved Bedragerens Fødselsdag, hvor der var Tradition for, at man sendte Familien en Kringle, sender man saa fortvarende denne, og sender man den i saa Fald eller forsøgsvis til Vridsløslille, hvor de dog ogsaa, med saa mange celebre Beboere, efterhaanden maa begynde at faa Øjnene op for Livets mere mondæne Krav. Dog, dette hører jo til de mindre Ting; værre er det, naar man ser den Dato ubarmhjertig nærme sig hvor Synderens Sølvbryllup skulde have været fejret med en prægtig Familiefest, og man med Forbløffelse husker, at man Aaret i Forvejen til sit eget Sølvbryllup af ham fik en Sølvopsats eller en Vase fra den kgl. Porcelænsfabrik, dekoreret med Ens Fødested. Hvorledes klares den Situation? Sender man Gave eller Blomster eller nøjes man med et Telegram, og lyder dette paa Hjertelig Lykønskning eller Hjertelig Deltagelse?
Hvis man rigtig tænker Sagen igennem, vil der under de nye Forhold optaarne sig en række vanskelige Smaatilfælde, og naar man giver sig til at gruble over dem, bliver det En mere og mere klart, at det kun bliver værre. naar den kære Slægtning elle Ven kommer ud igen. Den Dag indtræffer nemlig kun altfor hurtigt hvor han aflægger sit maaske flatterende Fangekostume med Knæbukser og hvide Uldstrømper og viser sig igen i den samme nu noget umoderne rundpuldede Hat, han havde paa, da han blev sat fast. Hvis Konen i Mellemtiden har ladet sig skille fra ham, lader man det jo bero paa det mere familiemæssige Hensyn til, hvem af dem det er, der er En uvedkommende. Hvis hun derimod er af Solvejgtypen og har ventet Vinter og Vaar, kan man altsaa imødese en Visit, og hvis man ikke er hjemme, aflægger de Kort sammen som et Par Nygifte. Gengælder man saa denne Visit i det genrejste unge Hjem, og er dermed en fast Omgang atter etableret, som om intet var hændet? Eller gengælder man ikke Visiten og skyder Spørgsmaalet ud som noget, der kun angaar mere officielle Familiefester? Og er han ved saadanne Lejligheder at betragte som almindelig Festfigur, som man uden videre kan give en Dame tilbords?
Der en maaske endnu de Familier som er tilbøjelige til at holde ham noget i Baggrunden, men dette er jo ugørligt, naar han selv er given som Forgrundsfigur, f. Eks. naar hans Datter holder Bryllup. Hun har været Genstand for almindelig Sympati, og Slægten vil gerne vise sig lidt net, men alligevel! Fører han hende saa selv op ad Kirkegulvet eller indtager han en tilbagetrukken Stilling i Pulpituret med de smaa Baase? Og ved den efterfølgende Banket, rejser han sig saa og takker sin Datter for Samlivet med hende i de Aar, han har været paa fri fod?
Dog, ved Glædesfester er det jo lettere at arrangere sig, men naar Sorgen anslaar de dybeste Strenge i Gemyttet og udsletter alle Uoverensstemmelser, som f. Eks. ved en Familiebegravelse, træder han saa an ved Baaren som nærstaaende Slægtning og Ven og trykker Sørgeskaren i Haanden, eller er det heldigst at formaa ham til at holde sin floromhyllede høje Hat i Baggrunden, selv om han er Broder til Liget?
Jo mere man drøfter det, jo flere Spørgsmaal vil der fremkomme, som er vanskelige at besvare, men Forholdene fører jo henimod, at de nødvendigvis maa besvares, og de bliver det sikkert ogsaa. Man har et Fingerpeg i Opfattelsen af Falliter før og nu.
Der var vistnok en Tid – jeg synes at kunne minden den – hvor en Fallent ifølge de da herskende strengere Krav til Redelighed ganske uretfærdigt blev betragtet nogenlunde som nutildags en Bedrager. Vi véd Alle, at den Tid er nu ganske forbi. At gaa fallit betragtes nu som den hæderligste Maade af Verden til at blive af med en Forretning der ikke gaar, selv i de desværre ikke sjældne Tilfælde, hvor Kraket fører til, at de arme Kreditorer bliver narrede for saa godt som alt, og mange Familier bliver forarmede. Saa bliver Ophavsmanden blot Direktør for noget andet og siger “Schwamm d’rüber.”
Derpaa gik man over til – selskabeligt og socialt – ikke at synes rigtig om den Mellemting, der hedder svigagtig Fallit – hvad man populært kalder: “Ikke rent Mel i Posen” eller “lige paa Grænsen”. Men vil man være retfærdig, maa man indrømme, at ogsaa paa det Punkt har et langt friere Syn gjort sig gældende. Man ser jo allerede, at de fordumsfrie Kreditorer og andre Intersserede laver et Aktieselskab paa Resterne og gør Svindleren til dets Direktør.
Endnu staar ganske vist tilbage, at man til saadanne noget havarerede Foretagender i de ledende Stillinger socialt og forretningsmæssigt skulde foretrække Folk, der tillige har uddybet deres Livssyn og Erfaring ved at have gaaet en Fængselsstraf igennem. Dog – det kommer nok, naar der efterhaanden bliver saa mange kendte og smarte Folk at vælge imellem. Udviklingen gaar jo upaaklagelig fremad.
Emma Gad.