Den kommende Sæson

Hvorpaa han gik videre for at fortrylle andre Lykkelige med sit charmerende Væsen. Denne Bemærkning rinder mig undertiden i Hu, naar jeg forgæves – lige forgæves formodentlig som de fleste andre – forsøger at tilegne mig Indholdet af en eller anden vidtskuende finansiel Artikel med Udsyn over Guldfod og Sølvfod og Diskonto og Emission og Vekselvirkningen i Eksport og Import og hvad det altsammen hedder i den for Profane ganske mesopotamiske Bankterminologi. Gode Skaber, hvor maa det være svært at faa Overblik i disse Forhold – eller hvor forekommer det svært for den, der ikke har Anledning eller Pligt til større finansiel Indsigt end at faa Pengene til at slaa pænt til fra den ene første i Maaneden til den næste første. Allerede det er svært, forfærdelig svært, og bevirker et saadant Forslag i Maanedernes Længde, at det ligefrem maa bidrage til, at Livet synes En længere end paaregneligt – det vil sikkert alle Husmødre paa fast Ration give mig Ret i.

Men saa kan det ske, at man til sin Glæde slaar ned paa en national-økonomisk Sætning, der er saa klar som selve den lyse Dag, selv for den statsøkonomisk set ganske ukyndige Husmoder, paa hvem alligevel i saa høj Grad den nationale Velfærd beror – det vil sige i det samlede Antal. En saadan letforstaaelig Sætning udtalte Grosserer Christopher Hage i sit Foredrag forleden i Handels- og Kontoristforeningen, da han kom ind paa vor Udførsel og Indførsel. Han sagde nemlig ifølge Referatet om vor Import, at “da den siden Krigens Udbrud havde været ringere end sædvanlig, var Resultatet i Øjeblikket det, at vi ikke alene havde afviklet vor Gæld til Udlandet, men endog har betydelige Tilgodehavender, ca. 100 Millioner Kroner”. Ja, det stod der Altsaa – efter at der i en Aarrække offentlig og privat har været udtalt Ængstelse for, at vi levede langt over Evne, og at vor Gæld til Udlandet var blevet saa stor, at det hele gik Pokker i Vold, saa viser det sig nu, at blot tre Maaneders nødtvungen Sparsommelighed har været tilstrækkelig til at bringe Balance i Tingene. Vi maa altsaa have soldet antageligt.

Naar det forholder sig saaledes med Tallene, var det saa ikke Anledning til, ogsaa naar Krigen hører op, at blive ved med i det mindste noget af denne Sparsommelighed og fremdeles føle of frie og ugældbundne? Husmødrene, Bærerinderne af den hjemlige Økonomi, kan bidrage meget dertil, og naar vi spørger dem: Har det været meget føleligt i disse tre Maaneder, har vi haft det skralt, saa vil de tænke sig om og svare Nej, vi har trods alt haft det ret godt. Naturligvis – enhver kan forstaa, at man under almindelige Forhold ikke vil kunne lægge saa meget op som i dette Efteraar. Det er vel kun sket, dels fordi Udførslen har været saa betydelig og fordi Indførslen af Nødvendighedsartikler som Korn, Kul, Benzin, Petroleum og alskens Raamateriale i nogen Tid var hemmet. Men det kan vel næppe fejle, at det ogsaa har givet et godt Bidrag til de hundrede Millioner, at der i de omtalte tre Maaneder har været saa meget mindre Import af Luksusvarer end sædvanlig, dels fordi man ikke har kunnet faa dem hertil, dels fordi de trykkende Tider har bortledet Tankerme paa Fest og Livsnydelse og man derfor nødvendigvis har sparet.

Begyndelsen af Sæsonen har af den Grund været stille – de, der skal leve af den, kalder den rent ud sagt sløj. Men der begynder dog at vise sig svage Livstegn. Ikke fordi Forholdene er blevet bedre – tværtimod, hver Morgen, man aabner sin Avis, er der kommet endnu et Land med i Krigen. Men Rædslerne vi læser om, er saa store og i al deres Gru saa ensformige, at Hjernen til sidst sløves for Beskrivelsen af Kanontorden og lemlæstede Lig, og Sindet ligefrem tørster efter Indtryk, der er blidere, hjemligere, smukkere.

Desuden, Ungdommen, hvis første Livsfornødenhed det er at more sig, vil jo gøre sit til, at Selskabslivet ogsaa i den kommende Sæson vil faa i det mindste nogen Blomstring, forudsat at vi ikke drages med ind i Hvirvlen af Krig og Ødelæggelse. Ganske vist – tre slemme Anstødsstene bliver der jo i Form af Ekstraskat, Velgørenhed og Dyrtid. De sidste er den værste. Der er jo nemlig det ved Prisstigning, at den kommer stille og sagte paa Listesko ind paa Ryggen af os fra skjulte Steder, sætter en Skrue paa vor stakkels Ydeevne og vrider opad indtil vi er ved at kvæles. Til at skrue den anden Vej, nedad, duer Samtidig maskineriet aabenbart ikke. Der er altsaa Udsigt til, at der i vort Omgangsliv, i det mindste for Manges Vedkommende, maa blive to Veje at vælge: Enten at yde Gæstfrihed under enklere og tarveligere Former end hidtil eller at slaa en Streg over den, fordi man mangler Mod til at sætte sig op mod Skik og Brug. Kan man ikke anvende Hundreder af Kroner paa at se femten til tyve Venner hos sig, som Petersens og Hansens gør ved deres Middagsselskaber, saa tager det sig bedre ud helt at lade være. Hvilken af Vejene vil fortrinsvis blive valgt?

Det kan ikke nægtes – vi lever i et Spisningens Land. Det er umuligt for os at tænke os nogen som helst festlig Anledning, uden at den munder ud i Spisning – det meget populære begreb, der benævnes en god Middag. Om det saa er ved de alvorlige og højtidelige Lejligheder som Begravelse, Daab og Konfirmation – spises i Fællesskab skal der – god Mad og meget Mad til Husvalelse i Sorgen og Opbyggelse for Sindet. Saadan har det været fra Arilds Tid – det er en vort Folk dybt iboende Trang, og det vil derfor næppe nogen Sinde blive anderledes. Men der er jo Grader i Alting, og det er vist en ret høj Grad, der for tiden er naaet. De gode Samfærdselsmidler har bevirket, at alle Klodens Delikatesser lader sig samle paa ét Bræt, de mange nye Erhvervsgrenes hurtigt tjente Penge gives ogsaa flot ud, og Resultatet er, at Spisningen er blevet til Selskabslivets Hovedtiltrækning og Midtpunkt i Stedet for den Baggrund, baade for Unge og Gamle, ja, endog for Børn. Vi ser Alle, hvordan den ene Værtinde i det velhavende Bourgeoisi – naturligvis efter forskellig Maalestok – lægger an paa at overtrumfe den anden i Retternes Antal og Vinenes Kostbarhed. Ikke alene skal Fødevarerne helst samles fra fjerne Lande – Kaviar fra Volga, Leverpostej fra Strassburg, Skinke fra Prag, Trøfler fra Frankrig, men der skal tilmed vendes op og ned paa Aarstiderne – Lammene skal serveres ved Nytaarstid, Kyllingerne i Februar, Jordbærrene til Paaske. Naar man spørger om en lille, festlig Sammenkomsts Forløb, faar man som oftest det Svar: “Det var en udsøgt Middag og saa – ja, saa var der Den og Den”. Udbyttet i Retning af Vid og Humør bliver der sjældnere talt om – maaske fordi det er druknet i et Ocean af Mad. Og det er for saa vidt Synd, for eksisterer der et Folkeslag, som har faaet disse Egenskaber i Vuggegave, saa er det vore Bysbørn. Skæmpefuldhedens herlige Gave er dem medfødt.

Nu er det jo saadan, at vi allesammen bedre kan lide god Mad end daarlig Mad – ogsaa den Egenskab er os medfødt – men vi behøver ikke saa meget af den ophobet paa én Gang, som det efterhaanden er blevet Skik ved ganske almindelige Middagsselskaber. Ikke alene behøves det ikke, men vi har slet ikke godt af det, hvis vi skal tro Fletcher og Bramsen og Hindhede og de andre Vismænd paa Ernæringens Omraade. Nogle Retter færre vilde ikke alene faa os til at strutte af Sundhed, siger de, og gøre April-Kuropholdene i Karlsbad og Marienbad mindre nødvendige, men vi vilde ogsaa more os bedre, naar vi samles, fordi altfor megen Mæthed gør os tunge og dvaske.

Det vilde jo, med disse Formaninger for Øje, være lige gavnligt for Aanden, Legemet og Pungen at indføre et mindre overdaadigt System i Gæstfriheden, og Krigen, der raser omkring os, vilde jo da i det mindste have den heldbringende Følge – rigtignok nødtvungne – at det intellektuelle Moment i Selskabslivet, som nu er skudt ganske til Side for det materielle, vilde faa Lov at komme lidt mere i Forgrunden. Et spirituelt Ordskifte mellem Gæsterne er jo i disse dyre Tider utvivlsomt billigere for Værtinden end en Gaaseleverpostej som femte Ret og efterlader, naar alt kommer til alt, et mere blivende Indtryk.

Vore Bedsteforældre forstod det bedre – de kendte den Kunst, der nu er næsten uddød, at give Selskabslivet Gratie og Charme ved at basere det paa andre Ting end Spisning. De vidste at fængsle og variere anderledes end vi, der, hvad intellektuel Stimulans angaar, højst formaar at svinge os til en Bridge.

Der var meget ved gamle Dages Selskabsliv, der var nydeligt. Man kom sammen ved Ottetiden og fik kun en let Aftensmad. Den betragtedes som det, den var, en Biting, fordi man samledes – ikke om den – men om en selskabelig Interesse. I ganske smaa Krese læstes der højt – man var jo den Gang mere æstetisk interesseret end nu, men endnu oftere var det Musik – Sammensang, Kvartetspil, al Slags Kammermusik – det smukkeste af alt Samvære, der intereserede en Kres. De dygtige Amatører var flere end nu, hvor enhver lille Frøken, der har lært en halv Snes Romancer, aspirerer til at faa en saakaldt Sangeraften i Koncertpalæet og foragter private Ydelser dybt. Og man spillede Komedie – paa Dansk eller andre Sprog – man havde Soiréer med Tableaux vivants, Skyggebilleder og Laterna magica, de Unge havde Sammenkomster med Ordsprogslege, og hvis man vil gaa lidt længere tilbage i Tiden, florerede Attituderne og de yndefulde Danse stærkt i Selskabslivet.

Hvorfor ikke i den Sæson der kommer, hvor der altsaa næppe bliver Raad til mange kostbare Middage, og hvor Luksus og Rigdomsudfoldelse heller ikke vil virke heldigt – hvorfor ikke lade lidt af alt dette genopstaa ved hyggelige, men tarvelige Aftener suppleret med de ny Ting, der er oppe i Tiden, saasom levende Billeder, moderne Danse, og hvad der for resten findes. Vor Bys elskværdige Værtinder vilde derved baade opnaa at more sine Gæster paa et mere fantasivækkende Grundlag end ved kostbar Anretning og desuden ved Besparelsen at bidrage til at berige os med – var det ikke hundrede Millioner?
Emma Gad.