DET FØRSTE JEG KAN HUSKE
Naar man har bedt mig nedskrive lidt om mine første Barndomserindringer, kunde man umuligt have stillet mig en vanskeligere Opgave. Jeg kan nemlig saa godt som intet huske af mine første ti Aar og synes næsten i saa Henseende at være et psykologisk fænomen.
Mit liv har ført med sig, at der, paa Grund af en mangeartet Virksomhed med blandede litterære, huslige og sociale forpligtelsen, stilles store fordringer til min Hukommelse, som derved efterhaanden er bleven skærpet og temmelig sjældent svigter. Er det nu denne uophørlige Beskæftigelse med Dagens og Øjeblikkets Krav, der har forjaget eller udvisket de første Indtryk! Jeg tror det næppe. Det forekommer mig, at jeg aldrig har kunnet erindret noget om mine første Aar og har snarere en følelse af, at Erindringen kun har en lille Plads hos den, der ifølge sit Temperement lever stærkt og intensivt i Øjeblikket og uvilkaarligt ser stadig fremad med nye Planer og Haab.
Jeg kan f. ex. absolut ingenting huske om min Fader, hverken hans Ydre eller Klangen af hans Stemme, skønt jeg var over otte Aar, dengang han døde, og han sikkert har beskæftiget sig meget med mig, da jeg var en varm ønsket Datter efter mange Sønner. Jeg synes, jeg dunkelt kan huske, at mit Portræt blev malet, da jeg var omtrent fire Aar, og der foresvæver mig noget om et stort lyst Værelse og to blaa Skuldersløjfer paa en hvid Kjole, men denne vage forestilling er troligvis kun holdt i Live, fordi Billedet hænger paa min egen Væg.
Mon nu Erindringen om mine første Aar vil vaagne igen, naar jeg bliver gammel og Sindet kommer mere til Klarhed og Ro? Maaske – maaske ikke! Hvorom alting er, saa er min Bevidsthed paa det Punkt nu saare mangelfuld, og naar jeg ikke har afholdt mig fra at sætte disse Par Ord paa Papiret, saa er det kun, fordi det vel snarest vil fuldstændiggøre Samlingen af saa mange Menneskers første Barndomsindtryk, at en Enkelt vedgaar slet ingen Intryk at have.