Damernes titulatur

Den overvældende Tilslutning, som Politikens Enquête om Frue- og Frøkentitlen har faaet (kronik 29. maj 1910 – Frue og Frøken), viser bedst, at hvor uenig vor Dameverden end er om selve Spørgsmaalet, er den sig dog bevidst, at selv om en Benævnelse ved første Øjekast synes at være en ringe Ting, vil et Systemskifte paa dette Punkt alligevel, samfundsmæssigt set, have sin store Betydning og ændre mangt og meget i de nu gængse Forhold.

Og dette finder den Ene rigtigt, den Anden galt – selvfølgelig.

At Reformen en Gang vil komme, er givet, men at dømme efter den store Meningsforskellighed, der gør sig gældende, vil det næppe gaa saa hurtigt og resolut, som med Underklassens Erobring af Frue- og Frøkentitlen. Man vil sandsynligvis ikke tro mig, naar jeg siget det, men jeg har virkelig oplevet, at en Rengøringsdame hed Madam Jensen, og at man til en Butiksdame, en Sy- eller Strygejomfru skrev: Kære Jomfru Petersen. Men alle disse Damer af Haandgernings-, Husholdnings- og Butiksfaget har formaaet, hvad vi Andre ikke synes at kunne. De var nemlig enige. De har villet erobre den daværende Overklasses Titulatur, og de har energisk gennemført Reformen i Løbet af en Snes Aar. Og de har haft Ret, saa sandt som det er ganske urimeligt med en Dobbel-Titulatur at uddybe Klasseforskellen og danne er Art Kastevæsen. Kun havde det maaske været nok saa heldigt, om Damerne havde formaaet de oprindelige Indehaverinder af Frøkentitlen til at stige ned til Jomfrubenævnelsen, der er saa meget smukkere og mere national. Naar jeg af og til i mine Skrivebordskuffer kan træffe paa et gammelt gulnet Brev, skrevet af min Fader til min Moder i deres Forlovelsestid, og ser paa Udskriften: “Jomfru Sophie Munch, Kristiania,” synes jeg, det lyder saa nydeligt, næsten rørende, men lige saa fjernt og utidsvarende som Harpespil og Sko med Korsbaand. Derfor – hvis det nu gik, som en hel Del Indsenderinder i Enquêten har foreslaaet, at man vender tilbage til Benævnelsen Jomfru, og at de dannede Klasser gør Begyndelsen dermed, saa vilde det jo rigtignok paa den mest poliste Maade være at snigløbe de tapre Erobrerinder, som med Rette vilde finde, at det var en stakket Sejr, de havde vundet, naar selv de Besejrede antog den kasserede Titulatur som den fineste og smukkeste, og derved gjorde Frøknerne til de vulgære. Det vilde føre til et lynsnart Tilbagetog.

Et forslag er mellem Meningstilkendegivelserne stadig kommet igen, og det gaar ud paa, at Hustruen ikke antager sin Mands Navn. Meget godt, men dette vil, lige saa lidt som Frue- og Frøkentitlen, blive nemt for Damerne at enes om, idet den, der er født Svendsen og formælet Rosenkrantz, selvfølgelig vil mene, at det vil være yderst uheldigt at have hvert sit Navn, hvorimod den, der er nu Rosenkrantz og gift Svendsen, vil hylde den Anskuelse, at det er en smuk og national gammel Skik, som vi absolut bør vende tilbage til, og at Fru Birgitte Gøje, selv om hun bibeholdt sit eget navn, dog staar i enhver Skoledrengs Bevidsthed som Herluf Trolles hæderkronede Hustru, staaende paa Billederne ved hans Side iklædt Pufærmer, Badehætte og Fjerbaret.

I én Henseende har den Gruppe, der tilraade Bibeholdelsen af Pigenavnet et stort Plus, og det er med Henblik paa de Fraskilte. Man mene om Sagen, hvad man vil, et Faktum er det jo, at Ægteskabet er mindre stabilt nu, end det har været før i Tiden – det vil sige, Skilsmisserne og Atter Giftemaalene er hyppigere. Imidlertid – en total Begrebsforvirring med Hensyn til en Dames Navn opstaar jo efterhaanden, naar Frøken Jespersen bliver gift med Hr. Thomsen, lader sig skille fra ham, gifter sig med Hr. Ingwersen, optændes af Lidenskab for Hr. Therkelsen, og forhaabentlig falder til Ro med ham. To Skilsmisser og altsaa tre Ægtefæller, eller i hvert Fald én Skilsmisse og to Mænd, er jo, som Alle ved, ingenlunde noget usædvanligt eller særlig ubeskedent i vore Dage, men skal Navnet hele Tiden forandres efter den forekommende Situatiom, bliver det maaske, praktisk set, lidt vanskeligt baade med Servietterne og med Omverdenen, da der, som bekendt, ikke er noget, Damerne tager fornærmeligere op, end at blive benævnede med deres forrige Mands Navn.

Skønt der altsaa er meget, der taler for,at Bruden ikke ændrer sit Navn, er der dog et lille Aber dabai, som man ved Forslaget maaske ikke har taget tilstrækkelig Hensyn til. Selv om man ikke tvivler om, at det er den dybeste og mest uegennyttige Elskov, der knytter de Unge sammen, naar Garderløjtnant, Kammerjunker, Grev Preben Kronhjelm ægter den stenrige Tobaksfabrikant P. G. Sørensen & Co.s Datter (lette, haandrullede Cerutter, Annonce: Prøv og døm), saa vilde maaske Millionærfrøkenen, hvis hun alle sine Dage skulle hedde Fru Sørensen, være noget mindre udsat for at blive greben af den eneste store, sande Kærlighed ved en Morgen-tête-á-tête med Løjtnanten i Ridehuset, og den nøgterne gamle P. G. Sørensen & Co. temmelig utilbøjelig til at bringe de forventede klækkelige Ofre for at opretholde den grevelige Menage paa den til Omgivelserne passende Standing. En Samfundsreform skal jo helst komme alle Statens Borgere til Gode, men Gennemførelsen af dette Forslag kunde let komme til at betyde økonomisk Krise for Husarløjtnanterne og den betitlede Del af Livgardens Officerkorps. Og efter Sigende er man i Statsvidenskaben varsom med at foretage Ændringer der kan risikere at lægge Hindringer i Vejen for de enkelte Samfundsstænders Erhvervsliv.

Ud af det Virvar, som en saadan Frihed vilde afstedkomme, vilde da den Reform, som tiltrænges, kunne arbejde sig frem, ikke som Udslag af teoretiske Betragtninger paa Tryk, men som Følge af Tidens Udvikling og Kvindesagens uafviselige Krav i saa Henseende. Og intet Gode kan dog sammenlignes med den personlige frihed til at handle, som man selv finder for godt.
Emma Gad.