Et Rejseminde.
Blandt den græske Kalenders Fester indtager Paasken første Plads. Paasken er tillige en Fest for Naturrens Opvaagnen. Den er Velkomstfest for Anemonen, denne den græske Yndlingsblomst, der ved Paasketid breder sig over den græske Jordbund som et Blomstertæppe. Og selv om Roserne i Villahaverne blomstrer her som i Algier, saa pryder dog Naturen ogsaa i Grækenland Bjergskraaninger og Enge med et broget Blomsterflor.
Ligesom det hører til de skønneste Minder at have tilbragt Paaken i “den evige Stad”, saaledes efterlader ogsaa den betagende Stemning der i Paasketiden hviler over det palmerige, solbeskinnede Athen, et uudsletteligt Indtryk. I Paaskedagende er nemlig ikke blot hovedkirkerne, med deres Marmorsøjler i det oplyste Kirkerum, overfyldte af Kirkegængere, men ogsaa de smaatarvelige Kirker med deres lave Loft og den simple Prædikestol, over hvilken der som Symbol svæver en i Træ udskaaren Due, besøges af mange andægtige Ligesom i Rom finder man blandt disse mange en Type – et Ansigt, der var egnet til at begejstre en Maler.
Skærtorsdag bliver Helgenbillederne i Kirkerne smykkede med Foraarsblomster.
Langfredag udstilles deres hellige Ting, og om Aftenen fremstilles Kristi Gravlæggelse ved symbolske Peocessioner. Disse udgør et mærkeligt Skue. Under Fakkelskin, der dog ikke afbryder halvmørket, drager de af Sted – afsyngende Sørgesalmer – for saa i Nattens Mulm at forsvinde lige saa hemmelighedsfuldt, som de var dukket op.
Paaskelørdag Nat kan man se et klart Lysskin straale ud fra Domkirkens Vinduer. Udenfor staar Tusinder af Mennesker og venter i aandeløs Spænding. Nu lyder de tolv Midnatsslag fra Taarnuret. Der høres Vognrummel i de mennesketomme Gader – Vognene ruller op for Kirkens Indgang. Det er Kongefamilien, fulgt af Ministre og hele Hoffet. De hilses af Biskoppen i Spidsen for en talrig Række højtstaaende gejstlige. For Kongen og den ventende Menneskemængde forkynder Biskoppen Glædesbudskabet: “Kirstos anesti!”, d. e. Kristus er opstanden, hvorpaa han tænder Kongens Kærte ved sin egen.
Som ved et Trylleslag flammer paa en Gang alle de Lys, Mængden har medbragt, i et blændende Glædesskin og gløder sammen i et forunderligt bølgende Lyshav.
I samme Øjeblik drøner der i den til dette Øjeblik dødstille By Kanontorden, Musikfanfarer og Folkets glædesfyldte Jubel. Alle iler hjem; thi derhjemme venter Lammestegen og de brogede Paaskeæg. Fastetiden er endt.
Paaskedag Formiddag besøger Kongen Kasernerne og skyder – efter god gammen Skik – til Maals efter farvede Paaskeæg. Imedens danser Slotsvagten Ringdans, iført deres Fustaneller.
Om Eftermiddagen danser Folk paa Olympeion og ved Foden af Akropolis. Musikken besørges paa Sækkepiber og andre gammeldags Instrumenter.
Saa regner det ned over Musikanterne med Kobbermønter. Særlig begejstret bliver Musikken, naar et Drachmestykke er med blandt kobberet.
Anden Paaskedag opfører Konerne og de unge Piger en original Nationaldans. Mellem 40 og 50 Danserinder danner en fastsluttet Kæde, idet de korsvis giver hinanden Haanden, og beskriver – under sagte Bevægelse af Kroppen – en stor Rundkreds. Den sidste i Rækken synger en ælgammel Vise, hvis Omkvæd Koret istemmer med høj Stemme. Denne Dans akkompagneres af Kvindernes taktfaste Fodslag mod den haarde Klippegrund. Koket titter Fløjlstøflerne frem under Kjolesømmen, medens de dansende bevæger sig frem og tilbage, og Paaskeklokkens Klang lyder ud over det herlige Landskab.