Man har i forskellige Blade set fremsat, at den forfærdelige Jernbaneulykke ved Bramminge har henledet ikke alene den indenlandske, men ogsaa den udenlandske Opmærksomhed paa vort Jernbanevæsen, og opskræmmet Sindene saa stærkt, at det skulde virke skadeligt paa Turistbesøget.
Naturligvis gør det denne Katastrofe særlig skræmmende, at den ikke, som ellers, foraarsagedes ved et Togsammenstød, men at den forklares paa de forskelligste Maader ved et forvirrende Sammensurium af smaa bitte Aarsager, saasom manglende Grus eller Forskydning af en Skinne eller et Par gammeldags Vogne – ja, endog Solvarmen – man tænke sig: i vort Klima saa at man uvilkaarligt maa tænke: “Gode Gud, naar en Mængde sagesløse Mennesker kan miste Liv og Førlighed under de mest intensive Lidelser, fordi der maaske er ligt smaat med Grus under Skinnerne, saa er det da en forskrækkelig farlig Ting at rejse med Jernbanen”. Imidlertid – Folk glemmer hurtigt, og er der en Ting, som Nutidens Mennesker ikke vil, saa er det at blive hjemme, hvor de hører til. Med Jernbanen maa de altsaa, siden Deligencerne er forsvundet og Lufttrafiken endnu ikke rigtig etableret. De rejsende indfinder sig saamænd nok, og selv den mest kritiske Iagttager maa virkelig indrømme, at de danske Vogne er smukt holdte og behageligt indrettede, naar man sammenligner dem med Jernbanerne i sydligere Lande, hvor det næsten er umuligt at rejse paa andet end første Klasse for Folk, der har ondt ved at finde sig i Spytteklatter paa Gulvet og mere end malpropre Toiletteforhold.
Noget andet er, om vore Banegaarde er bekvemt indrettede for de Rejsende ved Afrejse og Ankomst, om der er rigeligt med Dragere, om Befordringen fra Bagageudleveringsstederne til Biler er hurtig og praktisk, om Restavrant og Toiletteforhold er tidsvarende o. s. v. Hvis man har Lov at fremdrage et enkelt Eksempel til Belysning af Helheden og nævner Kjbhvns Østbanegaard, saa er de det ikke. Det er uden Tvivl den Station i Landet, som, fraset Hovedbanegaarden, fremvises mest til Udlændinge, fordi dens Tog fører til Landets mest besøgte Turistpunkter og Badehoteller, og den tillige benyttes mest af Byens egne Børn, som dels har Sommer- eller Vinterbolig i Villabyerne langs Kysten og dels i umaadelig Udstrækning benytter den til deres Udflugter til Skov og Strand. Gode Skaber, hvor er denne Banegaard ubekvem for Passagerene: Er der ikke noget i Jernbanesproget , der hedder et Trinbræt eller et Gangbræt som Benævnelse for den laveste Art af Holdesteder f. Eks. ude paa Heden. I saa Fald er Kjbhvns Østbanegaard kun et Trinbræt i det Store. Der skal ikke ankes over de ulidelig lange og stejle Trapper, der maa tilbagelægges mellem Ventelokalerne og Perronerne. De er naturligvis ikke behagelige for Rejsende, der bærer Haandbagage eller for Forældre, der men en Flok søvndrukne Børn og en Favnfuld Bøgegrene kommer fra Skoven en Søndag Aften. Dog, det ligger jo i de lokale Forhold, at de maa være der, selv om de vel nok kunde være byggede noget mindre ubekvemme. Men Perronerne – om man da kan give en almindelig gruset Havegang denne kosmopolitiske Benævnelse – deres upraktiske indretning har vist ikke et Sidestykke i nogen anden større By. Det turde vist andetsteds paa en Hovedbanegaard være uset, at Adgangen til saa stærkt benyttede og saa uafledelig afgaaende og ankommende Tog ikke er skærmet mod Sol og Regn – særlig mod Regn – af et Tag, og at ikke Perronens Niveau er afpasset saaledes efter Vognenes Højde, at man kan gaa lige ind og ud.
Læg en Gang Mærke til, hvordan den dagligdags Trafik udfolder sig paa denne stærkt befæstede Grusgang: Tag f. Eks. en Husmoder, der, boende mellem Kjbhvn. og Helsingør har været i Byen for at gøre Indkøb, hvad hun snart en pænt nødt til, da Priserne paa Fødemidler ved Vognene langs Strandvejen efterhaanden gør det umuligt at faa noget at spise for Familier udenfor Millionærkresene. Hun har klædt sig lidt net paa til Turen, men bliver overrasket af Regn i Byen og kommer derfor pr. Sporvogn eller Bil til Stationen med alle sine Indkøb. I den ene Haand har hun en tung Citytaske og i den anden det velkendte sammenbundne Kaos af Pakker indeholdende alle disse utrolig mangeartede Smaating, som hører ind under det hjemlige Liv. Tungt er det at bære – kun hendes tømte Portemonnæ er efter Omstændighederne let. Og dér trasker hun saa i Regnen i det vaade Grus med sine to fyldte Hænder uden Udvej til at kunne slaa en Paraply op, selv om hun har den, og klatrer og klavrer og maser for at naa op ad Vognens meningsløst høje Trin med alt sit Habengut. Resultatet bliver – maa blive – at den Hat og Dragt, der, kostbar eller billig, skulde vare Sæsonen ud, paa dette ubeskyttede og uundgaaelige Stykke Grunsgang er bleven ødelagt.
Saadan gaar det for Hundreder hver Regnvejrsdag. Jeg er vis paa, at alle Kystens Læserinder giver mig Ret og siger: “Ja, det er sandt – saadan er det” – og i Tankerne slutter sig til mig i en Fællesbøn til de høje Myndigheder, som disse Ting sorterer under – man véd i den Slags Tilfælde aldrig hvem – om at faa lidt gunstigere Livsbetingelser. For Jernbanekørsel er jo en Livsbetingelse for dem, der bor udenfor en By. Herrerne kan sagtens, for de har ingenting at bære paa uden sig selv – saa kloge er de da! Men Hustruerne – de har al Grund til at sige: “Giv os et Tag at færdes under, og lad nogle af alle de Millioner Læs Jord fra Volden, der nu smides i Vandet blive læssede af paa Østbanegaardens Perroner, eller læg et Trægulv, saa de faar en passende Højde.” Hvis de Ting iværksættes, vilde det sikkert være til større Nytte og Glæde for et stort Antal Mennesker end Svanemøllebugtens eventuelle Forskønnelse.
Selve Rejsen er det ikke værd at tale om. Vognene er nette og behagelige nok, men de er i Solskin til den Grad ophedede fra Stationen, at de vist med Glans kunde tage det op med Venedigs berygtede Blykamre.
Og det kan ikke hjælpe at give det nærliggende Raad at lukke Vinduerne op, for der er som bekendt altid gigtisk anlagte Passagerer, som ikke kan taale Træk. Man skulde nu tro, at Waggonerne under Hvilen lod sig beskytte mod Solen af høje Bræddevægge, men det er maaske ugørligt. Derimod hører det ikke til de umulige Ting at lægge et Tag over en Jernbaneperron. Man har dog set saa galt før. Hvis nu Rejsen paa denne stærkt søgte Banestrækning mellem Kjøbenhavn og Helsingør var umaadelig billig, i det mindste paa tredje Klasse, til Gavn og Glæde for Hovedstadens jævne Befolkning, saa var der maaske ikke noget at sige dertil. Men det er den jo aldeles ikke. Smaarejserne langs Kysten løber meget op for Familierne, saavel Beboere som Skovgæster. Berlinere beretter, at man dér paa den Slags Baner kan køre fra Byens Centrum længere ud end til Helsingør for 50 Pfennig. Ak, misundelsesværdige Tilstand.
Midlertidigt – siger Myndighederne om Manglerne, det er altsammen midlertidigt, indtil Banegaardsforholdene er endelig ordnede. Gud véd. Det kender vi jo, at Dumheder og Urimeligheder skydes ind under det føjelige Ord midlertidig, og det midlertidige bliver man som bekendt vanskelig af med. Var det ikke ogsaa midlertidigt, at Kystbanen anlagdes dobbeltsporet fra begge Enderne, mens der midt paa er et Par Mil – fra Rungsted til Snekkersten – hvor man kun lagde Enkeltspor, hvilket selvfølgelig virker hemmende og faretruende paa Banens hele Trafik. Han skulde tro, sligt var umuligt, men saadan forholder det sig faktisk, og hvornaard bliver det anderledes! Nu har vi midlertidigt i tyve Aar – er det ikke tyve Aar? – paa Regndage pjasket os frem uden Tag over Hovedet hen ad Grusgangen, og der er vist ingen Grund til at haabe, at det bliver anderledes, fordi Toget ad Aare, i Stedet for at standse, kører videre til Vesterbro. Der er vist ikke anden Udvej end at blive ved med at sige: Det er ikke bekvemt indrettet for Passagererne her til Lands. Maa vi ikke bede pænt om at faa det forbedret, først og fremmest paa Kjøbenhavns Østbanegaard. Denne stærkt søgte Station bør dog vist være saaledes indrettet, at den kan benyttes af de mange Udlændinge, der færdes paa den, uden at give Anledning til berettiget Kritik. For ikke at tale om os selv.
Emma Gad.