Læs Emma Gads humoristiske beskrivelse af sin omgang på godt og ondt med heste. Datidens transportmiddel var for landliggerne en glæde, og til tider en prøvelse for krop og sjæl.
Langs Kysten ser man uafladelig de smaa Jumber trille af Sted langs de blomstrende Haver, forspændt med en lille trind Pony med strid Manke og en Buket Kornblomster bag Øret.
SOMMERHESTE
Selv i Villaer med Avtomobiler holdes i Reglen et saadant lille Stik-i-Rend-Køretøj til at hente Pakker paa Stationen, more Børnene og køre Frokostgæster til Toget, saa at man véd, at man kan blive af med de Kære til en fastsat Tid.
Det er et nydeligt og sommerligt Syn en saadan lille Vogn, kørt af hvidklædte Damer og Børn, men ligesom Rosen har Torne, skjuler der sig mange Kvaler bag Hynderne paa disse Smaa-Køretøjer. Som Regel er det Islændere, der trækker dem, og da man jo kender den islandske Folkekarakter som stolt og egenraadig, er de ikke altid lette at tumle for de som oftest ganske ukyndige og svage Damehænder, der faar Tøjlerne i Hænderne. Da Hestene desuden bruges altfor lidt efter at have ført et haardført Liv paa Sagaøen og nu forkæles vanvittigt af Ejerinderne med ubegrænsede Rationer af Havre, Gulerodstoppe og hugget Sukker, varer det sjælden længe, før de optræder med en Blanding af Dovenskab og Løbelyst paa de forkerte Steder, der gør Fornøjelsen ved Kørslen en Smule blandet.
Jeg véd det af dyrekøbt Erfaring, fordi jeg uheldigvis bor saa langt fra Stationen, at en Smule Befordring er højst ønskeligt. Rækken af Genvordigheder i den Henseende er saa lang, at det vil være mere end nok at holde os til i Fjor. 
Da havde jeg en henrivende lille bitte islandsk Hoppe, som selvfølgelig hed Edda, og som ved kærlig Pleje fra en lodden Plebejer med hængende Hoved havde omformet sig til en fiks og blank lille Pony, elskelig i den gadlige Omgang – naar hun var spændt fra. Som Kusk er jeg mildest talt ikke fremragende, og det mærkede Edda jo snart. Hun havde sine egne Idéer, som hun overfor mig med Lethed kunde gennemføre. Hun vilde f. Eks. kun køre Syd paa til Stationen og absolut ikke Nord paa til ukendte Egne. Naar jeg endelig fik hende overtalt og jollede ad Helsingør til, drejede hun ufravigelig ind paa et Vænge og gav sin til at græsse.
“Men Gud, søde Edda,” sagde jeg, “vi skal jo til Købstaden og købe ind.” Men hun lod sig ingenlunde anfægte af Nødvendigheden af at erhverve Gardinkroge og andre Nødvendighedsartikler, men græssede rolig videre, indtil jeg vendte om.
Saa hændte det en Dag, hvor jeg havde været hos Gartneren for at købe Sommerplanter, at det lille Fæ blev bange for en Damptromle. Jeg tror nok, at Ragnarok er det rette Ord til i Retning af Kørsel at betegne den Løben løbsk, Edda glimrede med. Splintret Vogn med Bunden i Vejret, knækkee Stænger, Sommerplanter i Luften, Hesten fundet med blodig Mule paa den ene Mark en Fjerdingvej borte, og Resterne af Seletøjet paa en anden. Jeg selv – hvad der nu var mindre væsentligt – støvet og blodig, itureven og forslaaet under Vognen, bragt halvbesvimet ind i et medlidende og stærkt interesseret Sommerpensionat. Som Helhed Blod, Støv, Skrammer og Flænger og en uoverskuelig Række af Udgifter sammen med Lykønskninger til, at det var løbet saa heldigt af. Jo vist!
Naa, saa maatte Edda jo betegnes som mindre sikker og skulde sælges. Blødende Hjerter over hele Linjen, vist ogsaa hos Edda selv – med god Grund. Da hele Egnen nu vidste, at hun havde Tendens til at løbe, blev Betalingen naturligvis derefter. Lige meget, det gjalt altsaa hurtigt at faa en Stedfortræder, en ung, villig, sikker, from, sindig, fejlfri, paapasselig, fornuftig og køn lille Hest. Uafladelig Tagen til Byen – Studier af Annoncer – Forespørgsler hos hestekyndige Venner – kort sagt, alle Anstrengelser!
Omsider krones de med Held. En ædel Hestehandler paa Vesterbro finder alle Egenskaberne forenede i en lille rød Ponys Person. Den er noget dyr, men enfin, det bedste maa man betale højt her i Livet. Hesten ankommer, er net af Ydre med et forekommende og belevent Væsen, døbes Klaus og faar straks et Traktement af Rugbrød og Ærtebælge for at bibringe et godt Indtryk.
Saa kommer Øjeblikket, hvor Klaus skal for Vognen. Spændt Interesse. Men hvordan det nu er eller ikke – Bæstet gør Knuder. Hver Gang man lægger et bestemt Stykke Sele paa ham, slaar han op med Bagbenene og ruller fælt med Øjnene.
“Han er lidt ny i det endnu,” beroliger vi os med. “Lad os bede Mælkekusken, der holder oppe paa Vejen, om at komme ind og holde paa ham.”
Mælkekusken tager som den Sagkyndige et Skøn af Situationen og siger med dyb Alvor:
“Han er rompegal. Det er klart nok.”
“Rompegal,” gentager jeg, “hvad er det?”
“Han nægter at have Hintertøj paa. Det er der dem, der gør.”
“Hintertøj?”
“Ja, den Rem, der gaar hen under Halen. Uden den har man ikke Hold paa Hesten.”
Med Eddas Meriter i frisk Minde var det jo ikke saa lovende ikke at have Hold paa Hesten, men vi mener Alle, at det vel ikke er saa slemt. Lad os kalde paa Havemanden.
Havemanden tager fat. Resultatet er en baglæns Koldbøtte og tre knækkede Hindbærbuske. Efterhaanden kommer Chaufføren fra Villaen vis-á-vis, og Tømreren, der tjærer Taget, og Bageren med Linsekagerne til Teen og Fiskeren, der bringer Aal og et Par af de altid og overalt opdukkende Drenge – en hel politisk Forsamling! Gode Ord, kraftige Tilraab, smaa Tjat! Intet hjælper. Bagbenene gaar stadig i Vejret – Klaus er ubøjelig, hvad “Hintertøj” anbelanger.
Saa skal ogsaa Klaus sælges – dog – uden blødende Hjerte – men – for en Bagatel – ligeledes. En Hest, der er rompegal – véd De hvad! Man trøster mig med, at den er mindst 25 Aar gammel. O, ædle Hestehandler paa Vesterbro! Alle Byture – atter Søgen og Raadspørgen hos de Sagkyndige. Der staar jeg nu. Men jeg er vis paa, at hvis der en skøn Dag igen staar et lille loddent Kræ med hængende Hoved ude i Gaarden, saa er alle Fataliteterne glemt, og jeg vil ganske hengive mig til Henrykkelse. Jeg ved, at jeg vil slaa Armene om den og se ind i dens klare Øjne og fortælle den, hvor umaadelig sød den er, og at den vil faa det som Blommen i et Æg. Det fortælles til alle de smaa Sommerheste, og de forstaar det, de Lukse. Følgerne ser vi, for Livet viser jo, at Folk nu en Gang ikke kan taale at have det altfor godt.
Emma Gad.