Budgettet

For hvert Aar, der gaar, bliver det vanskeligere at klare, kostbarere at leve. Denne Kendsgerning antages af Alle, Undtagen maaske de haardhjertede Individer, der flaar os i Skat. For at bøde paa forholdet, gøres der Beregninger over hvor billigt og fornuftigt en Familie egentlig burde indrette sig. Altsaa – man opstiller Budgetter og samler statistisk Stof i Blade og Tidsskrifter for at udsaa Belærende Frøkorn til Store og Smaa.

En udmærket Statsøkonom har lavet Beregningerne efter forskellige Rater og Tabeller med Rubriker for hver enkelt Konto. Som Rosinen i Pølseenden efter Gas, Vask, Folkehold o. s. v. sættes saa den i en statistisk Beregning allerkæreste Rubrik: Livsnydelse. Dog, der maa erkendes, at Rosinen er ikke fed.

Saadanne Beregninger ser nu saa plavsible og fornuftige ud, naar de, nøje gennemtænkte, foreligger paa Papiret, men er maaske noget uigennemførlige ude i det brogede Liv for almindelige Mennesker, der ikke er levende Regnemaskiner. Hvad vil det nemlig sige at en Familie paa tre Personer at have f. Eks. 3000 Kr. at leve af. Det har maaske en Renovationskusk – et iøvrigt højst nyttigt Medlem af Samfundet – og det har maaske en ministeriel Embedsmand ogsaa. Men Omkostningerne for de to er dog højst forskellige. Og alle disse Budgetter udelader næsten helt den i Bylivet saa uforholdsvis store Konto, der i Betegnelsen “Diverse” rummer alt det Uforudsete og Ubestemmelige, ikke mindst Repræsentationsudgifterne, som tilvisse ikke kan gaa ind under Rubrikken Livsnydelse, men som Ingen alligevel har Mod til at unddrage sig. Og man tro blot ikke, at disse Udgifter ophober sig hos de velhavende Klasser alene, nej, de fortoner sig helt ned i alle Lag af Befolkningen med Gaver og Telegrammer, Blomster og Bidrag til de mest forskelligartede Ting. Daglig ser man saa store Ansamlinger af Buketter og Pyntepotter i de tarveligste Smaafolksvinduer, og Kareter med Gummuhjul holde udenfor højst uanselige Gadedøre som Vidnesbyrd om, at der er Familiefest derinde. Disse Familiefester med Gaver overskrider sikkert for hver enkelt Husstand den paa Budgettet bevilgede Sum til Forlystelser, hvad enten det er Brylluppet med Flugtstolen eller den Aaret efter følgende Barnedaab med Ske eller Bæger. Eller Konfirmationen! Ja, Konfirmanderne, disse unge Planter, der ved Solhvervstider spirer frem med alle Krav paa – foruden Kareten og Overflødighedshornet – at hædres med Lommeure, Jakkesæt, Fjerhatte og Bilture, dem er der ikke mange Budgetter, der slipper udenom; deres Rødder er lange og suger Gaver til sig selv fra fjerne Paarørende. Familiefesten, Begravelse med Sørgetog o. s. v. er det nu slet ikke værd at tale om, da som sagt ikke noget rundelig Beløb er budgetteret til Livsnydelse. Hvem har Raad til at dø efter de opstillede Rubrikker? Skal man rette sig efter Budgetterne, er der ikke andet for end at hænge ved Livet saa godt man kan, og nøjes med at gaa til Begravelse hos de Andre – dem, der udenfor noget Budget har ondt sig den Luksus at give sine Kære en pæn begravelse, naar de, trods alle Henstillinger, har været saa ødsle at lægge sig til at dø.

Budgettet siger: “Saa og saa meget er der paa Kontoen til Bohavets Fornyelse, og ved nøje Undersøgelse viser det sig, at der kan anskaffes en haardt tiltrængt Vridemaskine og en Sovesofa. Men saa faar en Værkfælle og Familiefader den højre Arm afreven af en Remskive, eller en Kusine med syv Børn viser sig uventet at have en Mand, der er Kassebedrøver, eller Ens Direktør holder Jubilæum men en uundgaaelig Sammenskudsfest, eller man maa være med til at tolke Folkets Deltagelse i de store Tab, der nødvendiggør Marmorsarkofager for højsalige Personer – hvor faar man det fra? Ja, man laaner altsaa foreløbig hos Sofaen og Vridemaskinen, og kan man saa ikke holde ud at vride Lagenerne med Fingrene, saa laaner man Pengene til Maskinen hos Kontoen for Gassen, og naar Gasregningen kommer, forgriber man sig paa Konvolutten indeholdende Morgenpigen, og tilsidst er det rivende galt med alle Rubrikerne.

Dog, ved at læse om disse smukke beregninger, hvor nydeligt Andre kan komme ud af det Hele skaaret i smaa Firkanter og anrettet som Sandwich, greb jeg mig selv i Barmen og gav mig i et Anfald af Modløshed at se paa mine egne beskedne Regnskaber, baade de nye og de gamle. Jeg gav mig bl. a. til at bladre i en lille henlagt Bog fra et Tidspunkt, hvor jeg kunde anvende 50 Kr. mdl. til Paaklædningspenge – andre Udgifter forudsættes jo brubrikmæssig set at være Husets Damer ukendte og unødvendige. En Maaneds Optegnelser tog sig f. Eks. saaledes ud

Men hvorfor fortsætte! Jeg iagttog med Beklagelse, at jeg, uden at have udfoldet nogen Vanderbiltsk Ødselhed for de enkelte Posters Vedkommende, dog alt havde overskredet de budgetterede 50 Kr. Hvor jeg har faaet Resten fra, véd jeg ikke, men da jeg uheldigvis aldrig har haft Adgang til nogen Kasse, er jeg vel nok kommen ærligt til Beløbet. Dog, én Ting kan jeg i alt Fald konstatere, at jeg af de saakaldte Paaklædningspenge i den angivne Maaned ikke har faaet ret meget af Klæder, eller rettere sagt næsten ingenting. Hvad har jeg da eller faaet? Heller ingenting, der er videre paaviseligt. Pengene er gaaet til alle disse løse Udgifter, som ligger paa Skillevejen mellem de forskellige Konti. Se nu f. Eks. en Dag. Det kan været en Forlystelse at købe en Roman – undertiden – lad gaa! Men køber jeg en Kogebog til Brug for Køkkenet, er det saa Husholdningen eller Bohavet eller Livsnydelsen, der skal udrede den? Hundrede Visitkort, er det Bohave eller Beklædning? En Lavrbærkrans til Fru X, er det Livsnydelse eller Skat? Klaverstemmeren, er han Inventar eller Forlystelse? Hvem kan klassificere det? Ingen. Der foreligger blot i en Pêle-Mêle disse utallige Udgiftsposter, som hver for sig slet ikke er meget, men som, ved at melde sig hele Dagen, dog bevirker, at vi mere eller mindre allesammen i den endløse Uge sidst i Maaneden gaar om med nogle Slanter i Portemonæen, gysende for de nye uafviselige Krav. Saadan gaar det de Retfærdige. Hvorledes maa der da ikke se ud hos visse Træer – dem, der ikke holder sig borte fra det, der tærer allermest paa Budgettet – offentlige Forlystelser og Restaurationsliv. Formodentlig rædsomt.

En Storby virker jo som Trækpapir paa Pengene, suger dem til sig og efterlader kun en Klat, hvor de skulde have været. Og en Familie, der stræbsomt og dydigt sætter sig for at leve efter disse opstillede Regler med Rater og Tabeller, vil vistnok inden føje Tid have set sine smukke Beregninger gaa saa grundig i Smadder af den simple Grund, at det, man kalder Lommepenge og Repræsentation, aldrig kan underkastes videnskabelig Behandling, fordi det er Udtryk for Personlighed, Stand, Opdragelse og meget andet. En konstrueret Beregning vil aldrig give Spillerum nok for det Uforudseelige, det pludselig Uundgaaelige, det forud Ubestemmelige, og den stræbsomme Familie vil gøre den Erfaring, at der er megen Sandhed, om end kun en mager Trøst, i det gamle Ordsprog: Ulven tager ogsaa talte Lam.
Emma Gad.