Det Sted, hvor jeg helst vil være? Naturligvis paa Landet, i vort eget lille Hus — om Sommeren. Jeg sidder paa Verandaen og ser i en Ramme af Klematis og vild Vin Skibe og Baade glide forbi paa det lyseblaa Sund. Der er Roser i Haven, Bierne summer og Sommerfuglene leger Tagfat omkring Stenhøjen, min Stolthed der pranger med blomstrende Valmuer, purpurrøde, dybt violette og hvide. Alt er, som det smukkest kan være en solsitrende Julidag ved Øresunds Kyst.
„Hvor her er kønt”, siger jeg til mig selv, „hvor denne Fred gør godt efter en Vinters angribende Slid.”
Og dog — samtidig føler jeg alligevel denne – ja, hvad er det – Tanketomhed – Døsighed, som altid indfinder sig, naar jeg lever paa Landet. Er det kun Slaphed efter for stærkt Arbejde, eller er det, fordi jeg elsker min Fødeby saa varmt, at Tankerne kommer af sig selv blot ved at færdes i den, ligesom Ens Lune udfolder sig bedst, naar man taler med et Menneske, der morer En. Sagen er vist den, at Byen har Indfald, det har Landet ikke.
Jeg véd jo, at de samme Skibe vil sejle her forbi i Morgen – nej, ikke just de samme, men nogle ganske lignende, og Sommerfuglene og Buskene er der ogsaa, og i Overmorgen med og fremdeles, men blot jeg gaar ned ad Vimmelskaftet, saa har jeg dog en Chance for lidt af det Uforudsete, det Tilfældige! Var det ikke netop dér — paa Hjørnet — at jeg en Dag forleden mødte min Ven Doktoren, som jeg syntes i et Mellemværende havde voldt mig bitterlig Uret, og det samme syntes selvfølgelig han om mig. Ak, det personlige Standpunkts lille kortsynede Vrede! Vi véd saa godt Alle, at den med eet Slag faar os til at glemme mange Aars Venlighed – ja, Velgerninger, og at et Par haarde, spidse Ord tidt forspilder saa meget Godt og Rart, der møjsommelig skal arbejdes tilbage, hvis det da ikke helt gaar tabt.
Og dog siger vi dem de Ord Vi følte, Doktoren og jeg, hvordan de steg op i os, intre og kampberedte.
„Goddag”, sagde en Stemme lige ved os. Vi vendte os. Det var en Fætter af mig, en solbrændt Godsejer med et lyst Smil og klare vandblaa øjne.
Lidt forbløffede ved denne bratte Afbrydelse paa vort Opgør, stod vi et Øjeblik og saa paa ham, men saa tog Doktoren sig sammen og sagde:
„Maa jeg have den Ære at gratulere Dem til Deres Forlovelse!”
„Ja, den er jo rigtignok gaaet overstyr igen” kom det lidt forlegent fra Fætteren, idet han fæstede Øjnene stift paa en kogt Hummer i et Delikatesse-Vindue.
„Ah, saa kan man jo gratulere dobbelt,” sagde Doktoren forbindtligt.
„Tusind Tak” udbrød Fætteren og rystede hans Haand med en saa uskrømtet Glæde bredt over hele Personen, at Doktoren og jeg uvilkaarlig kom til at se paa hinanden med et lille Smil i Øjekrogen, og saa — ja saa var Isen brudt, Vreden begyndte at smelte.
Vi var jo Kjøbenhavnere begge! Lykkelige By, hvis Børn har en Skælm bag Øret og formaar at glemme Ærgrelser ved et Par lystige Ord og et Smil — — men det er jo sandt, jeg har ganske forvildet mig! Jeg skulde skrive om mit Yndlingssted – ja, det er altsaa ude paa Landet, lidt syd for Helsingør! Dér sidder jeg paa Verandaen og ser Skibene glide forbi paa det lyseblaa Sund.
Emma Gad
