Alarmering

… alene paa det Grundlag, at en anden, der ogsaa har et Ar paa Næsen, har begaaet den Brøde at stikke sin Nøgle i Døren til en forkert Fjerdesals-Lejlighed uden iøvrigt at pønse paa noget ondt. Det er sikkert en anselig Pose Kritik og Misnøje, der i den Anledning er udøst over de syndige Hoveder paa Assessor og Politistab. Maaske har de baaret sig galt ad – det skal jeg ikke indlade mig paa at bedømme. Men Alle kan jo fejle, og naar Politiet lader vitterlige Forbrydere løbe, saa synes man jo ogsaa, det er galt. En Ting maa man i alt Fald her anerkende, det er, at Myndighederne virkelig faar Tid til at foretage alt det Postyr paa en saa latterlig lille Foranledning. Det er altid rart at se, at Beskyttelsem af vore rørlige Ejendele varetages med en saa overvældende Nidkærhed. Man skulde tro, at der med saadanne Argusøjne i alle Nøglehuller aldrig kunde blive stjaalet saa meget som en Knappenaal i Staden, og at vi ganske kunde spare Tyveri-Assurance. Og dog -!

Men hvorom Alting er – den, der ved en saadan uheldig Fejltagelse har det tungeste Ansvar, er det ikke den altsor rapfodede og raptungede Angiver? Det er vel svært at sige, hvornaar det er forsvarligt og rigtigt overfor Samfundet at foraarsage et Menneske anholdt, og hvornaar man kan lade det være – helst vil man jo altid lade det være. Men bør man i hvert Fald ikke vide noget ganske bestemt, have set noget uimodsigelig lovstridigt, før man løber til Politiet og alarmerer hele det fürgterlige Apparat?

Hvis det nemlig, som her, viser sig, at den Anholdte ingen Ting har gjort, ja saa kan man knap nok sætte sig ind i de Følelser, hvormed en saadan Angiver maa sidde i sin Stue og læse i Bladene om de Følger, hans – skal vi sige – uovervejede Handlemaade har haft overfor et Medmenneske. Jeg tror, der findes dem iblandt os, maaske ikke faa, som ti Gange hellere vilde være den, der uforskyldt har siddet de tretten Dage i Arrest, skønt det næppe er rart, end at have været Mand for at paaføre en anden en saadan lidelsesfuld Ubehagelighed og en i egne og andres Øjne saa nedværdigende Behandling.

Hvis jeg kendte den Mand, for hvem et Ar paa Næsen og en Nøgle i en forkert Dør har været Bevis nok til at alarmere Politiet, saa vilde jeg fortælle ham en lille Historie – ogsaa om en Dørnøgle, som er hændet mig for Aar tilbage – nej, jeg tror hellere, jeg vil fortælle den til hans fjortenaarige Søn Richard, som saa glad og gerne gik ham til Haande ved Angiveriet, og hvis haabefulde Ungdom lader formode, at han endnu kan lære noget af Livet og andres Erfaring. Det vilde være heldigt. Han synes at trænge til at lære noget mere om, at man staar sig ved at være lidt mindre adræt og foretagsom i de straffende Myndigheders Tjeneste.

Altsaa – unge Dagens Helt – her er den lille Historie: Jeg var Sømandskone og som saadan ofte Maaneder igennem alene i Lejligheden med lidt kvindelig Betjening og et Par Smaabørn. Under en saadan Ensomhedsperiode hændte det, at jeg en tidlig Morgen kom ind i Stuen og saa at der var røget Cigaretter og spildt Aske, som jeg ikke kunde vedkende mig. Jeg saa mig om efter Cigaretetuiet, kunde ikke finde det og fandt det hele lidt mærkeligt, men gav mig saa i Færd med Dagens Dont. Noget efter ringede det, og jeg gik ud og lukkede op. Paa Trappen stod en Herre, der boede i Etagen ovenpaa, en mig personlig ubekendt Grosserer i Kaffe – skal vi kalde ham Mikkelsen – Indehaver af en god Forretning og et jovialt Smil, som, naar han tilfældighvis hilste mig paa Trappen, altid satte mig i godt Humør og bibragte mig et flygtigt Indtryk af, at han hørte til den Klasse Borgere, der bidrager til at give vor By det muntre og elskværdige Præg, der er dens Særkende. Men denne Formiddag syntes han mod Sædvane lidt uoplagt og forlegen.
– God Morgen, Frue, begyndte han.
– God Morgen, hilste jeg igen. Vil Grossereren ikke komme indenfor, værsaaartig!
– Tak, jeg har daarlig Tid. Jeg vilde blot – ja, jeg havde ikke ventet at træffe Fruen selv – jeg vilde blot spørge, om jeg ikke skulde have glemt min Stok hos Dem?
– Deres Stok! gentog jeg forbavset.
– Jo, dér ser jeg, den staar, fortsatte han, den sølvknappede, som staar dér i Krogen – mange Tak. Det er et Arvestykke, som jeg nødig vilde miste – ellers vilde jeg ikke have dristet mig – megen Tak.
– Men forklar mig, hvordan i al Verden kommer Deres Stok i min Entré, spurgte jeg.
– Jo, Sagen er, kom det noget usikkert, at – at jeg havde været ude i Aftes med nogle Venner, jeg kom lidt sent hjem – tror jeg nok. Ved en Fejltagelse er jeg saa kommen til at lukke mig ind i Deres Entré i Stedet for min egen.
– Har vi da samme Laas? spurgte jeg videre.
– Ja, det lader til det. Det er jo mærkeligt, ikke sandt – jeg skal paatale det til Værten. Og saa har jeg uheldigvis glemt min Stok hernede, da jeg gik.
– Naa saadan, indskød jeg, idet et muntert Aftenbillede med Champagne og smukke Damer, halve Hummere og anden Morskab oprullede sig for mig.
– Men jeg maa blot, fortsatte han endnu mere forlegen, idet han trak et Sølv-Cigaretetui op af Lommen – jeg maa blot endnu spørge om dette Etui tilfældigvis ikke skulde være Deres?
– Jo, det er, sagde jeg. Dér er det jo. Det tilhører Huset her.
– Naa-aa, jeg beder saa meget undskylde, jeg vidste ikke, hvor det kom fra i min Lomme. Jeg maa altsaa – ja, jeg maa have taget det i Tanker paa Bordet, da jeg – maaske – sad et Øjeblik i – i Deres Lænestol i Nat – i Aftes – Stuen, inden jeg opdagede, hvor jeg var. Det er omtrent Mage til mit eget.
– Har De da nu to? spurgte jeg.
– Det er lige det, jeg har, her er de begge – vil De se. Jeg vilde ellers hellere have ladet min Stok i Stikken end ulejlige Fruen, men jeg maatte jo dog berigtige – jeg er saa forfærdelig ked af det.
– Det gør saamænd ikke det mindste, beroligede jeg.
– Aah Tak, sagde han.

Vi saa et Øjeblik paa hinanden, og befriede ved al Forlegenhed ved Situationens Pudsighed fortonede en lystig lille tvestemmig Latter sig op ad Trappeafsatserne.

Nok maatte jeg le! Et helt Perspektiv aabnede sig for mig. Mens altsaa at jeg havde ligget derinde og sovet de Uskyldiges trygge Nattesøvn, havde en fremmed Mand tumlet om i de andre Stuer, aldeles husvant og hjemme, og havde sat sig til Ro med en Cigaret i Husets bedste Lænestol. Intet Under! Samme Smæklaas fra et Isenkramlager, samme Spisestue med Buffet i Egetræ, samme Soveværelse med Kretonne Sengehimmel, formodentlig ogsaa samme “Todteninsel” i Fotogravure paa Dagligstuevæggen. Alle har vi jo det samme. Det skyldtes altsaa, et rent Lykketræf, et Glimt af tilbagevendende Bevidsthed, at Kaffegrosserer Mikkelsen ikke intetanende havde afført sig Festdragten og lagt sig til Hvile paa første Sal i Stedet for paa anden. – – –

Unge Fjortenaarige! Sug Belæring af dette lille Tilfælde som Modstykke til Deres eget Større. Indrøm, at hvis jeg, straks da jeg søgte efter Etuiet, og med Undren betragtede den udbrændte Cigaret, hvis jeg da uden Betænkning var fløjet paa Morgenrødens tjenstivrige Vinger til Datidens Politiinspektør Madsen, saa havde det været med større Føje, end da De forleden løb til Stationen. Og indrøm endvidere, at hvis jeg saa havde snakket om natligt Indbrud, og hvis der, gennem denne min Alarmering, var kommet en Undersøgelse og Opdagelse og Konfrontering og Fotografering og hvad der ellers hører med til Retfærdighedens dystre Haandhævelse, saa havde Historien, selv om den ikke var bleven til tretten Dages Arrest, dog ogsaa ret ufortjent – kun for en Dørnøgles Skyld – formet sig lidt ubehageligt og underligt for den muntre Grosserer. For ikke at tale om mig selv.
Emma Gad.