Vi kender Emma Gads tanker om Takt og Tone – her kommer noget om frisind.
Hvad forfatteren af Takt og Tone mener.
Ved at læse klagerne fløj erindringen om en lille scene, jeg en dag ved et tilfælde blev vidne til, igennem mit hoved:
En have i glødende formiddagssol. Husets frue paa knæ ude i solen, bøjet næsegrus over lugningen af persillebedet. Slidt og jordplettet arbejdskittel, forblæst hår, varmefugtigt ophedet ansigt. Husets herre på afstand, sommerfrisk i hvidt flonel og panamahat, nervøst og forventningsfuldt trippende rundt om græsplænen, med opmærksomheden rettet mod lågen.
Mellem blomstrende jasminbuske kommer hun da langsomt vandrende, den notorisk foretrukne, klædt i rosenrødt, vel plejet, vel friseret, vel behandsket og pudderduftende, med et sejrssikkert smil under den hvide kniplings-parasol, der danner som en glorie om hende. Et fjendsk øjekast henne fra persillen – en tidsel rykkes op med rode og slynges bort med en energi, som om den helst var blevet kylet i hovedet på den rosenrøde.
I et hastigt snapshot var den lille scene et billede på hustruen og elskerinden – deres lod, deres fremfærd. Har nu den rosenrøde, som Fru Dina mener, alle samfundsfaktorer på sin side? Kan hænde, og dog! Måske er der lidt mere retfærdighed i fordelingen – i længden – end det straks ser ud til, hvis hustruen er klog. Hun er anbragt ved persillebedet i tilværelsen, det er sandt, men denne urt holder sig faktisk længere end de sanseberusende jasminer og er mere uundværlige. Og hun har i sin magt – har hustruen – hvis hun da forstår livets kunst – at gøre den daglige prosa til poesi, ved, uden at tale om det, af de tusinde små intetsigende ting at skabe og befæste det aller stærkeste og største i det nordiske liv – hjemmet. Hun er dets bærerinde.
Kære, vrede Fru Dina, skyd ikke paa elskerinden. For det første kan det blive Dem en dyrekøbt fornøjelse, og for det andet forsvinder hun – hvis De giver tid – i de fleste tilfælde af sig selv. Men De bliver der, hvis De da vil.
Emma Gad skrev denne artikel i anledning af Thit Jensens voldsomme klager i “Den erotiske Hamster” om hustruernes lod.