Julehefternes Antal bliver Aar for Aar større. I Aar har Hasselbalchs Forlag udsendt et nyt og – lad det være sagt straks – et overmaade nydeligt Hefte, der kan blive en farlig Konkurrent til selve “Juleroser”. Dets navn er “Vore Damers Jul”, og skønt det intet Sted er angivet i Heftet, er vi i Stand til at oplyse, at det er Fru Ellinor Kielgast, der har redigeret det; hun behøver sandelig ikke at holde sit Navn skjult, thi hun har i høj Grad Ære af sit Værk.
…
Her er Fortællinger og Digte af Ingeborg Marie Sick, Karen Michaelis, Fru Thit Jensen Fenger, Sophie Breum, Charlotte Eilersgaard, Ingeborg Vollquartz, Elisif Fiedler, Martha Ottosen og Anna Wahlenberg, et Par dramatiske Skitser af Olga Eggers og Olga Ott. Grevinde Agnete Brockenhuus Schack skriver om Spejderbevægelsen. Emma Gad fortæller om sit Indtryk af kongelige Damer.
KONGELIGE DAMER
Naar man har faaet det Hverv at skrive om sit Indtryk – som Helhed taget – af kongelige Damer, af deres Liv, deres Forudsætninger, deres Forhold til Omgivelserne, saa maa man begynde med Dronningen, som jo altid er Midtpunktet, den Fixstjerne, hvorom de andre, de forskellige Prinsesser er grupperede. Jeg har i mit Liv været i Berøring med tre Dronninger, den gamle Dronning Louise, Chr. den 9des Gemalinde, hendes Svigerdatter af samme Navn, den nuværende Enkedronning, og Dronning Alexandrine. Om dem har der saa fylket sig det ene Slægtled efter det andet af unge Fyrstinder, hvoraf enkelte selv er blevet Kejserinder og Dronninger, medens andre er vedblevet at være Prinsesser Livet langt. En tilværelse som misundes af de fleste, men i Virkeligheden uden Grund, da Prinsesser ifølge ældgamle Vedtægter som oftest føler sig afskaarne fra Livets største Behagelighed: Bevægelsesfrihed. Kongelige Damer er omgivne af Ærbødighed og Pragt, men morsomt er det ikke.
Naar man har kendt disse tre Dronninger af Huset Glücksborg, saa er det ikke alene de tre Personligheders medfødte Forskelligartethed, der falder En i Øjnene, men nok saa meget de vekslende Tidsperioder, der paatrykte dem hver sit Præg.
DRONNING LOUISE
Enkedronning Louise, Prinsesse Ingeborg, Prins Carl d.y., Hertug af Østergøtland, Prinsesse Märtha af Sverige, Prinsesse Thyra, Prinsesse Margaretha, Prinsesse Dagmar. – Dronning Louise med de tre Døtre, Kejserinde Dagmar, Dronning Alexandra og Hertuginden af Cumberland.
Den ældre Dronning Louise var den fuldgyldige Repræsentant for Familien og Hjemmet, saaledes som Datidens Begreber om Familien maatte forme sig for en Dronning – altsaa som en Hof. Ingen, der har set hende ved en Hoffest, klædt i festlig udringet Dragt med Blomster og Juveler – saare smuk – selv i hendes høje Alderdom, vil have glemt den fuldendte Elskværdighed og den store Charme i Optræden, hvormed hun udfyldte sine repræsentative Hverv, der for hende var særlig vanskeligt. Dronning Louise blev nemlig med Alderen næsten fuldstændig døv, og dog formaaede hun at underholde sig paa en saadan Aften med Hundreder af Mennesker, forstod at finde for hver Enkelt netop det lille Ord, der var den Paagældende behageligt at høre, gik saa med sit vindende Smil videre til den næste, der var ligesaa fortryllet af hendes Væsen. Man følte, at det var hende en Glæde at føle sig som Herskerinde her, hvor alle de, hvem Fødsel og personlig Dygtighed havde gjort til det bedste Selskab i Landet, bragte hende Hyldest som det selvskrevne Midtpunkt. Denne kongelige Værtindeglæde hang nøje sammen med hin Tids kvindelige Liv, blot hos en Dronning fortættet til højeste Potens. Den tids Fyrstinder havde aldrig set et Daglejerhjem indvendig eller talt med dets Beboere – de viste sig end ikke nogensinde til Fods paa offentlig Gade.
Til en vis Grad var Datidens Damer af samme Støbning. De var ifølge Tidsaanden henviste til en skønliterær og æstetisk-religiøs Forestillingskreds, fordi politiske og sociale interesser endnu ikke var til for Kvinder. De savnede dem ikke, for de kendte dem ikke, og brugte udelukkende deres Forstand og indflydelse til Forherligelse af Selskabslivet og Slægtskabsfølelsen. For Chr. den 9des Dronning stod Familiesammenholdet ikke alene som Livets største og skønneste Værdi, men ogsaa som en Magt, der kan modstaa saa godt som alt, og denne Samhørighedsfølelse gav hun i Arv til sine Døtre. Hun behøvede ikke at belære dem om den, for de indaandede den, fra de var Børn, i selve Hjemmets Luft og gjorde den i deres Hjerter til en stor og fælles Pietet for Moderen, deres Fædrendehjems Bærerinde. Denne pietet for Slægten og for alt det Gamle derhjemme har fulgt dem til de fremmede Lande, hvorhen Skæbnen kaldte dem til de højeste Stillinger, og den lever i dem endnu. Et morsomt lille Vidnesbyrd om det er, at naar Dronning Alexandra og Kejserinde Dagmar har boet sammen paa Hvidøre, hvor de gennem Egnens mange Minder for dem føler sig glade og frigjorte som et Par Børn, søger de til deres Opvartning at faa fat i de Overlevende af Personalet fra Chr. den 9des Hof, Mennesker, som jo er noget bedagede, men som de holder af. Det kunde ske, at Gæsterne hørte et mystisk Rabalder i det fjerne og at Kejserinden sagde:
“Det skal De ikke bryde Dem om. Det er blot gamle Petersen, der igen har tabt Kaffebakken paa Trappen”.
Den af Søstrene, der sjældnest har kunnet besøge sit gamle Fædreland, er den elskværdige Prinsesse Thyra, Hertuginden af Cumberland. Hun havde saa meget, der bandt hende til Hjemmet i Wien, saa mange sorger med haabefulde Sønner, hun mistede, men man synes nu, det er intet mod hvad hendes Søster Kejserinde Dagmar har gennemlevet og lidt. Hvem har overhovedet haft saa svær en Lod som hun.
DRONNING LOUISE
Aarene gik, og den gamle Dronnings Svigerdatter og Navne, Kong Carl den 15des Datter, indtog hendes Plads. Meget havde alt da forandret sig. De opdukkende sociale Vanskeligheder var rykkede det nyere Slægtled nærmere ind paa Livet, man kunde ikke længere skyde dem fra sig med en æstetisk Livsbetragtning. Vor nuværende Enkedronning havde af sin Moder faaet indpodet en dyb religiøs Livsopfattelse, og denne Egenskab maatte ganske naturligt, sammen med de nye Krav om Samfundsfølelse, i den nye Dronnings Gemyt forme sig til Barmhjærtighed mod alle, der led. Velgørenhed blev Drivkraften i Opfyldelsen af hendes Kald, helst i det Skjulte. Hvor meget hun Livet igennem har givet bort, og med hvor stor en Finfølelse, ved Ingen undtagen hendes Hjælpere.
Ikke saadan at forstaa, at Frederik den 8des Hof ikke var gæstfrit og selskabeligt! Paa den mest storstilede og rundhaandede Maade indbød Kongeparret saa godt som daglig Gæster blandt alle Arter af Landets Borgere, og man gjorde aldrig forgæves Regning paa den kongelige Gæstfrihed, naar det gjaldt at repræsentere Landet overfor Udlændinge. Men for den daværende Dronning var og er altid de Timer de kæreste for hende, som hun tilbringer ved sit Skrivebord, arbejdende, til sent paa Natten, med Breve, Regnskaber, Beregninger og Forslag, omfattende hendes store Velgørenhedsarbejde, særlig det røde Kors. Mens Frederik den 8de levede, tog han da næsten daglig, under hendes Arbejdstid før Middag, sine to yngste Døtre Prinsesserne Thyra og Dagmar med sig ud i Besøg hos Familier, han stod i Venskabsforhold til, de mest forskelligartede Mennesker, og disse Besøg gav de unge Prinsessers daglige Liv ikke saa lidt Farve og Afveksling, som de efter deres Faders Død maa savne, saa meget mere som deres livfulde ældre Søster Prinsesse Ingeborg, Hertuginden af Østergøtland, der stod Prinsesse Thyra nærmest blandt hendes Søskende, er bosat i Sverrig.
DRONNING ALEXANDRINE
Som naturligt var, drog en ny Aand ind ved Hoffet med Dronning Alexandrine, der er et Barn af sin Tid, føler med den, handler som den kræver. Fyrstinderne – de, der er tilbage – er jo ikke mere, hvis de da ikke selv ønsker det, saa afspærrede i Slottenes forgyldte Gemakker, henviste til et Hofs ærbødige ikke-Higen-imod og de øverste Rangklassers Omgang. De bevæger sig nu, hvis de da vil, ude i Solen og Lyset som alle Andre, der, hvor Menneskene færdes og virker. Dronning Alexandrine er snart med ved Haandværkeres Stævne, snart ved Videnskabsmænds Møder, den ene Dag mellem Fiskere ved Stranden, den næste ved mondæne Herregaardsjagter, altid med en overrakt Buket Roser i Favnen. Det er hende, der bærer Blomsterne frem i Kongens Færd, ikke mindst fordi hun har magtet den uhyre vanskelige Opgave, som stilles Dronninger, den, at skulle udviske sin egen Nationalitet for helt at gaa op i en anden. Hun tænker og føler saa dansk som Nogen.
Dronningen gennemlever nu det Livsafsnit, hvor man ser og hører, og hvor man lærer Menneskene at kende. Hun vil derigennem komme til den Erkendelse, at der findes ikke et mere lønnende Livskald end det at være Dronning for de Danske, som altid gærne har villet elske og hylde deres Dronning, naar de har kunnet det med Rette. Men ak, i den lange Række Dronninger, de har haft, er der i Grunden kun tre, højst fire: Dagmar, Thyra Danebod, Margrethe og til Nød Filippa — maaske under en anden Synsvinkel set Caroline Mathilde – som har bevaret en unedbrydelig Plads i Folkets Hjærte og Minde, fordi deres eget Hjærte slog i Takt med Folkets, i Forstaaelse af jævne Folks Kaar. Alle de andre er gledne ud i det store Intet.
Nu maa det jo indrømmes, at det heller ikke har været let for forrige Tiders Fyrstinder at lære at forstaa Folket og dets Livsvilkaar, da det aldrig tillodes dem at træde i direkte Forbindelse med almindelig Dødelige. Hvad vilde f. Eks. højsalig Dronning Juliane Marie og hendes Overhofmesterinde have følt – og sagt – overfor en Prinsesse, en Kgl. Højhed, som tog Studentereksamen og viste sig med Huen paa Snur i Selskab med borgerlige Kammerater, som Prins Valdemars Datter, den indtagende Prinsesse Margrethe nylig gjorde Furore med. Men een Svale gør ingen Sommer. Slottenes Mure er nu engang solide og tykke, og det varer længe, inden en ny Tids friske Pust trænger ind igennem dem. Endnu sidder ved Nytaarstid de to Dronninger i hver sit Palæ Kl. 11 om Formiddagen med hvide Handsker og Ordner paa, og modtager efter Tur de øverste Rangklasssers Damer, Grevinder, Hofjægermesterinder m. m. der møder paa Tilsigelse i stiv Puds og med megen Nejen. Men alle de virkende dygtige Kvinder i Kunst, Videnskab, Politik, Skolevæsen, Idræt – alt, de, hvem Tidens Udvikling har gjort til værdifulde Borgerinder i Staten, dem kalder Dronningerne ikke til sig, skønt det er dem, de vilde have Udbytte af at lære at kende og føle sig som Dronning for. Det falder Ingen ind. Endnu ikke. Men det kommer nok. Kongelige Damer begynder at forstaa, at der i vor Tid skal mere til end Fødsel og Velvilje for at udfylde et Livskald som Dronning og Prinsesse. Der skal Forstaaelse og Føling til, og helst Talent – der skal jo i Grunden Talent til alt.
PRINSESSE MARIE
Vi har haft iblandt os en saadan moderne Prinsesse med medfødt Talent til sin Stilling. Det var Prinsesse Marie. Hun nøjedes ikke med at være Protektrice for institutioner og Foretagender – det var hende ikke personligt nok. — Den personlige Sympati var alt for hende. Hun søgte derfor sin Omgangskreds helt uanset Rangklassen, fulgte sine impulser, frigjort for al hævdvunden Etikette, formodentlig ofte til Forfærdelse, for sine Hofomgivelser. Hun gik ud i selve Livet til den Enkelte, der led ilde, altid med et følende Hjærte og et aabent Sind; naar en Halvfemsaarig i trange Kaar holdt Fødselsdag, var Prinsesse Marie mellem Gratulanterne med Gaver og gode Ønsker, og naar en Skorstensfejer faldt ned gennem Skorstenen og brækkede Arme og Ben, straks var Prinsesse Marie der med Vingelé og Trøst. Derfor var hun ogsaa elsket som faa og staar nu paa Langelinie i Bronce. Hun var en Pioner paa sit Omraade, en Forløber for sine Standsfæller. I Virkeligheden findes der vel ikke en kedeligere Livsstilling end at være Prinsesse, i gammeldags Forstand, uden Kontakt med Livet — man erindre blot Ludvig den 15des Døtre, Madame Adelaide, Madame Victoire og hvad de hed, der sad hen i Versailles med deres lille Hofstat og dens snevre Syn, mens Livet gik sin Gang, og Verdens største Drama var ved at udspilles udenom dem. De havde dengang ingen anden Udvej, men nu er Baandene løsnede – Fremtidens kongelige Damer vil kunne finde store Opgaver liggende aabne for dem, naar de med hele deres Hjerte forstaar og deltager i almindelige Menneskers livsomfattende Maal og Interesser.
Emma Gad.
Emma Gad har også beskrevet de kongelige damer 6 år tidligere, i Tre Dronninger 1913.