Frugt

Guderne i Valhalla var heldigere stillede end vi. De havde den hulde Ydun ved Haanden, som naarsomhelst leverede dem Æbler gratis, og de var aldeles klare over, – hvad først nu begynder at gaa op for vor Tids Lærde, at Æblet – Frugten – er den bedste Sundhedsbringer og Fornyer.

FRUGT
Dette føles instinktmæssigt af de Naive. Vore allerførste Forfædre forstod det altsaa, og Børnene forstaar det. De er alle saa fanatiske Elskere af Frugt, at de næppe kan vente med at spise den, til den er moden.

Man skulde da tro, at der vilde blive sat alt ind paa at overtale Danmarks Jordbund til at frembringe saa mange Æbler og Pærer som muligt, siden de faktisk vil gro her. Men nej! I hvert Fald er der ingen Overflødighed af dem i Byerne; Frugt er der ret kostbar i Detailhandel, selv om der siges at være høstet nok saa meget af den paa Landet. Dette forekommer med Rette de Udenforstaaende – nej, desværre ikke de Udenforstaaende, – med det betalende Publikum lidt besynderligt.
Skulde der ikke ligge en forkert og gammeldags Ordning til Grund for dette Misforhold?

I dette Efteraar bugner Haverne af veludviklet Frugt. Grene, der er tunge af rødmende Æbler og Pærer, bøjer sig ned over de prangende Asters- og Georginbede og frembyder et henrivende Skue af Rigdom og Fylde. Det vil sige, i de Haver, hvor der overhovedet findes Frugttræer, for det er langtfra i dem alle. Hvorfor plantes der ikke i meget større Omfang Frugttræer i Smaafolks Haver paa Landet, – ja, ikke alene i Haverne, men langs Vejene i Landsbyerne, paa Digerne, paa alle de Smaa-Jordstykker, som nu ligger ubenyttede hen, saaledes som man ser det i Tyskland. Og hvorfor er Frugt-Kulturen ikke her naaet saa vidt, som f. Eks. i Amerika, hvor man efter Sigende forstaar at bekæmpe de klimatiske Hindringer saa vidt, at Høsten der ovre paa de store Strækninger, som forsyner Verden med Æbler, er nogenlunde ligeligt fordelt, og ikke, saaledes som her, den ene Sæson, som nu i Aar, frembringer saa meget, at det næppe kan betale sig at lade Æblerne afplukke og transportere, og et andet saa lidt, at Befolkningen er absolut henvist til Bananer og Appelsiner.

Man hører, at der eksisterer store Frugtavlerforeninger med de skønneste Bestræbelser; men trods disse kan det ikke nægtes, at man paa en Tur, hvor man ønsker at faa lidt Frugt, kan køre fra Sogn til Sogn, i det mindste paa Sjælland, og konstatere det beklagelige Faktum, at ethvert Husmandshus kun er omgivet af en Smule indhegnet Beplantning med nogle raslende Poppeltræer, et Par forgroede Ribsbuske og en Busk Pæoner eller lignende Stauter, der er umulige at aflive. Ikke Spor af fristende Sommeræbler og spanske Kirsebær.

Var det ikke en Opgave for disse Foreninger, st skabe en Slags indre Frugt-Mission med omvandrede Frugt-Prædikanter, der gik rundt paa Landet og forærede Husmandsfamilierne smaa Frugttræer og Ymper, eller hvad der hedder, og lærte dem, hvordan de plantes og plejes. For saadan som det er nu, skulde man næsten ikke tro, at Smaafolk paa Landet overhovedet ved, at der er noget dejligt til, der hedder Æbler og Pærer, noget der kan gemmes til de lange Vinteraftener. Og hvis der er mere paa Træerne, end Voksne og Børn selv kan spise, saa kan det sælges for gode Penge.

Men for Resten, – det er vist netop her, det er galt. Der maa være et daarligt Stofskifte i Samfundet, naar det drejer sig om Frugt. Ellers kunde Forholdet da ikke være, som det faktisk er nu, at de ulykkelige Producenter paa Landet, lige saa godt kan bruge Frugten til at fodre deres Svin med, som at sælge den til de omrejsende Prangere, mens det endnu ulykkeligere Publikum i Byerne, i det mindte i Hovedstaden, maa betale den i uforskammet dyre Domme i de saakaldte Frugt-Centraler i ledige Butiker.

I den Egn, hvor jeg bor paa Landet, bugner Træerne i Aar af frisk blaaduggede Blommer. Tre a fire Øre pr. Pund siges at være det højeste, der ved Salg til Prangerne kan bringes ud af dem. Da jeg i Gaar kom til Byen, laa de samme Arter af Blommer i Vinduerne til 25 undertiden 30 Øre pr. Pund, blot mindre friske, i begyndende Opløsningstilstand og bedækkede med en klæbrig Sved, en Slags La Morgue bag Glasruderne af Lig af Blommer. Er dette nu ikke en ganske uforholdsvis Stigning fra Producent til Konsument, over i Købet af en saa sørgelig forringet Vare?

Burde det ikke være helt anderledes indrettet? Med Indleveringssteder overalt paa Landet, og en Centraladministration i København og de andre store Byer, som fordelte Frugten i en Mængde Udsalgssteder eller faste Vogne i alle Kvarterer?

Man vil selvfølgelig indvende, at Frugt er en vanskelig, letfordærvelig og uberegnelig Handelsvare. Det er Mælk saamænd ogsaa, og dog er dens Forsendelse og Detailsalg, til Ære for vor administrative Evne, bragt i et fuldstændigt regelret System.

Andre, der er klogere og mere praktisk end jeg, maa gennemtænke, hvordan vi kan faa en Byernes Frugtforsyning efter samme Principper, som Mælkeforsyningen. En Ting ved jeg, og det er, at der er Mængder af Husmødre ude paa Landet, som hellere end gerne vil sælge deres Frugt til en rimelig Pris, og at der er andre Mængder af Husmødre inde i Byerne, der ligesaa gerne vil havde det lidt rigeligt med Frugt i deres Husholdning, hvis den blot ikke var saa dyr og saa knebent vejet, i de smaa Papirsposer.

Der, der kan hjælpe begge Parter, gør en fortjenstfuld Gerning. Men de gror desværre ikke paa Træerne.