Forfatterinden, Fru Emma Gad, har velvilligt tilsendt os nedenstaaende Artikel, der tillige har været optaget i Kvindernes Blad. Red.
Der har i den senere Tid, særlig mellem Architekter, gjort sig en Bevægelse gældende for at højne Skønhedsbegreberne hos vor Landbefolkning, i Retning af Bygninger og Beplantning. Der er foranstaltet Konkurrencer til hyggelige Husmandshjem i gammeldags Stil, udsat Præmier for de bedste Tegninger til Møbler efter vore Folkemønstre o. l.
Ganske visr spejder man, naar man rejser rundt i Landet, forgæves efter Resultater af denne gavnlige Virksomhed; de nybyggede Smaahuse er stadig lige skønhedsforladte og lige saa omslynget af Vedbend og Vildvin. Men selvfølgelig, der skal Tid til alt.Øjeblikket er endnu ikke kommet til at hvile paa Laurbærrerne, især da et uhyre Felt staar tilbage, nemlig Genfødelsen af vor nationale Forleindustri og derigennem Almuens Sans for den nær Forbindelse med vore bedste Kunstnere, og selv sidder han inde, ikke alene med indgaaende Erfaringer paa disse Omraader, men tillige med den allervigtigste Egenskab – en dyb forstaaende Kærlighed til den danske Folkeaand, som det er at vente af Sønnen af den mest danske af alle danske Digtere – Christian Richardt. Han er vist den Mand, der vilde gøre det til en Livssag.
Givet er det, at hvis vore Kunstnere, især Architekterne, for Alvor vilde slaa til Lyds for denne Sag, kunde der oparbejdes meget baade i Retning af Kultur og Erhverv. Det er jo ikke nok, at de søger at bevare vort Lands Særpræg ved at sørge for Husenes Ydre, naar det Indre af den forbliver uskønt og banalt. En smuk Skal er godt at se, men bedst er det jo, naar Kærnen svarer til det Ydre.
Emma Gad.